Endnu engang krævede Mellemøsten hele verdens opmærksomhed, da Israel i slutningen af juli indledte voldsomme angreb mod den libanesiske Hizbollah milits i Libanon.
Omkring 915.000 libanesere er siden da drevet på flugt, 7000 huse, 175 fabrikker og 150 broer er ødelagt.
Libanesiske økonomer mener, at krigen vil koste den libanesiske økonomi omkring 5 milliarder dollars.
Den israelske befolkning har også måtte betale en høj pris. Mere end 100 israelere er blevet dræbt. Mere end én tredjedel af den israelske befolkning er flygtet sydpå, eller har i omkring en måned måtte bo i teltlejre uden tilstrækkelige forsyninger. Israelske økonomer anslår værdien af ødelæggelserne i Israel til omkring 1 milliard dollars. Dette er åbenlyst en katastrofe for almindelige mennesker i Libanon såvel som i Israel.
Et nederlag for den israelske og amerikanske imperialisme i Mellemøsten
Den israelske hær har lidt et sviende nederlag. Det er ikke lykkedes at knuse eller afvæbne Hizbollah, tværtimod. Den israelske hær blev tvunget tilbage af en arabisk modstander – noget, som de arabiske regimer i regionen aldrig har været i stand til. Hizbollah står, som den eneste part, tilbage med en styrket autoritet efter konflikten, og fra blandt andet Iran, Palæstina og Syrien kommer der lykønskninger til Hizbollahs krigere.
Den israelske imperialisme har mødt sin overmand i den shiitiske guerillabevægelse i Libanon, præcis som den amerikanske hær har det i Irak.
Disse bevægelser er, på trods af ledernes reaktionære karakter, folkelige bevægelser, der ikke kan slås ned med krudt og kugler alene, deres militære tab vil hurtigt kunne genvindes.
Organisationer som Hamas og Hizbollah har fået opbakning blandt de arabiske masser, fordi de har stået som den eneste kraft, der har tilbudt et forsvar mod israelske kamphelikoptere, missiler, bomber og almindelige myrderier. Men deres modstand er i høj grad baseret på angreb, der rammer almindelige israelere. Dette styrker den israelske højrefløj i stedet for at svække den. I løbet af fortsatte konfrontationer med Israel vil flere arabere utvivlsomt søge en vej ud af denne blindgyde. Dette kan kun gøres ved at vende krigen til en klassekrig mod de israelske imperialister – sammen med den israelske arbejderklasse.
Den kommende tid vil trods den formelle våbenhvile ikke betyde fred. Israel vil ikke kunne overholde en våbenhvile men fortsat operere militært i Libanon. Samtidig vil Hizbollah ikke tøve med at svare igen, og en FN styrke vil ikke kunne forhindre nye raketangreb mod Israel.
Klassekamp bag imperialistisk Krig
Denne krig vil betyde et afgørende vendepunkt i Israels politiske historie. Det Israelske samfund er
et klassesamfund med kapitalistiske udbyttere på den ene side og arbejdere, unge og arbejdsløse fattige på den anden. Den herskende klasse har, med hjælp fra desperate palæstinensiske selvmordsbombere, været i stand til at holde sammen på størstedelen af befolkningen i en nationalistisk kamp mod ydre fjender som Hamas og Hizbollah.
Men krigene mod Hams og Hizbollah er intet andet end imperialistiske krige. Krige, der skal sikre den israelske herskende klasse og den amerikanske imperialisme kontrollen over hele Mellemøsten. Men disse kriges klassekarakter vil før eller senere trænge ind i massernes bevidsthed, specielt i tilfælde af nederlag som dette.
Almindelige menneskers vrede over ulighed, arbejdsløshed og angreb på almindelige velfærdsgoder vil rettes mod forbryderne i toppen af det israelske samfund. De har vist deres fuldstændige inkompetence overfor de problemer, som masserne kæmper med. Det er på tide, at masserne udskriver regningen for de sidste 50 års forbrydelser, og én gang for alle sætte en stopper for disse barbariske aggressioner.
Den israelske arbejderklasse må tilkæmpe sig magten over egen skæbne, og i forening med de palæstinensiske og libanesiske masser knuse imperialismen og opbygge et sundt socialistisk Mellemøsten.
