”Amerikas forenede stater, ser ud til at ville plage Amerika med elendighed i frihedens navn”
- Simón Bolívar

Dag ud og dag ind hører vi negative historier om Venezuela i den danske presse. De fleste danske journalister – selv de mere ærlige af dem – får ikke tid til at undersøge tingenes virkelige tilstand i Venezuela. De kopierer rask væk pressenoter fra de største nyhedsbureauer, bl.a. Ritzaus, AFP og Reuters. Disse noter er krydret med enkelte Latinamerika-korrespondenters sporadiske udfald imod Chávez og den bolivariske revolution.

Disse realiteter har desværre fået mange danskere til at tro, at der eksisterer en form for diktatur i Venezuela. Det er med den baggrund i tankerne, at forfatteren ser sig nødsaget til at besvare anklagerne imod den bolivariske revolution. Det er nødvendigt at forsvare revolutionen konsekvent imod manipulationer, som har et bevidst politisk motiv.

Det er nemlig langt fra et tilfælde, at de største internationale medier bruger uhyrlige pengesummer, tid og spalteplads på at forsøge at miskreditere den venezuelanske regering. De ved udmærket godt, at den bolivariske revolution har inspireret mange arbejdere og studerende verden over, som ser den som et bevis på, at det kan lade sig gøre at ændre samfundet. Derfor er det en nødvendighed for dem at tilsmudse dette referencepunkt mest muligt med alle slags manipulationer. Det forklarer, hvorfor vi så ofte støder på overskrifter i den danske presse, der sår tvivl om Chávez eller om den venezuelanske regerings demokratiske ageren.

Demokratiske valg
I første omgang vil jeg lægge de mest elementære kendsgerninger på bordet; Den nuværende regering i Venezuela har siddet ved magten i ti år, fra februar 1999. I denne periode har dens støttepartier vundet flertal ved 3 lokal- og regionsvalg (2000, 2004, 2008) og 3 parlamentsvalg (1998, 2000, 2005), dens kandidater har vundet flertal ved 3 præsidentvalg (1998, 2000, 2006). Dertil kommer valgsejre i tre folkeafstemninger, hvor regeringens anbefaling vandt flertal. Samtlige af disse valg er blevet fulgt af internationale valgobservatører, og Organisationen af Amerikanske Stater har godkendt resultaterne som troværdige. Dette betyder altså, at Chávez-regeringen har vundet demokratisk flertal ved ikke mindre end 12 valghandlinger og kun tabt en enkel, folkeafstemningen om konstitutionsreformen i 2007.

Desuden skal det bemærkes, at den nye grundlov anno 1999, som blev forfattet og godkendt ved folkeafstemning på regeringens initiativ, er en af de mest demokratiske grundlove i hele verden. F.eks. giver den befolkningen mulighed for at stille mistillidsvotum til deres valgte repræsentanter. Denne mulighed benyttede oppositionen sig f.eks. af i 2004, da de formåede at indsamle de nødvendige 20 procent af stemmerne, som der ifølge grundloven skal til, for at kræve en folkeafstemning om udskrivelse af nyvalg. Denne folkeafstemning blev holdt den 15. august 2004 og blev tabt af oppositionen, som kun formåede at skrabe 41 procent af stemmerne sammen for et ”ja” til mistillidsvotumet, mens 59 procent stemte ”nej”.

Pressefrihed og mediernes fordeling i Venezuela
I 1970’erne og 1980’erne var medierne et strategisk redskab for den amerikanske imperialisme i at undergrave socialistiske regeringer. I Chile under Salvador Allendes socialistiske regering bestak CIA udgiverne bag dagbladet El Mercurio til systematisk at føre kampagne imod regeringen. I 1980’enes Nicaragua under den sandinistiske FSLN-regering, brugtes den samme strategi med dagbladet La Prensa.

I Venezuela var CIA heldige. De havde ikke brug for at rekruttere nogle til at udføre deres arbejde. I Venezuela var det enorme flertal af medierne nemlig koncentreret på private hænder, og ejerne af disse mediekoncerner var alle indædte modstandere af den bolivariske regering.

Ifølge en officiel rapport fra juni 2006, som er lavet af Venezuelas ministerium for kommunikation og information, er det overvejende flertal af massemedier i Venezuela (TV, radiostationer og aviser) i dag på private hænder. Rapporten fra juni konkluderer, at tv-sektoren er koncentreret i 4 private tv-selskaber: RCTV, Globovision, Televen og Venevision, som sidder på i alt 90 procent af markedet. For at være præcis er 79 ud af i alt 81 tv-kanaler (eller 97%) privatejet; og 118 ud af 120 aviser er på private hænder. (Citeret i Alessandro Vilari og Adam Ring: ”Den virkelige historie om RCTV”; Hands Off Venezuela.)

Ud af Venezuelas 1004 radiostationer, som sender på FM eller AM, er 656 private, 105 offentligt ejede og 243 lokale, alternative medier. (Dagbladet Arbejderen, 19. august 2009.)

Der findes blot to offentligt ejede TV-kanaler med en frekvens, der gør dem tilgængelige i hele landet, nemlig VTV (Kanal 8) og efter 2007, den kultur- og sportsorienterede, TV-ES. Resten af de landsdækkende kanaler er privatejede og har fra dag ét været modstandere af den bolivariske regering.

I Venezuela er det bemærkelsesværdigt, hvor omfattende oligarkiets kontrol med medierne har været og fortsat er den dag i dag. Granier-familien ejer, foruden RCTV, 40 tv-stationer rundt omkring i Venezuela (de fleste af dem er små lokale TV-kanaler). Cisneros-familien, som ejer Venevision, er også ejere af over 70 medier i 39 lande, bl.a. DirectTV Latin America, AOL Latin America, Caracol Televisión (Columbia), kæden Univisión (USA), Galavisión og Play Boy Latin America. Dertil kommer andre kulturelle ejendomme, f.eks. en af Venezuelas største baseball klubber, ”Los Leones de Caracas” og skønhedskonkurrencen ”Miss Venezuela”. ( E. Golinger: El Código Chávez, side 18.)

Dertil kommer selvfølgelig den katolske kirke – en af Chávez absolutte ærkefjender - der ejer lokale TV-stationer, såsom Television Andina de Mérida, Canal de Niños Cantores de Zulia og Vale TV.

Venezuelas bolig- og infrastrukturminister gjorde på et pressemøde i juli 2009 opmærksom på, at kun 27 familier har kontrol over 32 procent af radio- og tv-frekvenserne i landet. (Dagbladet Arbejderen, ibid.)

I 2002 måtte selv Human Right Watch, som ellers læner sig op af mainstream-mediernes kritik af den venezuelanske regering, indrømme, at de private medier i Venezuela “Langt fra benytter sig af fair og korrekt rapportering af de aktuelle begivenheder, medierne forsøger at opildne til folkelig utilfredshed samt voldshandlinger til at støtte oppositionen mod regeringen”. (Venezuela’s Political Crisis”, Human Rights News, Human Rights Watch, October 9, 2002.)

Til trods for alt dette har den venezuelanske regering været så tolerant overfor oppositionsmedierne, at ingen tv-station, radio eller avis er blevet lukket, og først 5 år efter kuppet besluttede man, ikke at forny licensen til RCTV, et af de medier der havde været impliceret i kuppet. Der har heller ikke været nogen tilfælde af censur, på trods af at det er blevet bevist, at kanaler som Globovision i flere omgange har opfordret til voldelige protester.

RCTV-sagen
Da Chávez i starten af 2007 annoncerede, at den venezuelanske tv-station RCTV ikke ville få fornyet sin tv-licens, tegnede den borgerlige presse i hele den vestlige verden et meget misvisende billede af situationen. Hugo Chávez blev beskyldt for at indskrænke ytringsfriheden, og lukningen af RCTV blev set som en måde at lukke munden på oppositionen.

De fleste vestlige medier udlagde lukningen af RCTV meget ens, men deres argumenter var bygget på falske antagelser. En af de mest brugte beskyldninger var, at Venezuelas regering lukkede en af de få private tv-stationer, så Chavez lettere kunne kontrollere pressen i Venezuela. Eller at tv-stationen ganske enkelt var en hindring for Chavez’ ”populistiske” projekt. Disse beskyldninger var og er fuldkommen forkerte.

Hugo Chavez lukkede ikke RCTV. RCTV havde indtil 2007 tilladelse til at sende sine programmer gennem tv-frekvenser, som var offentlige. Det var siden januar 2007 kendt, at tv-stationen ikke ville få fornyet den statslige licens. Licensen udløb den 27. maj 2007 ved midnat, og der var store demonstrationer både for og i mod lukningen af RCTV. Natten til den 27. maj 2007 udviklede en af oppositionens demonstrationer sig voldeligt, hvilket resulterede i at 14 politimænd blev såret.

Loven i Venezuela siger ikke (og det bør understreges –det samme gælder loven i hvilket som helst andet land), at regeringen automatisk skal forny licensen til tv-kanaler. Regeringen har derimod mulighed for at vælge, hvilke der skal have licens, og hvilke der ikke skal. F.eks. har den danske regering valgt at give licens til DR, men samtidig frataget andre kanaler denne mulighed. Lad os se på nogle af grundene til, at Venezuelas regering valgte ikke at forny den statslige licens til RCTV.

Som dokumenteret i kapitel 2 var RCTV direkte involveret i det mislykkede militærkup den 11. april 2002 mod den demokratisk valgte præsident Hugo Chavez. RCTV’s deltagelse i kuppet var så tydelig, at produktionsmanageren på det tidspunkt, Andres Izarra, som var modstander af kuppet, opsagde sin stilling for ikke at blive tiltalt for deltagelse i kuppet. I et officielt vidneudsagn forklarer Izzara, at han fik forklaret nøje, at han i dagene op til kuppet ikke måtte bringe nogen information om Chavez, hans personel, ministre eller noget, der ellers kunne relatere til ham.

Det er præcis, hvad der skete. RCTV rapporterede kun, at Hugo Chavez havde taget sin afsked som præsident for nationen (hvilket var en åbenbar løgn – han var blevet kidnappet af kupmagerne). Og to dage senere, da millioner af venezuelanere gik på gaderne for at kræve, at den præsident, som de på demokratisk vis havde valgt, skulle genindsættes, valgte RCTV at vise tegnefilm i stedet for at rapportere fra begivenhederne.

Vores spørgsmål lyder, hvilket andet ”demokratisk” land ville kunne acceptere, at en tv-station, der åbent støtter et kupforsøg, ville kunne sende frit på statens frekvenser igen efter dette? Hvilket andet land ville acceptere, at ejeren af en sådan tv-kanal slipper for at skulle stilles for en dommer efter åbent at have støttet et militærkup mod en folkevalgt præsident? Selv FN’s krigsforbryderdomstol anklagede tre fremtrædende direktører for medier i Rwanda, for at have deltaget i folkemordene, ved at opfordre til vold i medierne. Men i Venezuela får oppositionen lov til at opfordre til al den vold, som den lyster på landsdækkende TV, radio og dagblade, uden at der tages nogen forholdsregler imod den.

Simon Bolivar sagde, at folket aldrig kan blive frie, hvis ikke ytringsfriheden er givet. Det er fuldstændig rigtigt. Men vi bør stille os selv spørgsmålet, hvorvidt denne ytringsfrihed er garanteret med et system, hvor massemedierne er i hænderne på en lille elite af velhavende mennesker, og hvor disse medier tjener dette mindretals interesser, på bekostning af det store flertals.

Ytringsfrihed? Politiske fanger?
Ledende medlemmer af den venezuelanske opposition har forsøgt at udbrede udsagn i medierne om, at der angiveligt skulle være fanger i Venezuela, som sidder bag tremmer på grund af deres politiske holdninger. Dette udsagn klinger særligt hult, når man tager med i overvejelserne, at nogle af dem, der skriger mest op om ”politiske fanger”, sad på fremtrædende poster under de berygtede AD-COPEI regeringer, der om nogen brugte repression imod oppositionelle røster. (En liste med et udsnit af de politiske fanger under den 4. Republik kan findes på hjemmesiden Aporrea.org.)

Lad os alligevel kigge på påstanden. Statsadvokaten, Gabriela Ramírez, svarede i oktober 2009 på disse anklager:
”Der findes ingen politiske fanger i Venezuela. Denne idé udspringer af en partisk kampagne, opmuntret af nogle dele af oppositionen. I Venezuela findes der naturligvis personer, som har foretaget lovovertrædelser under offentlige demonstrationer og i visse tilfælde har dommeren idømt dem fængselsstraffe”. (Defensora del Pueblo dice que en Venezuela no hay presos políticos, min oversættelse AB.)

Det sidste er et vigtigt punkt, som bør understreges; Der er forskel på politiske og kriminelle fanger: De få oppositionspolitikere og/eller studenteraktivister, der sidder i fængsel, er alle blevet dømt og kendt skyldige i lovovertrædelser, dvs. simpel kriminalitet. De er således ikke sat bag tremmer for deres politiske standpunkter, men fordi de f.eks. har benyttet vold til at fremme disse. På samme måde er det opspind, når en af oppositionens ledere, Manuel Rosales, påstår, at han befinder sig i ”politisk eksil” i Peru. Sandheden er, at Rosales er flygtet fra Venezuela for at undgå en retssag, der skal tage stilling til anklager om korruption og magtmisbrug i hans embede som guvernør for delstaten Zulía, dvs. kriminelle handlinger. Han er således ikke en politisk, men derimod en kriminel, flygtning.

”Evighedspræsident”?
Både ved folkeafstemningen i december 2007 og igen i februar 2009 var spørgsmålet om muligheden for at kunne genvælge præsidenten et nøglespørgsmål. I begge omgange forsøgte man i de borgerlige medier at køre en stemning op om, at Chávez ville sætte sig på magten resten af hans liv, og at dette ville udgøre det sidste spring i konsolideringen af et diktatur.

På Politiken.dk kunne man den 15. februar 2009, på dagen for folkeafstemningen om forfatningsændringen, læse en artikel med overskriften ”Chávez vil være evighedspræsident”. Artiklen bestod af en række løgne, blandt andet hævdede den, at ”Befolkningen i Venezuela bestemmer i dag, om præsident Hugo Chávez får 12 år mere på posten”. (Politikens journalister ændrede efterfølgende titlen på artiklen til ”Chavez vil forlænge sin regeringstid”.)

Begge udsagn er pure opspind. Afstemningen den 15. februar bestemte ikke, hvorvidt Chávez fik 12 år mere som præsident, og det er også forkert, at afstemningen sikrede Chávez posten som ’evighedspræsident’. Afstemningen den 15. februar bestemte derimod, om man skulle ændre en paragraf i grundloven, som satte en begrænsning på antallet af gange, som en valgt præsident kan genopstille som kandidat til nye præsidentvalg.

Eftersom at det blev et ja ved afstemningen, får Chávez mulighed for at genopstille som kandidat til præsidentvalget, som - uanset hvad - skal afholdes, når hans mandat udløber i 2013. Det er også værd at spørge, hvorfor de vestlige medier taler om en ’evighedspræsident’. I langt de fleste vestlige lande er der ingen begrænsninger på genvalg af statsministre og eller præsidenter.

I Danmark har Anders Fogh opstillet tre gange, og det havde stået ham frit for at genopstille til et fjerde valg, hvis ikke han i 2009 tog imod tilbuddet om en plads som generalsekretær i NATO. Samme lovgivning gælder for eksempel i Spanien, England og Sverige. I sidstnævnte land sad en socialdemokratisk statsminister ved magten i en periode på hele 23 år! (Tage Erlander var statsminister i Sverige i perioden 1946-1969.)

Samtidig er det værd at påpege, at statsoverhovederne i Danmark og de tre ovennævnte lande ikke er demokratisk valgte som i Venezuela. I disse lande eksisterer monarkiet stadigvæk, og dermed er det konstitutionelle statsoverhoved ikke folkevalgt, men får overrakt embedet i arv. Det viser det enorme hykleri hos dem, der kritiserede folkeafstemningen i februar 2009 som ’udemokratisk’.

En demokrati-hungrende opposition?
I danske medier bliver den venezuelanske opposition oftest portrætteret som en koalition af fredelige demokratisk-sindede partier og foreninger. Det er forbløffende, hvordan sandheden ikke bare bliver fordrejet, men vendt fuldstændigt på hovedet. Et godt eksempel er en artikel, som Politikens Latinamerika-korrespondent Anne Sørensen (AS) skrev til avisen den 17. februar 2009 under titlen, ”Chávez: Hverken demokrat eller diktator”, hvor hun insinuerer, at den venezuelanske præsident ikke er garant for fri meningsudveksling og debat.

Det er bemærkelsesværdigt, at AS slet ikke nævner, at der i 2002 var et voldeligt forsøg på statskup, og at størstedelen af oppositionen støttede det. Det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at AS gentager mediernes manipulationer om begivenhederne i december 2002, som hun karakteriserer som en ”generelstrejke”, på trods af at der rent faktisk var tale om en lockout organiseret fra start til slut af landets arbejdsgivere.

Men lad os for et kort øjeblik kigge på de kræfter der rent faktisk udgør oppositionen i dag og bedømme dem ud fra deres egne handlinger og fortid i venezuelansk politik. En af oppositionens centrale talsmænd er Teodoro Petkoff, tidligere leder af MAS, som under Rafael Caldera-regeringen var arbejdsminister og gennemførte en række neoliberale reformer. Dette indbefattede bl.a. et program med privatiseringer af store virksomheder. Petkoff hævdede på det tidspunkt, at såfremt der ikke kunne findes en køber til aktierne i de pågældende statsejede selskaber, ville det være bedre at forære dem væk end at fastholde dem på statens hænder. Det betød bl.a., at stålværftet SIDOR blev privatiseret i 1997, hvilket resulterede i, at over 8.000 arbejdere mistede deres job helt eller delvist.

Som redaktør for avisen Tal Cual har Petkoff ikke sparet på sine beskyldninger imod Chávez-regeringen. Den 26. september 2003 bragte denne avis en forside med et billede, der viste Hugo Chávez med en 9 mm pistol ved en offentlig demonstration, og en overskrift der sagde ”Ved pistolens punkt”. Det lille problem var blot, at det, som Chavez i virkeligheden havde i hånden ved demonstrationen, var... en rose, og at billedet med pistolen var en fotomontage/manipulation. (Hands Off Venezuela: Ingen frihed for pressen i Venezuela?)

Den 29. januar 2007 bragte Tal Cual en ny forside med overskriften ”Heil Hugo” og en karikaturtegning, som sammenlignede Chávez med Hitler. Begge aviser blev udgivet uden censur.

En anden nøglefigur er Manuel Rosales, som pt. befinder sig i eksil i Peru. Rosales stillede i december 2006 op til præsidentvalget, hvor han fik 36 procent af stemmerne, imod Chávez’ 63 procent. Hans kandidatur blev anerkendt af Chávez, på trods af at han blot fire år forinden, den 12. april 2002, havde underskrevet Pedro Carmonas dekret, der ophævede alle folkevalgte forsamlinger og indsatte en ulovlig regering, der kun fungerede i 24 timer.

Rosales er borgmester for byen Maracaibo, men blev i 2009 anklaget for korruption i sin administration som guvernør for delstaten Zulia. I stedet for at stille sig til rådighed for en domstol, der igennem en retssag kan afgøre, om anklagerne er begrundede eller ej, har han valgt at flygte til Peru. Perus højreorienterede Alan García-regering, der selv har begået alvorlige brud mod menneskerettighederne med bl.a. massakre imod den oprindelige indianske befolkning, har givet ham politisk asyl, på trods af at Rosales ikke er retsforfulgt for sine politiske handlinger, men for simpel kriminalitet.

En tredje talsmand for oppositionen er den famøse Capriles Radonski. Udover at være medlem af det højreekstremistiske parti, Primera Justicia og nuværende guvernør for delstaten Miranda, var han i 2002 borgmester for kvarteret Barruta i Caracas. Som vi har set i kapitel 2, var han med til de voldelige angreb på den cubanske ambassade, hvor cubanske funktionærers biler blev smadret, og hvor fascister omringede bygningen og truede med at ”sulte cubanerne ihjel”. Alligevel befinder han sig i dag på fri fod og fik lov til at stille op til regionalvalget i november 2008, som han vandt i Miranda. Da han vandt magten i Miranda, begyndte han øjeblikkeligt at lukke sociale undervisningsprojekter, der benyttede amtets bygninger. På samme tid begyndte fascistiske bander, at true de cubanske læger, som befandt sig i delstaten som en del af det landsdækkende Barrio Adentro-program.

Med fredelige... og voldelige midler
Den venezuelanske opposition har i flere omgange vist, at den kører en dobbeltsidig strategi. På den ene side har de opretholdt legale, ”demokratiske” dæk-organisationer, såsom koalitionerne Coordinadora Democrática og Sumate, m.fl. På den anden side har de kombineret parlamentarismen med voldelig udenomsparlamentarisme i et forsøg på at skabe maksimal uro i landet. De legale oppositionspolitikere har samarbejdet tæt med voldelige bander, der har udført den beskidte del af arbejdet.

Et godt eksempel på denne direkte forbindelse er, at mange af de oppositionsdemonstrationer, som fra 2007-2009 er endt i vold, er blevet anført af en af oppositionens eneste parlamentsmedlemmer, Ismael García fra PODEMOS. Disse demonstrationer er typisk blevet dækket af Globovision, som med det samme har lagt al ansvar for volden på politiet, selvom det rent faktisk har været demonstranterne, som startede urolighederne. Her ser vi den tætte forbindelse imellem den legale og voldelige opposition og imellem disse og mainstream-medierne.

Jeg kunne give mange flere eksempler. Kuppet i april 2002 og arbejdsgiverlockouten i december 2002 er naturligvis blandt de mest kendte. Hvad, der er mindre kendt, er, at flere tegn tyder på, at den venezuelanske opposition – eller dele af den – har tætte forbindelser til colombianske paramilitære grupper. Som en del af de voldelige optøjer, der hærgede Venezuela i de første måneder af 2004, kendt som ”La Guarimba”, blev 130 colombianske paramilitære arresteret i maj 2004. 55 af dem blev fundet på en farm uden for Caracas. Farmen tilhørte Robert Alonso, en velhavende godsejer der fra starten har været ledende i den venezuelanske opposition og som i dagene omkring det mislykkede statskup, deltog i overfaldet på den cubanske ambassade. For at undgå retssag flygtede Alonso til USA, hvor han i december 2008 valgte at holde en tale ved en af den konservative præsidentkandidat John McCain’s støttedemonstrationer i delstaten Florida. (Se Roberto Alonsos tale her)

Fundet af de colombianske paramilitære skete den 9. maj, blot tre dage efter at Carlos Andrés Perez, tidligere præsident, havde udtalt til det colombianske Caracol-TV, at ”Vi er villige til at sparke ham [Chávez] ud af embedet, overbevist om at det ikke vil blive gjort med fredelige midler, men snarere med magt”. (Paramilitaries in Caracas: background info timeline)

Igen og igen har venezuelansk efterretningstjeneste arresteret colombianske paramilitære. I januar 2009 afsløredes flere bander af colombianske paramilitære grupper i landet. Den 17. januar blev seks colombianere arresteret i Maracay i delstaten Aragua. De var i besiddelse af våben, granater og to kilo sprængstof. Den 27. januar blev 31 colombianere arresteret i kvarteret Petare i Caracas anklaget for at tilhøre en anden colombiansk paramilitær gruppe. En lignende sag udfoldede sig i El Vigia i delstaten Mérida, hvor fire colombianere indrømmede at tilhøre den fascistiske gruppe ”De sorte ørnes blok” fra Columbia. Hos de fire fandt politiet et stort våbenlager med sprængstoffer, rifler, granater og landkort, hvorpå detaljerede planer for terrorisme var specificeret. (Andreas Bülow: Folkeafstemningen i Venezuela – fra en anden vinkel)

Ifølge Geovanny Velásquez, en leder af de paramilitære styrker, som er hoppet af og har tilstået, befinder der sig per oktober 2009, omkring 2.500 paramilitære i Venezuela med colombiansk nationalitet. (Correo de Orinoco, 1. oktober 2009, side 20.)

Det er et velkendt faktum, at den colombianske provinsby Cúcuta, som grænser op til Venezuela, er en af de colombianske paramilitære gruppers højborge. Derfra smugles de ind i Venezuela i delstaterne Táchira, Apure og Barinas. Ledere af bondefronten, FNCEZ, har meddelt, at 30 af dens ledere i Barinas er blevet snigmyrdet siden 2001, imens at tallet for hele Venezuela ligger på omkring 225 i samme periode. (James Suggett: Venezuelan Land Law Reform Promises “Land for Those Who Work on It”)

Studenteroprør imod Chávez?
En særlig benyttet manipulation i den vestlige presse går ud på, at de fleste venezuelanske studerende e modstandere af regeringen. Ubegrundede sammenligninger laves imellem de venezuelanske oppositionsstuderende og andre studerende, der har ledt historiske kampe for demokrati, f.eks. i Kina ved slaget på den himmelske fredsplads, i Iran i de tilbagevendende protester imod præstestyret eller studenterne i 1968 i Danmark og resten af Europa. Sådanne analogier udgør et forsøg på at så tvivl om den bolivariske regerings demokratiske grundlag. For hvis de studerende – som jo er demokratiets og frihedens forkæmpere - er imod et styre, kan det vel næppe være demokratisk? Er de studerende ikke altid et følsomt barometer for graden af modstand eller opbakning til et givent styre?

For det første støtter langt det store flertal af den venezuelanske ungdom Chávez og den bolivariske revolution. Dette sås bl.a. ved stiftelsen af PSUV [Chávez’ socialistparti] ungdomsorganisation i september 2008, som har 140.000 unge medlemmer landet over. Oppositionens ungdomsorganisationer kan ikke mønstre nogen nævneværdig opbakning og da slet ikke noget, der ligner 140.000 medlemmer. Den samme tendens kan også ses på de pro-bolivariske studenterdemonstrationer, som gang på gang er overgået oppositionens. Ved forfatningsafstemningen i 2009 var oppositionsstudenterdemonstrationen på 100.000, mens demonstrationen, der støttede forfatningen, var på 1 million deltagere.

Dem, der har ført an i studenterprotesterne imod regeringen, har hovedsageligt været unge fra de gamle universiteter – UCV [Universidad Central de Venezuela], UDO [Universidad de Oriente] og Universidad Simón Bolívar. Disse universiteter blev opbygget, før Chávez kom til magten og har altid haft en uhyre elitær sammensætning, hvor unge fra overklassen og småborgerskabet har domineret.

En af studenteroppositions talsmænd er Yon Goicoechea, en af lederne af protesterne i 2007 i forbindelse med RCTV-sagen. I juni 2008 belønnede det amerikanske Cato Institute ham med ”Milton Friedman Frihedsprisen”, for hans indsats for ”den individuelle frihed, frie markeder og fred”. Prisen indbefattede et legat på 500.000 amerikanske dollars.(Pablo Roldan and Mauro Vanetti: Who pays the opposition students in Venezuela?)

For dem, der ikke ved hvem Milton Friedman, som udmærkelsen er opkaldt efter, var, vil jeg blot påpege her, at han var en højreorienteret økonom, der bl.a. arbejdede som økonomisk rådgiver for Augosto Pinochet, Chiles diktator i 1970’erne og 1980’erne og en af hovedøkonomerne bag den økonomiske tankegang i neoliberalismen.

De 500.000 dollars falder dog næppe på et tørt sted. Yon Goicoechea er langt fra en fattig studerende fra et slumkvarter. Faktisk studerer han på Det katolske universitet Andrés Bello i Caracas, som har et årligt deltagergebyr på 5.820 Bolivares Fuertes, hvilket svarer til 2.710 dollars. En klækkelig sum i Venezuela. (Ibid.)

De demonstrationer, som Yon Goicoecheas bevægelse har stået bag, har da været alt andet end fredelige og ”demokratiske”. I opløbet til folkeafstemningen den 15. februar 2009 angreb disse studerende i flere tilfælde politiet. Dette var f.eks. tilfældet i Cagua i delstaten Aragua, hvor politiet anholdt 12 demonstranter, der kastede med molotovcocktails og brosten. I byerne Mérida og San Cristobal lukkede oppositionelle studenter hele gader ned ved at sætte ild til tørt græs og dæk, der flød omkring på jorden. (George Gabriel og James Suggett: Venezuelan Students and Security Forces Clash Violently as Referendum Debate Intensifies)

Lignende scener udspillede sig i april 2007 ved protesterne ved sagen om RCTV og i november 2007 i opløbet til afstemningen om forfatningsreformen. Ved sidstnævnte begivenhed besatte studerende med fascistiske sympatier et helt fakultet på UCV, hvor de tæskede venstreorienterede og satte ild til bygningerne. (Rodrígo Trompiz og Jorge Martin: What Really Happened at the UCV)

Styret med en fjernbetjening
Den venezuelanske opposition er ikke bare voldelig og højreorienteret – den er også styret med en fjernbetjening. I Spanien findes der et gammelt ordsprog; ”!Quien paga manda!” (”Den, der betaler, bestemmer!”). Dette ordsprog er særdeles relevant, hvis vi vil forklare indhold og formål i de venezuelanske oppositionspartiers politiske udmeldinger.

I kapitel 2 forklarede jeg, hvordan USA igennem fonde som USAID og NED støtter de lovlige oppositionspartier i Venezuela med tusindvis af dollars. Denne støtte ophørte imidlertid ikke efter, at disse partier støttede det grundlovsstridige statskup i april 2002 eller den økonomiske sabotage i december samme år. Efter disse to fiaskoer, valgte USA at oprette et nyt ”Kontor for overgangsinitiativer”. Dette foretagende skulle efterfølgende spille en central rolle i at kanalisere bidrag fra USAID, IRI og NED til diverse oppositionspartier i Venezuela.

Civilorganisationen Súmate blev stiftet af folk omkring oppositionen i 2003. Fra starten var den med som en aktiv del af ledelsen af oppositionens nye koalition, Coordinadora Democrática. Et af Súmates umiddelbare formål var at samle støtte for og organisere gennemførslen af en folkeafstemning, der kunne afgøre et mistillidsvotum til Chávez. Súmate modtog i september 2003 53.000 dollars fra NED. (E. Golinger: Bush vs. Chávez, side 75.)

En måned forinden havde den modtaget et bidrag på 84.840 dollars fra USAID, som skulle dække omkostninger over en periode på fire måneder, fra september til december 2003. I 2004 gav NED ekstra 104.000 dollars til Súmate. Oven i det skal selvfølgelig lægges 300.000 dollars fra USA’s sundhedsministerium og andre pengebeløb, som vi desværre ikke kender til. Vi ved dog, at den økonomiske støtte til civilorganisationen samlet set rundede de 3 millioner dollars fra 2004 til 2006. (Ibid. side 80-82.)

Til gengæld for disse bidrag beskæftigede Súmate sig, iflg. egne rapporter til NED, med uddannelsen af frivillige til kampagnerne for et mistillidsvotum og ved en ”massemedie-strategi”, hvor folk opfordredes til at tage del i kampagnen.

På trods af de klækkelige summer blev folkeafstemningen den 15. august 2004 til endnu et ydmygende nederlag for den venezuelanske opposition. Dette hindrede dog ikke George W. Bush i at belønne Súmate for indsatsen ved at invitere civilorganisationens talskvinde María Corina Machado til en personlig samtale, som fandt sted den 31. maj 2005 i Det Hvide Hus. Intet medlem af den nuværende venezuelanske regering, og da slet ikke præsident Chávez, er blevet inviteret til et møde i Det Hvide Hus, så Bush må have været særlig opstemt på at møde Machado. Efter mødet, som varede 50 minutter, fik Machado mulighed for at holde et pressemøde i baghaven til Det Hvide Hus, et område som normalt er forbeholdt præsidenten og de allerhøjest stående ministre og embedsmænd. Machado forklarede, at den amerikanske præsident havde udtrykt ”stor interesse for civilsamfundets perspektiv på demokratiske værdier, især i Venezuela”. (Ibid. side 74-75.)

Dikterer Chávez al politik? Bemyndigelseslovene i 2007
Da Chávez i januar 2007 lavede en ministerrokade, greb den borgerlige presse fat i udnævnelsen af Adán Chavez (Hugo Chávez’ bror) til undervisningsminister, som et tegn på hans ”diktatoriske og korrupte” tendenser. De glemte at nævne, at Adán har været aktiv på venstrefløjen siden 1970’ere, bl.a. i MIR og senere, i november 2008, blev han valgt med enormt folkeligt flertal til guvernørposten i delstaten Barinas.

Eftersom de derefter var ved at løbe tør for argumenter, vendte de sig mod den nye bemyndigelseslov, som gav Chávez ret til at styre gennem dekreter på visse områder i venezuelansk politik de næste 18 måneder. Dette fremstillede de som en ”konsolidering af diktaturet”. Bemyndigelseslove var et typisk tilbagevendende fænomen i venezuelansk politik og var blevet brugt af forskellige regeringer igennem årene til at implementere deres politik hurtigere. Igennem bemyndigelseslovene giver parlamentet præsidenten lov til at ændre lovgivningen per diktat, i en vis tidsbegrænset periode for på den måde at undgå den langsomme parlamentariske proces.

Utroligt nok var der også grupper på venstrefløjen, der begyndte at sprede de samme fordomme om bemyndigelseslovene som de borgerlige. De opfordrede alle til at gå imod bemyndigelsesloven, med den begrundelse at den var ”udemokratisk”. Dette argument blev fulgt op med demagogiske taler om ”demokrati fra neden”, osv.

Denne opfattelse af demokrati er fuldstændigt idealistisk. Det vil sige, at det er demokrati taget ud af al materiel kontekst, fjernet fra tid, sted og bredere politiske udviklinger. Med en sådan tilgang kan enhver venstrefløjsaktivist – hvor oprigtig han eller hun end er – blive ledt til at fremføre ting, der rent faktisk hjælper borgerskabet i en given situation.

Bemyndigelsesloven i 2007 var ikke – som nogen desperat forsøger at påstå – noget nyt, ej heller var det en stor overraskelse. Det var ikke noget, Chávez pludselig hev ud af ærmet. Bemyndigelseslove er et meget almindeligt tiltag i Venezuela og er blevet brugt ved flere lejligheder af tidligere regeringer. Chávez-regeringen brugte samme metode til at gennemføre 49 love i december 2001, som førte til, at det rasende borgerskab bevæbnede sig mod regeringen og forberedte det fejlslagne statskup i april 2002.

Lad os med det samme stille et enkelt spørgsmål: hvorfor protesterede den etablerede internationale presse ikke, da tidligere venezuelanske præsidenter fik tildelt samme magt gennem lignende bemyndigelseslove? For eksempel, hvor var alle kritikerne da Jamie Lusinchi (præsident for Venezuela 1983-1988) fik en lignende bemyndigelseslov vedtaget i parlamentet i juni 1984? Og hvor blev deres protester af, da regeringen under Carlos Andrés Perés satte militæret ind for at slagte tusinder af uskyldige venezuelanere ved det mislykkede Caracazo-oprør i 1989?

Vi må være fuldstændigt klare på ét punkt: borgerskabet og dets presse er overhovedet ikke interesseret i demokrati. Deres egen version af demokrati kan tydeligt ses i Irak, hvor de har kastet landet ud i elendighed, drab og brug af tortur mod fanger. Det viser deres hykleri. De har ingen moralsk autoritet overhovedet til at diskutere demokrati i Venezuela. Deres interesser er krystalklare: De gør det kun dette for at så tvivl omkring den bolivariske regerings progressive natur og for at undgå det virkelige spørgsmål: nationaliseringerne, som de hader som pesten.
Det er nødvendigt, at se bemyndigelsesloven i dens konkrete kontekst og fra et klasseperspektiv. Som Chávez har påpeget, er hovedformålet med loven at tillade en række ekspropriationer og nationaliseringer af forskellige virksomheder og firmaer – særligt de, der er blevet privatiseret af tidligere regeringer.

Spørgsmålet må stilles konkret: Vil dette være til gavn eller ej for de undertrykte masser i Venezuela? Vil det være et skridt frem for revolutionen? Vil det accelerere revolutionen mod socialisme?

For mig kan der kun være ét svar: Jeg er fuldstændigt for de radikale tiltag mod kapitalismen, som Chávez har annonceret. Jeg støtter dem samtidig med, at jeg argumenterer for, at processen radikaliseres yderligere, og at revolutionen udrydder kapitalismen én gang for alle.

Det er interessant også at tage debatten blandt de venezuelanske masser i betragtning. Hvad var almindelige venezuelanske arbejdere og unges holdning til den nye lov? I modsætning til de hysteriske angreb fra den internationale borgerlige presse modtog de venezuelanske masser den entusiastisk. For dem drejede det brændende spørgsmål sig om at ændre samfundet, at ændre deres elendige leveforhold og at gøre sig til herre over samfundet. De følte, at en lov, der gør denne proces hurtigere, er progressiv, og i den givne kontekst så de loven som et revolutionært tiltag, der udfordrede bureaukraterne i det gamle statsapparats jerngreb.

Dette blev meget præcist beskrevet i en artikel Michael A. Lebowitz skrev til Monthly Review Press:

”I går spiste jeg middag med to venner (den ene en førstegangsbesøgende), som havde brugt en hel dag på at snakke med folk, der var aktive i de kommunale råd i to fattigkvarterer i Caracas (det ene ekstrem fattig). Og de fortalte mig om den frustration og vrede mod mange af de lokale og ministerielle embedsmænd, der holder forandringer tilbage – og om deres identifikation med utålmodigheden hos Chávez, som de stoler på. Ikke overraskende ledte dette til en diskussion af bemyndigelsesloven og Lopez Mayas interview. ”Nej”, sagde de, de folk, de mødte, var overhovedet ikke bekymret over det – de var enige i vigtigheden af at sætte tempoet op. ”Du mener”, sagde jeg, ”at folket vil sætte hastigheden op?” ”Ja” bekræftede de (til min egen forbavselse), og den ene af dem indskød, at de er mindre interesseret i demokrati som proces end demokrati i praksis” (Michael Lebowitch: ”Comrade: Now Aren’t you in a hurry?”, Monthly Review Press, min oversættelse AB.)

Chávez vandt valget i december 2006 med omkring 63 procent af stemmerne. Han sagde åbent, at hvis han vandt, ville han bruge hans næste embedsperiode på at opbygge et socialistisk samfund i Venezuela. Meningen med bemyndigelsesloven var at sætte mere fart i processen og at have den nødvendige magt til at gøre det. Det venezuelanske folk var fuldstændig klar over, hvad de stemte for den 3. december, og lige netop derfor blev det ikke overrasket over bemyndigelsesloven i februar 2007.

Alligevel er dette ikke nok for visse grupper af intellektuelle kommentatorer og folk på venstrefløjen. De føler, at de bliver nød til at kæmpe hårdt for at bevare deres ”demokratiske” image. Det vil sige, at de vil ses som respektable og ærlige demokrater. De hopper med på vognen og synger med på kritikernes klagesang. De forkaster bemyndigelsesloven som ”et skridt hen imod et udemokratisk styre”. Der er endda grupper på venstrefløjen, der er begyndt at kræve et ”suverænt parlament”, der står over præsidentens beføjelser og fremfører dette som et progressivt og endda ”socialistisk” krav i den nuværende situation.

Dette er en fuldstændig fejlagtig parole. For det første ville det ikke ændre noget fundamentalt, da de Chavistiske partier har absolut flertal i parlamentet på grund af oppositionens boykot af valget i 2005. Det vil kun gøre processen meget langsommere. For det andet flytter denne parole fokus væk fra den revolutionære bevægelse og over på parlamentet. Spørgsmålet er: Hvem, mener man, bør være hoveddrivkræften i omformningen af det venezuelanske samfund? Hvis man rejser parolen om ”et suverænt parlament”, vil man i realiteten sige, at hovedkravet er, at give magten og dermed også opgaven med at bygge socialismen i Venezuela til de 167 delegerede i National Forsamlingen – som masserne for en stor dels vedkommende nærer mistillid til.

De revolutionære marxister har besvaret spørgsmålet på følgende måde: Vi argumenterer ikke for et ”suverænt parlament” men for ”en suveræn revolutionær bevægelse”. Det vil sige, at vi kæmper for styrkelse af det revolutionære demokrati fra bunden – kommunalrådene i de fattige lokalområder, de sociale kontrolråd, de revolutionære massestudenterorganisationer og vigtigst af alt bevægelsen af besatte fabrikker. Vi kræver også styrkelse af arbejderkontrollen i de statsejede virksomheder og styrkelse af den revolutionære fagforening UNT. Alle disse organer er kimen til ægte revolutionært demokrati, og de må koordineres og opbygges fra bunden, med ret til tilbagekaldelse af alle repræsentanter, hvor alle arbejderledere får en arbejderløn osv. Det samme gælder for det nye Forenede Socialistparti, PSUV. Det må bygges som et instrument til folkets herredømme. Kun på den måde kan et ægte revolutionært demokrati skabes.

Et par konklusioner
Jeg har i dette kapitel forsøgt at besvare de mest udbredte fordomme om den bolivariske regering i Venezuela. De vigtigste konklusioner, af min undersøgelse af mediernes påstande om manglende demokrati, kan opsummeres således:

• I Venezuela er der fuld pressefrihed, fuld ytringsfrihed og frie valg, som er blevet anerkendt af internationale valgobservatører. Stemmedeltagelsen har gennemsnitligt været langt højere end i andre latinamerikanske lande. Det er derfor et tegn på manipulation eller i bedste fald uvidenhed, når journalister i Danmark og andre vestlige lande påstår, at der ikke er demokrati i Venezuela.
• Venezuela 1999-2009 er langt mere demokratisk end under den fjerde republik (1959-98). Der er ingen politiske fanger i nutidens Venezuela, hvorimod der var masser af dissidenter bag tremmer i perioden under de skiftende COPEI-AD regeringer.
• I Venezuela har oppositionen ikke blot fri mulighed for at fremføre sine synspunkter i landets medier. De har også en meget god chance for at få udbredt disse holdninger, da størstedelen af den skrevne og visuelle presse er ejet af en lille gruppe ekstremt rige mediebaroner, som er indædte modstandere af Chávez.
• Den venezuelanske opposition er ikke ”demokratisk” og ”fredselskende”, men har derimod for en stor dels vedkommende vist sig at være voldelig, udemokratisk og haft tætte forbindelser til paramilitære grupper.
• USA har ingen moralsk autoritet til at give Venezuela lektioner i demokrati. Som dokumenteret i kapitel 2 var de stærkt medvirkende til det ulovlige statskup imod Chávez i april 2002. Dertil kommer USA’s historiske rolle som imperialistisk supermagt i Latinamerika, hvor Washingtons formelle respekt for demokrati gang på gang har måttet vige for de multinationale selskabers strategiske interesser i, at lade denne eller hint regering falde.