Avisen Financial Times er den engelske finanskapitals hovedorgan. I deres udgave fra 17.-18. august var der en fremtrædende artikel af Niall Ferguson, professor i politisk og økonomisk historie på Oxford og gæsteprofessor på Stern School of Business på New York University. Under indtryk af den nuværende krise, der er ved at udvikle sig for næsen af borgerskabet, bliver forfatteren til den lange artikel med titlen "Full Marx" tvunget til at anerkende Marx' vigtige bidrag til analysen af kapitalismen.


Professor Ferguson er ingen ven af marxismen – Gud forbyde det! Faktisk beskriver han sig selv som "en af de mest ivrige tilhængere af kapitalisme". Alligevel bliver denne borgerlige akademiker modstræbende nødt til at anerkende nogle af Marx' kommentarer som en perfekt beskrivelse af den nuværende krise: "Der er ikke mange universitetskurser, der inkluderer læsning af Marx' Kapitalen. Der er ikke mange virksomhedsledere, der kan citere fra Det Kommunistiske Manifest. Men der er tider, hvor det kan betale sig for selv de mest ivrige tilhængere af kapitalismen (hvoriblandt jeg regner mig selv) at lytte til den skæggede Kassandra. Det er tider som disse: Det værste 'bear market' siden den Store Depression – selvom Marx selv ville have foretrukket at kalde det en af 'kapitalismens kriser'," skriver Ferguson.


Selvfølgelig beskriver Ferguson Marx som en "fiasko" og en "klasseforræder", fordi han stod på arbejderklassens side i stedet for borgerskabets. Som sædvanlig angriber han Marx for at støtte en "socialistisk utopi, der viste sig at være et korrupt tyranni", hvormed han mener stalinismen, som dog intet havde til fælles med Marx eller hans lære.


"Alligevel", siger professoren, "kan Marx' indsigt i kapitalismen stadig være oplysende… Marx havde ret i en ting. Bagved det kapitalistiske systems bobler og nedture er der en klassekamp; og den klassekamp er nøglen til moderne politik."


Mange læsere af Financial Times må have været ved at kløjes i deres gin og tonic, da de læste dette. "Det kan være, at det lyder som kætteri at skrive sådan, især i Financial Times," skriver Ferguson defensivt. "Men lidt eftertanke på den nuværende krise i kapitalismen vil vise, at det forholder sig anderledes. Ikke at vore dages klassekamp har meget at gøre med den, der fandt sted på Marx' tid". Faktisk, siger den gode professor, er det – tro det eller ej – "en konflikt inde i borgerskabet".


Professor Ferguson angriber rituelt Marx' Kapitalen for at være "lang, for ordrig, uforståelig" og kalder den en af de mest "ulæselige bøger nogensinde". Men dette angreb viser blot hans uvidenhed om Marx' metode og hans manglende evne til at forstå de processer, økonomiske og andre, som styrer vores liv. Ikke desto mindre er der "noget at lære fra kapitel 32, i del VIII af bind 1, hvor Marx argumenterer for, at kapitalismens historie er historien om ekspropriering og koncentrering af rigdommen – produktionsmidlerne – i hænderne på et stadigt mindre mindretal."


For Marx var det, der definerede kapitalismen i hans egen tid, bl.a. "at kapitalen centraliseres", "at nogle få usurpatorer eksproprierer de brede masser" og "at alle folkeslag fanges ind i verdensmarkedets net, og at det kapitalistiske styre dermed får international karakter". Med andre ord, siger Ferguson, "voksende ulighed og globalisering".


"Disse kendetegn var imidlertid netop det, der gjorde kapitalismen tilbøjelig til at komme i krise. De periodiske nedture var, håbede han, de første rystelser, der gik forud for et endeligt og voldsomt kollaps". Disse ord er nok til at vise, at professor Ferguson ikke forstår Marx og bare prøver på at gengive et par kommentarer, der tjener hans formål. Marx regnede aldrig med, at systemet ville kollapse automatisk – det kan kun ske ved, at arbejderklassen styrter det. Men det er ikke det, der er pointen.


"Glem Marx' utopiske profeti om, at kapitalismen ville blive fulgt af socialisme, som skulle omfordele al ejendom efter arbejdernes behov," siger Ferguson. "Det, der er pointen, er, at mange af de defekter, han identificerede i det nittende århundredes kapitalisme, kan ses igen i dag. I de sidste 20 år har der været en betydelig forøgelse af uligheden i den førende kapitalistiske økonomi, USA. I 1981 ejede den øverste 1% af husstandene en fjerdedel af rigdommen i USA; i slutningen af 90'erne ejede denne ene procent mere end 38%, hvilket er højere end nogensinde siden 1920'erne". Dette er virkelig en bemærkelsesværdig indrømmelse fra en af kapitalens repræsentanter, og det bekræfter, hvad marxister har sagt i lang tid.


"Samtidig er verdensmarkedet for varer, arbejdskraft og kapital blevet betydelig mere integreret: især minder de enorme mængder kapital, der flyder fra land til land i dag, om den første globaliseringsperiode i slutningen af det nittende århundrede," siger professoren.


"Hvad angår vores egen kapitalismes modtagelighed over for krise, så taler tallene for sig selv. Dow Jones aktie-indekset er nu 26% lavere end højdepunktet i januar 2000. Blot få måneder før dette højdepunkt var der et par notoriske 'bobleblæsere', der udgav en bog, der forudsagde, at Dow Jones ville nå op på 36.000 i den nærmeste fremtid. Men hvis man var naiv nok til at følge deres anbefaling og fulgte Dow Jones fra den dag, deres bog udkom, så ville man langt fra have fået den lovede tredobling af sine penge, men tværtimod et gennemsnitligt årligt resultat på minus 11% (når inflationen er regnet fra)."


"Det er sandt, at vi stadig er langt fra en ny Stor Depression: mellem 1929 og 1932 faldt Dow Jones med omkring 89%. Man kan heller ikke sige, at USA er inde i et japaneragtigt sammenbrud: mellem december 1989 og juli 1992 faldt Nikkei 225-indekset med lige under 60%."


"Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at på et tidspunkt sidste måned var Standard & Poor's Total Return Index mere end 46% lavere end sit højdepunkt. Og selv efter den sidste bedring er Nasdaq stadig 74% nede fra sit toppunkt."


Som en hare, der bliver hypnotiseret af forlygterne på en bil, der er ved at køre den ned, kan den gode professor se de farer, det kapitalistiske system står over for. "De globale følger af en opbremsning i den mægtige amerikanske økonomi er alarmerende. Et andet nøgleelement i boblen i sen-90'erne var, at udenlandske investorer var villige til at hælde penge i USA, hvorved de finansierede et kæmpe betalingsbalanceunderskud. Disse udenlandske investorer ser nu regnskaber med masser af røde tal. Og de har mere at bekymre sig om end amerikanske investorer, fordi et fald i dollarkursen truer med at gøre disse tab endnu større. Hvis man kan regne med erfaringen fra 80'erne, kan dollaren falde voldsomt, efterhånden som de udenlandske investorer sælger. Den følgende reduktion af amerikansk import vil yderligere skade resten af verden."


Men bare rolig! – vores kære professor forsikrer os om, at alt nok skal blive godt igen!


"Det er dog ikke sådan, at man skal til at begrave kapitalismen endnu. Jeg var i New York i den allerværste uge under den sidste panik på aktiemarkedet og tog derfra med en fortrøstningsfuld liste af grunde til at være optimistisk." Han fortsætter med at nævne nogle af disse grunde: det amerikanske aktiemarked er bare gået tilbage til midten af 1997, vi er fri for inflation, den amerikanske finanssektor er i en langt bedre tilstand end den japanske, og frem for alt er den amerikanske nationalbank ikke Bank of Japan. "Så bare tag det roligt: krisen var sidste år, og du mærkede det knap nok. Det er den slags kapitalistisk krise, som argentinerne kun kan drømme om."


På den anden side, siger han, er der også grund til at være dybt bekymret. "For der er ingen tvivl om, at bobleøkonomien i det sidste årti har forårsaget en ganske betydelig overførsel af rigdom fra en klasse til en anden: ikke fra arbejderklassen til borgerskabet, men fra en del af middelklassen til en anden. For at være præcis fra de godtroende fjolser til topledelsen af de store virksomheder. "


"Mere end halvdelen af de amerikanske husstande ejer nu aktier; i 1987 var det kun omkring en fjerdedel. Meget af denne vækst i aktieejerskab skete mellem 1997 og 2000. Så der er en stor del af de amerikanske husstande, der købte aktier tæt op til, at markedet toppede. Deres aktier er nu betydeligt mindre værd end deres oprindelige investering."


Den gode professor glemmer her at nævne, at det netop var arbejderklassen og middelklassen, der købte aktier i denne periode i håb om at få noget ud af opsvinget. Men dette "håb" er blevet til ingenting, og der er en voksende vrede mod de store virksomheder og selve det kapitalistiske system.


"Dem, der har haft gavn af boblen, er topledelsen i de store virksomheder – mænd som Andrew Fastow, der var en af lederne i Enron, og Bernie Ebbers, tidligere leder af WorldCom. Men dette toplag inkluderer ikke bare selve cheferne i de kollapsede virksomheder, men også alle de 'insidere', der vidste nok til at sælge deres aktier og aktieoptioner, før boblen sprang." Dette er krystalklart, men de er ikke de eneste slyngler – hele kapitalistklassen har været fælles om gildet.


Vores overklassevismand prøver desperat at undgå at sige, at krisen vil blive værre. "Det er ikke sådan, at den amerikanske økonomi skal til at kollapse som i 1930'erne. Vi har lært nok fra fortiden til at undgå at gentage de finansielle og monetære politiske fejl, som gjorde krisen til en depression (selvom det samme ikke kan siges om handelspolitikken efter Bush-regeringens seneste beslutning om at hæve tolden for stål og forøge landbrugsstøtten)."


Som Hegel engang sagde, så er det eneste, man virkelig kan lære af historien, at der ikke er nogen, der lærer noget af historien! Det gælder i dobbelt forstand for den herskende klasse.


Borgerskabet står over for en voksende økonomisk krise, som de ikke kan slippe ud af. Dette er ikke bare en cyklisk krise, men en social krise, der æder systemet op indefra. Marx forklarede, at gennem erfaringer og begivenheder vil arbejderklassen komme til at forstå, at ingen af deres problemer vil blive løst i kapitalismen. Kun omstyrtelsen af systemet vil være nok – hvis man lægger grunden til en verdensomspændende planlægning af de ressourcer, som kapitalismen har efterladt sig. Visse borgerlige strateger henviser af og til til Marx for at advare den herskende klasse om de farer, der ligger i deres system. "Det er den amerikanske kapitalismes sociale struktur, der kræver opmærksomhed," piver Ferguson. "Man behøver ikke at være marxist for at se, at der er noget galt."


Men dette er ikke noget, de borgerlige bare kan lappe lidt på, som om det var et sekundært problem. Det, Ferguson hentyder til, er en dybtliggende sygdom i det kapitalistiske system, som er en integreret del af selve systemet. Overproduktion og kriser er en fast del af kapitalismen. Kun arbejderklassen kan løse dette problem, ikke ved at reformere systemet, men ved at omstyrte det. Dette er ikke en utopisk drøm, som den gode professor mener. Den revolutionære krise, der fejer hen over Latinamerika for øjeblikket, og generalstrejkerne i Europa er et forvarsel om verdensrevolutionen, sådan som Marx forventede den. Marxismen er ikke blevet gammeldags, men er mere relevant i dag end nogensinde før.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.