Hen over sommeren var vi vidne til en række masseprotester og sociale oprør i en række lande. Fra Brasilien i vest til Egypten og Tyrkiet i øst. Masseprotester og generalstrejker i europæiske krise-lande som Portugal, Grækenland og Bulgarien. Den seneste periode har budt på en bølge af folkelig masseprotest på international skala i et omfang, man ikke har set siden 1970’erne.
Det er en afspejling af, at kapitalismen tvinger folk på gaden for at forsvare deres leveforhold og rettigheder. Det angreb på lønninger, sociale rettigheder og fremtidsudsigter, som er intensiveret med krisen, gør alle de velkendte, ”rolige” forhold mellem klasserne umulige. Selv i lande, hvor økonomien er gået fremad i den seneste tid – som Tyrkiet og Brasilien – har vi set masseprotest imod ulighed og krav om ordentlige levevilkår.
I Grækenland er arbejdsløsheden officielt nået op på 27,6 procent. Værst ser det ud for de unge mellem 15 og 24, hvor 64,9 procent er arbejdsløse. Landets produktion er faldet med en fjerdedel siden 2007. De hårde diktater om kæmpemæssige nedskæringer og lønnedgang, som er blevet presset ned over de græske arbejdere og fattige, har kun tjent til at redde de store banker og forgælde statskassen endnu mere.
Allerede nu taler Tysklands Bundesbank om, at der inden længe er behov for en ny ”hjælpepakke”. Sådan en besked må sende kuldegysninger ned langs græske arbejderes rygsøjler. De tidligere pakker har blandt andet bestået i, at kræftpatienter uden penge må undvære den fornødne behandling og at skolebørn besvimer af sult og udmattelse på grund af fattigdom.
Selv om det i Danmark kan se ud som om, at nedskæringerne Grækenland er et ekstremt eksempel, er der ingen der er i tvivl om, at det er i den retning, ”markedet” dikterer, samfundet skal gå. Når samfundets top taler om privatiseringer og udliciteringer, taler de i virkeligheden om, at rigmænd og aktionærer skal score kassen på at ødelægge folks arbejdsliv og de tilkæmpede sociale rettigheder.
Et af de seneste eksempler er rengøringen af Københavns Kommunes kulturhuse og museer. Den er blevet udliciteret til firmaet Allianceplus. Resultatet er blevet, at de ansatte nu får 20 kroner mindre i timen og 43 procent mindre tid til at udføre det samme arbejde. Alle andre historier om privatiseringer og udliciteringer – lige fra jernbanedrift til renovation – fortæller den samme, triste historie.
De velbjærgede strandvejspolitikere, der taler om lavere selskabsskat, sulte-SU og mere pisk til de arbejdsløse, har ganske enkelt ikke forbindelse til almindelige menneskers hverdag. Det eneste, de har forbindelse til, er bankerne og de store virksomheder. Det er disses interesser, de varetager.
Over for overklassens klassekamp bør arbejderbevægelsen sætte hårdt mod hårdt.
Når erhvervstoppen og de åh-så ansvarlige politikere siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, bør svaret være at sætte lønnen op.
Når de klager sig over, at der er mange arbejdsløse, bør de mødes af krav om at ansætte de ledige arbejdere eller blive nationaliseret, så alle kan komme i arbejde.
Når de taler om at spare på de arbejdsløse, bør de mødes af krav om at spare de 16 milliarder, som det offentlige hvert år bruger på hovedløs og ydmygende ”aktivering” af ledige arbejdere.
Når de taler om at lade falde, hvad ikke kan stå, bør de mødes af krav om, at hele finanssektoren gøres til offentlig ejendom og underkastes en demokratisk plan.
Når de taler om at hæve produktiviteten, bør de mødes af krav om, at de 165 milliarder, som de danske virksomheder gemmer i deres opsparing, bliver investeret i nyt maskineri og byggeri, så produktiviteten kan udvikles.
Kort sagt må arbejderbevægelsen begynde at stille krav, der ikke er ansvarlige over for det kapitalistiske systems rammer, men er ansvarlige over for arbejderklassen. Der er med andre ord brug for en socialistisk politik i arbejderbevægelsen.
