Det går bare knald godt! Det får vi i hvert fald at vide hver dag i diverse nyhedsudsendelser og aviser: ”opsvinget vil ingen ende tage” og ”danskerne er rigere end nogensinde før”.
Fakta er desværre, at vi er i et såkaldt ”forbrugsdrevet” opsving. Et opsving som har givet en årlig vækst i økonomien på et par procent, men som ikke har betydet forbedringer af velfærd og arbejdsforhold, men tværtimod nedskæringer og angreb på arbejderklassen. De årlige lønstigninger har kun akkurat ligget over inflationen. Er det hvad man kalder ”gode tider”?
Derimod er arbejdsgivernes profitter eksploderet! Og der uddeles lønstigninger, bonuser og frynsegoder på direktionsgangene som aldrig før.
Af de otte større selskaber, der i skrivende stund har fremlagt årsregnskaber, har den gennemsnitlige lønstigning for topcheferne været på 14,5 procent!
Tilbage til slavesamfundet
Men, når disse forgyldte direktionsdrenge siger, taler til arbejderen, så er det én lang klagesang: løntilbageholdenhed, fleksibilitet, 40 timers arbejdsuge, ”interessetid” og andre herlige bekendtskaber. Alt sammen i den hellige internationale konkurrences navn! Bosserne opstiller valget: høje lønkrav, og virksomhederne flytter til udlandet, eller slave-arbejdsforhold og du kan beholde dit job! Pest eller kolera.
Når de siger, de ikke har råd til en dansk arbejder, siger vi: Så har vi ikke råd til dig! Dette er den eneste løsning: udflytningstruede arbejdspladser må nationaliseres under arbejdernes kontrol! Alternativet i yderste konsekvens er kinesiske arbejdsforhold.
Den konkurrence arbejdsgiverne er bange for ikke at kunne klare er: konkurrencen om hvem der kan skrabe mest ind i profit.
Kritisk situation
Så rent ”moralsk” har bosserne ikke noget at skulle have sagt. Men desværre er det jo ikke moral, der bestemmer hvordan verden ser ud. Og i øjeblikket ser den ikke for lys ud.
Hele den danske økonomi står og falder med boligmarkedet. Og hele den danske arbejderklasse er spændt hårdt for. Mange sidder med flekslån o.l. i deres bolig, lån i friværdien eller lign. Og renten går én vej: Op.
Samtidig er olieprisen eksploderet. Kun få gange i verdenshistorien har prisen været så høj, som den er i skrivende stund. Bare disse to udgiftskilder; privat gæld og oliepris, er kæmpe dræn på arbejderklassens husholdninger.
Så højere løn er simpelthen nødvendigt, hvis ikke vi i yderste konsekvens skal gå fra hus og hjem.
Medlemmerne må høres
Ved OK-forhandlingerne har fagforeningernes top gang på gang overhørt kravene fra medlemmerne, og har aftalt de økonomiske rammer med arbejdsgiverne før forhandlingerne er gået i gang.
Men det må være medlemmernes krav, der er udgangspunktet, og dermed kravene der sætter grænserne for de økonomiske rammer.
Tidligere er forhandlingerne mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne blevet lavet bag lukkede døre, så medlemmerne ikke har kunnet følge med i hvilke rævekager, der er blevet bagt. Forhandlingerne må lægges åbent frem, så vi kan følge med i, om vores repræsentanter virkelig kæmper vores sag.
De sidste par år har der været en tendens til, at arbejdspladser er gået med til lønnedgang og forhøjelse af arbejdstiden, i håb om at undgå værre angreb, som for eksempel udflytning. Hvis vi dukker nakken nu og accepterer forringelser, vil det ikke virke formildende. Tværtimod. Det vil være en tilskyndelse til yderligere angreb. Vi bliver presset hårdere og hårdere, kun truslen om kamp kan sikre vores forhold.
Vores krav til OK2007
Hovedkravet, der kan løfte os alle, er kravet om en højere mindsteløn. Vi siger 130kr i timen. Det er den eneste måde, vi samlet kan sikre vores forhold. Og det må også gælde lærlingene, der i de sidste mange år er blevet overset.
De sidste overenskomster har der knap været tale om reallønstigninger. Dette samtidig med stigende arbejdspres, overarbejde og stress til os og rekordoverskud til arbejdsgiverne og aktionærerne. Det er på tide vi får kompensation for de sidste mange års slid, som har gjort disse overskud mulige. Vi siger generelle lønstigninger på 10 procent.
Overarbejdet stiger - med eller uden overtidsbetaling. Stress er blevet en folkesygdom - det er uacceptabelt. Sæt arbejdstiden ned til 35timer, med fuld løn- og personalekompensation! Ansæt de folk der skal bruges! Vi har ret til et liv uden for virksomhedsporten.
Når økonomien ser ud, som den gør, hvor intet er sikkert, så er det klart at dyrtidsreguleringen må genindføres. Hvis olieprisen fortsætter sin himmelflugt, vil den også betyde højere priser på de varer, vi køber til daglig. Vores løn skal ikke udhules!
Som følge af at samfundsøkonomien i øjeblikket balancerer på en knivsæg, er det klart, at vi kun kan acceptere ét-årige overenskomster. Vi kan simpelthen ikke klare at sidde med en forældet overenskomst, hvis hele ”opsvinget” ryger på gulvet.
Den skandaløse aftale om at arbejdere der går i ”overenskomststridig” strejke for at forsvare deres arbejdsforhold, skal arbejde den tabte arbejdstid af, uden overtidsbetaling, må afskaffes.
