Til november skal der være præsidentvalg i USA. Lige nu sidder Republikanerne og Bush, oliemillionær fra Texas, på magten. I hans regeringstid har USA mistet 1,65 mio. jobs, 3 mio. flere amerikanere lever under fattigdomsgrænsen, der er opstået et kæmpe statsunderskud gennem Irak-krigen og en kapitalist-venlig skattepolitik, samt en strammere sikkerhedspolitik, der har medført overgreb mod strejker, politisk aktive, indvandrere og fagforeninger. Alt sammen undskyldes på fineste vis med fraser om landets sikkerhed, at man må stå sammen i disse hårde tider, og at skattelettelser for de rige medfører flere job. De amerikanske arbejdere har brug for en ny regering, men en regering der opfylder basale krav såsom arbejdspladser, økonomisk stabilitet og et ordentlig sundhedssystem – modsat den nuværende!

Men hvem er i stand til at gøre det? Hvilket parti tør bryde med kapitalisternes magtvælde og skabe velstand for den amerikanske arbejderklasse?

De to eneste partier der sidder i kongressen er Demokraterne og Republikanerne – altså tilsyneladende de to eneste partier man kan vælge imellem. Et system der opretholdes af de kæmpemæssige summer der bruges på at føre valgkamp. Den eneste mulighed for at deltage i kapløbet er at være millionær, eller have støtte fra nogen der er det. dette års valgkamp ser ud til at sprænge alle tidligere års budgetrammer, og blive den dyreste nogensinde. Lige nu sidder Republikanerne på præsidentposten, så oppositionen må således være demokraterne. Men er den det?

Demokraternes politik
John Kerry og John Edwards fører lige nu præsidentkampagne sammen, som hhv. præsident- og vicepræsidentskandidat for Demokraterne. Enhver der står i opposition til en regering, der har store problemer, både indenrigs- og udenrigspolitisk, burde kunne skrabe en hel masse stemmer sammen, selv ved at love små reformer. Men hvad viser meningsmålingerne? Den halvdel af Amerikanerne, der faktisk har tænkt sig at stemme, er meget i tvivl. De to præsidentkandidater står utrolig lige i meningsmålingerne. Hvorfor? Fordi Demokraterne ikke er i stand til at løse selv de mindste problemer for amerikanerne. De har tænkt sig at føre mere eller mindre den samme politik som Republikanerne på de vigtigste områder: Irak-krigen og økonomien. Og grundlæggende set repræsenterer demokraterne præcis de samme interesser som republikanerne, nemlig storkapitalens. Kerry skriver på sin hjemmeside, at han vil ”give skattelettelser til 99% af alle amerikanske virksomheder, og til 98% af alle amerikanerne” – det samme som Bush gjorde da han blev præsident.

Udenrigspolitikken
Som med økonomien, så med Irak-krigen. Her stemte Kerry for krigen som demokratisk senator for Massachusetts, ligesom han flere gange har stemt for en fortsættelse af krigen. Til hans ”forsvar” siger han, at han går ind for en bredere koalition, med mere international opbakning – det gør Bush også, hvem ville ikke gøre det, når man står i et land man ikke kan kontrollere?
Kerry vil ligesom Bush føre en imperialistisk politik. Han stiller sig ligesom Bush på kapitalismens side, sikrer markeder og strategisk indflydelse, hvor det menes at være nødvendigt, for at de amerikanske kapitalisters fremtid fortsat er sikret.

Venezuela
Et godt eksempel på hvordan den amerikanske udenrigspolitik bliver, hvis Kerry bliver valgt er Venezuela. Et land i en revolutionær udvikling, med den mange gange folkevalgte præsident Hugo Chavez i spidsen.
Her er Kerry indstilling på linie med eller måske endda værre end Bush’. Her vil vi lade Kerry tale for sig selv:

”Gennem sin tid ved magten, har Præsident Chavez gentagne gange undermineret demokratiske institutioner ved brug af ulovlige metoder, inklusive politisk motiverede fængslinger, for at fastholde magten. Hans tætte forhold til Fidel Castro har stillet store spørgsmålstegn ved hans løfte om at lede en demokratisk regering.

Her betyder vores interesser i virkeligheden de amerikanske kapitalisters interesser. Og når Kerry siger at Chavez’ underminerer demokratiet, mener han i virkeligheden et borgerligt demokrati styret af imperialisternes og kapitalens interesser, hvor de venezuelanske magthavere ikke gjorde andet end at danse efter amerikanernes pibe. Chavez er ikke socialist, men han har udfordret, især den amerikanske imperialismes magt, gennemført reformer til gavn for Venezuelas fattige befolkning og har generelt mobiliseret masserne – et farligt eksempel set fra USA’s synspunkt for alle arbejdere på det amerikanske kontinent; Nord og Syd.
Det ser altså ikke ud til at Kerry har tænkt sig at være mere ”blød” hverken i forhold til de amerikanske arbejdere eller resten af jordens befolkning, end sin konkurrent Bush.

Demokraterne: arbejdernes værste fjender
Mange ser Demokraterne og dermed Kerry, som et mere progressivt valg end Republikanerne og Bush. Og på nogle af de såkaldte ”bløde” politiske områder – miljø, kønspolitik og o.l. kan Kerry da også betegnes som mere ”liberal” end Bush. Fx på spørgsmålet om hvorvidt bøsser og lesbiske skal have ret til at gifte sig – adskiller han sig fra den konservative Bush. Men man kan være nok så flink, og score billige points på at give indrømmelser, der ikke koster noget. Når det kommer til stykket er Kerrys klasseinteresser ikke en disse forskellig fra Bush’. Hans forbindelser med de rige i USA er heller ikke ligefrem til at skjule. For det første er han gift med mangemillionæren Teresa Heinz (et fødevarefirma der især er kendt for sin Ketchup…), og for det andet har mange andre virksomhedsejere aktivt støttet hans præsidentkampagne, de ved nok hvem de skal støtte for at få noget for pengene!

Men virksomhedsejere giver ikke nok stemmer, derfor forsøger Kerry at appellere bredere.
Han lover skattelettelser og billigere sygeforsikring til almindelige mennesker, men i realiteten er det kapitalisterne, der tjener fedt på hans politik og smulerne der tilfalder resten af befolkningen.
Bush og Republikanerne fremstår åbenlyst som reaktionære. Men i og med at Demokraterne fremstiller sig selv som om de har en mere social politik, bliver de også den største hindring for løsningen af arbejderklassens problemer.

Den amerikanske arbejderklasse har lange og stolte traditioner for kamp. I den seneste periode er den også begyndt at røre på sig; bl.a. strejkede havnearbejderne mod vores egen Mærsk for retten til at organisere sig, der var kæmpe demonstrationer mod Republikanernes konvent her i september og i oktober gennemfører fagforeningerne ”a million workers march to Washington”.
Det ser ud til at arbejderne har mistet tilliden til begge partier. Men som det så ofte sker halter deres ledelse i fagforeninger bagefter, og opretholder illusionerne til Demokraterne.

Fagforeningernes rolle
Som det står til lige nu, støtter de største Amerikanske fagforeninger Demokraterne, hvilket de har gjort i mange år. Denne støtte giver dem en vis legitimitet, en legitimitet de absolut ikke fortjener! Mange amerikanere siger at de vil stemme på Demokraterne efter devisen: de er lidt mindre reaktionære end Republikanerne. Men som vi lige har vist, er de på alle kerneområder præcis lige så reaktionære som Republikanerne! Samme klassepolitik – samme økonomiske politik. Altså vil en støtte til Kerry være ca. det samme som en støtte til Bush’ politik – skal valget virkelig stå mellem pest eller kolera? Nej! Fagforeningerne må sætte en anden dagsorden, ved at bryde helt med Demokraterne og starte deres eget parti – et parti med arbejderklasseinteresser.

Efter 11.september og valget i 2001 er der sket en stigende interesse for politik blandt de amerikanske arbejdere. Fattigdommen, arbejdsløsheden og uligheden stiger og flere og flere soldater kommer hjem i ligposer. Dette er ikke en situation, som de amerikanske arbejdere vil blive ved at tolerere. Men som de europæiske arbejdere efterhånden har erfaret er et arbejderparti af navn ikke nok - vi må have et arbejderparti af gavn. Den eneste politik der kan sikre ordentlige forhold for de amerikanske arbejdere, er en politik der tager magten fra ”the big buisness”. Et parti der leder arbejderne til at tage magten over verdens største produktionsapparat, og bruger det til at skabe velstand i hele verden, i stedet for barbari – et arbejderparti der fører en socialistisk politik, og som vil kunne ændre verdenshistorien!