Fagbevægelsen og den danske arbejderklasse

Som beskrevet ovenfor har også det sidste år budt på klassekamp. Nye lag er gået med i kampene, mens andre ser ud til at være lidt afventende. Perspektivet for den kommende periode er absolut at klassekampen fortsat vil være på dagsordenen og at det kan blive året hvor klassekampen eksploderer, og også delvist skifter karakter.

Arbejderklassen kan ikke være på gaden hele tiden, ofte følges store bevægelser og kampe af en (midlertidig) nedgang, ikke fordi viljen til kamp forsvinder, men for at erfaringerne kan fordøjes, før nye skridt kan tages fremad. Men det ser ikke ud til at være det umiddelbare perspektiv i Danmark i den næste periode – tværtimod. Der har endnu ikke været en afgørende styrkeprøve mellem klasserne, men den ændrede økonomiske situation, kan medvirke til at klassekampen tilspidses og hårdt sættes mod hårdt. Arbejderne har i den sidste periode krævet del i denne fremgang, der har præget de seneste år, hvilket især udtrykkes klart blandt de offentlige ansatte, mens regeringen presses af kapitalisterne til at gå hårdt imod og intensivere angrebene. Imidlertid vil kampene i den kommende periode få en mere bitter karakter.

De store velfærdsdemonstrationer har været præget af vrede, men har samtidig ikke haft karakter af helt afgørende kampe om ”liv og død”. Angrebene på de rettigheder arbejderklassen har tilkæmpet sig i den foregående periode blandt andet på dagpengeregler, SU, pension og efterløn, er hårde angreb, men følgerne af dem mærkes først virkelig når arbejdsløsheden igen begynder at stige efter denne (korte) periode med historisk lav arbejdsløshed.

Al dette kan være medvirkende til en eksplosiv situation, især i foråret omkring de offentlige overenskomster. Det er ikke viljen til kamp, der mangler blandt de danske arbejdere. Men trods enorme bevægelser indenfor den sidste periode, og opsving i økonomien, er det ikke blevet til afgørende sejre for arbejderne, det var overenskomsten i 2007 for de privatansatte et glimrende eksempel på, ligesom de mange strejker blandt sosu-assistenter, pædagoger og de enorme velfærdsdemonstrationer. Problemet bunder i ledelsen for arbejderklassen, både den faglige og politiske del. Fagbevægelsens ledere har intet gjort for at samle kampene og give dem et perspektiv. Det er klart, at ledelsen kun kan holde bevægelsen tilbage i et vist omfang. Ligesom i en trykkoger opbygges der blandt medlemmer en større og større utilfredshed, der kan eksplodere i et oprør også mod fagbevægelsens ledelse.

Den danske arbejderklasse har lange og stolte traditioner, og er modsat hvad alle borgerlige aviser skriver meget kampvillige. Samtidig er den utrolig godt organiseret, en af de bedst organiserede i verden. Det betyder at den højreorienterede ledelse kan have en kontrol over medlemmerne i en periode, men det betyder også at når først arbejderklassen går i aktion og vælger en ledelse der vil kæmpe for dem, så kan intet stoppe den.

OK07: De privatansatte snydt igen
Sidste forår skrev vi i vores perspektiv at der var stor sandsynlighed for at der ville komme storkonflikt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne for de privatansatte. Storkonflikten udeblev, men de grundlæggende årsager til vores analyse holdt stik.

30. april, dagen før arbejdernes internationale kampdag, kunne forligsmanden afblæse kampen for i år og annoncere et lille ja til OK07 på 55 procent af stemmerne til forliget. I alle fagforeninger var der nejsigere, og i 3F, en af de vigtigste fagforeninger, stemte 63 procent nej. Forliget var da absolut heller ikke noget at råbe hurra for – det var rent ud sagt elendigt. Lærlingenes løn steg ikke nævneværdigt, der var ingen ordninger, der begrænsede misbrug af udenlandsk arbejdskraft, og der er ikke sat en stopper for øget arbejdspres. Derudover blev der ikke gjort noget afgørende ved de stærkt kritisable og sundhedsskadelige forhold for skifteholdsarbejdere, hvilket ellers var et af kravene.

I 2006 voksede profitterne enormt og arbejdsløsheden faldt. Derfor var der al mulig grund til at kræve et resultat, der gav den danske arbejderklasse en større andel i de enorme profitter de selv har skabt. Fra fagforbundenes ledelser blev kørt en ensidig ja-kampagne, med al den magt bag som adgang til hele apparatet giver; breve til alle medlemmer, fagbladene osv. Nej-kampagnen havde ikke samme muligheder. Kun 37 procent af medlemmerne stemte, hvilket mest af alt viser, at mange ikke tror det nytter noget. Det er et kæmpe problem, med det dårlige resultat, og manglende tro på at det nytter noget, er der intet tegn på at medlemsflugten fra fagbevægelsen vil stoppe. At, der var et kæmpe nej-flertal i 3F til trods for forbundstoppens ja, siger også en ting eller to. Det viser, at toppen er kommet alt for langt væk fra medlemmerne.

Arbejdsgiverne må nu sidde med et stort smil om læben. Til trods for, at arbejderne aldrig har løbet så hurtigt som nu, lykkedes det arbejdsgiverne at komme igennem med minimale lønstigninger. Modregner man inflationen er forbedringerne næsten ikke til at få øje på. At 99 procent af virksomhedsejerne har stemt ja, giver et klart billede af, at resultatet er en arbejdsgiver-overenskomst.

Den daværende formand for LO, Hans Jensen udtalte, at han synes at der er det bedste forlig i hans formandstid. Men det viser to ting. For det første, at de tidligere forlig heller ikke var særlig gode, og for det andet at LO-toppen er kommet alt for langt væk fra de menige medlemmer. Og at det er umuligt at kunne sætte sig ind i en LO-arbejders hverdag, når man modtager en løn, der er fire, fem eller seks gange så høj.

Det blev altså ikke til en storkonflikt på det private område i denne omgang. Men det må ikke mislede en til at tro at der er tilfredshed på de danske arbejdspladser, og det betyder heller ikke, at kamp fra de privatansatte arbejderes side er udskudt til 2010, hvor der igen skal forhandles ny overenskomst for dette område. Lige efter overenskomsternes afslutning startede en lang række strejker, blandt andet i DR, SAS, og blandt havnearbejdere, buschauffører, postarbejdere og Falckreddere.

OK08
Overenskomsterne på det offentlige område skal fornys i foråret. Det gælder op mod 800.000 offentligt ansatte. Det ser nærmest ud til at storkonflikten er en realitet, endnu før den er brudt ud. I skrivende stund forhandles der stadig, og intet er afgjort. Derfor begrænser vi os til en betinget prognose. Ingen kan sige med sikkerhed, om der kommer en storkonflikt, men at der er stor grund til at tro at den kommer, er en kendsgerning.

Gennem de sidste i hvert fald 10 til 20 er der år efter år skåret ned i den offentlige sektor, med øget arbejdspres og stress til følge. Sygefraværet i den offentlige sektor er enormt og stigende. Men de offentligt ansatte er begyndt at sige stop! Den offentlige sektor blev i vidt omfang opbygget op gennem 1960’erne og 1970’erne, og blev i høj grad kvindefag. Der var ikke tradition for at strejke, da det jo gik ud over ”uskyldige, svage mennesker”, såsom børn, gamle, syge osv. mange offentligt ansatte havde måske også bedre arbejdsvilkår end i industrien, men den tid er forbi. Og det bliver mere og mere tydeligt at de offentligt ansatte (hvis man lige ser bort fra departementschefer, kommunaldirektører og des lige) er en del af arbejderklassen, og derfor ikke kan stille sig uden for klassekampen. Arbejderne i den offentlige sektor har taget arbejderklassens traditioner og metoder til sig.

De offentligt ansatte har i stigende grad været ude i kampe de seneste år. I efteråret 2006 var det især pædagogerne i Århus, der med en fire uger lang ulovlig strejke mod nedskæringer tiltrak sig opmærksomhed, men de var langt fra de eneste der strejkede. I sommeren og efteråret 2007 var det sosu-assistenterne der gik i strejke, med krav om markante lønstigninger. Sosu’erne har ikke før taget del i kampene i særligt omfang, og det viser at nye lag trækkes ind i kampen.
Sosu’erne kamp fik sat fokus på lønstigninger, og det er også det gennemgående krav til OK08.

Fag og Arbejde, FOA, den store fagforening for de offentligt ansatte har kørt en kampagne med sloganet ”Mandeløn til kvindefag”, og det er også tydeligt at en del af ligelønsgabet kommer fordi mange kvinder er ansat i den offentlige sektor, og a lønningerne her er lavere end i den private sektor.

Hver gang en privatansat med en mellemlang videregående uddannelse tjener 100 kr., tjener en offentligt ansat med samme uddannelseslængde - f.eks. en sygeplejerske - kun 73 kr.

Kravene til lønstigningerne fra fagforbundenes forhandlere er som normalt meget luftige, med tale om ”markante lønstigninger”, hvilket betyder at der ikke er noget reelt at holde dem fast på. Anderledes konkrete er de offentligt ansatte selv.
Ifølge en undersøgelse i Ugebrevet A4 stod sygeplejerskerne op til overenskomstforhandlingerne forrest med de højeste krav, 8.200 kroner mere om måneden frem til 2011. Lige i hælene på sygeplejerskerne kommer sosu’erne, der forventer en lønstigning på 7.449 kroner. Det er 627 kroner mere, end de forlangte, da de blev spurgt i begyndelsen af oktober. Disse forventninger har ikke ændret sig trods Folketingsvalg, dommedagsprofetier for økonomien.

43 procent af de offentlige ansatte truer i Ugebrevet A4’s undersøgelse med at søge et andet job, hvis de ikke får et ”særligt stort” lønløft ved den kommende overenskomst. Mest radikale er sygeplejerskerne og sosu’erne endnu engang, hvor 62-3 procent truer med at søge et nyt job. I Finland truede 13.000 sygeplejersker med at sige deres job op kollektivt, hvilket gav dem et lønløft på over 20 procent.
Kravene er altså ikke til at tage fejl af, og der er heller ingen tvivl om at arbejdsgiverne, kommuner, regioner og staten ikke vil opfylde kravene, Anders Fogh gjorde dette helt klart i sin nytårstale. Det forslag, regeringen har fremlagt, giver, hvis det fordeles på alle offentligt ansatte pædagogmedhjælpere, 138 kr. ekstra om måneden, sosu-assistenterne 184 kr., sygeplejerskerne 212 kr. og skolelærerne 215 kr., mens kommunaldirektørerne får 650 kr. ekstra om måneden. I øvrigt er det ikke en reel lønstigning, men en fremskrivning af allerede aftalte lønstigninger. Det er en hån mod de offentligt ansatte, på lige fod med finansminister Thor Pedersens påstande om, at de offentligt ansatte tjente meget mere end de kunne se på deres lønsedler.

Men kampviljen er enorm, og fagforeningerne har op til forhandlingerne forberedt endnu større konflikter end de plejer. Sygeplejerskerne planlægger således, at alle på nær nødberedskabet går i strejke øjeblikkeligt, hvis konflikten bliver en realitet.
67 procent af de offentligt forventer at der vil blive storkonflikt, kun 19 procent tror den undgås.

Blandt sygeplejerskerne er 83 procent klar til at strejke, hvis ikke de er tilfredse med den lønstigning, som de stilles i udsigt. 79 procent af sosu’erne er parate til strejker, og de har ellers traditionelt ikke været ude i kampe før sommeren 2007. Den gruppe der mindst vil strejke er de offentligt ansatte akademikere, hvor ”kun” 29 procent, har svaret ja til strejke.

Det eneste, der på nuværende tidspunkt ser ud til at kunne afblæse en konflikt, er hvis regeringen og fagtoppen får overbevist de offentligt ansatte om, at de har opnået det absolut bedst mulige resultat i forhandlingerne, og at regeringen alligevel bare vil gribe ind, så det ikke nytter at stemme nej. Det er dog ikke det umiddelbare perspektiv, og fagtoppen har da også haft en rimelig kontant retorik, da de er klar over at det er den eneste måde ikke at blive fuldstændig miskrediteret blandt medlemmerne. Et sidste element der viser graden af radikalisering, er at vreden er begyndt at brede sig selv blandt politibetjentene, hvoraf flere deltog i demonstrationen 2. oktober, og som også har erklæret sig parate til at strejke for bedre løn.

Enhed i arbejderklassen – til fælles kamp
De borgerlige forsøger den gammelkendte taktik med del og hersk. Taktikken er at splitte de offentligt ansatte internt mellem de forskellige grupper og ikke mindst splitte de privatansatte og offentligt ansatte. Men den eneste vej frem er samlet kamp og enhed i arbejderklassen. Fagtoppen har intet gjort for at samle kampene og gå imod splittelsen. De forskellige strejker er forblevet spredte i stedet for samlede. Den eneste reelle samling har været velfærdsdemonstrationerne, men uden en klar linie om kamp.

At kræve at løngabet lukkes og at lønnen stiger markant for de offentligt ansatte må ikke forlede nogen til at tro at de privat ansatte får en høj løn. Lønnen må hæves for alle arbejdere, og pointen er at dette kun kan gøres gennem fælles kamp. De offentligt ansatte er en del af arbejderklassen, men de har ikke den samme magt som de privatansatte. Så selvom de offentligt ansatte lige nu går forrest i kampene, så er de i sidste ende helt afhængige af de privatansatte, især inden for de tunge brancher, hvis de vil vinde kampene. Når de offentligt ansatte strejker lammes al offentlig service, hvilket kan have en vis effekt på kapitalisternes pengepung i form af privatansatte arbejdere, der må blive hjemme for at passe børn og lignende. Men skal regeringens bagland – kapitalisterne – virkelig presses, så skal der strejker i de private virksomheder til.

Hvis en storkonflikt bryder ud i foråret i den offentlige sektor, så må en af de første handlinger være at appellere til de privatansatte arbejdere om at gå med i kampen. Ikke mindst fordi overenskomsterne handler om mere end ”bare” højere løn til de offentligt ansatte, det handler om hele arbejderklassens velfærd der angribes – det vil være at slag om velfærden i Danmark. Vinder regeringen, er der ingen tvivl om at dens første skridt vil være yderligere angreb på velfærden.

At det absolut er muligt viser en række meningsmålinger. I november offentliggjorde ugebrevet a4 en Vilstrup-undersøgelse, der viser, at der er massiv opbakning i befolkningen til at løfte kvindefagene til ”mandeløn”. Ikke færre end 74 procent (og dette tal gælder både et flertal blandt offentligt og privatansatte) er enig i forslaget om 5 milliarder kroner ekstra til at hæve lønnen til de typiske kvindefag indenfor børnepasning, ældrepleje, sundhed og sygehuse, og 72 procent mener, at folketinget bør skaffe disse penge. Og det er ikke bare en støtte om højere løn, men en direkte støtte til kamp. En meningsmåling foretaget af Vilstrup for ugebrevet Mandag Morgen viser, at 68 procent af befolkningen mener, at de offentlige lønmodtagere er i deres gode ret til at strejke for at opnå arbejdsmæssige krav. Over halvdelen - 54 procent - svarer ja til, at de er klar til at leve med en storkonflikt i tre uger, hvis de offentlige overenskomstforhandlinger skulle ende med det. 35 procent. er endda parat til at fortsætte en storkonflikt endnu længere eller ønsker slet ikke noget indgreb fra Folketingets side.

Især i lyset af den smædekampagne der har været fra medierne, de borgerlige, samtlige arbejdsmarkedsforskere og des lige, viser dette en enorm solidaritet i den danske arbejderklase, der ikke kan stoppes hvis den omsættes til kamp. Heller ikke den interne splittelse blandt de offentligt ansatte har de borgerlige haft held med. Flertallet – også blandt de offentligt ansatte – vil dog fordele de ekstra penge ligeligt mellem alle faggrupper. Af en undersøgelse i ugebrevet A4 fremgår det, ”at 58 procent af de offentligt ansatte går ind for en ligelig fordeling af en eventuel ekstraordinær milliardcheck fra Folketinget. Et mindretal på 36 procent er fortalere for, at enkelte grupper skal have størstedelen af pengene. Tilmed viser undersøgelsen, at der også blandt social- og sundhedspersonalet er opbakning til, at alle offentligt ansatte procentuelt skal have det samme lønløft, hvis Folketinget afsætter en særlig pulje penge til at gøde jorden for markante lønstigninger.” Mest bemærkelsesværdigt er det, at der både blandt ansatte i det offentlige og i det private er opbakning til, at politikerne afsætter en særlig pulje penge til et lønløft af de offentligt ansatte.

Afskaf ”Den danske model”
Al snakken om den såkaldte danske model er en del af propagandaen mod de danske arbejdere. Det foregår på flere områder. For det første fortælles gang på gang en løgn om at den danske model betyder et fredeligt arbejdsmarked – det er løgn! Ser man på statistikkerne, er Danmark et af de lande med flest strejker de seneste år.

Det er helt rigtigt at ”den danske model” burde sikre et fredeligt arbejdsmarked, eftersom at septemberforliget fra 1899 indførte fredspligten. Det betyder det er ulovligt at strejke mellem overenskomstforhandlingerne, og siden 1933 har regeringer grebet ind i alle større lovlige konflikter. Hvilket i realiteten vil sige en afskaffelse af strejkeretten.

Derudover siger både politikere og arbejdsmarkedets parter, at den danske model betyder at politikerne ikke skal blande sig. Men virkeligheden er anderledes. For det første viser de utallige regeringsindgreb at dette ikke er korrekt, for det andet så er det helt tydeligt at spørgsmålet om de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold ikke kan være andet end et politisk spørgsmål – eftersom arbejdsgiverne er politikerne i stat, regioner og kommuner.

Den borgerlige regering har år efter år skåret ned på budgetterne i kommunerne, og de er derfor direkte ansvarlige for at der ikke er råd til højere lønninger også i kommunerne. Det er tydeligt at den borgerlige regering blev rystet af strejkebevægelsen i efteråret 2006, og at de kan rystes i deres grundvold under en storkonflikt i foråret. Den borgerlige regering kan væltes, men kun med en ordentlig ledelse for arbejderbevægelsen, der er parat til at opstille et alternativ.

Som beskrevet ovenfor i dette dokument har Socialdemokraternes ledelse accepteret regeringens forslag til fremskrivningen af lønnen. Men efterfølgende kom det også frem at en lang række socialdemokratiske medlemmer var utilfredse med denne beslutning. Den faglige kamp vil få et udtryk i arbejderpartierne, og det er også absolut nødvendigt. Det kan godt være der går lidt tid før den stigende radikalisering på det faglige område for alvor spejler sig i partierne, først vil arbejderklassen afprøve deres styrke på det faglige område.

Sidst men ikke mindst er der nok ingen vej uden om en politisk kamp, hvis der kommer storkonflikt. Hvis overenskomsterne i foråret 2008 ender med konflikt er der ingen tvivl om at regeringen vil gribe ind. Om indgrebet bliver som i 1998, hvor regeringen greb ind efter en længere konflikt og det hele gik i sig selv, eller om det kommer til at minde mere om 1985 hvor den borgerlige regering greb ind efter bare to dage, med eksplosion til følge, er ikke til at sige. Men et scenario som 1985 kan ikke afvises.

Fagbevægelsen må kæmpe
Hovedproblemet for de danske arbejdere er deres egen ledelse. De sidste mange år har de gang på gang været ude i kampe, ikke pga. deres ledelse, men på trods.
Arbejderbevægelsens højrefløj lærer arbejderne at dukke nakken og indordne sig. Med Trotskijs ord lærer de arbejderne at være lakajer. Men arbejderne vil ikke kæmpe for en ledelse, der ikke viser en vej frem, ligesom soldater i en hær ikke ønsker at sætte livet på spil for en ledelse, der ingen plan har for, hvordan krigen, eller blot det næste slag, skal vindes.

Fagbevægelsens ledelse ser ud til at være rykket til venstre under pres fra begivenhederne. De har blandt andet været med til at arrangere de store velfærdsdemonstrationer, bl.a. d. 2. oktober 2007. Det er uden tvivl et stort fremskridt, at fagbevægelsen går med i organiseringen af demonstrationer med hundredetusinder af deltagere. Men problemet er at disse endags demonstrationer, trods deres enorme størrelse, ikke for alvor kan ryste regeringen og stoppe nedskæringerne. Hvad der er brug for er en ledelse der går forrest i kampene og som samler dem.

Efter demonstrationen 17. maj i 2006 indkaldt ”venstrefløjen” i fagbevægelsen til såkaldt stormøde hvor kampen skulle diskuteres. Disse møders udemokratiske karakter beskrev vi også i sidste perspektiv, men i år blev der ikke engang indkaldt til møde. Fagtoppen ved, at der ulmer en enorm utilfredshed blandt medlemmerne, der også afspejles blandt de tillidsvalgte, og et møde for disse kunne risikere at ende i en fortsættelse og udvidelse af kampen. Det ser da også ud som om der så småt under overfladen er ved at komme et organiseret udtryk for utilfredsheden, men det er endnu i sin kimform.

Valget af Harald Børsting som formand for LO er et udtryk for, at højrefløjens fremmarch i fagbevægelsen er stoppet. Den anden kandidat Trine Aurvig-Huggenberger, hidtidig næstformand for LO, var kandidaten fra den ekstreme højrefløj, som Hans Jensen også repræsenterede. Der er ingen tvivl om, at Harald Børsting ikke er særlig venstreorienteret, men han blev set som mere til venstre end Trine Aurvig-Huggenberger, og det er det afgørende når man skal aflæse den underliggende tendens. Desuden er det værd at huske på det seneste formandsvalg i FOA, hvor Dennis Kristensen, der var den mest venstreorienterede kandidat, vandt. Han afløste Poul Winckler, der tilhørte fagbevægelsens absolutte højrefløj.

Problemet er at selv, det der skulle være oppositionen i fagbevægelsen ikke har udgjort en reel opposition, og ikke har fremført nogen som helst perspektiver for kampen. Nej-kampagnen i forbindelse med 2007 var desværre endnu svagere end i 2004 og 1998, hvor der blev indkaldt til nationalt møde for tillidsmænd på nej-siden. I 2007 blev de konferencer der var planlagt endda aflyst. Arbejderne skal således opbygge en kampvillig ledelse fra bunden

Men inden det kan ske, vil det stadigt stigende pres fra bunden før eller siden komme til udtryk gennem fremkomst af mere eller mindre venstrereformistiske strømninger i arbejderbevægelsens ledelse. Men i den kommende periode, vil reformer til fordel for arbejderklassen være umulige inden for den kapitalistiske økonomis grænser. Derfor vil disse, på trods af radikalt sprog, være nødt til at følge kapitalismens diktater. Det vil koste arbejderklassen dyrekøbte erfaringer.

Som sagt fungerer fagbevægelsens ledelse lige nu som et låg, men et låg på en trykkoger, hvor presset kan blive så stort at hvis ikke låget giver efter, kan det eksplodere. Den danske fagbevægelse har stolte traditioner og en stor organisationsgrad, men den højreorienterede ledelse har formået at vælge en linie, der er ved at underminere alle disse landvindinger. Medlemmerne fosser ud af fagforeningerne, og man kan til en vis grad forstå dem. Men det er tydeligt nu, at de ikke fosser ud fordi de ikke vil organisere sig, men fordi fagforeningerne ikke har kæmpet for dem. Medlemstallet i mange af de offentlige fagforeninger er således vendt under forhandlingerne op til forårets overenskomster – flere melder sig nu ind end ud. Det viser lige præcis vejen frem for den danske fagbevægelse: når den kæmpe for sine medlemmer, opfylder den sit formål, og de danske arbejdere bakker op. Ethvert skridt til højre har ført til nedgang og medlemsflugt, men så snart lederne viser vilje til at kæmpe, giver det medlemsfremgang.

Klassekamp forude
Der er lagt i kakkelovnen til de danske kapitalister i den kommende periode. Men det er ikke kun kapitalisterne, der vil få et hedt år, det vil mange af lederne i den danske arbejderbevægelse, og også på venstrefløjen.

”Klassekampen er død”, sådan har sloganet lydt både fra kapitalisterne, men også dem der skulle repræsentere arbejderne og sådan set også fra mange på venstrefløjen, der har argumenteret for at klassesammensætningen er mere ”kompleks”, og at alle forslag til videre kamp skulle afvises af frygt for at arbejderne ikke ville forstå det.

Den eneste der reelt har haft fremført et program og en plan for at vinde kampene er de danske marxister i avisen Socialistisk Standpunkt. Vi har fremført parolen om at samle repræsentanter for alle arbejdspladser, uddannelsessteder o.l. for at diskutere de næste skridt i kampen, og herunder muligheden for en 24-timers generalstrejke. Fra alle sider lød det at det var helt ude i skoven, og at det var helt umuligt. Men bevægelsen i Frankrig mod CPE loven og generalstrejken i Grækenland i efteråret 2007, viste at det absolut ikke er umuligt at samle alle arbejdere og ungdommen i en fælles kamp mod den borgerlige regering.
Det der er brug for nu er at samle alle klassebevidste arbejdere for at opbygge en opposition, der som det første må stille krav om demokrati i fagbevægelsen, arbejderledere på arbejderløn, og en fagbevægelse der går forrest i kampene.