Efter shahens fald i 1979 var alle betingelser for en socialistisk revolution modnet. Tragedien var den rolle som diverse venstrefløjspartier og -grupper, der til en vis grad nærede illusioner til Khomeini som en form for ”progressiv borgerlig”, spillede. Det var det, der gjorde at den virkelige arbejderrevolution kunne afspores og erstattes af et reaktionært, islamisk regime i den iranske kapitalismes tjeneste.

En ”islamisk” revolution? Revolution og kontrarevolution, 1979 til 1983

Mange ”analytikere”, ”historikere” og såkaldte ”eksperter” refererer til den iranske revolution i 1979 som den Islamiske Revolution.
I realiteten derimod, repræsenterede Khomeini og præsteskabet en blodig kontrarevolution. I sidste ende repræsenterede de, de gamle, privilegerede klasser og verdenskapitalismens interesser. Det afspejles i det enkle faktum, at til trods for deres tordnende besværgelser om ”død over Amerika” foretog de sig aldrig noget, der på nogen måde skadede eller bare svækkede den amerikanske imperialismes position. Tværtimod blev det senere afsløret at de havde lånt penge og købt våben fra adskillige vestlige lande, deriblandt USA.

Khomeini, som var en obskur mullah, der levede i eksil i Najaf i Irak, blev kun sat i forgrunden, da britiske, franske og amerikanske imperialister bragte ham til Paris, og placerede ham rampelyset med regelmæssige optrædener i medierne som BBC. Ved konferencen i Guadeloupe besluttede de endelig at støtte hans krav om magt. Dette var på linje med den støtte amerikanerne havde givet til de reaktionære islamister, der hidtil havde været meget marginale kræfter, i andre lande indenfor regionen som Pakistan og Afghanistan, med det sigte at opbygge et ”grønt bælte” af islamisme rundt omkring Sovjetunionen.
De havde forstået det mulige venstreorienterede og socialistiske potentiale i den iranske revolution og støttede derfor Khomeinis kontrarevolution pga. dens anti-venstreorienterede, anti-socialistiske potentiale.

Den iranske revolutions virkelige ledere var de arbejderledere, der ledte den generelle strejke. Uden arbejderklassens strejke, var Shahen formentlig aldrig blevet væltet og i hvert tilfælde havde historien omkring den revolutionære iranske bølge taget en langt mere blodig drejning, der sandsynligvis havde endt med et massivt nederlag eller i bedste fald en blodig borgerkrig. Strejkens hovedbase var i olieindustrien, en industri med stærke kommunistiske traditioner.

Disse ledere, uanset om de officielt var medlemmer eller ej, fulgte politikken, lederskabet og traditionerne af Tudeh-partiet, eller de partier som i sidste ende fulgte føringen fra Tudeh-partiet. (Det er et faktum at 35 procent af arbejdernes ledere i strejken betegnede sig selv som marxister). Organisationen af Fokets Fadayi (Ofrende) Guerillaer, en småborgerlig gruppering med Narodnik-tendenser, var oprindeligt dannet, sammen med andre grupper, i opposition til hvad den beskrev som Tudehs ”forræderi” og dets underkastelse under sovjetbureaukratiet på hvert eneste punkt. Da Shahen faldt, var Fadayanerne en lille gruppe aktivister på venstrefløjen. Men i den periode med relativ frihed, der fulgte efter faldet, voksede de hurtigt til mindst en halv million pålidelige tilhængere. Vi så også en eksplosiv vækst i alle venstrefløjsorganisationer, der hastigt udvidede deres base. Dette viser, at klassemodsætningerne kom op til overfladen og der var en massiv interesse i socialistiske ideer.
Bemærkelsesværdigt var det dog, at da sandhedens time var kommet, splittede størstedelen af organisationen ud og dannede den Fadayanske Majoritet, der gav fuld støtte til det Moskva-dikterede Tudeh parti, og kaldte det "den iranske arbejderklasses nye parti". (Vi vil snarest beskæftige os med skæbnen for de andre Fadayi faktioner, der ikke støttede Tudeh partiet eller regimet).

Tudeh-partiet og mensjevikkernes stadieteori

Igennem det sidste århundredes historie er mange revolutioner, ledt af såkaldte kommunistpartier, slået fejl og endt i bitre nederlag. Dette er også tilfældet i Iran. Det har ledt mange til at tro, at kapitalismen simpelthen er for stærk, at Islam har et magisk greb om det iranske folk, at arbejderklassen er for svag eller at begreberne socialisme, revolution og arbejdermagt er utopiske ideer, der uundgåeligt vil føre til nederlag. Dette kunne ikke være længere fra sandheden.

I alle revolutionerne i det sidste århundrede, og særligt under den iranske revolution i 1979, var der masser af muligheder for arbejderpartierne til at overtage magten og etablere en demokratisk arbejderstat. Nøglen til spørgsmål findes i den mensjevikiske teori om stadier, som de stalinistiske partier verden rundt har adopteret, og som i sidste ende har ført den ene revolution efter den anden til blodige nederlag.

Logikken i denne ”to-stadie” teori er som følger: Siden vi lever i et økonomisk tilbagestående land eller under et diktatur, er revolutionens første opgave af borgerlig karakter – at indføre borgerligt demokrati. Dette må indebære, at det er borgerskabet eller det progressive borgerskab, der skal lede revolution og derfor, at vi frem for alt må støtte disse kræfter.

Problemet med denne teori, der er blevet anvendt i mange forskellige former igennem de sidste hundrede år, er, at den fuldstændigt negligerer det faktum, at kapitalismen på verdensplan har mistet alle sine progressive træk og aldrig kan spille en progressiv rolle. Dette er endnu mere tilfældet med borgerskabet i de tilbagestående kapitalistiske lande. Uden et komplet brud med kapitalismen kan intet reelt fremskridt opnås. De materielle interesser hos borgerskabet, uanset hvilken del af det vi taler om, står i komplet modstrid med masserne og revolutionens interesser.
Lenin forklarede i 1905:

”Størstedelen af bourgeoisiet vil uundgåeligt vende sig til kontrarevolutionen og imod folket, så snart dets snævre, selviske interesser er mødt, så snart det "viger tilbage" fra konsekvent demokrati (og den er allerede i færd med at vige tilbage fra det!)” (Lenin, Samlede Værker, bind 9, s. 98, egen oversættelse)

Trotskij forklarede yderligere med teorien om den permanente revolution:

”Hvad angår lande med en forsinket borgerlig udvikling, særligt de koloniale og semi-koloniale lande, betyder teorien om den permanente revolution, at den fuldstændige og virkelige løsning på deres opgaver med at opnå demokrati og national frigørelse kun er tænkelig i kraft af proletariatets diktatur, som lederne for den kuede nation, frem for alt bondemasserne...
Proletariatets diktatur, som er kommet til magten som lederen af den demokratiske revolution, konfronteres uundgåelig og meget hastigt med opgaver, hvis opfyldelse er forbundet med dybe indhug i den borgerlige ejendomsret. Den demokratiske revolution vokser direkte over i den socialistiske revolution og forvandler sig derved til en permanent revolution.” (Leon Trotskij, Den Permanente Revolution, Kapitel 10. Hvad er den permanente revolution? Basale postulater, 1931, egen oversættelse)

Tudeh-partiet i 1979 fulgte to-stadieteorien. Deres karakterisering af revolutionens stadie var formuleret i partiets program og vedtaget på dets 15. forsamling:

”Denne revolution, ved dens nuværende historiske stadie i vor samfunds udvikling kan kun være af folkelig og demokratisk karakter. Indholdet af denne revolution er, at eliminere de imperialistiske monopolers dominans over vores lands økonomiske og naturlige ressourcer, at sikre fuldstændig økonomisk og politisk uafhængighed, at fjerne alle rester af det før-kapitalistiske sociale system og indføre en socialistisk retning på udviklingen, at demokratisere det politiske og kulturelle liv i landet.
På dette stadie er den nødvendige betingelse for revolutionær udvikling i Iran at omstyrte det gamle monarkiske regime, at nedbryde det reaktionære statsapparat, at de store kapitalister og jordbesidderes herredømme og overgive magten fra disse klasser til de nationale og demokratiske klasser og lag, til arbejdere, bønder, småborgerskabet, patriotiske intellektuelle og også det nationale borgerskabs lag, med andre ord at etablere den nationale og demokratiske republik... Den eneste vej til at gennemføre den folkelige og demokratiske revolution er ved massernes deltagelse i kampen og ikke ved heroiske handlinger fra hverken individer eller enkelte politiske grupper eller parti.” (Documents and viewpoints, s. 690, egen oversættelse)

På intet tidspunkt rejste partiet behovet for at bryde med kapitalismen og på intet tidspunkt forberedte de arbejderklassen på Khomeinis forræderi. Tværtimod forsynede de ham med en massiv støtte og i realiteten en base indenfor arbejderbevægelsen og til dels de bredere masser. Selv i august 1979, da det allerede stod klart for mange, at Khomeini vendte sig imod arbejdernes og kommunisternes organisationer, klamrede Tudeh sig stadig til idéen om en alliance med mullaherne:

”Med den dybeste sorg, er vi vidne til at der de sidste uger er foregået et skift til højre i den politiske situation i vores land. Dette skift har tilføjet et smertefuldt og frygtindgydende stød mod grundlaget for enhed mellem nationale og demokratiske kræfter.
Ikke desto mindre står vi i dag i en situation hvor, der på den ene side er et påbegyndt et afgørende angreb for at undertrykke friheden og i første omgang friheden for sande revolutionære kræfter, der kæmper under Islams banner...” (Documents and statements of TPI)

Falskheden af Khomeinis såkaldte ”demokratiske og nationale” karakter blev klart påvist, da han, efter at have benyttet sig af Tudehs støtte til at forvirre arbejderne, derefter vendte sig imod dem og massakrerede tusindvis af militante kommunister og forbød partiet.

I sidste ende tjente Tudeh-politikken med at støtte mullaherne, som de identificerede som en del af de ”nationale, demokratiske” kræfter, reelt set til at afvæbne og forvirre arbejderne. Hvad de skulle have gjort var at fremsætte en uafhængig klasselinje, der klargjorde at interesserne hos arbejderne, bønderne og de fattige masser er i direkte modstrid med borgerskabets interesser. Uden at gøre dette banede de vejen for demoralisering og disintegration af venstrefløjens kræfter, og efterlod derved arbejderklassen og andre revolutionære kræfter ubevæbnet overfor de fascistiske angreb fra præstevældet og deres bander.

Selvfølgelig gik de almindelige kommunister kun med på denne politik på baggrund af en mangel på et klart og mærkbart alternativ, men for lederne af Tudeh partier, der fulgte Moskvas linje med to-stadie teorien var det kun et middel til at afspore revolutionen, som de havde gjort det i fortiden.

Ledelsen for Tudeh (og andre massepartier, som den Fadayianske Majoritet, der fulgte det i halen) havde pga. deres loyalitet med det stalinistiske regime i Sovjetunionen ingen interesse i at vælte Shahen, med hvem Sovjetbureaukratiet havde et godt forhold til. Ydermere, hvis en demokratisk arbejderstat var blevet opbygget på Sovjetunionens grænse, kunne dette have inspireret de sovjetiske arbejdere imod bureaukratiet.

Så mens lederne på gulvet var fra Tudeh og kommunister, gav partiets ledende organer og institutioner ikke bevægelsen nogen ledelse på nationalt niveau. Tværtimod fastholdte de et tøvende og endda forsonligt standpunkt overfor præstestanden, som de anså som et ”progressivt” borgerskab.

Ikke desto mindre, var arbejderne gået endnu videre på egen hånd, udvidede deres strejkekomiteer til at blive komiteer, der praktisk set havde kontrollen med den daglige drift af fabrikkerne og i nogle tilfælde kædede de dem sammen på på by-niveau. Selvom denne udvikling for det meste accelererede efter shah’en fald, var deres dannelse påbegyndt under generalstrejken.

Disse komiteer repræsenterede selve kimen til arbejdermagt. Deres videre udvikling kunne have ført til at de var blevet hovedorganerne for en demokratisk arbejderstat. Men igen fejlede Tudeh-lederne i det afgørende øjeblik. I stedet for at føre en massiv kampagne for arbejderkomiteer og råd (Shoraer) på alle fabrikker og i alle nabolag, forbundet på bymæssigt og nationalt plan, gik deres hovedkampagne på, at omdanne disse komiteer til fagforeninger. I den situation, der eksisterede på daværende tidspunkt, var dette åbenlyst et reaktionært krav! Det er givet, at marxister altid er for demokratiske krav som retten til at danne en fagforening, retten til at strejke, osv. Men i denne situation hvor arbejdere kunne have ledt bevægelsen frem til regimets fald og selv have taget magten, og afskaffet de kapitalistiske relationer, var det milelangt efter den objektive situation og stemningen i bevægelsen kun at rejse disse krav. Det tjente kun til at skabe forvirring i arbejderklassen, hvilket holdt dem tilbage fra at føre deres brændende opgaver ud i livet.

Dette skridt fra Tudeh-lederne afvæbnede effektivt arbejderne, som ikke fik muligheden for at udvikle deres naturlige våben til politisk kamp og magt. Så da shah’en endelig flygtede, var der intet udviklet apparat indenfor arbejderklassen, der kunne overtage magten.

Ved alle større vendepunkter i revolutionen, var Tudeh-lederne flere mile bag deres menige medlemmer. Faktisk anerkendte de ikke situationen som revolutionær før midt-januar. I stedet for at være i spidsen for bevægelsen, agerede Tudeh-ledelsen som dens hale. Men i januar var revolutionen ikke blot begyndt, den nærmede sig eller havde passeret sit klimaks. At erklære derefter, at situationen i Iran var revolutionær, var for lidt, for sent. Selvfølgelig var der taler, erklæringer, resolutioner, men påfaldende nok tog Tudeh-lederne aldrig noget konkret skridt i at forsvare et uafhængigt, revolutionært standpunkt for en forenet arbejderklasse.

I stedet tog Tudeh-lederne det opportunistiske standpunkt at støtte det ”progressive” (små)borgerskab i form af mullaherne. Som altid med sekterikere og opportunister møder de bevægelsen hos småborgerskabet ved enten at lovprise hele bevægelsen og underordne arbejderklassen den, eller ved at afvise den helt og holdent. Selvfølgelig vil arbejderklassen i begge tilfælde tabe, fordi den er isoleret, mens initiativet og lederskabet over den brede folkemasse er lagt i hænderne på deres såkaldte ”ledere”. Sandheden er, at middelklasserne i Iran, også under indflydelse af Shia-præstestanden, udgjorde en bred masse af folk med modstridende interesser. Den korrekte revolutionære politik ville have været at bygge en uafhængig og samlet arbejderbevægelse og på samme tid appellere til masserne indenfor de lavere lag af middelklassen, og på den måde drive en kile ned mellem dem og de ubetydelige øvre lag, der på utallige måder har været forbundet med de herskende eliter og i alle sammenhænge repræsenterede de samme interesser.

I Iran har borgerskabet for længst mistet enhver progressiv egenskab. De borgerlige kan, uanset hvor meget de end har været i opposition til de herskende kliker, ikke spille en progressiv rolle. Årsagen er ikke mangel på vilje, men fordi systemet, de repræsenterer, for lang tid siden stoppede med at spille nogen progressiv rolle. Ved hvert skridt vil den fremskredne nedbrydning af kapitalismen tvinge dem til at modsætte sig fremskridt.

Denne proces udkrystalliserede sig hurtigt i Iran efter shah’ens fald. I de måneder og år der fulgte hans flugt ud af landet, manøvrerede det nye regime for at knuse alle de kræfter, der havde bragt det til magten. Først angreb det de turkmenske selvstændighedsbevægelser i marts 1979 (som blev ledt af det, ifølge dem selv marxistiske, Fadayadinere), derefter angreb det den arabiske bevægelse for selvstændighed i juli og den kurdiske i august. I alle disse angreb lænede regimet sig også opad de gamle godsejere for at knuse bevægelserne, der også havde bånd til bønderne, der nu forlangte landreformer.

Det bør bemærkes at stemningen efter shah’ens fald var meget til venstre og klassemodsætningerne kom i forgrunden. Vi har allerede refereret til den massive og eksplosive vækst i venstrefløjsorganisationer, som til sammen havde hundredetusinder af støtter (uden at medregne Mojahedinen, en islamisk venstregruppe, med samme styrke og indflydelse overalt i landet). Men vi bør ikke glemme, at Khomeini og hans regime selv kun opnåede popularitet ved at ty til venstreorienteret retorik og ”anti-imperialistisk” demagogi. I stedet for at tale om islamiske principper og lignende, som man ville forvente fra dem, lovede de rent faktisk amnestier og social retfærdighed. De lånte al den socialistiske terminologi fra venstrefløjen. De adopterede paroler som, ”Islam tilhører de undertrykte, ikke undertrykkerne”, ”Islam repræsenterer slumbeboerne, ikke paladsbeboerne”, ”undertrykte folk verden over, foren jer”, ”vi er for Islam, ikke kapitalisme eller feudalisme”, ”Islam vil eliminere klasseforskelle” og lign. Højdepunktet for denne ”anti-imperialistiske” demagogi kom 4. november 1979, da en gruppe Khomeini sympatiserende studenter besatte den amerikanske ambassade i Teheran. Khomeini kaldte dette ”den anden revolution” og brugte det til at knuse flere modstandere indenfor regimet og konsolidere den herskende klike for at knuse oppositionen, der allerede var synlig i forskellige bevægelser.

Ved 1980 var støtten til Khomeini på universiteterne også forsvundet. De, der havde besat den amerikanske ambassade, med støtte og formentlig ledelse fra Khomeini, præsenterede sig som studenter ”der støtte Imam Khomeinis linje”. Men realiteten var, at flertallet af de studerende støttede de venstreorienterede og kommunistiske grupper eller den venstreislamiske Mojahedin. Universiteterne lignende mere og mere et center for opposition mod regimet, i takt med at illusionerne til Khomeini forsvandt blandt de revolutionære. Af denne grund valgte regimet at lukke alle universiteter i to år fra april 1980. Efter genåbningen var ingen kommunist eller person, der var under mistanke for at have kommunistiske sympatier, tilladt at besøge eller arbejde på universiteterne.

Arbejderbevægelsen var ikke glemt af regimet. Shah’ens fald havde ikke løst arbejdernes problemer. Så fra den spæde begyndelse begyndte spændinger at bygge sig op. Efter en kort periode uden strejkeaktivitet, bevægede mange arbejdere sig tilbage i retning af større militans. Det var rent faktisk først efter revolutionen, at arbejderrådene (shoraerne) virkelig begyndte at udvikle sig. Til dels på grund af magttomrummet, men også fordi der var en voksende klassedifferentiering. Den ”nationalt demokratiske” fase af revolutionen havde ikke bragt fuldt udviklet kapitalisme, men havde bragt den fuldt udviklede krise i kapitalismen i forgrunden og forstørret dens modsætninger. Arbejderne kunne se, at deres problemer krævede uafhængige politiske løsninger og til det krævede de uafhængige politiske redskaber. Arbejderrådene var disse redskabers kim form.

Men som rådene hurtigt voksede i indflydelse og magt, blev de også alt for stor en faktor at ignorere fra regimets side. Allerede på 1. maj 1979 var der arbejderdemonstrationer, der klart var i opposition til regimet. Og i juli blev de første arbejderledere fra olieindustrien fængslet. I juni blev organiseringen af faglige aktioner i industrien strafbart med 2-10 års fængsel. I marts 1980 blev der indført et komplet forbud mod al strejkeaktivitet. Men strejkerne fortsatte.

Det endelige angreb kom efter begyndelsen af den iransk-irakiske krig i september 1980, da regimet placerede militære repræsentanter i alle fabrikker af ”rekrutteringsmæssige” formål. I virkeligheden blev dette anvendt til fysisk at knuse rådene og deres ledere.

Regimets virkelige ”fødsel”, dvs. det tidspunkt den virkelig undertrykte og nedkæmpede revolutionen, var d. 20. juni, 1981. Dette var et blodigt kontrarevolutionært overfald som gjorde en ende på den relative frihed, der havde eksisteret siden shah’ens fald. For at dette kunne ske, blev der dagligt henrettet 300 til 500, forbud mod alle oppositionsaviser og forsamlinger, og et meget voldeligt overfald på ethvert tegn på modstand. Dette var reelt set starten på en borgerkrig med Mojahedinerne, en semi-venstreorienteret islamisk organisation, der efterfølgende myrdede mange overhoveder indenfor regimet. Alle de venstregrupper, der havde modsat sig Khomeini (inklusive den Fadayanske Minoritet og andre anti-regime Fadayanske splitgrupper og Pro-Hoxaitiske Peykar, som var splittet ud af Mojahedin, og en masse andre mindre socialistgrupperinger) flygtede til Kurdistan, hvoraf dele var frie fra regimets kontrol og dens frigjorte områder blev ledt af lokale anti-regime partier, og tilsluttede sig den væbnede kamp mod regimet i nogle års tid, før de blev knust og udslettet fra det iransk-kontrollerede Kurdistan i løbet af årene under den Iransk-Irakiske Krig.

I alle de ovennævnte sager, havde hovedlederne af Tudeh og Fadayan flertallet (hovedsplittet fra massepartiet, Fadayan, som faktisk var større end Tudeh, men fulgte Tudeh’s Moskva-dikterede linje på hvert punkt) en fuldstændig venlig holdning til regimet. I stedet for at bruge angrebene til at vinde nye baser af støtte, fremmedgjorde de sig selv fra dem og splittede alle de bedste sociale elementer af revolutionen fra.

Mange af de andre venstregrupper, der modigt modsatte sig Khomeini og bekæmpede ham, havde andre problemer, der ikke tillod dem at lede en massebevægelse af arbejdere imod det islamiske regime. Vi har allerede nævnt, at flertallet af den guerillaistiske Fadayan splittede og gik over til støtte for Tudeh-partiet. Imidlertid tilsluttede Fadayan-minoriteten og andre udsplitninger sig stadig guerrillaistiske og stalinistiske ideer (såsom to-stadie teorien, der var udbredte og delt af de fleste), der forhindrede dem i reelt at lede arbejderne og masserne. Det må bemærkes, at de dominerende ideer hos disse grupper var meget tilbagestående og præ-marxistiske. For at bruge analogien med den Russiske Revolution, var de dominerende Fadayanske ideer ikke engang mensjevikiske, men Narodniske! (Individuel ”terrorisme”, guerrillaisme, osv.).

Også de daværende tilhængere af det såkaldte Forenede Sekretariat af Fjerde Internationale under det politiske lederskab af Ernest Mandel havde også en forkert linje. Der var to grupper af trotskister dannet i Europa og USA, der oprindeligt gik sammen for at danne ’Hezbe Kargaran Sosialist’ (Socialistisk Arbejderparti) og som havde en mere eller mindre korrekt forståelse, der ledte dem til at vokse til nogle hundrede medlemmer og åbne kontorer i enkelte byer.
Men linien med at forsvare Khomeini som ”anti-imperialist” og ideen om at forening med det ”progressive borgerskab” kom også til at dominere dette parti, repræsenteret ved folk som Babak Zahrayi. Det førte til splittelser, hvor flertalsfløjen reelt set blev fortalere for en venstredrejet version af den samme pro-Khomeini position som Tudeh partiet.

I denne proces med ødelæggelsen af venstrefløjen, havde regimet et solidt grundlag i forskellige lag. Et af dem bestod af sektioner af bazarierne, der var inkorporeret i regimet og som blev belønnet med mange lukrative indrømmelser. Et andet lag var en fløj af bazarierne, der faktisk var tilhængere af den liberale Nationale Front, der ledte den provisoriske regering. Sidst men ikke mindst hvilede regimet også på de enorme lag af fattige i storbyen. Slumindbyggerne, der var blevet fuldstændig knust og efterladt til at rådne op i bunden af samfundet i årevis, blev nu givet det indtryk at de kunne blive til noget. Dette lag var det mest loyale og nyttige for regimet i dets forsøg på at knuse alle andre klasser.

Men selv hvedebrødsdagene med de liberale bazarier varede ikke længe. Efter at have smidt dem ud af regeringen, blev de angrebet med de samme våben som shahen havde brugt. I 1983 var de også blevet knust og deres hovedledere fængslet.

Revolutionen blev nedkæmpet af de gejstlige ledere, der lænede sig opad forskellige klasser og lag, for at knuse andre og blive den eneste, der stod tilbage til sidst. De såkaldte kommunistiske ledere i Tudeh partiet, den Fadayanske Majoritet og alle de andre, der fulgte deres linje, spillede en forræderisk rolle i at støtte regimet i hvert angreb, indtil de selv blev angrebet og fængslet i 1983.

Læs del 1 her