Cochabamba er den fjerdestørste by i Bolivia, hvis man regner de sammenvoksede El Alto og La Paz for to forskellige byer. Den ligger i en dal, omgivet af bjerge til alle sider. I den nordlige ende af byen ligger gaden Avenida Pando. Hvis man står på denne gade, og kigger mod nord, ser man op imod Tunaribjergenes storhed, med deres tågeindhyllede grønne, runde flader, der vækker associationer til Tolkiens beskrivelser af Tågebjergene.


Hvis man vender sig om, kan man se det meste af byen, med dens små, flade og kantede huse, der ligger spredt udover dalen, som havde den store Kristus-statue på bjerget til venstre (en smule højere end den i Rio) kastet dem ud i dalen med løs hånd. Nede i dalen er der et par bygninger, der rager en smule op over resten, men det lykkes dem hverken at komme tæt på højden af bjergene, eller den enorme Kristus.

Lonely Planet’s guide, ”South America on a shoestring,” beskriver Bolivia som et land af ”superlativer”. Det er et land af ekstreme modsætninger, der ofte kommer i konflikt med hinanden. På det sidste er naturen kommet i konflikt med civilisationen, med oversvømmelserne fra det ekstremt regnfulde naturfænomen El Niña (”Pigen” – opfølgeren til El Niño, ”Drengen”), som regeringen har haft så svært ved at håndtere, at de har måttet erklære undtagelsestilstand i flere dele af landet. Men dette er intet imod de sociale modsætninger, der dag for dag hober sig op i landet.

Bolivia er det fattigste land i Sydamerika (ifølge Bruttonationalprodukt), hvis man ikke regner Centralamerika med. Dets voldsomme historie, som daterer helt tilbage til landets første præsident, Latinamerikas revolutionære folkehelt Simón Bolívar, er præget af kampe mellem dem, der ønsker større lighed, og dem der vil fastholde respekten for USA’s udøvelse af Monroe-doktrinen, som erklærer Latinamerika for USA’s interesseområde og ”baggård,” og dermed retfærdiggør intervention. De førstnævnte valgte i 2005 Evo Morales fra partiet MAS (Movimiento al Socialismo – ”Bevægelse mod Socialisme”) som præsident. Han blev valgt ikke blot på grund af sin indianske oprindelse, men på baggrund af de revolutionære bevægelser i 2003 og 2005, og fordi masserne havde et reelt håb om, at han ville gennemføre en radikal ændring af samfundets fundament. Men i stedet for at indfri massernes ønske, har han fra begyndelsen vaklet betydeligt, hvilket har åbnet op for, at borgerskabet nu samler opbakning i den syd-østlige del af landet, for balkaniseringen af Bolivia, ligesom de på landets navngiver, Simón Bolívars, tid, gjorde det med Latinamerika. Da de er bange for at miste kontrollen over gassen og jorden, hvilket bevægelserne i 2003 og 2005 har vist, at der er en reel fare for, vil de syd-østlige departementer (en slags regioner), der er rige på naturressourcer, nu have autonomi, så de kan have dem for sig selv. Romernes ældgamle ”del og hersk”-politik er ikke blot blevet imperialisternes taktik i Mellemøsten, men også i Bolivia, da det på nuværende tidspunkt er deres ene mulighed for effektivt at udøve deres magt. Som den danske rapper Babak Vakili udtrykker det, er ”hver mand for sig selv (...) de riges filosofi.” Desværre er det lykkedes det såkaldte ”Santa Cruz”-oligarki (navngivet efter deres hovedsæde) at skaffe masseopbakning til denne reaktionære politik, i de områder, de kontrollerer.

Midt i alt dette ligger Cochabamba by, i departementet Cochabamba, som ligger i hjertet af Bolivia. Den rige del af Cochabamba har altid støttet oppositionen, mens blandt andre de fattige barrios og hele landbefolkningen af koka-bønder støtter revolutionen. Derfor er departementet i reel fare for at blive splittet i to, hvis opdelingen af landet bliver et faktum. At Cochabamba by allerede er delt i to er tydeligt, når man kigger på murene rundt i byen, hvor der både står MAS og PDM (Podemos – et højreorienteret parti), ”Autonomia” og ”No autonomia,” og både ”Chávez dictador” og ”¡Viva Evo!”

Når man snakker med folk, er denne splittelse også klar. Nogle af dem jeg har snakket med, klagede både over egoisterne i syd, og de uvidende masser i nord. En sagde, at dem det hele virkeligt går ud over, er middelklassen, hvilken hun selv omtalte sig som en del af. Denne tankegang lader til især at herske blandt de midterste samfundslag i byen, der føler sig klemt mellem de lavere klassers nyfundne tilstedeværelse på historiens scene, og borgerskabets destruktive adfærd. Der lader til at herske en afventende stemning hos middelklassen, som sandsynligvis når situationen igen tilspidses, vil gå over til den klasse, der virker stærkest.

Til hvilken side bevægelsen vil gå, er på nuværende tidspunkt ikke til at sige med sikkerhed. Men indtil videre lader det til, at de fleste af de få ”Cochabambinaer,” jeg har snakket med, ikke har i sinde at tilslutte sig den separatistiske autonomi-bevægelse. Og mon ikke Cochabambas befolkning igen vil vise deres revolutionære instinkter, som de har gjort det før, inden kampen om Bolivia er forbi. Det står i hvert fald klart udover enhver tvivl, at der igennem det uklare begreb ”autonomi” ingen fremtid er (”No futuro,” som der dramatisk står skrevet på en mur i Cochabamba).

Trotskij skriver i en artikel om proletarisk kunst, at hvis revolutionen ikke var kommet midt i første verdenskrig, var menneskeheden blevet kvalt i dens egne modsætninger. På samme måde vil Bolivia blive kvalt i dets egne ophobede modsætninger, hvis ikke revolutionen bliver ført til ende, ved at de besiddende klasser bliver eksproprieret, og arbejderklassen tager styringen med landet. Før eller siden må regeringspartiet MAS indse, at det kun kan genvinde dets oprindelige støtte blandt masserne, ved at vende tilbage til programmet om social retfærdighed, og en ægte ”Movimiento al Socialismo,” med nationaliseringer og arbejderdemokrati. Lad os blot håbe, det ikke bliver for sent.