Konflikten er dermed sluttet med et forlig, der nu skal til afstemning blandt medlemmerne. Arbejdsgiverne – som i realiteten er den borgerlige regering, da det er dem, der sidder på budgetterne – har stået stejlt og afvist at åbne for pengeskuffen, så kravene kunne imødekommes. Det har naturligvis gjort konflikten vanskelig for de strejkende. De strejkende har udvist en fantastisk kampvilje, som må mane alle pessimistiske myter om ”lav bevidsthed” eller ”manglende kampvilje” blandt de danske arbejdere godt og grundigt i jorden.
Sundhedskartellets forlig
Hvordan er resultatet så blevet? Hvad har de strejkende fået ud af anstrengelserne?
Sundhedskartellets aftale giver en ramme på 13,3 procent. Det er et halvt procentpoint mere, end arbejdsgivernes oprindelige og utilstrækkelige tilbud. Det er imidlertid ikke hele rammen, der går til løn. Ifølge Sundhedskartellet indebærer forliget følgende lønstigninger:
• Pr. 1. april 2008 udløses en generel lønstigning på 4,09 %Det betyder altså, at der er en relativt stor lønstigning i 2008. Til gengæld er lønstigningerne i 2009 og 2010 bittesmå. Det kan siges med sikkerhed, at aftalen kommer til at betyde nedgang i reallønnen i disse to år. Ikke engang det relativt store lønløft i år følger med prisstigningerne på fødevarer, der er steget med syv procent på et år, eller prisstigningerne på transport. Beregninger fra 2007 foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viste, at det i Foghs regeringstid er blevet 40 procent dyrere at bruge bus og tog i hovedstadsområdet.
• Pr. 1. okt. 2008 udløses en generel lønstigning på 1,62 %
• Pr. 1. april 2009 ydes kompensation for personalegoder som en generel lønforhøjelse på 0,2 %
• Pr. 1. okt. 2009 udløses en generel lønstigning på 0,55 %
• Pr. 1. april 2010 udløses en generel lønstigning på 0,50 %
• Pr. 1. okt. 2010 udløses en generel lønstigning på 0,57 %
• Pr. 1. april 2010 forhøjes den særlige feriegodtgørelse med 0,8 %
Resultatet for BUPL
Hvad så med BUPL’s forlig? BUPL’s hovedbestyrelse underkendte først et forlig inden for rammen på 12,8 procent, dernæst indgik de et forlig inden for samme ramme. Dette forlig blev så nedstemt af medlemmerne, fordi det overhovedet ikke levede op til arbejdspladsernes krav. Og hvad har pædagogerne fået nu? Stigningen er ifølge BUPL på 0,2 procent over tre år – altså under en promille ekstra pr. år i forhold til det forlig, som pædagogerne afviste som ubrugeligt.
En historisk konflikt
Strejken på de offentlige områder denne forsommer har været historisk på mange måder. For mange grupper har det været første gang, de var i strejke, og Sundhedskartellets konflikt, der har varet to måneder, er alene i kraft af sin længde og omfang, en milepæl i den danske arbejderklasses historie. BUPL’s strejke er historisk ved at den er blevet til gennem et enormt pres fra neden, hvor ledelsens forslag er blevet nedstemt. Pædagogerne reagerede endda på ledelsens første accept af rammen på 12,8 procent ved spontant at organisere en protestdemonstration imod deres egen ledelse.
Men en bemærkelsesværdig ting, som også er historisk, er den massive opbakning til strejkerne. Omkring 80 procent støttede ifølge meningsmålinger de strejkende og deres krav. Uanset hvordan man ser på det, er det imponerende, at solidariteten har været så massiv – oven i købet gennem en så lang og udmattende strejke, som det her har været tilfældet. Al snak om ”lav klassebevidsthed” eller ”egoisme” hos den danske arbejderklasse må skamfuldt forstumme.
Kravene var langt større
På trods af massiv folkelig opbakning, stor kampvilje og en enorm aktivitet blandt de strejkende, er karavene altså ikke blevet indfriet. Det er værd at huske på, at en meningsmåling blandt sygeplejersker fra 2007 viste, hvad kravene til overenskomsten var: i gennemsnit krævede sygeplejerskerne 8.400 ekstra om måneden over tre år. Et helt igennem rimeligt krav. Senere satte de faglige ledere kravet ned til 15 procent (hvoraf kun en del skulle gå til løn) over tre år. Men dette krav er heller ikke blevet indfriet. En lignende historie kan fortælles om pædagogernes forløb.
Men hvorfor kom kravene ikke igennem på trods af den store kampvilje og gunstige situation med opbakning fra resten af arbejderklassen? Ansvaret for, at kravene ikke er kommet igennem, hviler på lederne af resten af arbejderbevægelsen. Den borgerlige regering har ikke følt sig tilstrækkeligt presset. Den har kunnet holde sig i baggrunden og lade fagforeningerne bløde store summer ud fra strejkekasserne. De har håbet på at ruinere fagforbundene og tildele dem et afgørende nederlag, der vil lamme dem i mange år fremover.
Manglende resultater skyldes splittelse
Læren af strejkerne er, at der må større pressionsmidler på bordet for at presse den borgerlige regering. Mange fagforeninger har på generalforsamlinger udtalt, at de bakker om de strejkende. Men ordene er forblevet ord og ikke blevet omsat til handling. Hvis ledelsen for LO og FTF havde indkaldt til en landsdækkende aktionsdag med arbejdsnedlæggelser, havde det ramt regeringens bagland i industrien hård på pengepungen. Det havde lagt et hårdt og direkte pres på den borgerlige regering, og de strejkende ville stå i en meget bedre position.
Der er brug for at vende tilbage til en solidarisk linje med fælles handling i fagbevægelsen, så arbejdsgiverne ved, at de ikke kun står over for en enkelt fagforening eller et enkelt forbund, men over for en samlet fagbevægelse. Hvis fagbevægelsen mobiliserer sine styrker samlet, er der ingen arbejdsgivere, der kan står imod.
