Caracas, Venezuela, den. 13. april 2011

Den 11. april 2002 blev Venezuelas præsident, Hugo Chávez, afsat ved et statskup. Dette kup var planlagt af det venezuelanske borgerskabs spidser og anført af forretningsmanden Pedro Carmona. Kuppet blev gennemført i samarbejde med dele af hæren og den nordamerikanske efterretningstjeneste CIA.

Dette kunne have været et kup, som så mange andre kup i Sydamerikas historie. Det kunne være blevet til endnu en sort parentes i historiebøgernes sørgelige og bloddryppende afsnit om imperialismens voldtægt og udplyndring af kontinentet.

De efterfølgende døgn skulle dog bringe begivenheder med sig, der for altid vil være sikret en helt anden og central placering i verdenshistorien.

På trods af hårde repressioner, på trods af at præsidenten var kidnappet og tilfangetaget i to døgn, og på trods af at alle historiske odds var på kupmagernes side, lykkedes det, takket være det venezuelanske folks uendelige, revolutionære mod og styrke, at afværge kuppet.

Den 13. april 2002 blev Hugo Chávez bragt tilbage til præsidentpaladset Miraflores og genindsat som præsident.

Disse begivenheder har tjent som en enorm inspiration for arbejdere og unge over hele verden og spiller stadig en vigtig rolle i befolkningens bevidsthed og den revolutionære proces i Venezuela. Den 13. april 2011, på niårsdagen for kuppets fald, var der derfor endnu engang indkaldt til massedemonstrationer i Caracas til støtte for regeringen.

Allerede fra morgenstunden stod det klart, at den 13. april er en særlig dag i Venezuela. Kontorerne i metroen stod tomme. Der var fri og gratis adgang til at benytte metroen dagen igennem. De offentligt ansatte havde fået fri og valfartede, som tusindvis af andre, mod Plaza Venezuela, hvor demonstrationerne skulle tage deres udgangspunkt. Trods massivt regnvejr bevægede knapt hundredetusinde mennesker sig, i samlet flok, mod Miraflores, hvor Chávez skulle tale. På Avenida Urdaneta, der fører op til præsidentpaladset, blev demonstrationerne sammenført med, hvad der syntes som, uendelige kolonner af bevæbnede militsfolk i simple grønne uniformer og kasketter. Nok lignede deres rifler rekvisitter fra spillefilm om Anden Verdenskrig eller den Spanske Borgerkrig, men disse udgør også blot den symbolske del af arsenalet.

Inde bag uniformerne bærer hvert eneste af disse mennesker på våben, som geværer og kanoner aldrig vil kunne måle sig med. De bærer på troen, på viljen og på modet til at forandre deres eget liv og verden omkring dem til det bedre. Op mod 200.000 venezuelanere har ladet sig indskrive i militserne. Unge og gamle, kvinder og mænd. Jeg bemærkede dog, at stort set ingen, af de tusinder af militsfolk, som jeg så denne dag, havde de lyse, europæiske træk, som ofte kendetegner overklassen.

40.000 bevæbnede militsfolk samlet foran Miraflores under den implicitte overskrift: ”Vi er folket, vi er bevæbnede og vi er klar til at forsvare vores liv og vores rettigheder!” - er i sandhed et imponerende syn, som længe vil kunne give mig gåsehud, og som jeg aldrig vil glemme.