Goldman Sachs Tower 2011-04-09[Billede: Wikipedia.org]

Den danske stat vil med salget af DONG-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs sætte fart under udsalget af Danmarks infrastruktur. På mellemvejen kan Goldman Sachs se frem til en massiv skattefri gevinst og fuld kontrol over det tidligere statsejede selskab.

På torsdag forventes alle partier, undtagen Enhedslisten, at stemme for en aftale om salg af 19 procent af aktierne i Dong Energy. Dansk Folkeparti var med i det oprindelige forlig, men har efter de seneste dages stormvejr fået kolde fødder, og siger nu, ganske populistisk, at de også vil stemme nej. Om det rent faktisk sker, må vi se.

Dong Energy er en gigant på det danske energimarked, som leverer naturgas til el og varme til omkring 1. mio. slutbrugere. I tråd med de seneste årtiers privatiseringer og udsalg af statslige virksomheder, som Post Danmark og TDC, har Christiansborg i årevis forsøgt at få en aftale igennem om børsnotering af aktieselskabet Dong Energy, hvor staten sidder med omkring 80 procent af aktierne.

Selskabet har i lang tid fungeret ligesom en privat ejet virksomhed, hvis primære fokus har været på profit. Men nu vil forligspartierne (alle undtagen Enhedslisten) altså af med hele herligheden.

Hvorfor børsnotering?

En del af den politiske aftale, som partierne bliver bedt om at godkende på torsdag, indeholder et krav om børsnotering inden selskabets regnskabsaflæggelse i 2017. Hvis dette krav ikke opfyldes, har Goldman Sachs ret til at tilbagesælge sine aktier til en "i forvejen aftalt pris". Altså bliver børsnoteringen af DONG Energy de facto afgjort på torsdag.

En beslutning der vil have negative konsekvenser for de danske brugere af elektricitet, i form af mere usikker forsyning og højere priser samtidig med at statskassen subsidierer en af verdens største investeringsbanker. Kort sagt: de eneste, der tjener på denne handel, er pengemændene i Goldman Sachs. Socialistisk Standpunkt mener, at hele energiforsyningen må tilbage på statslige hænder.

Goldman Sachs er formidable købmænd. De indgår ikke i en handel, med mindre de har en skyhøj forrentning af deres investering i udsigt. Med andre ord regner de med at få en massivt højere pris for deres aktier, når DONG børsnoteres, end deres investering på 8 mia.

Hele aftalen handler ikke om andet end at få en så høj aktiekurs som muligt, når DONG sendes på børsen. Det kan kun være overordentligt naive mennesker, der oprigtigt talt tror, at årsagen til salget til Goldman Sachs er for at rejse kapital til investeringer i "bæredygtig energi".

Goldman Sachs er fuldstændig klar over, at hele den "bæredygtige sektor", er fuldstændig ubæredygtig på markedsvilkår. Det var det allerede inden den seneste massive udvidelse af udvindingen af gas og olie i USA, gennem såkaldt fracking, der har presset priserne yderligere på fossile brændstoffer. Den eneste grund til, at der kan sælges strøm fra vindmøller, solceller og lignende i dag, er på grund af massiv statsstøtte. Ellers ville priserne på strøm fra disse kilder være langt over olie, kul og gas.

Ligeledes er Goldman Sachs også klar over, at der skæres kraftigt ned på de offentlige budgetter i Europa og at det vil fortsætte i lang tid. Men andre ord: Den nuværende bæredygtige energisektor lever på lånt tid. Hvis statsstøtten fjernes, vil den implodere. Mens vedvarende energi er godt for miljøet i Danmark, er de nuværende vedvarende energikilder absolut en usikker forretning fra et kapitalistisk synspunkt – fra Goldman Sachs' synspunkt. De er altså ikke med i aftalen for at give penge til nye grønne projekter.

Hvad betyder en børsnotering?

"Idéen er jo, at Dong skal børsnoteres om nogle få år. Og sandsynligvis vil Goldman Sach kort efter børsnoteringen skille sig af med en del af aktierne - de vil ikke være ejere af Dong i 30 år", siger professor Michael Møller til Politiken.

Ved at "rydde op i selskabet" skal Goldman Sachs altså være med til at presse kursen på de nyudstedte aktier så højt op som overhovedet muligt. Det vil give Goldman Sachs en masse penge og selvfølgelig også betyde at staten kan tjene så meget desto mere på at sælge sine aktier på daværende tidspunkt, muligvis en stor engangsfortjeneste men et udsalg af arvesølvet.

Goldman Sachs køb af Dong aktioner vil betyde fyringer, "rationaliseringer" osv. for de omtrent 7.000 medarbejdere. For kunderne – de danske arbejdere – vil en "succesfuld" lancering på børsen være lig med, at der skal findes milliarder til udbytte. I stedet for stabile energileverancer primært til de danske kraftværker, vil der blive fokuseret på udvidelse af profitten. Aktiemarkedet er ikke just kendt for at være langsigtet. Aktionærerne vil kræve afkast fra dag ét. Det betyder, at langsigtede projekter, langsigtet vedligehold osv. vil blive nedprioriteret, til fordel for opstramninger, hvilket kan gå ud over stabilitet og miljørigtighed.

I forhold til slutaftagerne er konsekvenserne uundgåeligt stigende priser. Det giver sig selv, at når leverandøren af energi til 1/5 af Danmarks befolkning pludselig skal til at give et afkast ud af sin normale omsætning, kan disse penge kun komme ét sted fra: slutbrugerne, altså arbejderklassen.

Skattefri investering

I løbet af de sidste dage er det også kommet frem, at den egentlige køber af de 19 procent af statens aktier, juridisk set, er en overordentlig kreativ selskabskonstruktion, hvis eneste formål er at undgå at betale skat af den kommende enorme gevinst. Information afslører således:

"Det er Goldman Sachs-selskabet New Energy Investments i Luxembourg, der vil skyde penge i DONG Energy mod at få en ejerandel i selskabet. New Energy Investments er ejet af to andre selskaber i Luxembourg, New Energy I og New Energy II, der igen er ejet af fem skuffeselskaber på henholdsvis Cayman Island og i den amerikanske stat Delaware. Det kaldes skuffeselskaber, fordi de ikke har andre aktiviteter end ejerskab af andre selskaber."

Alt dette vil betyde, at Goldman, ganske lovligt – naturligvis – kan undgå at betale skat. Samtidig vil selskabet få vetoret i bestyrelsen, hvilket de facto giver denne mindretalsaktionær kontrollen.

Det er moralsk forkasteligt, ja. Men det er kapitalisme – godt købmandsskab. Det er resultatet af privatiseringer. Goldman Sachs' skattefrihed er sekundært. Det primære er, at DONG overhovedet ikke bør være på private hænder. Sikkerhed i energiforsyning og distribution er et samfundsspørgsmål, det samme gælder miljøhensyn, og behovet for lave priser til forbrugerne. Siden 2000 er elektricitetspriserne i forvejen steget med 50 procent ifølge Danmarks Statistik.

Infrastruktur som energi, vand, veje, jernbaner og post er sektorer med naturlige monopoler. Bjarne Corydon bør derfor ikke være bange for kommunismens spøgelse, i forhold til få det hele tilbage på statens hænder. Der er intet socialistisk planøkonomi i at have infrastrukturen på statens hænder i sig selv, det har den været i årtier. Men sættes en nationalisering af disse sektorer i forbindelse med en nationalisering af de 200 største virksomheder og finansinstitutioner under en demokratisk socialistisk plan for at udvikle produktionen, vil alle ressourcer kunne blive udnyttet til samfundets bedste og tage tigerspring frem. Med aktiesalget til Goldman Sachs og fremtidig børsnotering, er den modsatte vej udstukket.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.