danishcrown6.000 slagteriarbejdere valgte med 60 procents flertal at afvise at give 1.000 kroner efter skat hver måned i fire år. Ikke til velgørenhed, men til Danish Crowns ejere. Deres afvisning af at betale for deres eget job, sker på trods af en massiv JA-kampagne fra medier, arbejdsgivere og fagforening, og må hilses velkommen, som en stor moralsk sejr for arbejderne. De har holdt deres hoved højt, trods stor modgang.

De danske slagteriarbejdere har ellers været under massivt pres med løbende fabrikslukninger. På ti år er antallet af slagteriarbejdere blevet halveret til 8.000 og frygten for at blive den næste, der ryger, er udbredt.

Netop denne frygt lå til grund for aftalen, som blev indgået mellem Danish Crown og fællestillidsfolkene: Ønsket om at beholde jobbet for enhver pris. Og prisen var virkeligt høj. 600 millioner lønkroner skulle tilgå en ny fond. Den skulle udlåne penge til dybt forgældede landmænd, så de kunne udvide produktionen af slagtesvin mod en klausul om, at den øgede produktion skulle leveres til Danish Crown.

Ifølge aftalen lovede ledelsen af Danish Crown, at de ikke ville lukke nogen fa- brikker i fire år. Men stadig ville der komme fyringer. Ledelsen af Danish Crown oplyste før afstemningen, at man allerede havde planer om at fyre 500 til næste år.

Det er altså en noget tvivlsom investering, som fællestillidsfolkene på Danish Crown, med opbakning fra toppen af NNF, anbefalede deres kolleger at fore- tage. Faktisk er den så tvivlsom, at der er garanti for, at de aldrig ville få deres "investerede" penge igen. Vupti: ejerne af Danish Crown havde med aftalen fået en glimrende kreditmulighed – ganske gratis, hvilket er yderst belejligt i en tid, hvor alle andre, inklusiv bankerne, ikke har lyst til at give penge til landbrugenes fallitbo.

Dansk landbrug skylder nemlig 362 milliarder kroner væk. "Selv under de gunstigste betingelser kan landmændene ikke skabe en indtjening, der gør det muligt at reducere gælden. Det viser blot, at landbrugets gæld simpelthen er blevet for stor," siger Henrik Zobb, leder af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet til Jyllands-Posten.

Set fra Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens perspektiv var aftalen om en kreditfond finansieret af slagteri- arbejderne imidlertid helt genial: "Fuld respekt og hatten af for den aftale, som fællestillidsmændene har indgået [...] Det synes jeg, er flot" (nyhederne.tv2. dk, 3. september).

Om Henrik Sass også mener, at slagteriarbejderne skal give endnu mere af deres løn næste gang for eksempel svinenoteringerne falder, meldes der ikke noget om.

Slagteriarbejdernes afvisning af klassesamarbejdsaftalen løser selvfølgelig ikke problemet med fabrikslukningerne. Det er spørgsmål, der kun kan løses politisk. Vi har ikke råd til at miste de danske slagterier. Vil Danish Crown ikke drive slagterierne videre, må de nationaliseres og køres videre under arbejdernes kontrol, kombineret med et forbud om at sende smågrise og slagtesvin til udlandet for opfedning og slagtning. □

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.