Vi ønsker alle vore læsere en god første maj.
Første maj 2008 står i kampens tegn. Den største strejke blandt de offentligt ansatte nogensinde er i gang med krav om højere løn og ordentlig og offentlig velfærd. Den danske arbejderklasse viser nu, og har de seneste mange år vist, at den er parat til at kæmpe. De seneste år har der været en lang række ulovlige strejker blandt pædagoger, sosu’er, buschauffører, DSB-ansatte og sådan kunne listen fortsætte. De seneste to år har vi også set de største demonstrationer i 20 år, med tre demonstrationer med 100.000 deltagere.
7 år med Fogh er mere end nok
Ingen i den danske arbejderbevægelse er i tvivl om, at syv år med Fogh og den borgerlige regering er mere end nok. Nedskæringer, privatiseringer og angreb på dagpengene taler sit eget tydelige sprog. Ligesom krigen i Irak og Afghanistan, de elendige forhold for flygtninge og indvandrere og Dansk Folkepartis fremmedfjendske politik.
Arbejderpartierne må opstille et alternativ
Arbejderpartiernes vigtigste opgave lige nu er at få væltet Fogh, men vi må også indse at vi indtil videre har fejlet. Socialdemokratiet er i en historisk krise med det dårligste valg i mere end 100 år i november. Siden de borgerlige kom til magten i 2001 har den socialdemokratiske ledelse forsøgt alle mulige ting for at skabe fremgang. Kendetegnene for de fleste af disse tiltag har været en appel til ”midtervælgerne”. Helle Thorning-Schmidt blev valgt som højrefløjens kandidat i formandsvalget, og hendes strategi om at arbejde regeringen ud af kontorerne har vist sig at være katastrofal.
Der er behov for en arbejderpolitik. Når socialdemokraternes ledelse har taget skridt til venstre som f.eks. opstillingen af velfærdsrettighederne og når de er gået ind i kampene og demonstrationerne for bedre velfærd og rejst kravene fra gulvet er partiet gået frem i meningsmålingerne.
For en klar arbejderpolitik
I valgkampen opstillede SF nogle klare krav til velfærden, og det blev belønnet af vælgerne. Helle Thorning forklarede for nylig i to kronikker at hun mente at vejen frem var at følge den ”tredje vej”. Men den tredje vej er en blindgyde, og ser man på Labour i England er det tydeligt at den tredje vej fører direkte ud i en yderligere krise. Den borgerlige regering fører arbejdsgiverpolitik, med nedskæringer på alle de rettigheder, arbejderklassen har tilkæmpet sig. Der er brug for en arbejderpolitik, som forsvarer og udbygger velfærden. Der findes ingen mellemvej imellem arbejdergiverpolitik og arbejderpolitik.
Afvis de Radikale og DF
Hvis arbejderpartierne – Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – opstiller et reelt alternativ til den borgerlige regering er der ingen tvivl om, at de vil kunne vælte Fogh. En uge inde i strejken blandt de offentligt ansatte støttede 80 procent af den danske befolkning strejken. Det viser potentialet for arbejderpartierne. Strejken handler om en sikring af den offentlige sektor, en protest mod privatiseringer og ordentlige arbejdsforhold og løn til alle, samt ligestilling mellem mænd og kvinder. Det er alt sammen ting, som den borgerlige regering aldrig kan sikre.
Første skridt er at afvise ethvert samarbejde med det Radikale Venstre. De Radikale er et borgerligt parti. Deres forslag til finansloven for 2008 indeholdt forslag til at sænke skatten for de rigeste, privatisere endnu mere end den borgerlige regering osv. De Radikale blev ved sidste valg reduceret til et lille bitte ubetydeligt parti, og første skridt på vejen til en arbejderregering er at afvise samarbejdet med de Radikale. Ingen af kravene om bedre velfærd kan gennemføres samtidig med de Radikales økonomiske politik.
På samme måde må ethvert samarbejde med Dansk Folkeparti afvises. FOA har under strejken appelleret til både Helle, Villy og Pia. Men DF er absolut ligeså ansvarlige for den borgerlige regerings nedskæringspolitik de seneste syv år, og deres såkaldte ”støtte” til f.eks. sosu’erne er intet andet end et forsøg på at splitte arbejdernes enhed, ligesom de forsøger med deres racistiske politik. For nylig bekendte både de Radikale og DF kulør, da de støttede, at arbejdsgiverne i KL skulle varsle lockout over for FOA’s medlemmer.
En arbejderregering på et socialistisk program
Den danske økonomi står overfor alvorlige problemer nu. Derfor er det ikke muligt at føre en politik som i efterkrigsopsvinget. Når økonomien går i krise, vil arbejdsgiverne kræve, at byrden lægges på arbejdernes skuldre. Vores partier må afvise alle disse krav. Det er ikke arbejderklassen der har skabt krisen, men det kapitalistiske system, og krisens byrde må lægges på arbejdsgiverne uanset om det krænker den private ejendomsret til banker, fabrikker og maskiner. Vi har ikke brug for en ny nedskæringsregering, uanset hvilke partier den så består af. Vi har brug for en ny regering, der fører en anden politik end den borgerlige regering.
En arbejderregering må sikre reformer og det kan den kun sikre ved at have kontrol med økonomien. Første skridt må være at sikre kontrollen med bankerne, der med deres uansvarlige jagt på profit har været med til at uddybe den kommende krise med uansvarlige lån. Det kan kun ske gennem nationaliseringer.
Velfærden skal ikke finansieres af arbejderne selv gennem højere skatter på arbejde, boliger eller ”grønne” asociale afgifter. Velfærden må sikres gennem de enorme profitter, virksomhederne hver dag tjener på arbejderklassens arbejde. Virksomhedsskatten må sættes kraftigt i vejret og formueskatten genindføres. Alle trusler om udflytning må besvares med nationalisering under arbejdernes kontrol.
En ny politik i spidsen for arbejderbevægelsen
I hele arbejderbevægelsen foregår der en diskussion af vejen frem. I LO var der kampvalg, hvor venstrefløjens kandidat Harald Børsting vandt over Tine Auervig-Huggenberger. I Socialdemokratiet er ”den Røde Skole” blevet oprettet for at diskutere vejen frem. I SFU var der for nylig kampvalg om formandsposten. Højrefløjen, der er venligt stemt over for at slække på kravene om forbedringer til fordel for samarbejde med de Radikale, og desuden står for en mere EU-venlig linje, vandt snævert over venstrefløjen. Uanset hvad, er det tydeligt, at der overalt i arbejderbevægelsen er en ny diskussion om, hvordan vi vinder over de borgerlige og deres arbejdsgiverpolitik.
Der er ingen tvivl om at disse diskussioner i den kommende periode vil blive endnu tydeligere og skarpere, især hvis det lykkes at vælte Fogh og danne en arbejderregering.
I bund og grund er målet for alle arbejderpartierne det samme: at sikre arbejderklassens forhold og interesser. Det kan kun gøres ved, at arbejderpartierne går sammen i fælles kamp mod de borgerlige. I alle partier er der bevidste og ærlige arbejdere og unge, der kan se at den eneste vej frem er at finde partiernes programmer frem fra skuffen, genfinde et program for demokratisk socialisme. Men i alle partier er der også et lag, der har sat sig tungt på apparatet og som tror at den eneste vej til at vælte Fogh er at give køb på kravene. Det er den sikre vej til fiasko. Arbejderbevægelsens ledelse har vist, at den ikke kan sikre arbejdernes forhold med denne linje. Der er brug for en ny ledelse i arbejderbevægelsen.
Enhed og fælles kamp er vejen frem
Den nuværende strejke er et vigtigt slag i kampen om velfærden. Den viser, at det både er nødvendigt og muligt at få smidt Fogh på porten.
Men aktiviteterne under strejken har ikke samlet de strejkende fra både sundhedskartellet og FOA. Det er en alvorlig fejl. De strejkende må samles i fælles front. Dette kunne starte med et fælles strejkemøde, for hvor repræsentanter valgt på de forskellige arbejdspladser kan diskutere de næste skridt. Det er vigtigt, at det er arbejdspladserne, der selv direkte styrer strejken, da det er dem der har bedst føling med situationen.
Men skal strejken vindes må hele arbejderklassen slutte op. Første skridt burde være en samlet demonstration for alle med krav om højere løn og bedre velfærd. Hvis LO og FTF mobiliserer alle deres medlemmer til en fælles demonstration, vil det vise regeringen, at fagbevægelsen er parat til at handle. Derudover bør der indkaldes til fælles tillidsmandsmøde mellem den private og offentlige sektor der kan diskutere hvordan det private område kan slutte op.
En fælles strejke på hele arbejdsmarkedet vil gøre klart at enten giver regeringen efter for kravene, eller også går samfundet i stå. En fælles strejke vil vise, at det er arbejderne, der får hjulene til at kører rundt, og også dem der kan få dem til at stoppe. Derfor har de også ret til en ordentlig løn og ordentlige forhold. Ikke mindst må der diskuteres, hvordan en strejke sættes i værk, hvis regeringen griber ind og stopper konflikten. Regeringsindgreb er et direkte angreb på strejkeretten, og må mødes med strejke fra hele arbejdsmarkedet.
Strejken har vist, hvad den borgerlige regering mener om den offentlige sektor. Gennem nedskæringer har regeringen udhulet den offentlige velfærd og i stedet forsøgt at opbygge det private. Sygeplejersker, sosu'er, pædagoger osv. har knoklet en vis del ud af bukserne for at fastholde den offentlige velfærd til en elendig løn.
Kampen for ordentlige arbejdsforhold og løn, og sikringen af velfærden er hele arbejderbevægelsens kamp. DSU vedtog på deres kongres i påsken at ekskludere alle der er medlemmer af en gul fagforening. Det er et godt skridt; båndene mellem fagbevægelsen og arbejderpartierne må styrkes.
Ved flere lejligheder har strejker og demonstrationer rystet den borgerlige regering. Men arbejderbevægelsens ledere har vist, at deres linie indtil nu har fejlet – Fogh sidder stadig på regeringsmagten. Der er brug for en anden politik i spidsen for arbejderbevægelsen, men den kommer ikke af sig selv. Den kommer ved, at alle de, der de seneste år har kæmpet mod regeringens nedskæringer, går ind i arbejderpartierne og dér kæmper for en anden politik. Vi må have en ledelse for arbejderbevægelsen, der tager kravene op fra arbejdspladserne og ungdommen, som går forrest i kampene.
Den nuværende strejke har vist at når fagbevægelsen går i kamp, strømmer medlemmerne ind, i stedet for at strømme ud, som det har været tilfældet de seneste mange år. På samme måde har Metal Ungdom i Hovedstaden vist at lærlingene og arbejderungdommen er parate til at blive aktive og kæmpe så snart fagforeningen fokuserer på de daglige krav i stedet for bowling og go-cart løb. Et vigtigt skridt i denne retning er arbejderledere på arbejderløn. Arbejderpartiernes opgave må være at stille forslag om at opfylde alle de strejkendes krav om højere løn, udbygning af velfærden og samtidig hjælpe med at organisere og samle kampene i Folketinget. Et andet vigtigt krav er kravet om dyrtidsregulering, så de eksplosive prisstigninger ikke udhuler de lønstigninger, arbejderne har tilkæmpet sig.
Står arbejderbevægelsen samlet i fælles kamp, kan intet stoppe den. Det er denne enhed, Socialistisk Standpunkt kæmper for.
- Solidaritet med de strejkende
- Fagbevægelsen må gå ind i kampen
- Spred strejkerne til de privatansatte
- Opbyg den offentlige sektor – fjern nedskæringerne
- For et nationalt tillidsmandsmøde
- Genindfør dyrtidsreguleringen
- Ligeløn
- For en arbejderregering på et socialistisk program
