Året 2007 sluttede lige så dramatisk som det startede.
For marxisterne er perspektivet klart for det nye år; bevægelsen af arbejdere, bønder og indianere i Bolivia, som har spillet hovedrollen i denne epoke med folkelig opstand i landet, kan en gang for alle sikre deres interesser i det økonomiske, politiske og sociale område, eller også vil oligarkiet og imperialismen ødelægge landet, inden den mister sit herredømme.
Evo Morales må basere sig på støtten fra masserne for definitivt at feje oligarkiet og imperialismen bort, eller ende med at lade alle forhåbningerne om forandring falde, og samtidig åbne døren for reaktionen. Som vi har skrevet i samtlige af vores artikler, er det lige præcis regeringens forsonende og vaklende politik, der har styrket det nationale borgerskab, givet åndedræt til de multinationale, og ført til den aktuelle krise. Nogle få dage inden den nye grundlov blev præsenteret lod vicepræsidenten til at have forstået dette. Han sagde til medierne, at han havde troet det var muligt at ”sikre den nye stat med dialog og forlig”, men at han var blevet overbevist om, at ”der må komme en tvedeling, en højspændt situation” mellem de modstridende sociale interesser, et historisk øjeblik der vil afgøre Bolivias revolutionære proces. Vi står nu på tærsklen af dette øjeblik!
2007- et tilbageblik
For præcis et år siden, i januar 2007, tog arbejderne og bønderne magten i Bolivias fjerde største by, Cochabamba. Den korrupte borgmester, Manfred Villes, måtte flygte ud af byen, mens folket organiserede en folkeforsamling, der havde som mål at udbygge revolutionen. I flere andre af Bolivias byer startede arbejderne mobiliseringer – et år efter folkets historiske sejr ved valgurnerne, var de mange forventninger om sociale og økonomiske forbedringer langt fra indviet. Med eksemplet fra Cochambamba ønskede folket én gang for alle, at opbygge reelle folkeorganer under arbejdernes og bøndernes kontrol. I en revolutionær proces er spørgsmålet om staten essentielt. Det er afgørende at forstå at staten som en institution, kontrolleret af borgerskabet, ikke kan gennemføre revolutionen endsige udbygge den revolutionære proces, men må underlægges arbejders demokratiske kontrol. Dette kan bl.a. ske ved hjælp af råd som nedsættes på hver en fabrik og i hver en landsby.
Men arbejderne og bønderne i Cochabamba var gået meget længere end lederne af MAS, regeringspartiet i Bolivia, ønskede. MAS’ ledere forrådte arbejderne og vicepræsidenten, Alvaro Garcia Linera, kaldte til respekt for ”demokratiet og landets demokratiske institutioner” og Manfred Villes kunne vende tilbage til Cochabamba, mens arbejdere og bønder desillusionerede måtte se regeringen indgå aftaler med højrefløjen.
I den resterende del af 2007 forsøgte man at nå frem til en aftale i den grundlovgivende forsamling. Arbejdet med den nye grundlov skulle være færdigt i juli måned. Men pga. højrefløjens blokering af arbejdet, måtte man udskyde fristen til december måned. I juli måned lancerede ledere af PODEMOS (det største højreorienterede parti) ideen om, at den nye grundlov skulle gøre hovedstaden Sucre til det administrative sæde for Bolivia. (I dag er Sucre officiel hovedstad, men siden en borgerkrig tilbage i 1800 tallet har La Paz været den administrative hovedstad for Bolivia). Taktikken fra højrefløjen er klar, de forsøger at spille de forskellige amter ud mod hinanden. Og her ved starten af 2008 er det klart for enhver at deres taktik er lykkes. Stærkt hjulpet på vej af de private medier, er der blevet skabt en borgerkrigslignende stemning i landet.
Tilbage i juli måned forsøgte folket i La Paz at få den revolutionære proces tilbage på sporet. En gigantisk demonstration den 20 juli med op mod 2 millioner mennesker krævede enhed i Bolivia og forsvar af den revolutionære proces (læs mere her) ;
 |
Men lederne af COB, sammenslutningen af fagforbund i Bolivia a la dansk LO, og MAS havde ikke et revolutionært perspektiv klart, og tillod at spørgsmålet om ”forsvar” af La Paz som hovedstad blev det eneste krav fra manifestationen. I Sucre, hvor den grundlovgivende forsamling havde hovedsæde, blev arbejdet med den nye grundlov lammet i flere måneder. Højrefløjen erklærede den grundlovgivende forsamling for ulovlig, og boykottede debatterne.
I Sucre tog volden til. Stærkt støttet af højrefløjen og de private medier er såvel studenterledere på universitetet i Sucre og ledere af sociale organisationer vundet over til at tro, at hvis Sucre får den administrative hovedstad, så vil der ske store fremskridt i det fattige departement Chuquisaca. I slutningen af november døde 4 mennesker i store uroligheder i Sucre. Politiet måtte flygte ud af byen og i flere dage eksisterede der rent anarki i byen. Fangerne fra fængslet strømmede ud i gaderne og fascistiske unge satte ild til det hus der tilhører Præfekten i Sucre (fra partiet MAS).
I december måned var den nye grundlov blevet godkendt i detaljer i den grundlovgivende forsamling. Men det var en forsamling der fortsat blev boykottet af højrefløjen. Derfor kunne MAS’ repræsentanter i forsamlingen godkende den med 2 tredjedeles flertal. Men mangler stadig en folkeafstemning for at være vedtaget.
Ny grundlov og forsøg på løsrivelse i den østlige del af Bolivia
Den 15. december, mens en enorm forsamling i La Paz fejrede præsentationen af den nye grundlov CPE (Constitución Política del Estado), fejrede en forsamling i tilsvarende målestok i Santa Cruz erklæringen om regional autonomi og Loven om Regionalt Selvstyre. En lov der blev udformet en dag forinden af en komite, som var direkte udnævnt af de lokale virksomhedsbosser og borgmesteren (Ruben Costas). Det samme fandt sted i Tarija, Beni og Pando, tre andre amter som sammen med Santa Cruz former den såkaldte ”halvmåne”. Det separatistiske oligarki forestiller sig nu at kunne vedtage deres Lov om Regionalt Selvstyre ved en afstemning. Men en sådan afstemning skal være udskrevet af den Nationale Kongres, for at have støtten fra den Nationale Valgdomstol: en forhindring som ”halvmånen” ikke ser ud til at bekymre sig synderligt over.
Denne provokation viser klart den destruktive karakter hos oligarkiet i den østlige del af landet. Men udover dette kan enhver person forudse, at en afstemning i Santa Cruz ikke vil kunne foregå ”demokratisk”. De fascistiske bander fra UJC (Unión Juvenil Cruceñista) truede førhen lokale ledere og politikere fra MAS, men går nu åbent til angreb på arbejdere og folk som ser ud til at komme fra La Paz-området, og skyder mod unge fra MAS der laver politisk propaganda i Santa Cruz. Se video her (youtube) af hvordan fascistiske unge fra UJC overfalder en gammel minearbejder. Tilsyneladende alene pga. han havde ansigtstræk som én fra højlandet.
Strategien fra lederne hos MAS ser ud til at være følgende: genvinde støtte igennem de bedste introduktioner i den nye grundlov, og forsøge at føre oppositionen i en demokratisk retning. Man tænker at forhøre sig hos folket ved to afstemninger; én som forsøger at løse det eneste spørgsmål, som ikke engang regeringspartiet MAS kunne blive enige om i den grundlovgivende forsamling, nemlig spørgsmålet om hvor meget jord de store godsejere må beholde. Og anden afstemning - en tilbagekaldelsesafstemning, der vil afgøre skæbnen for Evo Morales, alle samt borgmestrene fra de største byer i landet.
Men oppositionen har boykottet arbejdet i den nationale kongres, hvor temaet om tilbagekaldelsesafstemningen skulle have været debatteret. Det er også derfor at frygten for et nært forestående statskup vender tilbage. Og Evo Morales gjorde i en tale, i slutningen af året, militæret opmærksom på at de skal være på vagt overfor oligarkiet med deres løsrivelsesdemonstration den 15. december.
Fascismen er en reaktion med massebase som udfylder det tomrum som en ufuldendt revolutionær proces efterlader, når arbejderklassen har vist sin styrke, men uden at nå til at fratage borgerskabet sin politiske og økonomiske magt. Den sociale base for fascismen er småborgerskabet og pjalteproletariatet, indfanget af sprog, der er sminket som socialisme, opildnet, opmuntret og bevæbnet af storkapitalen, hvis interesser de i sidste instans beskytter. Dens optræden er voldelig og resolut, dens fjende er arbejderklassens politiske organisationer og fagforeninger. Dens ubevidste allierede er både reformismen og ultravenstre sekterismen. Dette er fascismen som man kender fra den italienske historie, hvorfra både ordet og fænomenet stammer. Man må spørge sig selv, om der eksisterer noget lignende i Bolivia i dag?
 |
Den enorme mobilisering i Santa Cruz har nu en massekarakter, erhvervet af den reaktionære autonomibevægelse, og den voldelige optræden fra UJC viser deres autoritære og direkte antiarbejderkarakter. Hvem er dem fra UJC? Unge der hovedsageligt kommer fra yderområderne af byen, pjalteproletariat som er blevet drevet af våbenmani. De er den væbnede hånd for Branko Marinkovic, som er ejer af det største madolieselskab i Bolivia, samt Ruben Costa, der er præfekt i Santa Cruz og samtidig stor virksomhedsboss. Men hvordan kan sådanne kapitalister tilskynde så mange folk?
Regeringen har sænket det økonomiske tilskud til borgmestrene. Den del af tilskuddet der kommer fra beskatningen af gassen, som de samme borgmestre forærede til de multinationale. Dette tilskud forsvarer de selv samme nu – for at kunne udføre sociale planer. Derudover organiserer unge fra UJC forsvarskomiteer i de folkelige sektorer for at beskytte familierne, bl.a. ved at forlange at borgmesteren holder kontrol med priserne for at bekæmpe inflationen. Lederen for fabriksarbejderne i Santa Cruz – som er en støtte af oligarkerne – arrangerer strejker mod regeringen for manglen på benzin og den mulige stigning i busbilletter, når der mangler benzin. Benzinen, hvis cirkulation er i hænderne på de multinationale olieselskaber – det er et klart eksempel på den økonomiske sabotage fra imperialismen.
Dette pseudovenstreorienterede sprogbrug kombinerer man med angreb på arbejdernes organisationer. Den 24. december klokken 20 minutter over otte om morgenen skete der et dynamitangreb på det nationale sæde for COB i La Paz. Er dette tilstrækkelig bevis for, at der er ved at komme en fascistisk modpol i landet? Det som i hvert fald er klart, er, at Bolivias oligarki sammen med imperialismen ikke tvivler i at benytte sig af diktatoriske metoder med hjælpen fra fascistiske bander, for at forsvare sin magt og privilegier. Chile 1973 er en klar advarsel mod hvad de forbereder.
Klassekamp – for at bekæmpe fascisterne og sikre revolutionen
Lederne af MAS forsøgte igennem hele 2007 at holde oppositionen hen ved dialog. Men modsætningerne skærpes dag for dag. COB, har i lang tid holdt sig tavs. Men der er behov for aktion for at redde den revolutionære proces i Bolivia. Robespierre, den store revolutionære fra den franske revolution i 1789, sagde noget der er meget dækkende for situationen i Bolivia: ”Man kan ikke lave en tærte uden at slå hul på æggene”; Man kan ikke lave en revolution uden røre ved kapitalisternes interesser, såvel som bureaukraternes og de privilegeredes. Forandringerne som MAS prøver at skabe ”demokratisk” i Bolivia lader sig ikke gøre med oppositionens accept. Oppositionen vil aldrig gå med til at nationalisere naturressourcer og skabe reelt arbejderdemokrati. MAS, COB og resten af de sociale organisationer der kæmper for forandringerne, må basere sig på klassekamp. Der må mobiliseres for at nationalisere de store selskaber der står bag den økonomiske sabotage. Derudover må der skabes forsvarskomiteer mod de fascistiske bander. Den revolutionære proces må tage det afgørende brud med kapitalismen.
2008 vil højst sandsynligt blive afgørende for den revolutionære proces i Bolivia, tiden er ved at løbe ud. Tager MAS, regeringen og arbejderbevægelsen ikke træk til at udbygge processen, vil højrefløjen styrkes. Og oligarkerne vil styrkes endnu mere i deres forsøg på at gøre Bolivia til Latinamerikas ”Jugoslavien”, med støtte fra USA ambassade.
For at skabe et alternativ til den blindgyde, der hver dag rykker nærmere, må marxisterne i Bolivia slå kræfterne sammen. Spørgsmålet er klart; Socialisme eller barbari!
