Efter ellers at havde forladt Gaza striben, trængte israelske kampvogne igen ind i området d. 27. februar. Baggrunden for de israelske angreb skulle efter sigende være, at Hamas havde brudt våbenhvilen og dræbt en civil israeler ved et missilangreb. Dette argument klinger dog hult når man husker på at Israel, selv efter at de officielt havde forladt Gaza, aldrig har holdt sig tilbage med at beskyde Palæstinenserne når som helt de havde lyst, samt at Israel har holdt Gaza under en jernhård belejring der allerede har kostet mindst 75 civile livet, og truer med at koste mange flere tusinde livet, pga. mangel på mad, medicin, varme og elektricitet.
Mubarak prøvede først at indsende grænsevagter og militæret i et forsøg på at holde palæstinenserne tilbage, hvilket var ganske nyttelyst over for de flere hundredetusinde palæstinensere der passerede grænsen. Reelt var der intet Mubarak ville kunne gøre: Havde han beskudt almindelige palæstinensere, ville det formentlig antænde den i forvejen opkørte klassekamp i Egypten og styrke modstanden imod Mubarak og den herskende klasse. I sidste ende svigtede Hamas dog sin befolkning ved at indgå en aftale med Mubarak om igen at lukke grænsen til gengæld for at små palæstinensiske grupper kunne få lov at passere. En aftale Egypten dog ikke har været meget for at holde sin del af siden hen.
Dette illustrerer et af de klare problemer for befolkningen i Gaza. Selvom de i 2006 demokratisk valgte Hamas til regeringen på løfter om kompromisløs kamp mod den israelske besættelsesmagt, har Hamas ikke været i stand til at skabe en væsentligt forbedret situation. Hamas var ikke i stand til at give et reelt modsvar da Fatahs højreledelse med Abbas i spidsen, kuppede sig til magten på Vestbredden. Hamas var ligeledes heller ikke i stand til at svare bedre igen på de israelske angreb end PLO og Fatah tidligere havde været. Igennem hele kampen har Hamas eneste svar været troen på Islam, terroraktionen og isolerede sporadiske angreb på Israel. Men hvordan skal dette kunne hjælpe palæstinenserne? En styrket kampindsats og ægte dedikation til sagen er selvfølgelig nødvendigt, og sammenlignet med Fatahs ledelses korruption og kapitulation formåede Hamas at fremstå som ærlige folk, der var hengivet til den palæstinensiske friheds sag. Men overfor den zionistiske besættelsesmagt nytter det ikke meget i længden. Det Hamas mangler er et socialistisk perspektiv, uden et sådannt kan man ikke vinde over zionismen.
Palæstinenserne har brug for at et socialistisk arbejderparti stiller sig i spidsen for kampen og fører den på grundlag af tiltro til masserne (den stærkeste modstand imod besættelse kom igennem Intifadaen, der netop var massernes kollektive oprør) og et internationalistisk udsyn. Dette gøres klart ved at se på de sidste 60 års modstandskamp der har været stort set forgæves, selvom mange af de kæmpende har været nok så modige og oprigtige.
Marxisterne har ingen ”moralske” indvendinger imod et undertrykt folk, der griber til våben og forsvarer sig med de midler, de har for hånden. I kampen mellem den barbariske israelske herskende klasse og de heltemodige unge palæstinensere, der kæmper imod Mellemøstens største militærmaskine, bevæbnet med primitive våben, står vi på de undertryktes side. Det betyder ikke, at vi bakker op om alle de metoder, som forskellige palæstinensiske grupper benytter sig af. For os bestemmes de midler, som modstandskampen må benytte sig af, ikke af abstrakte moralske begreber, men ud fra, hvilke midler, der bringer palæstinensernes befrielse nærmere. Vi støtter derfor de tiltag, der organiserer de palæstinensiske masser og den israelske arbejderklasse. Vi støtter de tiltag, der skaber enhed mellem masserne i Palæstina og de arabiske lande og arbejderklassen i Israel. Vi går imod den kontraproduktive taktik med angreb på almindelige israelere, fordi den hjælper til at drive almindelige israelere i armene på de reaktionære. Zionismen og imperialismen undertrykker både palæstinenserne og den almindelige israeler. Det er ikke den israelske arbejderklasse der er fjenden, men den zionistiske herskende klasse der fortsætter konflikten for egen vindings skyld. Det er denne herskende klasse kampen må rettes mod.
Palæstinas befrielse opnås ikke igennem Gaza eller Vestbredden alene, men må ses i sammenhæng med arbejderklassen og massernes befrielse i resten af mellemøsten. På den måde kan man sige at Jerusalems befrielse ligeså meget opnås via Damaskus, Kairo, Beirut og også Tel Aviv, som via Palæstina selv.
Såvel zionister som fundamentalister forsøger ofte at gøre konflikten i Palæstina til et spørgsmål om kamp mellem jøder og muslimer. Dette er forkert. Der findes intet særligt historisk fjendskab mellem disse grupper. Under korstogene var muslimerne og jøderne allierede og under 2. Verdenskrig var Marokko det eneste besatte land, på nær Danmark, der forsvarede sin jødiske befolkning imod nazisterne. Religion har intet med denne konflikt at gøre, da Israel startede sin besættelse af Palæstina var palæstinenserne blandt de mindst religiøse folk i verden. Desuden er der også masser af kristne og ateistiske palæstinensere, og de jøder der boede i området før Israels oprettelse blev undertrykt i ligeså høj grad af den nye zionistiske herskende klasse, som den palæstinensiske befolkning gjorde. Selv i dag kan man se hvordan Israelske kapitalister bruger palæstinensisk "slave"-arbejdskraft som alternativ til velorganiserede Israelske arbejdere, der skal havde en meget højere løn, og hvordan arbejdsgiverne dermed udnytter og undertrykker begge befolkningsgrupper
Løsningen på denne konflikt er hverken udslettelsen af israelerne eller palæstinenserne. To stater, hvor grænsen aldrig vil kunne placeres retfærdigt og som vil umuliggøre at flygtningene kan vende hjem, er heller ikke en løsning.
15 års ”fredsproces” og løfter om palæstinensisk ”selvstændighed” på kapitalistisk basis har ikke ført til andet end en katastrofesituation. Hverken den ”væbnede kamp” eller kapitalistisk diplomati og korridoraftaler har løst noget som helst. Det er ligegyldigt om det er Hamas eller Fatah, der fører denne politik – der er ingen vej frem, hvis man ikke baserer sin politik på masserne, alliance med den israelske arbejderklasse og en kamp for socialisme.
Den eneste langvarige løsning er en fælles socialistisk og demokratisk stat, dækkende hele det historiske Palæstina som en del af en socialistisk føderation for hele Mellemøsten, med plads og lige rettigheder til alle uanset race og religion. Kampen bør føres på tværs af nationale og religiøse skel, på et klassegrundlag imod den zionistiske herskende klasse og de arabiske diktatorer der udnytter palæstinensernes problemer til at distrahere deres egen befolkning fra deres egne problemer, imens de reelt intet gør for at hjælpe palæstinenserne.
- Israel skal øjeblikkelig trække sig ud af Gaza, stoppe alle angreb og ophæve blokaden!
- For fælles kamp mellem den Palæstinensiske og Israelske arbejderklasse imod zionismen, imperialismen, fundamentalisme og det kapitalistiske system!
- For et frit og forenet socialistisk Palæstina!
