Irak har fået en ny forfatning. Mange talte for et ”ja” i håb om at det vil kunne stabilisere landet, fordi de forskellige grupper antageligt ”bliver nødt til at følge loven”. Men et kig på forfatningen og en analyse af dens baggrund vil gøre det muligt at forstå hvor meget (eller hvor lidt) dette stykke papir vil ændre på situationen i Irak.

Forfatningens tilblivelse og vedtagelse
FN-rådgivere har beskrevet tilblivelses- og valgprocessen som ”højst upassende”. De har påpeget at afstemningen under de nye regler ikke levede op til de internationale standarder. De nye regler fastsatte at ”det 2/3-flertal, der er nødvendigt i tre provinser for at forkaste forfatningen skal udregnes fra alle registrerede – i stedet for faktiske – vælgere.” På denne måde var muligheden for at forkaste forfatningen nærmest ikke til stede.

USA har også spillet en meget betydelig rolle i forfatningens tilblivelse, hvilket Justin Alexander fra FN i Irak, har påpeget. Da parlamentet ikke kunne klare deadlinen gik den amerikanske administration ind for at ”løse hårdknuden” og den amerikanske ambassadør, Salmay Khalilzad, gik tilmed så langt at han i hvert fald satte ét amerikanske udkast i cirkulation.

Vi kan høre George Bush i endnu en samtale med Gud: ”Disse blodtørstige irakere, kurdere…! Vi mobiliserede vores tropper og vores mange milliarder af dollars, vi risikerede vores politiske karriere, ofrede vores drenge og ignorerede fuldstædigt vores egne folks krigsmodstand, for at give Iraks befolkning fred, frihed og demokrati og nu kan de ikke engang skrive en forfatning… Nå, så må vi jo skrive den for dem!”

Besættelsesmyndighederne greb faktisk ind i tilblivelsesprocessen på mindst tre måder. For det første valgte de medlemmerne til den kommission, der skulle skrive udkastet til forfatningen. For det andet bestemte de hvilke rammer det skulle skrives indenfor. For det tredje blandede USA sig direkte for at sikre dets interesser. Fx blev en artikel fra det første udkast, der forbyder tilstedeværelsen af udenlandske baser eller tropper, droppet. Artikel 16 som var i det første udkast er ret underholdende.

”1. Det er forbudt at Irak bruges som en base eller korridor for udenlandske tropper.
2. Det er forbudt at have udenlandske militærbaser i Irak.
3. National Forsamlingen kan, hvis nødvendigt, og med 2/3-flertal, tillade hvad der er nævnt i 1 og 2 af denne artikel.” (min oversættelse)

I den nu vedtagne forfatning, er der sjovt nok intet om tilstedeværelsen af udenlandske tropper.

En progressiv forfatning?
Lad os for en tid glemme Bushs, Blairs og Foghs hovedargumentet for krigen, masseødelæggelsesvåben, og gå med på deres retorik om demokrati. Vi fortælles at krigsmagerne er hårdnakket besluttet på at indføre demokrati i Irak, men hvordan vil den nye forfatning nå dette ædle mål:

Forfatningens artikel 2 siger:

”Islam er statens officielle religion og dens lovgivnings base.
a. Ingen lov kan vedtages som modsiger Islams uomtvistelige regler
b. Ingen lov kan vedtages som modsiger demokratiets princip.
2. Denne forfatning garanterer det irakiske folks islamiske identitet…”

Er dette hvad USA og England er gået ind i Irak for? Det er klart for enhver som kender de generelle ideer i islamisk Shari’a (islamisk lov) at Islam (ligesom kristendommen i sin oprindelige fortolkning) modsiger det demokratiske princip, selv i dets borgerlige form med valg, tale- og udtryksfrihed, forsamlingsfrihed, arv, kvinderettigheder osv.

Artikel 12 siger: “Den religiøse Marja’ia respekteres for dens spirituelle rolle og dens prominente religiøse symbol nationale og islamiske fronter; og staten kan ikke gøre indgreb i dens private affærer.”

I Irak bruges ordet Marja’ia som en hentydning til religiøse personer som Sistani. ”Hvorfor forholder det sig sådan”, spørger en muslimsk kvinde på http://riverbendblog.blogspot.com, ”at staten ikke kan have indflydelse på Marja’ia, men at der til gengæld ikke er en paragraf, der siger at Marja’ia ikke kan gribe ind i statens anliggender eller forfatningen?” Vi må konkludere at Marja’ia reelt kommer til at kunne fortrænge statens love.

På denne måde kan love, der forbyder at blande drenge og piger, blive en realitet. På baggrund af et krav om præcis dette, angreb en islamisk fundamentalistisk gruppe, ved navn ”Mukta al-Sadr’s Mahdi”, for nyligt en gruppe studerende i en park. Angrebet resulterede i en drengs død. Artikel 12 gør altså alle forfatningens andre artikler, der taler om frihed og civile rettigheder, til simpelt blæk på et stykke papir.

Forfatningen er i sidste ende også meget modsætningsfyldt og giver ikke noget grundlag for at bygge et retsligt system. Masser af konflikter kan opstå mellem de ovenfor citerede 2a og 2b og forfatningen siger intet om hvordan disse konflikter skal løses.

I artikel 25 læser vi: ”Staten skal sørge for, at den irakiske økonomi reformeres på et moderne grundlag, der sikrer fuld udnyttelse af landets ressourcer (…) og opmuntrer til og udvikler den private sektor.”

Her kommer vi til den form for ”demokrati” som den amerikanske herskende klasse gerne vil se, ikke bare i Irak, men i hele regionen. Det er privatiseringens ”demokrati” – det frie markeds fundamentalisme. Så længe amerikanske virksomheder har gavn af udplyndringen af Iraks ressourcer, vil det Ovale Kontor, Downning Street og Marienborg ikke bekymre sig om, hvorvidt de islamiske love er demokratiske eller ikke.

En besættelsesforfatning
Når og hvor som helst man har at gøre med en forfatning, må man ikke ignorere de sociale og økonomiske faktorer som styrer landet. Elektricitetsforsyningen i Irak er lige nu dårligere end i lang lang tid, der er mangel på vand og der er frygt for terror, kidnapning og samfundets kollaps som sådan. Skal vi virkeligt tro, at forfatningen kan ændre, at det er disse omstændigheder folk først tænker på?

Den britiske journalist Robert Fisk fik følgende svar, da han spurgte en iraker om forfatningen: ”Selvfølgelig er det vigtigt, men min familie lever i frygt for kidnapning, jeg tør ikke fortælle min far at jeg arbejder for journalister, vi har kun elektricitet i én ud af hver sjette time, hvilket medfører, at vi ikke kan holde vores mad frisk i køleskabet. Føderalisme? Du kan ikke spise føderalismen og du kan ikke bruge den som brændstof til din bil og den får ikke mit køleskab til at fungere.” (The Independent, 15. september 2005)

Så ja’et vil ikke få den store betydning. I virkeligheden vil forfatningen bare, med dens udemokratiske tilblivelsesproces og indre modsætninger forblive et stykke papir.

En der en borgerkrig på vej?
Ja’et har dog betydet at shiia’erne i syd har fået endnu mere tag om magten i forhold til de andre grupperinger. I forhold til USA, der stadig har 150.000 tropper i landet, forbliver alt dog næsten uændret og ”oprøret” vil ikke formidles i den nærmeste fremtid. Det vil vokse i kraft og true stabiliteten for regeringen og de udenlandske investorer. Donald Rumsfeld havde ret da han antydede at oprøret kunne fortsætte i 10 eller 12 år.

Men betyder dette at vi står overfor en opdeling af landet? Det er ikke sandsynligt. Det er rigtigt at der fx har været attentatforsøg på højtstående shiia’er, men til forskel fra fx Libanon har Irak aldrig haft en borgerkrig før. Selv i Libanon, hvor der har været mindst to borgerkrige, førte situationen ikke til landets opdeling. Derudover er en sådan skæbne for Irak ikke i besættelsesmagternes interesse, da det kan destabilisere deres magtposition.

For nyligt angreb amerikanske tropper, sammen med nogle få irakere, byen Tal Afar for at slå et oprør ned. I 1920 var Tal Afar også vidne til et lignende angreb og folkeoprør. Den gang var det briterne, der angreb. Premierminister Lloyd George talte om Irak på samme måde som Bush, Blair og Fogh taler om det i dag: hvis vi trækker os ud af Irak vil der blive borgerkrig! Det er faktisk det samme dårlige argument som nu gentages for at retfærdiggøre troppernes fortsatte tilstedeværelse i Irak.
For nyligt døde den amerikanske soldat nr. 2000 og krigsmodstanden vokser mere og mere overalt i verden og nye regeringer vil blive presset til at trække deres tropper ud (som det allerede er sket i Spanien). Oprøret i Irak vil heller ikke gå i sig selv. En ny undersøgelse, finansieret af det britiske udenrigsministerium, viser at:

82% af irakerne ”er stærkt imod tilstedeværelsen af udenlandske styrker i Irak
72% ”har ingen tillid til de udenlandske styrker”
67% ”siger, at soldaterne gør dem mere utrygge”
45% ”slutter op om det væbnede oprør i Irak (tallet er 65% for Sydirak alene)

Det er altså ikke et oprør baseret på en lille fundamentalistiske klike, men på store dele af den irakiske arbejderklasses aktive modstand. De danske tropper må derfor trækkes ud af Irak. Både for Irakernes skyld og fordi, at de danske soldater ikke skal udsættes for fare pga. den danske kapitalistklasses økonomiske interesser i Irak. Arbejdere har, som Karl Marx skrev, intet fædreland og må stå sammen i kampen mod kapitalistklassen på tværs af alle grænser.

[Skrevet på baggrund af en af artikel af Nadim al-Mahjoub offentliggjort på www.marxist.com]