Læs de andre dele:
- Del 1
- Del 2
- Del 3
- Del 4
- Del 5

Den venezuelanske revolution
Enhver revolution går gennem nogle bestemte trin. Det ser man i den franske revolution, den russiske revolution og selv i den engelske revolution i det 17. århundrede. Måske er den bedste sammenligning for Venezuela imidlertid den spanske revolution 1931-37. Der er altid en indledende fase med eufori, når masserne er blevet vækket, og får en fornemmelse af deres egen magt. Det er som et enormt gadekarneval, en festival af almindelig glæde og broderskab. Men så kommer den anden fase, når masserne, startende med de mest udviklede og aktive lag, begynder at forstå at de fundamentale problemer ikke er blevet løst, at der i essensen ikke er blevet ændret noget.

Den venezuelanske revolutions rødder stammer tilbage fra februar 1989. Under Caracazo-opstanden tøvede den borgerlige “demokrat” Carlos Andres Perez, den trofaste tjener af Washington, ikke med at myrde sit eget folk med koldt blod. Dette nederlag skabte en uro i samfundet, som fandt sit udtryk hos en del af hærens officerer. Det mislykkede kup organiseret af Hugo Charvez i 1992 endte i et nyt nederlag og fængselsstraffe. Men som Marx forklarede, er det nødvendigt for revolutionen at blive pisket af kontrarevolutionen. En enorm bevægelse rejste sig omring Charvez’ figur – en mærkelig bevægelse, resultatet af begivenhederne i 1992. Masserne flokkedes om “chavismo”-banneret, i hvilket de så et nyt og uplettet banner.

Charvez’ sejer til valget i 1998 var en historisk henrykkelse. Masserne tog deres hævn på den herskende klasse for nederlaget i Caracazo-opstanden. Det var en begivenhed i lighed med februar-revolutionen i Rusland, eller mere nøjagtigt til deklarationen af Republikken i Spanien i 1931. Efter Charvez’ sejr var der en følelse af eufori, som altid følger det første trin i revolutionen. Men der kom snart en vulgær opvågning med kuppet i april 2002. Fra begyndelsen mødte den bolivariske revolution fjendtlighed, modstand og sabotage fra oligarkiet med amerikansk imperialisme bag det. Begivenhederne fra april 2002 var uden fortilfælde. For første gang i Latinamerikas historie besejrede masserne kontra-revolutionen, som allerede havde magten, uden et parti eller et lederskab. Siden da har der været en konstant kamp mellem revolutionære og kontra-revolutionære kræfter.

Den virkelige motorkraft i revolutionen er masserne. I tre tilfælde har de besejret kontra-revolutionen. Sidste gang var det ved tilbagekaldsafstemningen i august 2004. Vi så massernes utrolige instinkt til at besejre oligarkiet i folkeafstemningen selvom de ikke ønskede den til at starte med. Sejren førte bevægelsen videre til et højere trin. Begyndende med de mest udviklede lag, særligt arbejderklasseaktivisterne, begyndte erkendelsen, trods nogle velkomne forbedringer, at intet fundamentalt havde ændret sig, og den største kamp lå i fremtiden. I særdeleshed efter tilbagekaldsafstemningen begyndte en uro at udvikle sig, og er fortsat indtil i dag.

Efter afstemningen i august 2004, har tingene rykket sig til et højere niveau. Magtbalancen i samfundet er til fordel for arbejderklassen. Arbejdernes selvtillid er stigende. Debatten omkring “cogestion” har skubbet tingene fremad. Det denne forvirrede formulering udtrykker er arbejdernes stræben efter arbejderkontrol – og dette kan kun have en varig betydning hvis det fører direkte til ekspropriationer og en socialistisk planlagt økonomi. Dette mødes med den intense modstand fra bureaukrati og den pro-kapitalistiske fløj i den bolivariske bevægelse. Der er blandt masserne en tiltagende kritisk holdning til det bolivariske bureaukrati (dog ikke imod Charvez). Arbejderklassen bryder nu frem som en selvstændig kraft. De første ekspropriationer er allerede begyndt. I Venepal og CNV spillede CMR en ledende rolle – en kendsgerning som er kendt for arbejderne.

Først sagde Chervez at Venepal var en undtagelse. Nu taler han om hundreder af virksomheder som skal nationaliseres under “cogestion”. Han har præsenteret en liste med 1149 fabrikker som er blevet lukket af bosserne. Han sagde at de enten måtte genåbne dem under arbejderkontrol ellers ville de blive eksproprieret. Der har været talrige erklæringer til fordel for socialisme, og der er et kolossalt pres fra neden til at fortsætte denne linie. Hvis bevægelsen af fabriksbesættelser og arbejderkontrol i den offentlige sektor ikke var gået videre, havde det i virkeligheden været på grund af ledernes svaghed i arbejdernes bevægelse, i særdeleshed UNT.

Som på alle andre trin er der en intens kamp mellem arbejderne og bureaukraterne. Dette er i sagens kerne klassekamp – mellem revolution og kontra-revolution, arbejderklassen og bourgeoisiet, som har infiltreret den bolivariske revolution og prøver at nedbryde den indefra. Denne kamp er endda afspejlet på regeringsniveau, hvor splittelsen mellem venstrefløjen og højrefløjen er blevet breder og skarpere.

Spørgsmålet om magten
Spørgsmålet om magten er bragt frem i Venezuela. Før hen ville det være nødvendigt at få afklaret spørgsmålet om magten relativt hurtigt. Den ene eller den anden side ville sejre; enten ville reaktionen tage magten i et blodigt kup ellers ville arbejderne tage magten. Chile i 1973 var det klareste eksempel på dette. Men i Venezuela er dette ikke sket. Begivenhederne fortsætter i en anderledes form. Dette afspejler magtbalancen; der er stadig enorm magt i hænderne på arbejderne, som ikke er blevet besejret. På den anden side kan vi se svagheden i reaktionens styrke, som ikke er i stand til at indtage magt – i det mindste lige nu.

De kontra-revolutionære kræfter er blevet besejret et utal af gange nå de har prøvet at tage magten. I april 2002 havde de magten i deres hænder, men kuppet blev forhindret. Dette var første gang i den latinamerikanske historie, hvor et vellykket kup er blevet væltet af massernes bevægelse. Alligevel klager de venezuelanske stalinister og reformister utroligt nok over massernes “lave niveau”. Disse usle småborgere har absolut ingen tillid til masserne og ikke engang et perspektiv for hvordan man kan tage magten. De repræsenterer en komplet reaktionær og tilbagestående tendens som, hvis det stod til dem, ville ødelægge revolutionen og overlade magten til de reaktionære. Så ville de turnere rundt i Europa og græde over Venezuelas tragedie og bebrejde masserne for “at prøve at gå for langt, for hurtigt”.

Masserne i Venezuela har i virkeligheden vist et ekstraordinær niveau af revolutionær modenhed. Endnu har de ikke taget magten. Hvorfor ikke? Den eneste grund er fraværet af den subjektive faktor; det revolutionære parti og en ledelse. Objektivt er der ingen grund. Objektivt set kunne omstændighederne ikke være mere gunstige for at gennemføre en revolution. På kort sigt kan reaktionen i det mindste ikke få succes. Højrefløjen viste sin fuldstændige impotens da de boykottede de lovgivende afstemninger. De er splittede og demoraliserede.

Med den åbenbare svaghed af kræfterne i den indre reaktion, er Washington blevet desperat. Småborgerskabet frygter en militær intervention fra USA. De bliver til stadighed ved med at råbe, “amerikanerne kommer!”, som den lille dreng der blev træt af at råbe, “Ulven kommer!”. I realiteten er en militær intervention fra USA udelukket på nuværende tidspunkt. Den amerikanske imperialisme er fanget i Irak. Bush kan ikke åbne en anden front I Venezuela – i det mindste ikke direkte.

På nuværende tidspunkt kan reaktionen ikke styrte Charvez, men denne situation kan ikke fortsætte på ubestemt tid. Det faktum at Venezuela er i besiddelse af store oliereserver er utvivlsomt endnu en faktor der tillader et vist pusterum og plads til manøvre. Dette element har givet højrefløjen af den bolivariske bevægelse – det pro-borgerlige element – en falsk følelse af sikkerhed. Imidlertid kan det ikke antages at den nuværende fordelagtige klassemagtbalance vil fortsætte i længere tid.

Masserne vil ændre. Nu da charvisterne har en afgørende majoritet i Nationalforsamlingen, er der ikke nogen undskyldning for ikke at tage beslutsomme forholdsregler mod oligarkiet. Masserne vil kræve dette. De vil sige: “Lederne må gøre som vi siger.” En gruppe af lederskabet afspejler presset fra masserne. De vil fortsætte linien med ekspropriationer og arbejderkontrol. Men højrefløjen trækker tiden ud. De udtrykker bourgeoisiets og imperialismens pres. Dette er den centrale modsætning, som må løses på den ene eller den anden måde i den næste periode.

Hovedtrækket i Venezuela er den enorme polarisation mellem venstre og højre. Man kunne forvente en hurtig udvikling der løser denne uholdbare modsætning gennem enten revolutionens eller kontra-revolutionens sejr. I Rusland i 1917 forløb hele processen på kun ni måneder – fra februar til oktober. Til sammenligning lader det til at begivenhederne i Venezuela forløber endnu langsommer og mere langtrukket. Nogen har beskrevet det som “en revolution i slow motion”. Men der er en grund til dette.

I Rusland i 1917 var der to meget klare muligheder; enten sejren af Kornilovite-reaktionen eller proletarisk revolution under ledelse af Bolsjevik-partiet. Men i Venezuela er tingene ikke så klare. De kontra-revolutionære kræfter er demoraliseret, splittet og mere og mere desperate. Oppositionen er meget svag. Der er ingen mulighed for dem at tage magte på nuværende tidspunkt. På den anden side er arbejderklassen hæmmet af mangel på lederskab; der er ikke noget Bolsjevik-parti, ingen Lenin og Trotskij. Der er derfor ikke nogen mulighed for en hurtig afklaring enten den ene eller den anden vej.

Efter et styrt dyb fremprovokeret af bossernes sabotage er økonomien komme tilbage og er gået hurtigt fremad. I den sidste periode er der blevet skabt 150.000 jobs i den Venezuelas offentlige sektor (som et resultat af regeringen ”missioner”, osv.). Men kun 40.000 er blevet skabt i den private sektor. Det viser det venezuelanske borgerskabs egentlige forhold til revolutionen og Chavez. De er uforsonligt fjendtlige og kan ikke forsones med fine taler. De stoler ikke på bolivarerne og investerer ikke.

I sidste ende må den ene eller anden klasse sejr. Den nuværende situation, kan karakteriseres som en usikker fredsaftale, kan vedblive i måneder, måske år, med nedture og opgange. Men før eller sender (det er umuligt at være præcis om tempoet) må kortene lægges på bordet.

Ledelsens rolle
Marxismen har aldrig benægtet individets rolle i historien. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Hugo Chavez har spillet en enorm rolle i den venezuelanske revolution, og at han har draget nogle meget avancerede konklusioner. At han har erklæret at han er tilhænger af socialismen bør hilses velkommen med størst mulig entusiasme. Men denne socialisme må defineres klart. Marxisternes opgave er at bidrage med den nødvendige klarhed: prikkerne over ”i’erne” og krydsene i ”t’erne”, og frem for alt sprede og popularisere de socialistiske ideer blandt arbejderne og ungdommen.

Når vi har fremsat vores støtte til Chavez mod imperialismen og det kontrarevolutionære oligarki, må vi tilføje, at vores støtte ikke er ubetinget. Vi giver ikke en blankocheck til nogen enkeltperson. Vores holdning til Chavez må være kritisk støtte. Vi støtter alle de progressive tiltag, han laver, og opfordrer ham til at gå videre med at angribe grundlaget for den borgerlige ejendom, ekspropriere godsejerne og kapitalisterne. Vi deltager energisk i debatten om hvad socialisme er, og fremfører de marxistiske ideer og kæmper mod de forvirrede og opportunistiske ideer, som de reformister, der prøver at få indflydelse på præsidenten og skubbe ham i retning af et kompromis med imperialismen og oppositionen, har.

Samtidig insisterer vi på arbejderklassens selvstændige rolle i revolutionen. Vi støtter hver eneste handling som øger denne rolle: fabriksbesættelser, arbejderkontrol osv. Vi retter vores våben mod revolutionens fjender: godsejerne, kapitalisterne og imperialisterne. Frem for alt retter vi vores våben mod de korrupte pro-borgerlige elementer i det bolivariske bureaukrati, som saboterer revolutionen og underminerer den indefra.

Indenfor den bolivariske ledelse er der modsat rettede tendenser, som afspejler forskellige klassers pres. Et lag vil gå videre. De andre kræver, at oppositionen reintegreres. De argumenter for, at det er farligt at de kontrarevolutionære ikke er i parlamentet (en ret logisk konsekvens af at boykotte valget). Den bolivariske højrefløj kræver, at flertallet må bøje sig for mindretallets ønsker. Og det er, hvad de kalder demokrati! Heldigvis har masserne andre ideer. Der har været nye eksproprieringer, som en følge af arbejderne initiativ nedefra. Arbejderne kræver, at revolutionen føres til ende.

Den reformistiske fløj stræber efter at forhale og fordreje de forskellige revolutionære tiltag, som man har forsøgt, ved gennem dialog og forhandlinger med virksomhederne at fremføre en politik inden for regeringen med en masse forslag til at forsvare den økonomiske magt, som stadig er i borgerskabets hænder. De vil have, at en række tiltag, som arbejdsgiverne kræver, skal implementeres: prisstigninger, statstilskud til virksomheder, garantier for privat ejendom osv. Den økonomiske magt i det private erhvervslivs hænder afspejler, i klassekampens nuværende kontekst, hovedvåbnet i den herskende klasses hænder for at underminere revolutionens sociale base og skabe en magtbalance, der vil være til deres fordel i fremtiden, som vil gøre dem i stand til at gennemføre de kontrarevolutionære planer.

For disse elementer er enhver ide om socialisme og ekspropriering bandlyst. Chavez kommer i højere og højere grad i konflikt med højrefløjselementer i det bolivariske bureaukrati. Højefløjsministre mumler i hjørnerne om præsidentens ”vanvid”. De frygter masserne og længes efter at standse revolutionen. Ikke så få af dem er i kontakt med revolutionens fjender – escualidos’erne og den amerikanske ambassade. Heri ligger den største fare for den bolivariske revolution.

Reformisterne er lige som en, der saver den gren over han sidder på. Deres politik vil ikke blødgøre imperialisterne og oligarkiets opposition. Tværtimod vil den opfordre den til at intensivere deres kontrarevolutionære aktivitet. På samme tid tager de modet fra masserne og skaber en farlig apatisk og indifferent stemning. Hvis det tillades at dette fortsætter, kan der underminere revolutionen fuldstændig. Bureaukratiet handler som en Femte Kolonne. Den saboterer revolutionen indefra. Det har ført til et skarpt sammenstød på topplan. Det er ikke en tilfældighed, at Chavez har ændret sammensætningen af sin regering og skiftet rådgivere ud.

Revolutionens objektive logik opstiller behovet for at ekspropriere oligarkiet. Det vil være muligt for Chavez at basere sig på masserne for at ekspropriere oligarkiet. Men det vil betyde en splittelse i den bolivariske bevægelse. Det er noget præsidenten gerne vil undgå, men det er uundgåeligt. MVR har altid været en højest uensartet og ideologisk forvirret bevægelse. Der må være en lang række kontrarevolutionære elementer i toppen. Imperialismen baserer sig på højrefløjen af ”chavizsterne” og planlægger intriger med de korrupte elementer, der er tilhængere af kapitalisme og i hemmelighed forbander præsidenten og revolutionen.

En kamp må åbnes, hvor den ene eller den anden side må vinde. Chavez kan kun vinde ved at basere sig på masserne, ved at appellere til dem og vække dem til kamp mod højrefløjen. Masserne, og især arbejderne, kommer til de korrekte konklusioner: at arbejderne må kontrollere deres ledere og deres organisationer. Vi ser det i hver eneste valg, når der er protester imod svindel med valglister. Dette er den eneste rigtige sikkerhed mod, at en privilegeret kaste af bureaukrater overtager revolutionen.

Vi baserer os ikke på individuelle ledere, men det sunde klasseinstinkt hos arbejderne og bønderne, som drager revolutionære konklusioner. Den største fare for revolutionen er at masserne bliver trætte af taler og paroler, mens ingenting gøres for at gøre noget ved den fundamentale opgave om bryde oligarkiets magt og drive de korrupte karrieremagere og bureaukrater, som saboterer revolutionen indefra, ud. Valget i december 2005 gjorde allerede regeringen opmærksom på at massernes tålmodig ikke er ubegrænset.

Der har været en voksende utilfreds hos masserne, som på nuværende tidspunkt ophober sig under overfladen. Der er en kritisk stemning mod det overvældende flertal af lederne (med Chavez og nogle få andre som de eneste undtagelser), selvom den dominerende stemning i masserne lige nu er en forventning om, at skiftet til venstre, som Chavez har foreslået, snart vil betyde store ændringer i deres leveforhold. Den nylige sejr i valget til Nationalforsamlingen, oppositionens tilbagetrækning og valget af en ny Nationalforsamling, der kun består af bolivariske parlamentsmedlemmer, har fået disse forventninger til at vokse endnu mere. ”Nu er den ikke nogen undskyldning for ikke at fuldende revolutionen” – det er nu ideen hos de fleste bolivariske folk.

Chavez modtog seks millioner stemmer ved sit valg, men ved valget til den lovgivende forsamling var det kun tre millioner, der stemte. Det er en advarsel. Utålmodigheden vokser hos arbejderne og bønderne – især de avancerede lag – arbejderklasse aktivisterne i fagforeningerne og de bolivariske organisationer: ”Vi har fået nok af dette, vi må føre revolutionen til ende”. Det er fuldstændig korrekt, men utilstrækkeligt. For at føre de revolutionære aspirationer ud i livet, må de have et organiseret og bevidst udtryk.

Antallet af sofavælgere i valget til den lovgivende forsamling er en indikator på at stemningen blandt masserne ændre sig. De er ved at blive utålmodige og frustrerede over revolutionens langsomme fremskridt. Det er tidlige faresignaler. Hvis masserne mister troen på revolutionen og synker tilbage i apati og indifference, er scenen sat for at kontrarevolutionens elementer kan lave en ny offensiv. De kan regne med støtte ikke bare fra den amerikanske ambassade, men også fra adskillige kontrarevolutionære sympatisører i øvre lag af den bolivariske bevægelse.

Den Venezuelanske revolution er begyndt, på same måde som revolutionen i Spanien begyndte i 1931. Hvis de venezuelanske arbejdere havde haft et bolsjevikparti med 8.000 medlemmer ville de have taget magten nu. I den sidste ende er den eneste garanti for en succesfuld revolution tilstedeværelsen af et revolutionært parti med autoritet blandt masserne. Dette parti eksisterer ikke – endnu. Det skal først opbygges. Og hvordan kan det lade sig gøre? I hvert fald ikke ved bare at udråbe det, sådan som sekterikerne tror. For at bygge et seriøst revolutionært parti er det nødvendigt at udarbejde en korrekt taktik, korrekte paroler og metoder for at kunne komme i forbindelse med masse bevægelsen, uden det vil partiet være færdigt før det er blevet startet.

Det der er brug for, er dannelsen af en stærk marxistisk tendens med rødder blandt arbejderklassen og i den bolivariske bevægelse. Masserne, om de er i Rusland, Venezuela eller noget andet sted, kan kun lære gennem deres kollektive erfaringer. Det er marxisternes opgave at kæmpe skulder ved skulder med masserne, gå igennem de samme erfaringer med dem og på hvert niveau forklare og hjælpe dem med at drage de korrekte konklusioner. Kun på den måde kan marxisterne vinde massernes tillid, startende med de med de mest bevidste elementer og vinde dem for den socialistiske revolutions program.

Den permanente revolution
Den bolivariske revolutions oprindelige mål var meget moderate. De nævnte ikke socialisme. De truede ikke den private ejendomsret. Hvad var deres forslag? En virkelig demokratisk grundlov og reformer, der forbedrede massernes liv indenfor sundhed, uddannelse osv., en landbrugsreform og national suverænitet. Med andre ord, et program for den national-demokratiske revolution.

Alene den kendsgerning at den bolivariske revolution måtte have disse paroler næsten 200 år efter Bolivar, er i sig selv slående demonstration af kapitalismens fallit og det Venezuelanske borgerskabs fuldstændige bankerot. Efter 200 år har borgerskabet ikke været i stand til at gennemføre et eneste punkt af den borgerlige demokratiske revolution. Dette gælder ikke kun for Venezuela. Det er virkelighed i alle landene i den såkaldte 3. verden. I dag kan opgaverne for den national-demokratiske revolution kun blive gennemført af arbejderklassen i alliance med dens naturlige allierede, bønderne og de fattige I byerne. Dette blev forklaret af Trotskij så tidligt som i 1904 i hans berømte teori om den Permanente Revolution:

“Perspektivet for den permanente revolution kan opsummeres med disse ord: Den demokratiske revolutions endelige sejr i Rusland er uopnåelig på nær I form af proletariatets diktatur, støttet af bønderne. Proletariatets diktatur, som uundgåeligt vil sætte ikke bare demokratiske men også socialistiske opgaver på dagsordenen, vil på samme tid give en mægtig impuls til den internationale socialistiske revolution. Kun proletariatets sejr i vesten vil redde Rusland fra en tilbagevenden til kapitalisme og sikre muligheden for at bringe den socialistiske konstruktion til dens mål.” (Trotskij, tillæg til Stalin).

Disse ord er stadig fuldstændig sande i dag. For at kunne feje alle de gamle forhindringer for udvikling til side, er det nødvendigt at rykke oligarkiets magt op med roden. For at kunne gennemføre en landbrugsreform, der er sit navn værdigt, er det nødvendigt at bryde de store landbesidderes magt, at nationalisere jorden og konfiskere de store landbrug. Der er gjort en begyndelse, men der er brug for meget mere, så bønderne vil tro på, at parolen om en landbrugsreform ikke bare er en tom frase.

Under den russiske revolution var den største uenighed mellem bolsjevisme og mensjevisme omkring dette selv samme punkt: holdningen til borgerskabet. Lenin afviste på alle måder at anerkende, at det russiske borgerskab var i stand til at lede deres egen revolution til enden, og historien viste, at han havde ret. Argumenterne fra de opportunistiske og prokapitalistiske elementer I Venezuela er ikke nye. De omskriver bare argumenterne fra de russiske mensjevikker, når de siger, at revolutionen må passe på ikke at skubbe middelklassen væk.

Trotskij fortsætter: “‘vi må værdsætte støtten fra ikke-proletariske partier,’ gentog Plekhanov gennem årene under den første revolution, ‘og ikke skubbe dem fra os gennem taktløse handlinger.’ Gennem den slags monotone prædikener, indikerede Marxismens filosof at samfundets levende dynamik var uopnåelig for ham. ‘Taktløshed’ kan frastøde en individuel følsom intellektuel. Klasser og partier er tiltrukket eller frastødt af sociale interesser. ‘Det kan afklares med sikkerhed,’ svarede Lenin til Plekhanov, ‘at de liberale og godsejerne vil tilgive dig millioner af ‘taktløse handlinger’ men de vil ikke tilgive befalinger om at overtage jorden.’ Og ikke bare godsejerne. Toppen af kapitalisterne er bundet sammen med godsejerne gennem de fælles ejendoms interesser, og mere snævert gennem banksystemet.

Middelklassens og intelligentsiaens top er materielt og moralsk afhængig af de store og middelstore ejendomsbesiddere – de er alle bange for den uafhængige massebevægelse. Imidlertid var det nødvendigt for at styrte zarismen at opildne millioner af undertrykte til et heroisk, selvopofrende, uhæmmet revolutionært angreb, der ikke ville stoppe for noget. Masserne kan kun rejse sig til en opstand under et banner for deres egne interesser og konsekvent i en ånd af uforsonlig fjendtlighed mod de udbyttende klasser begyndende med godsejerne. ‘Frastødningen’ af det oppositionelle borgerskab væk fra de revolutionære arbejdere og bønder var derfor en iboende lov for selve revolutionen og kunne ikke være undgået gennem diplomatiske midler eller ‘takt’.” (Ibid.)

Marxister står for socialisme – for arbejdermagt. Men vi er afgjort interesserede i at støtte kampen mod imperialisme, og er villige til i kamp at forenes med det revolutionære demokrati, på en betingelse – at de rent faktisk kæmper for den nationale demokratiske revolutions program, ikke overgiver sig eller indgår kompromisser med imperialismen og oligarkiet. En del af de revolutionære demokrater ønsker at bringe kampen fremad, og vi vil kæmpe skulder ved skulder med dem, mens vi opfordrer dem til gå videre fremad. Men der er andre dele der ikke ønsker at gå frem, som er bange for imperialismen og oligarkiets reaktion, som konstant søger at indgå aftaler med fjenden, som opfordrer til tilbageholdenhed. Disse er ikke revolutionære demokrater overhovedet, men kun borgerlige liberale.

Det er afgørende nødvendigt at forstå at den Venezuelanske revolution ikke er en isoleret handling, men en del af en revolutionær kæde der løber igennem Latinamerika. I sidste instans leder denne kæde til selveste USA. Enhver revolution er forbundet til enhver anden. Beskyldningen fra Washington om at Hugo Chavez står bag enhver revolutionær uro i Latinamerika er falsk og absurd. Men hvad der er uafviseligt sandt, er at den bolivariske revolutions eksempel udgør et referencepunkt og fungerer som en kraftfuld magnet, der tiltrækker millioner af fattige arbejdere og bønder, som søger en udvej langs den revolutionære vej. Dette er en kendsgerning med en kolossal potentiel historisk betydning!

Vi må tilføje ordet “potentiel” af den simple grund, at den bolivariske revolution endnu ikke har vist sit fulde potentiale. Et agern er endnu ikke et egetræ. Et foster er endnu ikke et menneske. De er det kun potentielt. Om dette potentiale vil blive virkeliggjort afhænger af en række faktorer. Sagen er, at den Venezuelanske revolution er begyndt, men den har endnu ikke passeret et stadie hvor det ikke kan gå tilbage, og kan ikke gøre det medmindre den tager afgørende skridt til at bryde oligarkiets magt en gang for alle.

Den bolivariske revolution har taget en række skridt for at forbedre massernes forhold. Den har introduceret en demokratisk forfatning. Den har stået op imod imperialismen. Den har begyndt en landbrugsreform og nationaliseret nogle firmaer. Disse handlinger er progressive, men endnu ikke socialisme. Størstedelen af kapitalisterne er endnu ikke blevet eksproprieret. Godsejerne har stadig størstedelen af jorden. Den gamle kapitalistiske stat er blevet delvist udrenset og er gennemhullet på en måde, der er stadig mere tydelig gennem klassemodsætninger, som i høj grad i øjeblikket gør det svært for kapitalisterne at bruge staten mod den revolutionære proces. Der er endda vigtige elementer af opløsning.

Men en af de største svagheder ved den revolutionære proces er, at dette ikke er blevet erstattet af et nyt statsapparat under kontrol af arbejderklassen og andre dele af folket, som kunne blive brugt som basis for videreudvikling af revolutionen indtil slutningen. Nogle dele af det gamle statsapparat, især strukturen og politiet og hærens kommandoveje er grundlæggende intakte. Jo længere denne modsigelse indenfor staten vedbliver og er kombineret med tilstedeværelsen af kapitalistiske former for ejendom og produktion indenfor det økonomiske område, des større er risikoen for at borgerskabet bliver i stand til igen at få fuldstændig og direkte kontrol over statsapparatet og bruge det til deres kontrarevolutionære mål.

Så længe disse opgaver ikke bliver løst, vil revolutionen altid være i fare. Det er ikke muligt at lave nogle aftaler med oligarkiet og dets politiske repræsentanter. Forhandlinger vil ikke give nogen form for positivt resultat, ingen brug af fornuft, flinke ord, indrømmelser eller kompromisser vil opbløde deres fanatiske fjendtlighed over for revolutionen. Tværtimod; erfaringerne har vist, at de tolker mådehold som svaghed – og svaghed indbyder altid til aggression. Derfor vil disse “realister” – reformister, socialdemokrater, osv. – som argumenterer for tilbageholdenhed kun opnå det modsatte af, hvad de ønskede.

Det er en meget alvorlig fejltagelse at tro, at fjendtligheden fra imperialister vil mindskes ved at forhale revolutionen eller ved at have en mere “moderat” politik. Imperialismen og det venezuelanske oligarki kan ikke tillade revolutionen at gøre fremskridt eller overhovedet at eksistere. Der kan ikke være nogen snak om at forsone tendenser, der udelukker hinanden. De, der råder Chavez til at tage et mere moderat standpunkt for at redde revolutionen, gør det måske ud fra ærlige motiver, men de skader revolutionens sag og bringer den i stor fare.
En militær intervention?

Reformisterne prøver konstant at skræmme arbejderne og bønderne med udsigten til en intervention fra USA. Rent faktisk har USA allerede interveneret i Venezuela, og de gør det stadigvæk. I hvert tilfælde er det mislykkedes for dem. Samtidig med at det vil være uansvarligt at undervurdere USA-imperialismens magt, vil det være endnu mere uansvarligt at overvurdere den, og at forstille sig at USA's magt er ubegrænset.

Under de nuværende forhold vil USA have meget svært ved at intervenere direkte i Venezuela, i hvert fald i form af en militærintervention. De har rigeligt at se til i Irak. Derudover ved de at de vil møde voldsom modstand fra hele folket. En amerikansk intervention i Venezuela vil får Irak til at se ud som et teselskab. Chavez er en militærmand og er ikke bange for krig eller våben. Han er ved at optræne 2.000.000 reservetropper, hvilket I realiteten betyder en bevæbning af befolkningen. Og man må også forstå den internationale effekt. Der ville opstå en eksplosiv situation over hele Latinamerika, hvor ikke en eneste amerikansk ambassade ville blive stående tilbage. Sidst, men ikke mindst, er der spørgsmålet om den effekt, det ville have i selve USA, hvor latinamerikanere nu udgør den største minoritetsgruppe, og hovedsageligt består af fattige udbyttede folk.

Washington har selvfølgelig andre våben til dets rådighed. De arbejder intenst på at isolere Venezuela økonomisk og politisk. Men heller ikke her har de særlig meget held. De prøvede at intervenere mod Venezuela gennem Organisationen af Amerikanske Stater (OAS). Men de andre kapitalistiske regimer er bange for at intervenere mod Venezuela på grund af den effekt det vil have i deres egne lande. USA var til trods for al dets storhed ikke engang i stand til at få FTAA underskrevet. Rice og Rumsfeld kunne ikke finde nogen opbakning mod Venezuela. De blev politisk besejret ved OAS mødet i Fort Lauderdale, Florida. I stedet for at have fast kontrol over situationen er de i defensiven. Dette blev tydeligt vist ved Bush’s besøg i Argentina.

På trods af disse tilbageskridt kan den amerikanske imperialisme ikke tolerere Chavez og hans revolution på grund af den effekt, han har på hele Latinamerika. Flere aggressive handlinger er uundgåelige, selv hvis de ikke indbefatter direkte militær intervention. Imperialismens strateger forstår den sydamerikanske revolution som marxisterne gør det. De har en langsigtet plan for at bekæmpe revolutionen i Latinamerika. De intervenerer indirekte og i højere og højere grad i Colombia. Plan Colombia skal forestille at være ”en krig mod narko”. I virkeligheden er det en anti-oprørs plan. Ved at bevæbne Colombia har de nu ændret hele den militære balance i regionen. Det Colombianske militær er nu et af de stærkeste i Latinamerika. Amerikanske imperialister har gjort landet til en gigantisk militærlejr.

De bruger metoder, som de brugte i Vietnam, inklusive at smide store mængder afløvningsmidler over skovene og landbrugsjorden. Disse giftige kemikalier – som er beslægtede med den berygtede Agent Orange – er i virkeligheden masseødelæggelsesvåben. De har sendt ”rådgivere” – som i de tidlige dage i Vietnamkrigen – for at styrke ”demokraten” Uribe's tropper. Sidstnævnte støtter sig op ad de fascistiske paramilitære, som også er aktive i Venezuela. Det er tydeligt, at de planlægger at snigmyrde Chavez med CIA's aktive støtte. George Bush og hans medsammensvorne er ikke imod alle former for terrorisme. De træner særlige snigmordsgrupper på hemmelige faciliteter i Florida. Hvis alt andet slår fejl vil de skabe en episode ved grænsen og skubbe Colombia i krig med Venezuela.

Her ser vi de amerikanske imperialisters uforskammethed. Chavez køber 100.000 AK-47 rifler af Rusland og USA protesterer og siger, at det er en trussel mod deres interesser. Washington har pumpet våben for milliarder af dollars ind i Colombia, men dette skal ikke skabe nogen trussel for Venezuela! De siger at Chavez vil give disse våben til FARC-guerrillaerne i Colombia. Det er ikke sandt. De skal bruges til at modernisere våbnene i det Venezuelanske militær, og de gamle våben vil blive givet til reserverne. Chavez ruster op til krig – og det er korrekt gjort. Forskellen er at bevæbningen af Venezuela er en defensiv handling hos et svagt land, der er truet af en mægtig fjende, hvor bevæbningen af Colombia er en monstrøs aggression af et magtfuldt land overfor et helt kontinent.

Det er muligt, at de under bestemte forhold vil forsøge at intervenere gennem Colombia. Men selv det er et meget risikabelt valg. Revolutioner respekterer ikke grænser. En krig med Venezuela kunne føre til at Uribe blev væltet i stedet for Chavez. Det ville være et signal til de colombianske guerillaer om at optrappe deres angreb. Den colombianske hær ville komme til at kæmpe på to fronter. En sådan krig ville være dybt upopulær i Colombia. Der er mindst en million colombianere i Venezuela. Chavez har givet dem fulde borgerrettigheder. De er i kontakt med deres familier og venner derhjemme. Derudover ville der være en effekt over hele Latinamerika og i selve USA, hvor latinoerne nu er den største etniske minoritet, overvældende fattig og udnyttet. Hvordan ville de reagere?

Selv et snigmord på Chavez indeholder reelle risici for Washington. Det er mildt sagt en problematisk mulighed. Det ville slippe revolutionære kræfter over hele Latinamerika løs og øjeblikkelig føre til at alle Venezuelanske olieleverancer til USA ville ophøre (15 procent af USA's forbrug). Selv i Colombia, på trods af den grusomme undertrykkelse af arbejderbevægelsen, har der været generalstrejker og fabriksbesættelser. Venstreblokken vandt lokalvalgene i Bogotá. På den anden side fortsætter guerillakrigen på trods af alle Uribes forsøg på at stoppe den. Hvis USA skubber Colombia ind i en krig mod Venezuela, vil det kun forværre alle de interne modsætninger i Colombia, hvor Uribes greb om magten ikke er så fast som det ser ud til.

En militær intervention?
Reformisterne prøver konstant at skræmme arbejderne og bønderne med udsigten til en intervention fra USA. Rent faktisk har USA allerede interveneret i Venezuela, og de gør det stadigvæk. I hvert tilfælde er det mislykkedes for dem. Samtidig med at det vil være uansvarligt at undervurdere USA-imperialismens magt, vil det være endnu mere uansvarligt at overvurdere den, og at forstille sig at USA's magt er ubegrænset.

Under de nuværende forhold vil USA have meget svært ved at intervenere direkte i Venezuela, i hvert fald i form af en militærintervention. De har rigeligt at se til i Irak. Derudover ved de at de vil møde voldsom modstand fra hele folket. En amerikansk intervention i Venezuela vil får Irak til at se ud som et teselskab. Chavez er en militærmand og er ikke bange for krig eller våben. Han er ved at optræne 2.000.000 reservetropper, hvilket I realiteten betyder en bevæbning af befolkningen. Og man må også forstå den internationale effekt. Der ville opstå en eksplosiv situation over hele Latinamerika, hvor ikke en eneste amerikansk ambassade ville blive stående tilbage. Sidst, men ikke mindst, er der spørgsmålet om den effekt, det ville have i selve USA, hvor latinamerikanere nu udgør den største minoritetsgruppe, og hovedsageligt består af fattige udbyttede folk.

Washington har selvfølgelig andre våben til dets rådighed. De arbejder intenst på at isolere Venezuela økonomisk og politisk. Men heller ikke her har de særlig meget held. De prøvede at intervenere mod Venezuela gennem Organisationen af Amerikanske Stater (OAS). Men de andre kapitalistiske regimer er bange for at intervenere mod Venezuela på grund af den effekt det vil have i deres egne lande. USA var til trods for al dets storhed ikke engang i stand til at få FTAA underskrevet. Rice og Rumsfeld kunne ikke finde nogen opbakning mod Venezuela. De blev politisk besejret ved OAS mødet i Fort Lauderdale, Florida. I stedet for at have fast kontrol over situationen er de i defensiven. Dette blev tydeligt vist ved Bush’s besøg i Argentina.

På trods af disse tilbageskridt kan den amerikanske imperialisme ikke tolerere Chavez og hans revolution på grund af den effekt, han har på hele Latinamerika. Flere aggressive handlinger er uundgåelige, selv hvis de ikke indbefatter direkte militær intervention. Imperialismens strateger forstår den sydamerikanske revolution som marxisterne gør det. De har en langsigtet plan for at bekæmpe revolutionen i Latinamerika. De intervenerer indirekte og i højere og højere grad i Colombia. Plan Colombia skal forestille at være ”en krig mod narko”. I virkeligheden er det en anti-oprørs plan. Ved at bevæbne Colombia har de nu ændret hele den militære balance i regionen. Det Colombianske militær er nu et af de stærkeste i Latinamerika. Amerikanske imperialister har gjort landet til en gigantisk militærlejr.

De bruger metoder, som de brugte i Vietnam, inklusive at smide store mængder afløvningsmidler over skovene og landbrugsjorden. Disse giftige kemikalier – som er beslægtede med den berygtede Agent Orange – er i virkeligheden masseødelæggelsesvåben. De har sendt ”rådgivere” – som i de tidlige dage i Vietnamkrigen – for at styrke ”demokraten” Uribe's tropper. Sidstnævnte støtter sig op ad de fascistiske paramilitære, som også er aktive i Venezuela. Det er tydeligt, at de planlægger at snigmyrde Chavez med CIA's aktive støtte. George Bush og hans medsammensvorne er ikke imod alle former for terrorisme. De træner særlige snigmordsgrupper på hemmelige faciliteter i Florida. Hvis alt andet slår fejl vil de skabe en episode ved grænsen og skubbe Colombia i krig med Venezuela.

Her ser vi de amerikanske imperialisters uforskammethed. Chavez køber 100.000 AK-47 rifler af Rusland og USA protesterer og siger, at det er en trussel mod deres interesser. Washington har pumpet våben for milliarder af dollars ind i Colombia, men dette skal ikke skabe nogen trussel for Venezuela! De siger at Chavez vil give disse våben til FARC-guerrillaerne i Colombia. Det er ikke sandt. De skal bruges til at modernisere våbnene i det Venezuelanske militær, og de gamle våben vil blive givet til reserverne. Chavez ruster op til krig – og det er korrekt gjort. Forskellen er at bevæbningen af Venezuela er en defensiv handling hos et svagt land, der er truet af en mægtig fjende, hvor bevæbningen af Colombia er en monstrøs aggression af et magtfuldt land overfor et helt kontinent.

Det er muligt, at de under bestemte forhold vil forsøge at intervenere gennem Colombia. Men selv det er et meget risikabelt valg. Revolutioner respekterer ikke grænser. En krig med Venezuela kunne føre til at Uribe blev væltet i stedet for Chavez. Det ville være et signal til de colombianske guerillaer om at optrappe deres angreb. Den colombianske hær ville komme til at kæmpe på to fronter. En sådan krig ville være dybt upopulær i Colombia. Der er mindst en million colombianere i Venezuela. Chavez har givet dem fulde borgerrettigheder. De er i kontakt med deres familier og venner derhjemme. Derudover ville der være en effekt over hele Latinamerika og i selve USA, hvor latinoerne nu er den største etniske minoritet, overvældende fattig og udnyttet. Hvordan ville de reagere?

Selv et snigmord på Chavez indeholder reelle risici for Washington. Det er mildt sagt en problematisk mulighed. Det ville slippe revolutionære kræfter over hele Latinamerika løs og øjeblikkelig føre til at alle Venezuelanske olieleverancer til USA ville ophøre (15 procent af USA's forbrug). Selv i Colombia, på trods af den grusomme undertrykkelse af arbejderbevægelsen, har der været generalstrejker og fabriksbesættelser. Venstreblokken vandt lokalvalgene i Bogotá. På den anden side fortsætter guerillakrigen på trods af alle Uribes forsøg på at stoppe den. Hvis USA skubber Colombia ind i en krig mod Venezuela, vil det kun forværre alle de interne modsætninger i Colombia, hvor Uribes greb om magten ikke er så fast som det ser ud til.