(Denne artikel udgives også som løbeseddel til velfærdskonferencen d. 8. maj - se pdf her)

Den borgerlige regerings såkaldte velfærdsudspil rummer kæmpe angreb på den danske arbejderklasses og ungdoms levestandard. Et angreb på en række af de rettigheder som det har taget mange årtiers kamp at kæmpe igennem.

Til trods for kæmpe overskud på finansloven (omkring 50 mia.) og gigantiske rekordoverskud i de store danske virksomheder (AP Møller alene 21 mia.) får vi nu at vide, at det er nødvendigt, at der bliver skåret kraftigt ned, da vi ellers om 40 år vil have mangel på arbejdskraft! Samtidig er omkring 800.000 i den arbejdsduelige alder på en form for overførselsindkomst. Det er på tide, at der bliver sagt stop til de gentagne forringelser.

Demonstrationen 17. maj er første skridt. Men demonstrationen må bakkes op af truslen om en 24 timers generalstrejke!

For et liv efter arbejdsmarkedet!
Regeringen lægger op til, at efterlønsalderen skal hæves til 63 år. Dette er en alvorlig trussel mod efterlønnen. Man påstår nu, at der er masser af arbejde til arbejdere over 60 år. Men sandheden er, at arbejdsgiverne indenfor både det offentlige og det private bevidst presser ældre ansatte ud af deres virksomheder.

Tempoet på hele arbejdsmarkedet er ved at nå ekstreme højder. Stress er mere end nogensinde blevet en folkesygdom. Men står det til regeringen, skal vi arbejde, til vi falder om. Dette er uhørt. Der skal ikke pilles ved efterlønnen! Vi må kræve retten til et liv efter arbejdsmarkedet! Retten til en alderdom!

Halve dagpengene? – Skaf arbejde i stedet!
Forslaget om at halvere dagpengene for unge under 30 er ren og skær arbejdsgiver politik. De bruger bevidst truslen om arbejdsløshed (for eksempel ved at flytte virksomhederne ud af landet) til at få os til at arbejde hurtigere. Sandheden er, at de borgerlige helst så dagpengene helt afskaffet. I 1996 var det unge under 25, nu er det unge under 30 og forringelser for dem over 55, samt krav om øget aktivering og trussel om at trække i dagpengene – hvad bliver det næste. Det er på tide at sige stop.

Hvem skaber arbejdsløshed – det gør kapitalisterne. Hvorfor skal vi så betale? En halvering af dagpengene vil betyde økonomisk ruin for de arbejderfamilier, som det berører. Det vil tvinge folk ud i lavt betalte midlertidige stillinger og sort arbejde. Det er en trussel mod hele lønniveauet i Danmark. I stedet for at straffe de syge burde man helbrede sygdommen.

Afskaf arbejdsløsheden gennem 30 timers arbejdsuge med fuld personale- og lønkompensation! Fjern nedskæringerne i den offentlige sektor – genansæt de fyrede!

Startløn = Løntrykkeri
Regeringen fortsætter i deres udspil med, at jagte den del af arbejderklassen, der har fremmed herkomst – indvandrerne, eller efterkommere af indvandrere. I integrationens hellige navn skal de nu tvinges i arbejde, med lønninger under mindstelønnen. Det er for at hjælpe indvandrere til at integreres, påstår vores arbejdsgiverregering! Men deres snak om integration er ikke andet end et tågeslør for at presse en del af arbejderklassen ud i at agere som løntrykkere.

De påstår, at indvandrerne er et problem. Men det er forkert. Det er mange gange blevet afsløret, at arbejdsgiverne nægter at ansætte folk, fordi de har et forkert navn, hudfarve eller går med et tørklæde. Det er her, problemet er: en racistisk ansættelsespolitik i dansk erhvervsliv. Det har altid været en kamp i arbejderbevægelsen, at sikre at ingen gruppe skal presses til at agere løntrykkere.

Forsvar SUen – Forsvar retten til uddannelse for arbejderbørn!
SUen skal også forringes. Især Dansk Industri har tordnet imod, at unge tillader sig at bruge 6 år på en uddannelse, der er sat til at vare 5 år. Væk med fjumreåret siger de. Men børn fra overklassen bliver finansieret af deres familier, med boliger, lommepenge, bøger og ekstraundervisning. Det har unge fra arbejderhjem ikke mulighed for. De er nødt til at arbejde ekstra ved siden af studierne. Derfor kan man se, at det især er unge fra overklassen, der gennemfører de videregående uddannelser. Regeringens forslag er endnu en forringelse og endnu et skridt væk fra retten til uddannelse til alle. I stedet må vi kræve en SU, der er til at leve af – svarende til mindstelønnen. Og selvfølgelig at man har ret til at gøre sit studie færdig – selvom det måske tager lidt ekstra tid.

Hvad er næste skridt
Regeringens udspil er sort arbejdsgiver politik – det vil bombe den danske arbejderklasse mange år tilbage. Det kan og må ikke accepteres! Tillidsmandsmødet i dag og demonstrationen den 17. maj er de første skridt.

Det er første gang, at hele arbejderbevægelsen med fagforeninger, arbejderpartier og elevorganisationer er gået sammen i en fælles protest. Desværre har nogle forbund kun sat deres navn på som medunderskrivere og har ikke gjort det store for at mobilisere deres medlemmer. Regeringen har før ignoreret demonstrationer. Det er efterhånden tydeligt, at regeringen ikke er til at tale fornuft med. De er kun modtagelige for mere håndfaste argumenter. Derfor er det ikke nok med en demonstration. Vi må være parate til at følge demonstrationen op med yderligere handling, hvis ikke regeringen giver efter for vores krav. Svaret må være en landsdækkende strejke.

For en 24 timers generalstrejke
I Frankrig gik en samlet arbejderklasse og ungdom i aktion mod det forhadte CPE lovforslag. De vandt ved at gennemføre strejker og demonstrationer. Vi må gøre det samme.

Et flertal i LO bakker allerede op. Dette flertal må bruges til at presse LO toppen til at indkalde til en 24 timers generalstrejke, hvis ikke regeringen trækker nedskæringerne tilbage efter den 17. maj. Det er tydeligt, at regeringen og deres venner de danske kapitalister har glemt, hvem der skaber deres kæmpe profitter. Det gør arbejderklassen. Der er et kæmpeflertal i befolkningen mod regeringens angreb. Men hvis ikke vi tør bruge magt imod angrebene, vil de fortsætte. Indtil videre har toppen af arbejderbevægelsens forhandlinger ikke stoppet nedskæringer og øget arbejdspres. Hvis regeringen ved, at vi ikke følger vores krav op med handling, vil de aldrig give efter for vores krav. En 24 timers generalstrejke for arbejdere og elever med truslen om en ny generalstrejke, hvis ikke de giver efter for kravene, er den eneste vej frem.

Stop de borgerlige – for en arbejderregering på et socialistisk program
I sidste ende må kampen dreje sig om at vælte den borgerlige regering. Alternativet er en arbejderregering bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Men vi har før set arbejderpartier være med til at skære ned. Højredrejningen i især Socialdemokratiet har ikke medført andet end stemme- og medlemsflugt. Derfor må vi også kæmpe for, at arbejderpartierne fører en anden politik - arbejderpolitik.

Denne konference må også se det som sit mål at aktivere medlemmerne til aktivt at arbejde inde i arbejderpartierne for en ny linje. Vi må kræve, at arbejderpartierne går til valg på et program, der forsvarer velfærdssamfundet, fjerner alle nedskæringer og nationaliserer udflytningstruede virksomheder – med andre ord et socialistisk program.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.