Som du kan læse andetsteds i avisen er der i Venezuela en revolutionær proces i gang. En proces hvor Venezuelas arbejdere, fattige og bønder kæmper for et ordentligt liv. En kamp imod verdens mægtigste; den lille klike af rige i Venezuela (oligarkiet) og hele verdens imperialister først og fremmest de amerikanske. En kamp der endnu ikke er afgjort. Men ligesom oligarkiet i Venezuela henter støtte udefra, så har den venezuelanske befolkning også brug for støtte udefra. Ikke fra rige institutioner, men fra arbejdere, bønder og unge over hele verden.
Det er til dette formål at Hands off Venezuela kampagnen er blevet startet op verden over, også i Danmark.

Aktiviteter over hele verden
Den støtte, som kampagnen har ydet har haft en stor effekt i Venezuela, og kampagnen har bl.a. været taget op af Venezuelas præsident Hugo Chavez på nationalt fjernsyn. Men det vigtigste er, at den har givet den venezuelanske befolkning håb om, at den ikke står alene i verden, og mod på at fortsætte kampen, for et bedre liv og en bedre verden.
Der er mange måder man kan støtte befolkningens kamp i Venezuela.
I Italien har Metalfagforeningen på deres kongres vedtaget en udtalelse til støtte for den nye fagforening i Venezuela UNT. Arbejderne i Venezuela opbyggede UNT, efter at det blev afsløret at den gamle fagforening var styret af arbejdsgiverne og støttede kuppet mod Chavez.
Over hele verden er der blevet indsamlet underskrifter, og der har mange steder været afhold protest demonstrationer foran colombianske og amerikanske ambassader.
Og ikke mindst handler støtten om at udbrede kendskabet til hvad der sker i Venezuela, blandt arbejdere og unge. Mange vestlige medier skriver enten ikke om hvad der foregår eller fordrejer sandheden.

Verdensomspændende betydning
En succesfuld socialistisk revolution vil have en kæmpe effekt i hele Latinamerika, hvor der ikke er ét stabilt regime. De Latinamerikanske masser; arbejdere, fattige og bønder ser på Venezuela som et eksempel på hvordan man kan opnå en bedre verden. Men en succesfuld revolution vil ikke bare have en effekt i Latinamerika, men i hele verden.
Bare tænk på hvilken effekt den russiske revolution i 1917 har haft på verdens udvikling.
Men det er klart at den amerikanske imperialisme ikke bare vil tillade en socialistisk revolution i sin egen baghave, den vil forsøge med alle midler at ødelægge revolutionen og forhindre at den spredes. I USA vokser utilfredsheden dag for dag blandt arbejdere og unge; utilfredshed med krigen i Irak, utilfredshed med den økonomiske politik osv., og der findes et kæmpe mindretal af latinamerikanske arbejdere i USA, som lever under elendige vilkår. Også blandt disse vil en revolution skabe inspiration.
Om revolutionen i Venezuela vinder har altså afgørende betydning for hele jordens arbejdere og unge.

Gå med!
Derfor opfordrer vi alle til at gå med i solidaritetsarbejdet. Der er mange måder at deltage på; indsamle underskrifter, starte solidaritetskomiteer, holde offentlige møder, arrangere demonstrationer osv. – kun fantasien sætter grænser.
Læs mere på www.handsoffvenezuela.dk eller www.marxist.dk eller ring til 61 65 10 88 for at få at vide hvordan du kan deltage i solidaritetsarbejdet, og kampen for en bedre verden – en socialistisk verden.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.