Essensen af en revolution er, at masserne griber direkte og aktivt ind i det politiske liv. Det er et radikalt brud med den normale rutine, hvor masserne lader andre om de store beslutninger. Sådan et brud sker kun, når flertallet erkender, at den eksisterende orden ikke er holdbar mere. En revolution er en situation, hvor masserne tager deres skæbne i egne hænder.

De begivenheder, som har udspillet sig i Bolivia i den sidste tid, og som kulminerede med præsident Gonzalo Sanchez de Lozadas afgang den 17. oktober, var præcis sådan en revolution. Bolivia – Sydamerikas fattigste og mest ustabile land – havde siden midten af september været lammet af protester mod regeringen. Der var strejker, blokader af veje og byer, og voldsomme sammenstød mellem arbejdere og regeringens styrker, hvor mere end 70 mistede livet. I byer som El Alto blev der dannet sovjetter af arbejdere og bønder som modstykke til regeringens magt.

Elendighed og fattigdom
Det, der umiddelbart udløste protesterne, var et forslag om at lade private selskaber eksportere af landets rige naturgasressourcer til udlandet. Men utilfredsheden stak langt dybere – opstanden vendte sig imod hele den elendighed, som kapitalismen har skabt for arbejdere og bønder i Bolivia: 70% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og 30% er ekstremt fattige, mens en lille elite beriger sig på arbejdernes og bøndernes bekostning.

Sejren ikke i hus
Regeringens forsøg på at stoppe protesterne med vold gav det modsatte resultat. Det tilspidsede bare situationen endnu mere, og til sidst måtte præsidenten gå af. Et strålende eksempel på, hvad arbejderklassen kan udrette, når den bruger sin magt. Men det er alt for tidligt at udråbe sejr. Revolutionens vigtigste opgaver ligger stadig forude. Den revolutionære bevægelse kunne ikke stille med et samlet alternativ, og derfor er de grundlæggende problemer ikke blevet løst. I stedet for Lozada er Carlos Mesa blevet præsident, og han kom med en masse løfter om forbedringer og reformer, men dem er han allerede begyndt at bryde. Han er borgerlig og en del af det kapitalistiske system, og han står dybest set for det samme som sin forgænger. Selvom den herskende klasse i Bolivia har lidt et alvorligt nederlag, er det endnu ikke lykkedes revolutionen at ændre fundamentalt ved samfundet – én repræsentant for kapitalistklassen er bare blevet udskiftet med en anden.

Mesa-regeringens sande ansigt
Og det er allerede gået op for de fleste, at det er sådan, det er fat. Mesa-regeringen har vist sit sande ansigt, som følgende citater fra Roberto de la Cruz viser. De la Cruz var en af lederne af opstanden, og formand for fagforeningerne i El Alto, hvor bevægelsen stod stærkest:

"Denne regering er slet ikke anderledes end Sanchez de Lozadas regering. Carlos Mesa har ikke lyttet til det budskab, der var i oprøret i El Alto imod salget af gassen"… "folk fra El Alto, det eneste, vi har opnået, er at komme af med én gringo (Lozada), som var gennemvædet af folkets blod… Nu er vi kede af, at vi har indngået våbenhvile, for det ville have været bedre at fortsætte med opstanden indtil vi havde fået en ende på olieloven, sikkerhedsloven, dekret 21060 og frihandelsaftalen."

"…Folk er også vrede på denne regering. Vi har lavet en fejl – de nuværende ministre og dem, der omgiver regeringen, vil stadig eksportere gas gennem Chile… Jeg holder for tiden møder med forskellige sektorer, deriblandt også universiteterne, for at forberede en fremtidig opstand, men denne gang ikke bare imod Carlos Mesa, men også imod den (nyliberale og højreorienterede) Jaime Paz (leder af MIR, Revolutionære Venstre-bevægelse), Manfredo Reyes (leder af NFR, Nye Republikanske Styrke), Johnny Fernandez (leder af UCS) og AND (Demokratisk Nationalistisk Aktion, den tidligere diktator Hugo Banzers parti)"

Arbejdermagt er vejen frem
De revolutionære i Bolivia og alle dem, der deltog i opstanden, har udvist stort mod og kampvilje. Mange har allerede draget den konklusion, at de må forene deres kræfter i en fælles organisation i den revolutionære kamp. Men hvor vigtig enhed end er, så er det afgørende for sejren alligevel den taktik og det program, man slås med. Efter vores mening må det første punkt være, at man blankt afviser alle aftaler med den ene eller den anden del af den herskende klasse, og at man ikke skaber nogen illusioner til den. Man må tålmodigt forklare masserne, at der ikke findes nogen reel løsning på deres problemer under kapitalismen, og man må afsløre den herskende klasses manøvrer, når de taler om "grundlovgivende forsamlinger" og andre tricks, der skal aflede opmærksomheden fra de centrale spørgsmål. Det kan gøres ved at samle og generalisere massernes mobiliseringer imod den nuværende regerings politik og ved at forsvare, styrke, udbrede og forene de organer, der er opstået rundt omkring i landet som massernes egne alternativer til den herskende klasse i løbet af den sidste periodes kampe ("dobbeltmagt").

Et meget vigtigt aspekt af denne opgave er at danne selvforsvarsmilitser af arbejdere og bønder – noget, som vi kun så den spæde begyndelse til under oktoberopstanden. Dette må kombineres med systematisk arbejde blandt de almindelige politifolk og soldater for at bryde den borgerlige stats væbnede magt. Det er fuldt ud muligt, som det blev vist under opstanden. Men hvis denne proces skal lykkes, og den herskende klasses magt neutraliseres, må der være en klar og modig ledelse, der kan organisere den slags arbejde.

En arbejder- og bonderegering med sådan et program og under arbejdernes og bøndernes egen kontrol ville vække det arbejdende folk til kamp, ikke bare i Bolivia, men på hele kontinentet. Den socialistiske revolution kan ikke sejre, hvis den isoleres i ét land. Hvis den bolivianske revolution lykkes (og lige nu er de bolivianske arbejdere og bønder tættere på dette mål end nogen andre), må den straks spredes til resten af Latinamerika gennem en appel til arbejderne i Venezuela, Argentina, Peru, Brasilien og Colombia om at følge i de bolivianske arbejderes fodspor. Et socialistisk Bolivia som del af en socialistisk føderation i Latinamerika ville være begyndelsen på en ny epoke i menneskehedens historie.