I disse dage og uger skrives der historie i Pakistan. Pakistan har i mange år været et af de mest ødelagte og hærgede samfund på jordens overflade. Med den militær undtagelsestilstand den 3. november blev det sidste skalkeskjul for demokrati og frihed revet bort.
Alle de grundlæggende borgerlige demokratiske rettigheder blev fjernet:
- Beskyttelse mod vilkårlig arrestation og fængsling (artikel 10)
- Forsamlingsfrihed (artikel 16)
- Organisationsfrihed (artikel 17)
- Ytringsfrihed (artikel 19)
Men der er intet at fortvivle over. ”Vores opgave er hverken at le eller græde, men at forstå”, som den hollandske filosof Spionza sagde. Den pakistanske arbejderklasse er stærk og brænder med et håb om forandring. Det var de tre millioner mennesker, som mødte op for at modtage tidligere premiereminister Benazir Bhuttos tilbagevenden til landet den 18. oktober, et levende bevis på.
Situation i Pakistan afgøres af og er afgørende for hele den turbulente verdenssituation. Det er fuldstændig afgørende for revolutionære socialister at forstå forholdene i Pakistan, og diskutere hvad marxisternes opgave er.
Alle de vigtige teoretiske spørgsmål om staten, religiøs fundamentalisme, pacifisme, orienteringen mod masseorganisationerne, kombineret og ujævn udvikling, imperialisme, teorien om den permanente revolution og perspektivet for socialisme står flammende klart i Pakistan i dag. Hegel slog fast, at sandheden altid er konkret, og forstår man ikke den konkrete situation i Pakistan i dag, er ens teori intet værd.
Der er endnu ikke en revolution i Pakistan, men det er tydeligvis en undervejs. Lenin opstillede fire betingelser for en revolution, hvis den skulle lykkes. Først en række objektive forhold
1) Splittelse i den herskende klasse
2) En svajende middelklasse
3) En kampvillig arbejderklasse
Og dernæst et subjektivt forhold:
4) En revolutionær ledelse
Lad os se lidt nærmere på om og i hvilken grad de er opfyldt i dag i Pakistan.
Kolonialismens aske
Før i tiden var det der i dag kaldes Indien, Pakistan og Bangladesh et stort ”land” kaldet Indien.
En af verdens første store civilisationer voksede op omkring den frodige Indusdal, som ligger omtrent på grænsen mellem Indien og Pakistan. Det var desuden en af de højst udviklede. For eksempel har de i deres paladser haft indbygget aircondition, rindende vand og springvand. Det hele på så kompliceret vis, at man i dag ikke forstår, hvordan det fungerede. Også grundlaget for vores talsystem og ideen om tallet 0 stammer derfra.
Hele det indiske subkontinent blev allerede i 1600-taller gjort til britisk koloni og udsat for den mest brutale undertrykkelse. Men med den revolutionære bølge i især de koloniale lande efter 2. Verdenskrig, så briterne, at deres styre lakkede mod enden. Den nationale befrielsesbevægelse fik i højere og højere grad et socialistisk perspektiv og den britiske herskende klasse frygtede for selve kapitalismens sammenbrud på det indiske subkontinent. Den befrielsesbevægelse de ikke havde kunnet slå, prøvede de derfor i stedet at splitte. På kynisk vis pustede de til de religiøse og nationale modsætninger.
Den muslimske del af den herskende elite fik Pakistan, mens den hinduiske del fik Indien. Klassisk del-og-hersk politik.
På grund af manglen på et revolutionært parti, der kunne lede masserne, lykkedes imperialisternes politik og det førte til et af historiens største blodbad. Millioner blev slået ihjel og endnu flere tvunget ud i sult og fattigdom. En stor del af uafhængighedsbevægelsen symboliseres i dag ved Ghandi og hans ikke-voldstaktik. Men et nærmere kig på denne taktik viser, at den på ingen måde virkede og var dybt hyklerisk. Taktikken betød, at indiske arbejdere skulle lade sig nedslagte i kampen for befrielse, mens Ghandi og de andre ledere kunne indgå aftaler med briterne. Og taktikken var hyklerisk, fordi den ikke gjaldt de revolutionære – disse var det åbenbart i orden at udøve vold imod. Ikke-voldstaktikken var en måde at forsøge at udvande og aflede det indiske folks revolutionære vrede. Det var da heller ikke den, der fik briterne til i sidste ende at forlade Indien, men frygten for en revolutionær omvæltning. Delingen af Indien i 1947, der betød dannelsen af to nye stater; Indien og Pakistan (dengang også med Bangladesh), var en af de mest kontrarevolutionære begivenheder i nylig historie.
Briterne havde brugt tre århundreder på at opbygge deres indiske imperium. I den periode gik Indien fra at stå for godt og vel 20 procent til knap 4 procent af verdens samlede indkomst. De afhændede det på under 70 dage og efterlod kun asken fra, hvad der engang havde været en stor civilisation.
Permanent turbulens
I Pakistans korte historie har der været fire succesfulde militærkup. Den første præsident blev myrdet allerede i 1951. På overfladen kan landets historie ses som en lang fortælling om sult, elendighed og død. Slår man op i CIAs ”The World Factbook” er Pakistan en ”føderal republik”, men det er højst et par ord i en papirsforfatning, som aldrig har været gældende.
Man kunne jamre over, at verden er så ond og forfærdelig, eller man kunne som de britiske koloniherrer forsikrer sig om den hvide races overlegenhed. Den virkelige forklaring derimod gives af Trotskijs teori om den permanente revolution. I 1904 forklarede han, at den borgerlige revolutions klassiske opgaver med fordeling af jorden, opgør med adelens privilegier, borgerligt demokrati osv. ikke var løst i Rusland. Og mest afgørende at disse opgaver ikke kunne løses af det russiske borgerskabet, som de vesteuropæiske borgerskaber havde gjort det i løbet af det foregående århundrede.
Lenin, som også havde indset dette, skelnede derfor mellem den borgerlige revolution (som lagde vægt på den handlende klasse) og den nationale demokratiske revolution (som lagde vægt på revolutionens opgaver).
Trotskij forklarede, at borgerskabet var kommet så langsomt i gang med dets udvikling, at det var blevet helt sammentømmeret med de store godsejere og den store udenlandske kapital. De var bundet til adelen og kunne ikke udføre deres historiske opgave. De havde for stor interesse i det bestående system.
I hans pjece ”Den russiske revolutions karakter” forklarer Trotskij, hvorfor at bønderne heller ikke kunne gennemføre den borgerlige revolution:
”Bønderne er spredt over et enormt land, hvis hovedknudepunkter er byerne. Bønderne er ude af stand til bare at formulere deres egne interesser i og med at disse fremstår forskelligt hvert område. Den økonomiske sammenhæng mellem provinserne skabes af markedet og jernbanen, men både markedet og jernbanen er i byens hænder. I søgningen efter at rive sig selv væk fra landsbyens begrænsninger og generalisere dets egne interesser, falder bønderne uundgåeligt over i politisk afhængighed af byen. Endeligt er bønderne også heterogene i deres sociale forhold: kulaklaget [de rige bønder - red] søger naturligt en alliance med borgerskabet i byen, mens andre lag af landsbyen står på byarbejdernes side. Under disse forhold er bønderne som sådan fuldstændig ude af stand til at tage magten.”
Trotskij forudså derfor, at det kun var arbejderklassen, som i front for en alliance med bønderne kunne gennemføre revolutionen og løse de nationale demokratiske opgaver. Men her ville arbejderne ikke stoppe. Hvorfor skulle de det? Revolutionen vil vokse fra at være borgerlig til at være en socialistisk revolution. Revolutionen ville gå fra at være national til at være international. Revolutionen ville være permanent.
Rigtigheden af Trotskijs teori blev bekræftet klart og tydeligt af den russiske revolution, der i 1917 forløb præcis som han havde forudsagt. Men den er også fuldstændig nødvendig for at forstå situationen i Pakistan i dag.
Der er intet borgerligt demokrati i Pakistan. Det er tydeligt, at det pakistanske borgerskab, er kommet alt, alt for sent til verden til at kunne løses den borgerlige revolutions opgaver i Pakistan. Landet har ingen uafhængighed, og den amerikanske imperialisme har efter for godt befindende ind- og afsat diktatorer. Jorden er ikke fordelt, men i hænderne på et lille oligarki. Over en tredjedel af Pakistans bønder er stadig forpagtere og skal typisk betale halvdelen eller mere af deres afgrøder til godsejeren. Fagforeningerne undertrykkes gang på gang. Kirke og stat er ikke adskilt. Og man kunne blive ved. Ikke engang nationens enhed er sikret, og fra Waziristan til Balouchistan er der borgerkrigslignende tilstande. Konflikten i Kashmir er endnu et eksempel på, at nationens enhed langt fra er sikret.
Arbejderklasse traditioner
Byrden og Pakistan fremtids ligger altså på arbejderklassens skuldre. Og Pakistan har, selvom bønderne stadig udgør den største klasse (ca. 40 procent arbejder i landbruget), store arbejderklassetraditioner. Og mere end 20 procent af befolkningen arbejder i industrien. I 1968-69 var der en fantastisk revolutionær bølge, der varede i 138 dage. Denne bølge blev antændt af en lille ting; et drab på en protesterende student. Årsagen var selvfølgelig meget dybereliggende. I perioden efter oprettelsen var der en vis udvikling takket være en afsmitning fra vestens økonomiske opsving (1948-73). Men det var en udvikling, der gjorde modsætningerne dybere i stedet for at løse dem.
Denne modsætning mellem industriel udvikling og manglen på tilsvarende social udvikling eksploderede i revolutionen i 1968-69. Men manglen på en revolutionær ledelse førte til, at bevægelsen blev splittet langs nationalistiske linier og førte til borgerkrig, hvilket førte til oprettelsen af Bangladesh i 1971. Efter et ydmygende nederlag til den pakistanske hær kom der endnu engang en revolutionær situation, men denne gang brugtes reformer til at aflede revolutionen. Bevægelsen formåede at vælte diktatoren Khan, men han gav magten til hæren.
I kølvandet på revolutionen blev de eneste frie og fair valg i Pakistans historie afholdt, hvilket viser, at det kun er gennem pres fra arbejderklassen, at kapitalisterne giver indrømmelser. Det satte Pakistans Peoples Party (PPP) ledt af Zulfiqar Ali Bhutto (tidligere udenrigsminister under Khan) i regering. Ali Bhutto udviklede et radikalt socialistisk program, som svar på massernes pres. I regeringen gennemførte han massive nationaliseringer, men samtidig foretog han en demokratisk kontrarevolution, hvor det kapitalistiske system blev opretholdt med alle sine fejl og mangler. Det førte til en økonomisk krise.
Bhutto lod kapitalismen bestå og gennemførte en halv revolution. Det kan ikke lade sig gøre. I 1977 gennemførtes igen et militærkup af Zia-Ul-Haq. Bhutto blev fængslet og siden henrettet i 1979. I dødscellen skrev han, at hans største fejl var at tro, at man kunne tage en mellemvej mellem klasserne – at han ikke havde forstået at enten måtte den ene eller den anden klasse vinde.
Arven fra 1968-69 leder i massernes bevidsthed i dag videre gennem Ali Bhuttos datter Benazir Bhutto og PPP. PPPs stiftende program fra 1973 indeholder klare krav om socialisme og bygger bl.a. på princippet ”socialisme er vores økonomi” samt ideen om et klasseløst samfund.
Zulfiqar Ali Bhutto skriver i hans "If I am Assassinated" side 55:
- I dag i Pakistan er smerten
gennemtrængende
- Sårene er uudholdelige
- Arbejdsløsheden dræber vores mødres
drømme
- Fattigdom og prisstigninger tager
livet af vores børn
- Forretningssundheden dræber vores
ældre
- Handlen med uddannelse hindrer
vores børns liv
- Vandet fører til død
- Elektricitetssammenbrud har gjort
vores liv miserable
- Utøj og skrald fylder vores gader
- Trafikproper har gjort det til en
rædsel af rejse
- Prisstigninger fører til sult
- Privatiseringer snubber vores brød
og smør
- Kontraktsystemet slagter
menneskelig arbejdskraft
- Mullahernes barbarisme danner
floder af ungt blod
- Den amerikanske imperialisme indfører
krig og barbari
- Feudalismen
ødelægger landet og bønderne
- Kapitalistisk
udbytning dræber livet
- Livet står på tilintetgørelses
rand på denne klode
Når man læser og hører om situationen i Pakistan i de danske og internationale medier behandles den udelukkende i juridiske termer. Der tales om manglen på demokrati, at det ikke er så godt general Musharraf har militæruniformen på, mens han er præsident, at magtdelingen ikke opretholdes, osv.. Men som Ben Harper synger, så er ”democracy just a word when the people are starving” (demokrati er kun et ord når folket sulter”). Det vi har i Pakistan, er ikke bare en politisk krise, men også en omfattende social krise.
Officielt har den økonomiske vækst ligget på 6-7 procent de seneste par år. Men selvom det regner på præsten, drypper det ikke altid på degnen. Kløften mellem rige og fattige udvides dag for dag. Ifølge Verdensbanken lever 78 procent af de 160 millioner pakistanere for under to dollars om dagen, 68 procent har sygdomme på grund af fattigdom og 54 procent af alle børn kan ikke gå i skole. Tidligere var Pakistan kendt for kun at bruge 0,7 procent af BNP på offentlig sygehjælp – nu har de med 0,5 procent af BNP i 2005-06 slået deres egen forfærdelige rekord.
Oveni det skal man ligge privatiseringer, indsnævringer, liberaliseringer og massefyringer. Værst af alt er dog de nuværende prisstigninger. I Danmark overlever vi nok, at corn flakes’ne bliver et par kroner dyrere, men i Pakistan har prisstigningen på brød fra tre til fire rupis skubbet store grupper ud i direkte sult. En prisstigning på 33 procent på en helt afgørende fødevare! Og prisstigningerne ser ud til at ville fortsætte.
Allerede Saint-Simon forklarede i starten af 1800-tallet, at graden af kvindelige frigørelse er et mål for samfunds udvikling. I Pakistan anses kvinder som mændenes ejendom, de er enten under deres faders eller ægtemands varetægt. I Pakistan voldtages en kvinde hver tredje time – men dette er kun toppen af isbjerget. Kvinder, der er blevet voldtaget og tager det i retten, har stor chance for selv at ende i fængsel, hvor 43 procent af dem voldtages igen. For at bevise en voldtægt skal en kvinde stille med fire mandlige vidner. Kvinder kan ikke vidne i deres egne voldtægtssager.
Det er denne sociale nød og degenerering, som lægger til grund for den ustabilitet og turbulens, der præger Pakistan, og fører til krise over alt i overbygningen.
Benazir Bhutto
Det er i den sammenhæng, at man skal forstå hvorfor sloganet "roti, kapra og makan" (”brød, tøj og tag over hovedet”) har vundet en så stor genklang. Benazir brugte dette slogan da hun vendte hjem, og vandt enorm opbakning på det, faktisk så stor at hun ikke tør bruge det mere, af frygt for at bevægelsen kunne gå for vidt i kampen for opfyldelsen af disse krav. Da Benazir Bhutto vendte tilbage til Pakistan d. 18. oktober blev hun modtaget af tre millioner jublende og dansende pakistanere.
”Folk kunne have haft et meget klarere billede af deres leder på tv-skærmen tusinder af kilometer væk end de fik af rejse så lange distancer under risikable forhold…
Tusinder af busser og andre køretøjer kom så langt fra som Kashmir og de fjerneste egne af Pustoonkhwa. Men deres basale motiv var at ”være der”, at være en del af en bevægelse, hvor de kunne udtrykke deres sorg og afsavn, hvor de kunne vise deres vilje og beslutsomhed for at kæmpe for ændringen af det system og et samfund, som styrer deres liv” (Lal Khan ”Pakistan: The oppressed awaken from their slumber – sabotage won’t stop them”)
Alt det skete på trods af, at Benazir Bhutto er gået til højre i årtier og har forrådt masserne gentagne gange. For nyligt erklærede hun sågar ”fuld støtte” til NATO i Afghanistan og slog fast, at ”Pakistan vil blive ved med, at være USA\'s tætte allierede”, hvis hun kommer til magten.
”Benazir har været ved magten to gange i 1986 og 1993 og har forladt masserne for bevise hendes loyalitet over for den eksisterende orden. Selvfølgelig indvilgede hun, som enhver anden leder af dette system, i svindel og korruption. Modsat opfattelsen hos medierne, intelligentsiaen, Benazir og hendes sykofanter er hendes popularitet ikke baseret på ”statsmandskab”, ”politisk drift” eller ”forhandlingsfærdigheder”, men på arven fra PPP, som blev født ud af 1968-69 revolutionen i Pakistan.” (Lal Khan ”Pakistan: The oppressed awaken from their slumber – sabotage won’t stop them”)
Benazirs ændring af PPPs program fra ”socialistisk økonomi” til ”Mohammadi (islamisk) lighed”, hendes aftale med Musharraf for at komme tilbage til Pakistan og andre forræderiske gerninger, spiller på nuværende tidspunkt ingen rolle for masserne i sammenligning med den arv hun er bærer af.
Det er vigtigt at forstå, hvilken rolle imperialisterne lader Bhutto spille. Det sås fuldstændig klart i 1986, hvor der i slutningen af det brutale Zia-diktatur opstod en bevægelse, som fik en revolutionær karakter. Bhutto blev fløjet ind og hun fik end modtagelse næsten i tråd, med den hun fik den 18. oktober. Hun indrømmede selv på sin pressekonference, at hun kunne have taget magten. Men i stedet indgik hun en række aftaler med militæret og den amerikanske imperialisme, og fik overdraget den kapitalistiske styrepind i 1988. Bevægelsens ebbede ud og hun blev væltet.
Kampen i arbejdernes masseorganisation
Så selvom det er klart, at Benazir ikke har tænkt sig at bryde med kapitalismen og imperialismen og gennemføre masserne krav, er det PPP, der pga. sin historie og rødder samler masserne omkring sig. Det må man anerkende og tilpasse sig - om man kan lide det eller ej.
Mange havde dømt PPP dødt og borte for evigt på grund af Benazirs forræderier. Men de seneste ugers begivenheder viser, at den historiske lov for massebevægelser, deres orientering og troskab overfor politiske og historiske traditioner, som Ted Grant bedst analyserede, stadig fuldt ud er levende, selvom vi befinder os i det 21. Århundrede.
Ted Grant forklarer i et brev til de russiske marxister: ”Man må se på processen sådan, som den vil udvikle sig i praksis. Det betyder, at vi må prøve at se tingene med arbejderklassens øjne, og ikke ud fra en lille gruppe, en sekts, synspunkt. Arbejderklassen kan aldrig udtrykke sig gennem små organisationer - heller ikke om så deres program er 1000% korrekt. Arbejderne lægger ikke engang mærke til, at sådanne sekter eksisterer. De udtrykker sig gennem de eksisterende masseorganisationer.” (Ted Grant, ”Om masseorganisationerne”)
Den er ingen genveje i klassekampen, udover dem der fører udover en kløft. Lenin forklarer:
”For at kunne hjælpe "masserne" og vinde "massernes" tillid, sympati og støtte, må man ikke være bange for vanskeligheder, chikanerier, benspænd, fornærmelser og forfølgelser fra "førerne", (der som opportunister og socialchauvinister i reglen har direkte eller indirekte forbindelse med bourgeoisiet og politiet), og man må absolut arbejde dér, hvor masserne er. Man må kunne bringe ethvert offer og overvinde de største hindringer for systematisk, ihærdigt, vedholdende og tålmodigt at propagandere og agitere netop i de institutioner, foreninger og forbund, hvor der blot findes proletariske eller halvproletariske masser, ligegyldig hvor reaktionære disse sammenslutninger end er. Og fagforeningerne og arbejderkooperativerne (de sidste i hvert fald undertiden) er netop sådanne organisationer, hvor masserne findes.” (Lenin, Venstrekommunismen – en børnesygdom”)
The Struggle
Den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) var den eneste venstrefløjstendens, som forstod PPPs rolle. PPP er dødt. PPP er borgerligt. Stift et nyt parti. Igen og igen hørtes dette. Men nu har over 20 års hårdt i PPP gjort det muligt at komme i kontakter med de millioner af arbejdere, der ser til deres traditionelle organisation.
”De pakistanske marxister repræsenteret i The Struggle er vokset i styrke og indflydelse i de seneste år. De har vundet den ene position efter den anden og har formået at forene det overvældende flertal af den militante ungdom og arbejderklassens aktivister omkring dem. De har en stærk tilstedeværelse i enhver region, enhver nationalitet og enhver vigtig by.
I arbejdernes kampe har de spillet en fremtrædende rolle. Sammen med PTUDC (Pakistan Trade Union Defence Campaign) – den vigtigste militante fagforeningsorganisation i Pakistan har de opnået vigtige sejre såsom afværgelsen af forsøget på at privatisere Pakistan Stål. I Kashmir og Pukhtunhua (den nordvestlige grænseregion) har de vundet mange tilhængere fra det tidligere Kommunistparti.” (Alan Woods, Perez Musharrafs 18. Brumaire)
The Struggles sidste kongres var en unik begivenhed. Over 2.000 marxistiske kadrer samledes og diskuterede kampen for socialisme i Pakistan, Asien og resten af verden. Der var kammerater fra 44 lande. Særligt imponerende var tilstedeværelsen af 16 kammerater fra Indien, som på trods af de to landes herskende klassers stridigheder, blev mødt med stående klapsalver fra deres pakistanske kammerater.
Kun fordi, at de har været til stede i PPP og blandt andet har fået valgt Manzoor Ahmad til parlamentet for PPP, står de nu i en situation, hvor de kan forbinde de marxistiske ideer med masserne. Som Trotskij skriver i Overgangsprogrammet:
”Den, som ikke søger og ikke finder vejen til masserne, er ikke en klassekæmper, men en dødvægt for partiet. Et program udarbejdes ikke for redaktioner eller for ledere af diskussionsklubber, men for millioner af menneskers revolutionære handling.” (Leon Trotskij, Overgangsprogrammet)
Alle de små sekter og socialist- og kommunistpartier afviser på hysterisk vis Benazir og kalder hende alle de slemme ord de kan komme i tanke om. Ingen har forstået Lenins parole om at ”forklare tålmodigt”. De har ikke forstået, at flertallet af masserne ikke forstår gennem bøger, men gennem erfaringer. At stille sig uden for arbejdernes masseorganisationer er at distancere sig masserne.
Uden at forbinde sig med masserne vil det være umuligt for marxister at udføre deres historiske opgave: skabe det revolutionære masseparti, som skal lede masserne i den socialistiske revolution.
Radikalisering af arbejderklassen
Der har over de sidste år været en sand strejkebølge i Pakistan.
- I WADA, som er ansvarlig for generering, udsendelse og distribution af elektricitet til hele landet, har arbejderne truet med at lukke for elektriciteten, hvis ikke deres krav bliver gennemført. Den traditionelle fagforening Hydro vandt i september stort over de fagforeninger, som støttes af regeringen og fundamentalisterne.
- Arbejderne i det nationale teleselskab PTCL har kæmpet en hård kamp mod privatisering. Regeringen vaklede, men gav til sidst godkendelse, og 29.000 arbejdere blev fyret.
- Arbejderne på Unilever er, som vi har rapporteret i tidligere artikler, allerede involveret i en bevægelse og bevæger sig fremad med deres hoveder hævet højt. (Se Unilever Pakistan: Workers protest against threats and repression by management og Unilever Rahim Yar Khan: The attacks on workers intensify... The struggle strengthens på www.marxist.com).
Endnu kan man dog ikke tale om, at proletariatet er trådt ind på historiens scene. Protesterne er splittede, og arbejderne har ikke i praksis set, at uden dem er der ikke en pærer, der lyser eller en vandhane, der løber. Derfor har The Struggles krav været, at Benazir Bhutto måtte indkalde til en 24-timers generalstrejke, for at styrke den lange march fra Lahore til Islamabad, som hun annoncerede den 13. november.
Men hun tav, og Musharraf stoppede marchen ved at holde hende under husarrest.
”Hun har bevidst været uvillig til at fremføre parolen om en 24-timers generalstrejke, som kunne have fremhjulpet hendes lange march – fordi der langs alle marchens ruter er industribælter med millioner af arbejdere. Det element, som mangler i bevægelsen mod Musharraf diktaturet, er det pakistanske proletariats indtræden på scenen. Hvis bevægelsen forsætter i længere tid, får en større rytme og et højere momentum, kunne arbejderne, som ikke er uberørte af den hurtigt ændrende situation, gå med. Så vil sluserne være åbnet.” (Lal Khan, ”Pakistan Hvilken vej fremad?”)
En splittet stat
”På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning.” (Karl Marx, ”Forord til kritikken af den politiske økonomi”)
Sådanne rystelser i overbygningen, som Marx omtaler, ser vi lige nu i fuldt flor i Pakistan, og især i staten. I praksis giver det ikke mening, at tale om staten i ental i Pakistan. Forskellige fraktioner bekæmper hinanden og ingen har den fulde kontrol. Musharraf kom til ved et militærkup i 1999. Han har prøvet alt for at opretholde kontrollen. I april 2002 udskrev han valg. Som Friedrich Engels skriver i ”Familien, privatejendommen og statens oprindelse”:
”… en demokratiske republik kender officielt ikke mere til forskel på grund af besiddelse. I den udøver rigdommen sin magt indirekte, men så meget desto sikrere.”
Men når krisen kradser, har den herskende klasse ikke råd til demokratiet – selv ikke som illusion. Musharraf fjernede enhver snert af demokrati, da han den 3. november indførte undtagelsestilstand. Han siger, at der skal holdes valg den 8. januar, men når man tager i betragtning, at han samtidig afsatte store dele af højesteret, tror ingen på, at det bliver noget der nærmer sig frie og fair valg.
Hvorfor er Musharraf blevet tvunget til at tage dette skridt og intensivere undertrykkelsen? Forklaringen ligger på den ene side i det interne pres fra den sociale og økonomiske krise samt radikaliseringen af arbejderklassen, som vi allerede har beskrevet, og på den anden side i presset fra imperialisterne.
For at støtte Musharraf har USA krævet, at Pakistan aktivt deltager i krigen mod terror – især i forbindelse med Afghanistan. Som betaling har Musharraf siden 2001 modtaget 11 milliarder dollars i direkte økonomiske støtte. Men krigen har ikke været populær blandt de pakistanske masser, hvor mange har set det som en krig mod islam og deres eget broderfolk i Afghanistan.
”Mere militært personel er gået tabt i de seneste oprør end i krigene med Indien. Det viser også hvordan, at den imperialistiske ”krig mod terror” har vist sig at være en katastrofe for alle stater, som går med i frontlinjen.” (Lal Khan, Pakistan: Hvilken vej fremad?)
Nye tal peger desuden på, at 3000 soldater nu er i fængsel som desertører. Moralen er lav. Der har været utallige attentatforsøg på Musharraf, hvor mange mistænker dele af regimet – og især efterretningstjenesten – for at have en finger med i spillet.
ISI (Pakistans efterretningstjeneste) blev opstartet og trænet af CIA. Men nu har ISI vendt sig imod den amerikanske imperialisme og støtter fundamentalisterne i Afghanistan. CIA kontrollerede Pakistan i 1950’erne, 1960’erne og 1970’ere, med deres involvering i Afghanistan, men i 1980’erne blev hæren mere islamistisk.
Den pakistanske stat er altså utrolig splittet, Lenins første betingelse for en revolution, og det er pga. svaghed, ikke styrke at Musharraf indførte undtagelsestilstanden.
Dommerne – den herskede klasses intelligentsia
Statens splittelse viser sig også i, at det borgerlige demokratis ypperstepræster, dommerne har protesteret mod Musharraf. Her er hykleriet dog også stort. Højesteretspræsident Iftikhar Mohammad Chaudhry, som har stået i spidsen for de protesterende dommere, sværgede en loyalitetsed til Musharraf i 1999 og gav ham lov til blive i præsidentembedet og bevare militæruniformen på.
Dommerne agerer i dag i Pakistan rollen, som den intelligente del af den herskende klasse, der ved, at alle diktaturer må retfærdiggøres ideologisk, og forfatningens ”upartiskhed” derfor må opretholdes. Det er med den bagtanke, at de pludseligt er faldet over Musharraf.
På den anden side er dommerne dog også den mest naive og verdensfjerne del af den pakistanske herskende klasse, for hvordan de bare vil bevare deres magt og lade en eller anden form for demokrati bestå, er uvist.
Imperialismen
Den amerikanske imperialisme er en afgørende variabel i Pakistans magtligning. George Perkovich udtalte for nylig meget sigende til BBC, at ”virkeligheden er den, at USA bare vil have et roligt og stabilt Pakistan, som kan jagte terrorister effektivt. Udover det bekymrer de sig ikke meget”.
USA har støttet diktatur på diktatur i Pakistan, og at de nu råber op om, at Musharraf skal afholde de lovede valg, er så hult, at det runger. Pakistan er af stor strategisk betydning for USA. Ikke nok med, er uundværlige for krigen i Afghanistan så er de også en atommagt. USA vil gøre alt i deres magt for at forsvare deres interesser.
Derfor var de ikke tilfredse med Musharrafs indførsel af undtagelsestilstand. De frygtede, at det kunne få hele situationen til at eksplodere. Deres plan havde været, at få lavet en magtdeling mellem Bhutto og Musharraf. Modsat tidligere tøvede de med bare fjerne Musharraf og give magten direkte til Bhutto, da de frygtede, hvilken effekt det kunne have på masserne og hvilket håb det kunne tænde i dem.
Nu har amerikanerne sendt John Negroponte til Pakistan for at få en aftale i stand. Han er kendt for at arrangere såkaldte ”black operations” og en mester i del-og-hersk politik. For eksempel mener mange, at han i Irak arrangerede fingerede terroristangreb for at puste til de religiøse modsætninger. Hvad det ender med, er ikke sikkert. Men det bliver ikke kønt.
Fundamentalisterne - en trussel?
Ledelsen af PPP har på ingen måde turde gå imod den amerikanske imperialisme. Bhutto vil ikke udfordre amerikanerne, men håber snarere på at regere af deres nåde. Det på trods af at den amerikanske imperialisme støttede Zia diktaturet, som dræbte Zulfigar Ali Bhutto i 1979.
”Islamisk fundamentalisme er hovedsagligt et statssponsoreret fænomen og lever på den enorme brutalitet, som den amerikanske ”krig mod terror” har medført. Dens midlertidige vækst skyldes på den ene side venstrefløjens kollaps og på den anden sides PPP ledelsens mangel på vilje til at stå op imod den imperialistiske aggression” (Lal Khan, Wither Pakistan?)
Fundamentalismen har i visse områder, fået en vis opbakning i Pakistan. Hvis nød ikke lærer nøgen kvinde at spinde, må hun nogen gange bare række ud efter dem, som ser ud til at have garn. Det er også vigtigt at forstå den islamiske fundamentalisme historiske oprindelse.
”Moderne islamisk fundamentalisme er faktisk opfundet af den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles. I kølvandet på den britiske og franske imperialismes nederlag i Suezkanal-striden i 1956 blev den amerikanske imperialisme alarmeret. Nassers opstigen i Egypten og andre venstrepopulistiske ledere i Mellemøsten og andre islamiske lande fremstod som en direkte trussel mod de imperialistiske interesser i forbindelse med olie. I næsten tre til fire årtier passede, plejede og sponsorerede den amerikanske imperialisme islamisk fundamentalisme. Selvom der er undtagelser som Shiaerne i Iran. I de fleste lande fungerede disse fundamentalistiske organisationer som de amerikanske støttede diktaturer og andre undertrykkende regimer i disse landes forlængede arm. I Indonesien spillede Sarakat-a-Islam rollen som informatorer og statslige agenter i Suharto diktaturets brutale henrettelse af omkring en million kommunister i 1965” (Lal Khan, ”Fundamentalist Resurgence: Causes and Prospects”)
Andre eksempler er Akhwan-ul-Muslimeen i Egypten og Syrien som blev brugt til at destabilisere de venstrepopulistiske regimer, Jihad (hellig krig) i Aghanistan, Jamaat-a-Islami i Pakistan under Zia-styret.
Men som et andet Frankensteins monster har disse fundamentalistiske kræfter nu vendt sig mod den amerikanske imperialisme. Det kom klarest til udtryk med terrorangrebet den 11. september. Men fundamentalisternes anti-imperialisme er også hul og tom. De har et had-kærligheds-forhold til imperialismen, men er spørgsmålet om arbejderklassens magtovertagelse på dagsordenen, har historien gang på gang vist, at de gerne agerer reaktionens og imperialismens stormtropper.
Det kan ikke være anderledes. Selvom de fundamentalistiske islamister taler om islamisk lighed gennem Zakat, så betyder det intet, når der ingen vilje er til at bryde med det kapitalistiske system. De fundamentalistiske kræfter i Pakistan lever i dag på sorte penge fra stoffer og våbensmugling. Renter og åger er forbudt i Islam, men i praksis er det ubetydeligt, når den private ejendomsret og retten til profit, stadig forsvares.
Fjerner man ikke kapitalismen kan man heller ikke undgå dens højeste stadie – imperialismen.
Fundamentalismens mangel på alternativ kom frem på tydeligste vis under jordskælvet i Kashmir for to år siden. Fundamentalisternes første reaktion var at kalde det for guds hævn over de ulydige mennesker. Først da de så, hvordan de pakistanske marxister havde stor succes med socialt og politisk nødhjælpsarbejde ændrede de position.
”I sidste ende er sandheden, at ”Islamisk økonomi” mere er en utopisk drøm eller et teologisk dogme end et alternativt økonomisk system, som kan erstatte kapitalismens og fjerne dens dårligdomme” (Lal Khan, Fundamentalist Resurgence: Causes and Prospects)
Islamiske fundamentalister har tit og ofte i Pakistan brugt socialistisk retorik for få større støtte. Det viser de stærke populistiske tendenser i den islamiske fundamentalisme. Ligesom nationalsocialismen voksede frem i et fuldstændig ødelagt Tyskland, hvor småborgerskabet havde fået frataget alt og et kæmpe lumpenproletariat blevet skabt, på samme måde er islamisk fundamentalisme også et produkt af den gennemgribende sociale krise i Pakistan.
Fundamentalisterne rolle må dog heller ikke overdrives. Lal Khan påpeger:
”De islamiske fundamentalister har indkaldt til flere ”millionmarcher” i de sidste par år mod USA. Men de kunne end ikke få fem procent til deres møder” (Lal Khan, ”Wither Pakistan”).
Fundamentalisterne spiller også flere forskellige roller i dag i Pakistan. Visse grupper støtter Musharrafs styre, men andre går ind for at vælte Musharraf og skabe et fuldt ud islamistisk styre. Et sejrrigt islamistisk militæroprør kan på nuværende tidspunkt ikke afvises. Sikkert er det dog, at det absolut intet vil løse for masserne. Krisen vil kun blive intensiveret, hvis ikke i første omgang, så indenfor ikke så lang tid.
Advokaterne - drømmen om småborgerligt demokrati
Fundamentalismen har også fat i en del af middelklassen i byerne centreret omkring Koran-skolerne. Der er dog også en meget sekulær indstillet del af middelklassen i Pakistan.
The Economist skrev den 10. november 2007: ”I Lahore, Karachi og Multan demonstrerede 2.000 advokater i denne uge mod General Musharrafs kup. Med sorte jakkesæt og velplejede moustacher og velskrevne slogans (”Diktatur? Ikke acceptabelt”), er de generalens hovedmodstander” (egen oversættelse).
Men The Economist forveksler bevægelsen på overfladen med de virkelige forhold. Advokaterne udgør uden tvivl en trussel mod Musharraf, men som andre småborgerlige bevægelser (jf. Trotskijs analyse af bøndernes rolle) har de ikke styrken og enheden til at vælte et diktatur.
” Tilsvarende kunne advokatbevægelsen, selvom der var heroiske bedrifter i den, ikke samle massestøtte, fordi dens krav og mål ikke afspejlede massernes behov.” (Lal Khan, Pakistan – hvilken vej fremad?)
Det samme ses i forbindelse med tidligere premiereminister Nawaz Sharif, som har sin base blandt småhandlende, små forretningsfolk og dele af småborgerskabet i byen (herunder advokaterne). Havde Bhutto ikke for år tilbage foreslået en alliance med Sharif, for at fremstå pro-kapitalistisk og undgå radikalisering i hendes eget parti, havde han været politisk fortid i dag. Det ses da også i, at Musharraf uden større problemer deporterede ham til Saudi Arabien, da Sharif vendte tilbage til Pakistan i september.
Men arbejderklassen og marxisterne er ikke indifferent over advokaternes protester. Da de pakistanske advokater, som har en meget militant tradition, i foråret 2007 demonstrerede imod Musharrafs afsættelse af højesteretspræsidenten Iftikhar Mohammad Chaudhry skrev Alan Woods:
”Det er vores revolutionære pligt at bruge enhver splittelse i borgerskabet til at opildne de bredeste lag af masserne til revolutionær handling. Det betyder, at vi må nå ethvert lag, som er parate til at indgå i real kamp mod diktaturet” (Alan Woods, Pakistan: ”Lawyers’ Protest shows crisis of regime”).
Det er en logisk konklusion af den permanente revolution, som lige præcis siger, at det revolutionære socialistiske program må tage udgangspunkt i nationale og demokratiske krav. Men marxisterne må aldrig blive ved at stille demokratiske krav og isolere disse fra klassekampen.
”Der er en grundlæggende forskel mellem arbejdernes og bøndernes attitude til demokrati og borgerlige og småborgerlige demokrati. For masserne er demokratiet ikke et mål i sig selv, men kun et middel til at nå et mål. Det borgerlige demokrat ønsker demokratiet for at styrke hans karriere. Men arbejderne og bønderne er interesseret i at kæmpe for det mest avancerede og pålidelige demokrati, fordi det giver dem de mest favorable forhold for at udvikle kampen.” (Alan Woods, Pakistan: ”Lawyers’ Protest shows crisis of regime”)
Det eneste alternativ til denne konsekvente revolutionære politik er stalinisternes to stadie teori, hvor man først kæmper for borgerligt demokrati og så bagefter en gang ude i fremtiden snakker om socialisme. Hvem og hvordan, der skulle skabes et velfungerende borgerligt demokrati i Pakistan i dag, er dog et spørgsmål uden svar. I praksis har to stadie teorien gang på gang spillet en yderst kontrarevolutionær rolle. Bl.a. fremførte det Moskva-tro Kommunistparti den under og i kølvandet på revolutionen i 1968-69.
Advokaternes protester viser dog, at Lenins anden betingelse for en revolution, med en svajende middelklasse også er opfyldt i Pakistan. Går arbejderklassen forrest kan store dele af middelklassen vindes til en revolutionær kamp.
Socialisme eller barbari
Situationen i Pakistan kan gå meget hurtigt, og det er meget svært at forudsige, hvad der egentlig vil ske. Det hænger især også sammen med den ujævne og kombinerede udvikling, hvor Pakistan på mange måder er yderst tilbagestående, men samtidig også er i besiddelse af den mest avancerede teknik, eksempelvis i form af atomvåben. På den ene side lever store dele af de pakistanske masser under feudallignende forhold, på den anden side er der en enorm industri, med fabrikker med titusinder af arbejdere. Trotskij skriver i Overgangsprogrammet:
”Koloniale og halv-koloniale lande er i selve deres væsen tilbagestående lande. Men tilbagestående lande er en del af den verden, som domineres af imperialismen. Deres udvikling har derfor en kombineret karakter: de mest primitive økonomiske former er kombineret med det sidste nye inden for kapitalistisk teknik og kultur. På samme måde defineres proletariatets politiske stræben i de tilbagestående lande: kampen for de mest elementære resultater såsom national uafhængighed og borgerligt demokrati er kombineret med den socialistiske kamp mod verdensimperialismen. Demokratiske paroler, overgangskrav og den socialistiske revolutions problemer er ikke opdelt i adskilte historiske epoker i denne kamp, men udspringer direkte af hinanden. Det kinesiske proletariat var næppe begyndt at organisere fagforeninger, før det måtte til at oprette sovjetter. I denne forstand er dette program fuldt ud anvendeligt i koloniale og halv-koloniale lande, i det mindste i de lande hvor proletariatet er blevet i stand til at føre en uafhængig politik.” (Leon Trotskij, ”Overgangsprogrammet”)
De to første af Lenins betingelser for revolutioner er helt klart opfyldt. Den herskende klasse er fuldstændig splittet i forskellige fraktioner - militærdiktaturet (Musharrafs støtter), dommerne og fundamentalisten. Ingen af disse kan styre Pakistan. Ingen styreform kan skabe en stabil situation i Pakistan. Kun en grundlæggende ændring af økonomien kan sikre stabilitet og fremgang. Som konsekvens heraf ses også en svajende middelklasse. Hvilket først og fremmest giver sig udtryk i de protesterende advokater, men også i at dele af borgerskabet ser middelalderlig islamisk fundamentalisme som den eneste udvej.
Arbejderklassen er på vej frem. Trotskij definerede en revolution som, når proletariatet træder op på historiens scene, men lige nu står de i kulisserne. Protesterne og strejkerne er dog tegn på, at der under overfladen foregår en proces, hvor arbejderklassens vrede akkumuleres. Klassekampen simrer under overfladen.
Selv den subjektive faktor vokser. Den revolutionære ledelse er også under hastig udvikling. The Struggle kan med deres korrekte orientering til masserne og deres organisationer samt voksende styrke, spille en afgørende rolle. De revolutionære marxistiske kræfter i Pakistan er stadig små, men de eksisterer i kimform som den kommende revolutionære ledelse af masserne.
Man må altid huske på erfaringerne fra den russiske revolution.
”Baseret på et korrekt program, en rigtig politik og, ikke mindst, en korrekt og fleksibel taktik, forvandlede Bolsjevikkerne sig under ledelse af Lenin og Trotskij fra en talmæssigt svag organisation med kun omkring 8.000 medlemmer i februar til et masseparti, som var i stand til at føre millioner af arbejdere og bønder til magten i oktober.” (Ted Grant, Om masseorganisationerne”)
Indtil videre er arbejderklasseprotesterne blev afsporet af undtagelsestilstanden. Men diktatur er som en lukket ventil på en dampkedel. Situationen bliver mere og mere ophedet og til sidst risikerer hele kedlen at eksplodere. Hvad vi ser nu er en krise i den herskende klasse, hvilket åbner op for en revolutionær situation, men som stadig er i et meget tidligt stadie.
Altså dette forudså vi allerede i Verdensperspektivet 2002:
”I mere end 50 år har Pakistan skiftet mellem ustabile og korrupte \"demokratier\" og endnu mere ustabile og korrupte militærdiktaturer. Det nuværende regime er meget skrøbeligt. Det er muligt, at de amerikanske imperialister vil begynde at overveje at kalde Benazir Bhutto hjem fra London og sende PPP (Pakistan People\'s Party) tilbage til magten. I en situation med dyb social krise vil der komme en skarp polarisering mellem højre og venstre og en krise i PPP. Det vil skabe store muligheder for de pakistanske marxister. Perspektivet for den pakistanske revolution må sættes på dagsordenen for marxister i hele verden. Vi må være meget opmærksomme på de pakistanske marxisters taktik, slogans og program.” (Verdensperspektivet 2002)
Velkomsten af Bhutto viser, hvad der udvikler sig under overfladen. Bhutto og imperialismen vil gøre, hvad de kan, for at aflede revolutionen ad demokratiske kanaler. Men det kan meget vel fejle. Hvad der præcis sker nu er åbent, højst sandsynligt kommer Benazir til magten, men det slutter ikke bevægelsen, tværtimod. Kommer Benazir til magten, vil masserne kræve, at deres krav opfyldes; brød, tøj og tag overhovedet.
Som vi allerede skrev i Verdensperspektivet 2004
”Den (Bhuttos regering) vil fra begyndelsen af være under pres fra masserne, der vil stemme på PPP, fordi de ønsker at ændre de forhold, de lever under. De vil være forberedte på at vente lidt, men ikke så længe. De vil kræve resultater og vil ikke være forberedte på at acceptere ledernes sædvanlige undskyldninger længe. Regeringen vil være klemt mellem presset fra masserne og det nådesløse pres fra imperialismen og den herskende klasse. Den vil sidde som en lus mellem to negle.” (Verdensperspektivet 2004)
Hverken Benazir eller nogen anden kan give brød, tøj og tag overhovedet under kapitalismen, der er ingen mellemvej mellem socialisme eller barbari.
Bibliografi
Zulfiqar Ali Bhutto, "If I am Assassinated" (egen oversættelse)
Friedrich Engels, ”Familien, privatejendommen og statens oprindelse”
Ted Grant, ”Om masseorganisationerne – et brev til russiske marxister”
Lal Khan, “Fundamentalist Resurgence: Causes and Prospects” (egen oversættelse)
Lal Khan, ”Wither Pakistan?” (egen oversættelse)
Lal Khan ”Pakistan: The oppressed awaken from their slumber – sabotage won’t stop them” (egen oversættelse)
Lal Khan, ”Pakistan Hvilken vej frem?”
Vladimir Lenin, ”Venstrekommunismen – en børnesygdom”
Karl Marx, ”Forord til kritikken af den politiske økonomi”
Leon Trotskij, ”Den russiske revolutions karakter”
Leon Trotskij, ”Overgangsprogrammet”
Verdensperspektiv 2002
Verdensperspektiv 2004
Alan Woods, Pakistan: ”Lawyers’ Protest shows crisis of regime”
Alan Woods, ”Perez Musharrafs 18. Brumaire”
