Arbejderpartierne miskrediteret

De borgerlige strateger var ikke nødvendigvis kede af, at de borgerlige tabte valget i 2011. VKO regeringen fik sværere og sværere ved at gennemføre de for kapitalisterne nødvendige ”reformer”. Det er set mange gange gennem historien, at arbejderpartier i en regering har langt nemmere ved at gennemføre såkaldt ”nødvendige” reformer. Nyrup udliciterede og skar således langt mere ned i 1990’erne end den forhadte borgerlige Schlüter regering i 1980’erne. Ved at skære ned miskrediterer arbejderpartierne samtidig sig selv og baner vejen for en ny og endnu hårdere borgerlig regering.

Det er den nuværende regering skoleeksemplet på. Vi står midt i den værste økonomiske krise i hvert fald siden 1930’erne. Til at administrere krisen har vi en klassesamarbejdsregering. De Radikale, der altid ar været brugt som kapitalisternes forsikring mod, at arbejderpartierne ikke går for langt. Fra toppen i arbejderbevægelsen bliver De Radikale brugt som lynafleder for utilfredshed. Hver gang baglandet er utilfredse, kan skylden skydes på de Radikale.

SF blev efter valget i 2011 indoptaget i dette klassesamarbejde og fik en plads i regeringen. På den måde blev der sat en effektiv bremse for den vækst, partiet oplevede som resultat af den massive utilfredshed og bevægelser, vi så i Danmark fra årtusindeskiftet og frem til 2008. SF blev på daværende tidspunkt set som et alternativ til venstre for Socialdemokratiet, som ikke var viklet ind kompromisser om nedskæringer, men tværtimod lyttede til kravene fra almindelige arbejdere, særligt i den trængte offentlige sektor. Men i stedet for at holde fast i disse krav, blev det hele kastet over bord, for at tækkes Helle Thorning og de Radikale.

Miskrediteringen af regeringen startede hurtigt. Regeringen mistede sit flertal i befolkningen blot en måned efter valget, hvilket var første gang det skete for en nyvalgt regering i 20 år. Og opbakningen til Socialdemokraterne og SF er fortsat med at falde efterfølgende.

Forskellen mellem de borgerlige partier og arbejderpartierne er naturligvis, at godt nok kan Socialdemokraterne i en periode gennemføre hårdere nedskæringer, med henvisning til at det er nødvendigt og de to mindre arbejderpartier; Ø og SF kan bakke op (inde og udenfor regeringen) ud fra devisen om ”det mindste onde” -at det er bedre at støtte Helle T i hendes nedskæringer, end at de borgerlige kommer til magten.

På trods af at politikken fra den nuværende regeringen er mere eller mindre identisk med de borgerliges, så betyder det imidlertid ikke, at arbejderpartierne og de borgerlige partier er ens. Så langt fra. Deres klassebase er nemlig direkte modsat.

De borgerliges bagland, kapitalisterne og bankerne, kritiserer de borgerlige partier, hvis ikke de er borgerlige nok. Arbejderpartierne har rødder til fagbevægelsen og arbejderklassen som et hele. I en periode er netop dette ganske vist med til at kunne holde utilfredshed nede og protestbevægelser tilbage. Men det kan kun ske i en begrænset periode, som vi har set det i f.eks. Grækenland og Portugal, hvor der har været massebevægelser imod socialdemokratiske regeringer.

Så selvom en regering med deltagelse fra arbejderpartierne kan holde bevægelser tilbage en vis tid, så er det på bekostning af at have så meget desto mindre kontrol over bevægelserne, når de så endelig bryder ud, simpelthen fordi de har miskrediteret sig selv.

Og det lægger et langt større pres på toppens politik – under en borgerlig regering kan toppen i arbejderbevægelsen rette utilfredsheden mod den borgerlige regering og give dem skylden for problemerne. Når de selv er ved magten, er det langt sværere at undgå den politiske diskussion af, hvilken politik arbejderpartierne bør føre. Mange gange i historien har vi set, at netop en fejlslagen højrekurs fra arbejderpartier, hvor de har deltaget i nedskæringer i samarbejde med de borgerlige partier, er blevet fulgt af et internt opgør, hvor medlemmerne har fravristet højrefløjen magten over partiet og trukket partiet skarpt til venstre, eller endda split, som vi så det med dannelsen af VS i 1967, ud af opgøret i SF, netop omkring samarbejde med Socialdemokratiet i det såkaldte ”Røde Kabinet”. Netop det faktum, at når arbejderpartierne fører borgerlig politik, så fører de politik imod deres eget bagland, gør at toppen ønsker at frigøre sig mere og mere fra deres bagland. Dette kunne blandt andet ses i SF-toppens afskaffelse af deres hovedbestyrelse for at sikre toppen større uafhængighed fra medlemmerne.

Trykkoger

Under overfladen bobler der en utilfredshed i hele arbejderbevægelsen, som begynder så småt at komme op til overfladen.

På socialdemokraternes kongres blev toppen presset til et kompromis på spørgsmålet om en skat på finansielle transaktioner, mens de fik presset igennem, at et forslag imod dagpengeforringelserne blev trukket af frygt for, at toppen også her ville blive stemt ned. Var forslaget om dagpenge kommet igennem, havde det undermineret hele regeringen. På kongressen fik Nyrup, der stik imod sin egen regerings politik i 1990’erne gjorde sig til talsmand imod dagpengeforringelserne, stående klapsalver, mens Helle Thorning og co. skumlede fra scenen og undlod at klappe. Flere socialdemokratiske borgmestre har udtalt, at ledelsen af Socialdemokraterne glemmer at inddrage baglandet og klaget over, at der ikke bliver ført socialdemokratisk politik. Anonyme socialdemokratiske folketingsmedlemmer har ifølge Politiken også klaget over, at folketingsgruppen ikke bliver inddraget i den førte politik. Og tidligere DSU formand Peter Hummelgaard Thomsen har udtalt, at regeringen er ude af trit med baglandet.

Toppen i Socialdemokratiet og LO-toppen er tæt forbundet. En vigtig del af Socialdemokraternes valgparole og regeringsgrundlaget var en trepartsforhandling, der skulle sikre en forlængelse af arbejdstiden. Men under pres fra bunden trak fagtoppen sig fra forhandlingerne, på trods af at det udgjorde et hårdt slag mod regeringen. Modstanden mod dagpengeforringelserne ulmer også. I Østjylland tog LO Aarhus initiativ til en kampagne, hvor 748 tillidsvalgte fra ti LO-fagforbund i Østjylland skrev under, med overskriften “HJÆLP de arbejdsløse NU - Forkort optjeningsperioden og forlæng dagpengeperioden”.
Det er tydeligt, at fagtoppen føler sig presset, ellers ville den ikke have ladet sig presse til at trække sig fra trepartsforhandlingerne og på den måde svække den Socialdemokratisk ledede regering, så kort tid efter den var blevet valgt. Det viser, hvor stor utilfredshed der lige nu opbygges under overfladen på landets arbejdspladser.

Utilfredsheden ulmer også i SF, hvilket blev helt tydeligt ved formandsvalget, hvor Annette Vilhelmsen fik 66 procent af stemmerne mod ledelsens kandidat Astrid Krag. At Villy Søvndal trak sig fra formandsposten var i sig selv et udtryk for, at partiet befinder sig i en dyb krise. Han havde udfyldt sin opgave som højrefløjens dække for at bekæmpe SFs egen politik og det interne demokrati. De stillede Astrid Krag op, fordi hun bedre ville kunne føre højrefløjens kurs, samtidig med at hun ikke var ligeså upopulær blandt medlemmerne som resten af toppen. De havde regnet med at udskiftningen af formanden ville foregår uden problemer, at de som før, kunne sidde i toppen og styre hele partiet udenom medlemmerne. Resultat blev et helt andet. Vilhelmsens høje stemmetal skal ses i lyset af, at mere end 5000 medlemmer har forladt SF det seneste halvandet års tid, og mere end 3000 bare på det halve år op til formandsvalget, så medlemstallet i midten af oktober 2012 var nede på 12.300, fra toppen i marts 2011 med 17.500 (eb.dk 21.10.12). Mange af dem, der har haft meldt sig ud, må antages at have gjort det i protest mod partiets højredrejning, altså Astrid Krags linje.

At Vilhelmsen vandt var mere et udtryk for, at SFs medlemmer stemte imod Astrid Krag og den absurde højredrejning end at de stemte for Vilhelmsen. Annette Vilhelmsen fremlagde ikke noget sammenhændende program eller en politik specielt til venstre for SF toppens. Men Astrid Krag personificerede partiets højredrejning de sidste år, under Søvndal og Thor Möger. Det er da også blevet helt tydeligt efter formandsvalget, at Vilhelmsen ikke har et alternativ til den linje, som SF-toppen førte før hendes valg. Ud over nogle mindre personrokader fortsætter hun højrefløjens nedskæringspolitik. Forskellen er, at de mere prominente SF’ere, der før formandsvalget, blev set som værende på partiets venstrefløj, som Ozlem Cekic og Trine Mach har rettet fuldstændig ind. Ozlem var blevet en form for omdrejningspunkt for utilfredsheden, da hun nægtede at stemme for regeringens skatteaftale, som hun helt korrekt karakteriserede som borgerlig politik. Men da den nye formand ”rehabiliterede” hende og igen tildelte hende en ordførerpost, lovede hun, at hun fremover ville stemme for alt, hvad regeringen fremlagde.

Annette Vilhelmsens sejr i formandsvalget har umiddelbart ikke betydet en ændring i SF's politik. Man holder sig stramt indenfor regeringssamarbejdets snævre rammer. Umiddelbart kan det derfor synes næsten ligegyldigt at højrefløjen blev slået i valget.
Men bag scenen foregår der en række forskydninger i ledelsen og apparatet. Situationen er meget åben og det er umuligt at forudse, hvad der vil ske. Men hvad der er sikkert er, at Annette Vilhelmsen og den nye ledelse, med bl.a. Peter Westerman (tidl. venstrefløjens mand i SFU) har store forventninger at leve op til. Medlemmerne har allerede givet højrefløjen en ordentlig kindhest og Annette Vilhelmsen har ikke den sammen opsparede moralske kapital, som Villy Søvndal kunne tære på. Annette Vilhelmsen har overtaget et parti i krise og er nødt til at levere resultater.

Hun har intet manøvrerum i forhold til regeringen: Margrethe Vestager og Helle Thorning kræver, at SF retter ind og ikke bare stemmer for, men også forsvarer alle regeringens initiativer som SFs egen politik. Annette Vilhelmsen står altså i en umulig situation i længden: hun kan ikke både tilfredsstille de utilfredse SF-medlemmer, der har stemt på hende og tilfredsstille regeringspartnerne. Hun, og måske endda regeringen, blev reddet midlertidigt af Enhedslistens deltagelse i finansloven. Det gav finansloven, og Vilhelmsen, et venstredække. Havde regeringen indgået finanslov med de borgerlige, havde det været langt sværere at sælge til SFs medlemmer.

Samtidig er det tydeligt, at en del af partiets højrefløj er i gang med et split i ”slow motion”. Højtstående SF’ere, som Matthias Tessfaye, Kasper Bjerring, Jesper Petersen, Emilie Turunen og en række lokalformand, har meldt sig ud af SF og er gået over til Socialdemokratiet. Deres udtræden har været koordineret og de har gjort det med stor mediedækning, med det formål at skabe mest mulig ravage i SF. De har forladt partiet på trods af, at Annette Vilhelmsen har fortsat den tidligere ledelses politik, efter at hun vandt formandsvalget. Dem der er i gang med at splitte ud kan se, at selvom Anette Vilhelmsen har fortsat deres politiske linje, så udgør deres store nederlag til Astrid Kragh, og dermed deres fløj, i formandsvalget en trussel mod deres positioner, fordi de mange tusinde, der stemte på Anette Vilhelmsen rettelig ikke bare vil stille sig tilfredse med en fortsættelse af den tidligere ledelses imitation af Helle Thornings politik. Opgøret i SF er ikke ovre, højrefløjens udsplitning er ikke slut, og fra partiets medlemmer vil der i stigende grad blive sat spørgsmålstegn ved partitoppens linje, startende med regeringsdeltagelsen, og kravet om reel socialistisk politik vil på et tidspunkt blive stærkere.

Enhedslistens fremgang

Enhedslisten har haft en kraftig fremgang i meningsmålinger og medlemstal. Ved årtusindeskiftet havde Enhedslisten lige under 2000 medlemmer, i løbet af de næste fem år fordoblede de medlemstallet så det i årene 2005-2009 lå omkring 4000. Herefter tog det for alvor fart og i 2010 havde partiet 5.111 medlemmer, en fremgang på 16,9 procent og i 2011 voksede partiet med mere end 50 procent og havde pr. 1. oktober 2011 hele 7,714 medlemmer, en vækst der efterfølgende er fortsat til 9600 medlemmer. I forbindelse med skattereformen voksede partiet alene med 800 medlemmer på få dage. Denne store tilslutning viser, at der eksisterer et betydeligt radikaliseret lag af arbejdere og unge, der ser til Enhedslisten.

Allerede før valget i 2001 blev det tydeligt, at SFs top mere eller mindre havde fusioneret politisk med Socialdemokratiets højrefløj. I takt med at SF opgav det ene princip efter det andet, fremstod Enhedslisten mere og mere som eneste alternativ til venstre. Partiet toppede i meningsmålingerne i juli 2012 med et gennemsnit på 11,9 procent og nogle målinger gav dem op mod 14 procent, efter at de blev frosset ude af skattereformen og stod fast på kravet om en løsning for dem, der rammes af dagpengeforringelserne.

Samtidig er det tydeligt, at toppen i Enhedslisten er på samme vej ind mod midten, som SF-toppen slog ind på for år tilbage. Enhedslisten fik stor opbakning i meningsmålingerne, særligt i sommeren 2012 (omkring 12 procent), da de gik imod regeringens besparelser og asociale skatteaftale. Siden da er kritikken trådt noget i baggrunden og den herskende fløj har i stedet ført en kompromissøgende politik, med midlertidig kulmination i indgåelsen af finanslovsaftalen for 2013, som betyder kraftige forringelser for arbejdere og unge. Denne politiske linje går stik imod partiets principprogram, som taler for socialistisk revolution, ekspropriering af kapitalisterne og afskaffelse af militæret.

Ledende enhedslistefolk har gang på gang åbent sagt, at de er imod disse dele af partiprogrammet, dvs. i bund og grund er de imod partiets grundlag. Johanne Schmidt-Nielsen har udtalt, at hun mener, at programmet skal skrives om og er ”støvet og gammeldags”, Socialminister i København Mikkel Warming har gjort sig talsmand for et opgør med programmet og ved årsmødet i foråret 2011 stillede ledelsen forlag om at skrive et nyt program. Et forslag som blev stemt ned af medlemmerne, til fordel for et forslag fra dele af venstrefløjen om at rette det gamle program og dermed udskyde diskussionen.

Toppen i Enhedslisten, personificeret i Folketingsgruppen, har intet revolutionært perspektiv. De ser alt ud fra Folketingets meget snævre briller. I deres øjne opnås resultater gennem ”forhandling” og deres forhandlingsposition kan måles i antallet af mandater i folketinget.

På den måde underligger de sig fuldstændig til faktum, at der er et flertal til de borgerlige partier i Folketinget, for nok indgår de Radikale i regering med Socialdemokratiet og SF, men de er et helt igennem borgerligt parti. Toppen i Enhedslisten følger deres egen logik: det mindste ondes logik. De valgte at støtte den nye regering på trods af deltagelsen af De Radikale og på trods af, at de Radikales borgerlige politik gennemsyrede hele regeringsgrundlaget. Og har man først sagt ”A” må man også sige ”B, C” osv. Enhedslistens top holder hånden under regeringen med henvisning til, at det er bedre end at få de borgerlige tilbage ved magten. Og Enhedslisten top deltager i det ene nedskæringsforlig efter det andet, inklusiv finansloven, med henvisning til at det trods alt er bedre, end hvis regeringen havde indgået aftalen med de borgerlige.

Men det er en utrolig problematisk strategi. I virkeligheden har Enhedslistens Folketingsgruppe givet regeringen og for så vidt også Venstre en blanko chek. Regeringen spiller ud med en nedskæring, Venstre kræver et eller andet rabiat og så vil Enhedslistens folketingsgruppe gå med til hvad som helst, for det er trods alt bedre, end hvad Venstre sagde.

Præcis denne mekanisme førte til, at Enhedslisten var med til at indgå finansloven for 2013, på trods af at det er en finanslov, der indeholder større angreb på arbejderklassen og flere nedskæringer end under de borgerlige. Her var argumentet fra Enhedslistens top netop at; ”Alternativet havde været en finanslov med højrefløjen. Den ville ikke have budt på nogen form for hjælp til de mennesker, der falder ud af dagpengesystemet, men tværtimod have betydet nye angreb på de ledige.” (enhedslisten.dk) Men sagen er, at der jo ikke er fundet en løsning på dagpengeskandalen, men at finansloven tværtimod indeholder angreb på dagpengerettighederne, foruden de mange andre besparelser. For de danske arbejdere og unge bliver forringelserne ikke bedre af, at det er arbejderpartierne, der gennemfører dem. Snarere tværtimod.

Enhedslistens top lagde ansvaret på fagforeningerne og i virkeligheden på den danske arbejderklasse. Men realiteten er, at Enhedslisten top intet havde gjort for at mobilisere de danske arbejdere. Tværtimod deltog de ikke i mobiliseringen til demonstrationen på folketingets åbning 2. oktober, der bl.a. blev arrangeret af en enkelt Enhedsliste-afdeling.

Og endnu mere katastrofalt er, at de ved at indgå finansloven kraftigt har forringet deres muligheder for fremover at kunne mobilisere imod besparelsers implementering. Hvordan skal de kunne mobilisere imod en aftale, som de selv har indgået?

Enhedslistens top og fagforeningernes top kaster aben frem og tilbage mellem sig. Enhedslistens finansordfører Frank Aaen kritiserer fagbevægelsen for at have indgået aftalen om akutjob med regeringen og arbejdsgiverne, fordi det gjorde det sværere at finde en mere permanent løsning i forhandlingerne om finansloven. ”Måske har toppen af dansk fagbevægelse også lært noget. At den bør være meget mere aktiv, end den har været i den seneste periode”, siger Frank Aaen.

På den anden side bruger fagforeningslederne Enhedslistens deltagelse i finansloven som undskyldning for ikke at gøre noget. ”Vi er også stødt mod den mur, som jeg kan forstå, at Enhedslisten også er, nemlig at regeringen ikke politisk har villet give sig på dagpengespørgsmålet”, siger formanden for FTF Bente Sorgenfrey. (Information 11.11.12)

Gik Enhedslisten forrest ville det være den bedste garant for rent faktisk at få succesfulde mobiliseringer, for det er ikke fordi der ikke eksisterer utilfredshed med regeringens politik. I stedet for burde Enhedslisten have stået fast på kravet omkring løsning af dagpengespørgsmålet, som havde massiv støtte, både i fagbevægelsen og blandt de menige medlemmer af Socialdemokratiet og SF. Derudover burde de også have kritiseret de andre nedskæringer, ikke mindst de dikterede kommunale nedskæringer. I stedet for at holde hemmelige forhandlinger burde de have mobiliseret alle deres medlemmer til åbent at forklare hvorfor Enhedslisten ikke kunne gå med til yderligere forringelser. Toppen frygtede at det ville føre til finanslov med Venstre, hvor enhedslisten ville få skylden. Men dette havde man kunne gå klart imod.

Regeringen bruger gang på gang truslen om at indgå aftaler med Venstre, for at presse Enhedslisten til at gå med på nedskæringer og forringelser.

Allerede da finansloven blev vedtaget med Enhedslistens støtte, var det åbenlyst, at den lagde op til de reformer på SU’en, kontanthjælpen og ”Vækstpakken”, som regeringen lancerede i marts. Disse reformer tager penge fra de studerende og kontanthjælpsmodtagerne, samt skærer endnu mere ned i kommunerne for at give skatte- og afgiftslettelser til erhvervslivet.

Enhedslisten fremlagde korrekt en række ultimative krav, der gjorde det klart, at de ikke kunne indgå en sådan aftale med regeringen. Problemet var, at regeringen hele tiden havde haft planer om at lave disse reformer med Venstre, og det derfor ikke gjorde den store forskel.

For mange enhedslistemedlemmer og vælgere blev det dråben, der fik bægeret til at flyde over: Der opstod stor utilfredshed med, at toppen i Enhedslisten ikke satte handling bag ordene, men stadig i praksis holder hånden under regeringen. Efter skatteaftalen tilbage i sommeren 2012, erklærede Johanne Schmidt-Nielsen, at Enhedslisten ikke længere var parlamentarisk grundlag for regeringen, og det fik partiet til at vokse både i meningsmålingerne og medlemsmæssigt. Men kort tid efter indgik partitoppen finansloven med regeringen, der indeholdt massive besparelser. Det gjorde det tydeligt, at truslen om at stoppe som parlamentarisk grundlag i realiteten er en tom trussel. Enhedslistens hovedbestyrelse vedtog, efter regeringen lancerede sine forslag til SU-, kontanthjælpsreform og ”Vækstpakke”, en udtalelse, hvor den eneste konkrete konsekvens, de drager er, at de ikke vil stemme for aftalen om kommunernes økonomi: ”Hovedbestyrelsen konstaterer, at en sådan aftale vil betyde, at Enhedslisten ikke kan stemme for en aftale om kommunernes og regionernes økonomiske rammer i 2014. Det betyder at regeringen som minimum må tilbageføre de 2,6 milliarder til velfærd i kommunerne eller søge et andet flertal.” (vedtaget af Enhedslistens Hovedbestyrelse 9-10 marts). Men vækstpakken indeholder netop rammerne for kommunernes økonomi, så det burde ikke være et problem for regeringen at få en aftale med Venstre om dette. Enhedslisten bør gøre spørgsmålet om vækstpakken til et spørgsmål om regeringens fortsatte eksistens, og sige det klart: vælger regeringen at fremsætte dette borgerlige forslag, så stiller vi mistillid til regeringen. Det fører meget vel til regeringens fald, men det vil med, Johanne Schmidt Nielsens egne ord, være regeringens eget valg.

Enhedslistens hovedbestyrelse skriver i samme udtalelse: ”I debatten er der mange, der spørger hvorfor Enhedslisten ikke vælter regeringen ved at stille et mistillidsvotum. Vi forstår de frustrationer, der ligger bag dette spørgsmål. Men vi har svært ved at se perspektivet i at vælte regeringen for at bringe Venstre og Dansk Folkeparti til magten. Her og nu er opgaven derfor at lægge maksimalt pres på regeringen og støtte den folkelige modstand og de protester fra regeringens bagland, som vi lige nu oplever. Modstand og protester, som er nødvendige for at presse en anden politik igennem – uanset regering.”

Men sagen er, at den nuværende regerings politik for det første er mere borgerlig end den, der blev ført under Lars Løkke og Anders Fogh, og endnu værre; at den fuldstændig miskrediterer arbejderpartierne. Så hvis regeringen fortsætter sin linje vil de uden tvivl få de borgerlige tilbage til magten, men nu med meget svækkede arbejderpartier i opposition. For at begrænse skaderne mest muligt, må regeringen stoppes nu. Derudover er problemet for Enhedslisten, at jo længere tid de holder hånden under regeringen, jo mere vil partiet blive stillet til ansvar for regeringens politik. Partiet mister troværdighed, hvis det gang på gang raser over regeringen, men den intet gør i praksis.

Det er klart at vælte en regering hvor arbejderpartierne har en stor plads er ikke bare noget man gør. Det kan kun ske på et helt klart politisk spørgsmål, som vækstpakken fx udgør, hvis ikke det skal føre til forvirring. Men vi må gøre det klart, at den nuværende regering ikke er en arbejderregering, men en koalitionsregering mellem arbejderpartierne og det borgerlige liberale nedskæringsparti, det Radikale Venstre. Marxisterne har de sidste mange årtier gjort klart at arbejderpartiernes samarbejde (især Socialdemokratiet og SF) med de Radikale er en blindgyde. De burde aldrig have været med i regeringen og de bør smides ud af regeringen hurtigst mulig. I stedet må der fremsættes et alternativ for en arbejderregering på et socialistisk program.

Enhedslisten bør ikke tage noget ansvar for en regering, der vælger at føre borgerlig politik.

Hvis man brugte folketinget som en revolutionær talerstol hen over hovedet på alle levebrødspolitikerne og appellerede til græsrødderne i fagbevægelsen, ville det have skabt en enorm gunstig situation. Allerede i juni, da trepartsforhandlingerne brød sammen efter pres fra bunden, så vi, hvor stor utilfredsheden er på landets arbejdspladser. Enhedslisten burde have lavet en koordineret indsats blandt tillidsfolkene og fremsat klare krav, som også ville have vundet indpas i S og SF's bagland.

Enhedslistens folketingspolitikere, hvis ansigter er kendte igennem parlamentsarbejdet, bør udnytte den opbakning de har udenfor parlamentet, til at starte en kampagne på landets største arbejdspladser med agitation imod dagpengeforringelserne. Det er rigtigt, at Enhedslisten har lavet en ny ”nedtællingskampagne” (til dagpengeforringelsernes definitive ikrafttrædelse til sommer) med annoncer i aviserne. Men sådanne kampagner kan kun virke, hvis man fører en konsekvent politik både indenfor og udenfor parlamentet. Hvis man derimod sovses ind i studehandler som finansloven, så ser det utroværdigt ud i mange folks øjne.

Jo flere forringelser Enhedslisten går med til, jo længere Enhedslisten holder hånden under regeringen, mens den gennemfører det ene angreb efter det andet på arbejderklassen, jo mere indsovset vil Enhedslisten blive og jo sværere vil det være på et tidspunkt at trække en streg i sandet og trække støtten til regeringen.

Sagen er, at logikken om det mindste onde fører til det stik modsatte: det baner vejen for det, der fremstilles som det største onde: jo længere tid der går med, at arbejderpartierne administrerer kapitalismens krise, jo mere miskrediteres samtlige arbejderpartier, og det baner vejen for, at de borgerlige kommer tilbage til magten og denne gang med en utrolig svækket arbejderbevægelse som opposition.

Enhedslistens folketingsgruppe havde dog lært lektien fra sidst og præsenterede ikke denne finanslov som en sejr, men som ”det mindste onde”. Men dette har ikke forhindret, at en stor gruppe af partiets afdelinger åbent har kritiseret indgåelsen af aftalen og at et stort mindretal i hovedbestyrelsen stemte imod. Blandt medlemmerne af Enhedslisten er indgåelsen af finansloven og Folketingsgruppens generelle strategi i Folketinget blevet genstand for voldsom diskussion og kritik.

I Hovedbestyrelsen vandt toppens linje kun med 1 stemme på spørgsmålet om at opgive dagpengekravet som et ultimativt krav og 9 ud af 25 Hovedbestyrelsesmedlemmer stemte imod at bakke op om finansloven. Indgåelsen af finansloven er et direkte brud med en årsmødebeslutning fra 2010.

I udtalelsen står der:
”Enhedslisten opfordrer en ny regering til at gennemføre et markant brud, der erstatter VKO-politikken med en social, solidarisk og bæredygtig politik. En finanslov, der markerer sådan et brud, får også vores stemmer.

Men vi stemmer under ingen omstændigheder for en finanslov - som indeholder forringelser - som ikke indeholder markante forbedringer - som opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen.” (Enhedslisten.dk)
Ingen af ovenstående kriterier er opfyldt.

På sidste årsmøde led Enhedslistens ledelse flere gange nederlag, og der er ingen tvivl om at utilfredsheden ikke er blevet mindre i år.

Utilfredsheden med partiets deltagelse i den sidste finanslov vil uden tvivl komme til udtryk på Enhedslistens årsmøde, som afholdes i slutningen af maj måned. Debatten om regeringen og Enhedslistens rolle hænger naturligt sammen med debatten om principprogrammet og behovet for en revolutionær politik. Det beviser også, at teori betyder noget i den daglige klassekamp og ikke er noget som er adskilt fra praksis.

Enhedslistens top tror, at partiet er fredet, at på trods af at den går samme vej som toppen i SF, er Enhedslisten immun overfor samme udvikling, fordi partiet er ”længst til venstre”. De utilfredse SFere kunne gå til Enhedslisten, men hvor skal de utilfredse Liste-medlemmer gå hen. Men der tager de fejl. Enhedslisten kan godt opleve samme kollaps i opbakningen som SF, hvis de fortsætter den nuværende linje.

Toppen følger sin egen logik, men vil sandsynligvis på et tidspunkt enten blive presset til venstre eller mere sandsynligt blive skiftet ud og derfor, hvis ikke regeringen er faldet inden, tvunget til at trække sin støtte til regeringen. Jo flere kompromisser Enhedslisten inden da er gået med til, jo større forvirring vil det skabe at vælte regeringen, folk vil med rette spørge: Hvorfor er dette spørgsmål værre end de ting, I allerede er gået med til?

Oppositionen i Enhedslisten rejser korrekt en kritik af toppens højredrejning, men de organiserede grupper, der findes på Enhedslistens venstrefløj, mangler fuldstændig et sammenhængende alternativ til den nuværende linje, der kan forbinde sig med de titusindvis af utilfredse arbejdere og unge.

For et revolutionært parti bør et slogan være ledende i alt: Sig tingene som de er!
Enhedslistens top fortier i stedet den virkelige situation, hvis den tror, det kan give forhandlingsmæssige fordele, som fx det faktum, at de på intet tidspunkt under forhandlingerne om finansloven nævnte de massive besparelser i det offentlige næste år, fordi de godt vidste, at regeringen ikke ville give sig på dette område. Eller som de gjorde op til valget, hvor de argumenterede for at få de Radikale med i en fremtidig regering, frem for at udstille dem, som det borgerlige parti, det er.

Og det andet slogan må være: stol på arbejderklassen. Men indtil nu har den nuværende top lagt al vægt på forhandlinger i Folketinget, det parlamentariske arbejde og eksponering i de borgerlige medier. De har ikke udvist nogen tiltro til arbejderklassens revolutionære potentiale, hverken i Danmark eller internationalt. I stedet for at fokusere på Folketinget må Enhedslisten aktivere sine medlemmer i det udenomsparlamentariske arbejde og kampe. Enhedslisten må bygges som parti på skoler, universiteter, arbejdspladser, fagforeninger, arbejdsløshedsnetværk osv. Samtidig med at Enhedslisten må gå forrest i kampen for ethvert krav om bedre forhold, må de samtidig kæde kampen for disse krav sammen med behovet for et socialistisk alternativ. På den måde kan Enhedslisten bygges som et revolutionært parti, med rødder længere og længere ud i arbejderklassen og blandt unge. Kun ved at Enhedslisten bygger en stærk organisation med godt skolede medlemmer, kan partiet spille en ledende rolle i fremtidens kampe og ikke mindst sikre arbejderklassens sejr i en socialistisk revolution.

Radikalisering under overfladen

På overfladen ser der ikke ud til at ske meget herhjemme, slet ikke hvis man sammenligner med Sydeuropa. Siden krisen satte ind, har vi ikke set de store bevægelser i Danmark. Men det betyder ikke, at krisen ikke har en effekt på bevidstheden.

Bevidstheden udvikler sig ikke i en lige linje eller påvirker alle grupper ens og på samme tid. Arbejderklassen kan naturligvis ikke være i kampe konstant. Krisen havde en chokeffekt og selvom den er ved at aftage nu, så er der stadig en udbredt stemning af, at man ikke kaster sig ud i kamp for hvad som helst og hvis ikke der er en vis chance for, at man kan vinde. Når så samtidig de faglige ledere på forhånd har opgivet enhver kamp, så skal der meget til, før arbejderne går i kamp. Fyresedlerne sidder utrolig løst på arbejdsgiverne, og mange steder besvares det simple krav om en overholdelse af overenskomsten med en fyreseddel. Og arbejdsgivernes krav om lønnedgang kommer med truslen om fyringer. I lyset af de voldsomme dagpengeforringelser er det forståeligt, at mange for nu accepterer lønnedgang frem for arbejdsløsheden. Men det har en grænse, som vi bl.a. har kunnet se i Sydeuropa. På et tidspunkt vil arbejderklassen blive tvunget i kamp, også herhjemme.

Under overfladen er der de seneste år sket en radikalisering, som bl.a. har givet sig udtryk i svingene i meningsmålingerne. Kun en gang før har partierne til venstre for Socialdemokraterne fået flere stemmer end ved valget i 2011 og først den kæmpe fremgang til SF og senere til Enhedslisten viser, at et voksende lag radikaliseres.

Ungdommen er det mest følsomme barometer for skift i bevidstheden. Lige nu foregår der en bevidsthedseksplosion i den danske ungdom. Efter endt uddannelse står de uden fremtid. Efter svendebrevet eller eksamensbeviset var i hus, troede ungdommen, at livet for alvor skulle starte med hus og familie. Det kan de fleste kigge langt efter. Indtægtsgrundlaget er trukket væk under fødderne på en hel generation og mange ender i en direkte desperat situation. Fremtidsudsigterne for unge i Danmark ligner i stigende grad dem for unge i Sydeuropa. De har ingen sikker fremtid, selvom de har gjort alt hvad politikere, medier osv. har sagt de skulle.

Samtidig har unge mindst at miste ved at kæmpe og derfor starter en bevægelser oftest blandt ungdommen og spreder sig derfra mere generelt til arbejderklassen. Præcis som vi så det i de arabiske revolutioner og Sydeuropa. Forholdene for ungdommen i Danmark er absolut modne til, at en bevægelse kan bryde ud hvert øjeblik, det skal være: uddannelserne forringes, arbejdsløsheden er høj og fremtidsudsigterne mørke, samtidig med at hele den herskende klike: politikere, medier osv. taler ned til ungdommen.

Hvad, der bliver gnisten, der udløser en bevægelse, er ikke til at sige, men en SU-reform er et godt bud på den dråbe, der vil få bægeret til at flyde over.

Efter årtusindeskiftet så vi en række bevægelser både blandt ungdommen og arbejderklassen. Men bevægelser nu vil få en anden karakter. Først og fremmest fordi bevægelserne i 00’erne fandt sted under en borgerlig regering. Det betød, at arbejderpartierne og deres ungdomsorganisationer i høj grad kunne sætte sig selv i spidsen for disse bevægelser og dermed også kontrollere dem. De der i 00’erne stod i spidsen for kampene, sidder i dag i Folketinget og gennemfører den politik, som protesterne vil rette sig mod. I 00’erne kunne arbejderbevægelsens top fremstille sig selv som politisk alternativ til den borgerlige regering. Den mulighed er der ikke længere. Nu sidder de som sagt selv i regering og modsat i 00’erne, hvor økonomien gik frem og nedskæringerne var knap så akutte, befinder Danmark sig nu i en dyb krise, som ikke levner nogen mellemvej mellem borgerlig nedskæringspolitik og revolutionær socialisme.

Det betyder, at arbejderpartiernes ledere ikke vil indkalde til massemobiliseringer imod nedskæringer, som f.eks. en kommende SU-reform. For det er jo deres egen regering, som gennemfører den. Derfor vil de kommende bevægelser sandsynligvis starte uden for de etablerede arbejderpartier, for senere at involvere de almindelige medlemmer af disse. Det kan så igen omvendt skabe betingelserne for interne kampe i arbejderpartierne, hvor de almindelige medlemmer kritiserer ledelsens passivitet. Det er især de helt unge, som vil være de første til at gå i kamp. Mange af dem vil være åbne overfor revolutionære marxistiske ideer.

Som vi også har set det i Sydeuropa, startede bevægelserne først og fremmest med en udbredt lede mod de regeringsbærende partier og de professionelle parlamentarikere. I Danmark vokser mistroen til hele det politiske system også. Spindoktorer og politikere er de erhverv med lavest troværdighed ifølge en måling offentliggjort i ugebrevet A4. Kun syv procent af befolkningen mener, at politikerne har høj eller meget høj troværdighed, mens hele 57 procent har lav eller meget lav tiltro til politikerne. Også journalisterne ligger lavt i troværdighedsmålingen, hvilket viser, at hele tilliden til det etablerede system smuldrer.

Politisk er der et vakuum i ungdommen. Ser man på arbejderpartiernes ungdomsorganisationer, så har de endnu ikke stillet sig i spidsen for ungdommens kampe da det ville betyde et direkte angreb på deres moderpartier og derfor kunne skade regeringen. Både Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har meget lidt politik på deres hjemmesider. Selvom begge, og særligt DSU, flere gange har kritiseret moderpartierne de seneste par år, som f.eks. med udsmidningen af irakerne i Brorsons kirken, det brudte løfte om at hæve ulandshjælpen tilbage til niveauet under Nyrup, tilbagetrækning af forslaget om millionærskat og skat på finansielle transaktioner, manglen på rød ideologi og opgivelsen af forbuddet mod købesex, så har denne kritik trods alt været begrænset og med få undtagelser, været uden nogen reel kamp på gaden og blandt ungdommen, men kun forgået med udmeldinger i medierne og partipressen. DSUs skolestartskampagne fokuserede på regeringens ”resultater”, mens SFUs kampagne handlede om ulighed. På DSUs hjemmeside er der ydermere et par artikler om konflikten på Vejlegården og på SFUs støttes regeringens indsats mod social dumping. Det er det! Der tilbydes intet alternativ, eller for så vidt bare politisk program, der går en lille smule ud over regeringssamarbejdets rammer. Først med regeringens nye angreb på SU’en trådte DSU og SFU lidt i karakter og gik åbent imod regeringens angreb på ungdommen.

Konsekvensen på den manglende kamp og opposition til regeringens borgerlige politik har været en markant medlemstilbagegange til SFU, som ifølge deres indberetning til Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) er gået fra 88 lokalafdelinger i 2009 til omkring 75 (ifølge deres hjemmeside). Antallet af afdelinger er formentlig overdrevet, men viser alligevel et fald på 15 procent. Det egentlige medlemstal for 2011 er endnu ikke offentliggjort. Men ligegyldig hvad er det tydeligt, at den generelle opbakning til SF's højrekurs har haft alvorlige konsekvenser. I lyset af formandsvalget i SF, er det derfor et spørgsmål om tid, før vi også vil se et politisk opgør i SFU. Ungdommen er et følsomt barometer. SFU har i nogle henseender ligget til højre for SF. Faktisk er SFU\'ere blevet notorisk kendt i moderpartiet, for at have været brugt som stemmekvæg af højrefløjen af SF, f.eks. ved valg af delegerede til landsmøder. Men netop fordi det er en ungdomsorganisation, kan den svinge så meget desto hurtigere langt til venstre.

I DSU har vi allerede de seneste par år set en svag venstredrejning. Mens tidligere formænd som Jakob Bjerregård stod på socialdemokratiets højrefløj har de seneste formænd stået klart på venstrefløjen og flere gange positioneret sig ikke bare til venstre for Socialdemokratiet, men også for SF og SFU. Om end den reelle modstand mod regeringens politik har været begrænset er dette alligevel en vigtig udvikling der viser situationen. For nogle år siden overhalede SFU for første gang DSU i størrelse. Og allerede inden var DSU blevet overhælet af Venstres Ungdom (VU) i medlemmer. DSU har historisk været en masseorganisation med langt flere medlemmer end de andre ungdomspartier, men er de seneste årtier støt faldet i medlemstal. Bl.a. for at redde DSU valgte ledelsen at trække til venstre, også i forhold til SFU hvilket da også har betydet en øget fremgang i perioder, bl.a. da de en kort overgang vandt formandsposten for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) i kampvalg mod SFU’erne der i flere år havde været alt dominerende i DGS, en sejr der netop kom på baggrund af at DSU stillede sig svagt til venstre for SFU. DSU er nu igen blevet det største ungdomsparti med 2520 medlemmer i 2012. Delvist pga. en medlemsfremgang fra 2101 medlemmer i 2011og delvist pga. SFUs massive medlemstilbagegang. SFU var fra 2007 til 2012 det største ungdomsparti, og havde da de var flest 3200 medlemmer. Men siden 2010 har SFU mistet mere end 700 medlemmer og er nu 2407 medlemmer. (Altinget.dk, 04.02.13) At venstredrejning betyder fremgang og højredrejning betyder kollaps er et tegn på hvilken vej stemningen går i ungdommen og hvilken vej ungdomspartierne må gå.

Enhedslistens tilknyttede ungdomsorganisation, Socialistisk Ungdomsfront (SUF), har et historisk højt medlemstal, på over 1.500. Men kun få af dem er reelt aktive medlemmer, men uanset hvad er det et tegn på, at mange unge fortsat leder efter et alternativ i den nuværende situation. Desværre har SUFs ledelse i det seneste år ikke fremsat et klart alternativ og organisationen befinder sig i krise. I starten af 2011 gik de ellers korrekt imod Enhedslistens hovedbestyrelses accept af Libyen krigen og i slutningen af 2011 kom de i modsætningen til dele af toppen af Enhedslisten, der uden held forsøgte at starte et konkurrerende ungdomsnetværk ligesom SUF har kritiseret Enhedslistens manglende modstand til regeringen. Det var klart, at der var politiske overensstemmelser, fordi mange af de aktive i SUF anser sig for at være revolutionære socialister og derfor ikke var enige med folketingsgruppens kompromissøgende stil. Men desværre har man ikke set meget til SUFs ledelse siden da. SUF har intet om finansloven på deres hjemmeside (pr. 1. december 2012), eller noget andet politisk for den sags skyld. Mellem august og december 2012 har SUF bragt en politisk artikel om demonstrationen 2. oktober, to korte artikler om nazister og de resterende artikler handler om, at de sender en brigade til Colombia.”

Samtidig befinder SUF sig i en organisatorisk krise. I medlemsbladet Blomster og Barrikader (BoB) har ledelsen forklaret at medlemsfremgangen ikke har givet flere aktive medlemmer. Medlemsfremgangen kommer i høj grad igennem dobbeltmedlemmer fra Enhedslisten og ikke igennem selvstændigt arbejde. Samtidig med at pengene strømmer ind og antallet af ansatte er eksploderet er aktivitetsniveauet faldet. I modsætning til tidligere er SUF ikke længere tilstede med plakater og klistermærker på gader og skoler. Antallet af deltagere på landsmøderne er lavere end for næsten 10 år siden hvor man havde under 1/3 del af de nuværende medlemmer. Der er ikke udkommet et eksternt blad siden 2007 og medlemsbladet er gået fra at udkomme ca. 1 gang hver måned til nu højst at komme 4 gange om året. Indtil for nyligt hvor de generobrede magten i DGS havde SUF mistet nærmest alle de positioner de tidligere havde i ungdomsbevægelserne og havde mistet afgørende indflydelse på ungdommens kampe. Politisk har SUF været plaget af nedslidende magtkampe der bl.a. eskalerede i forsøget på at danne Enhedslistens Ungdom som modvægt til SUF. Krisen er i sidste ende et resultat af flere år med manglende klarhed i en revolutionær linje og med en forfejlet fokusering på topposter og korridoraftaler i bevægelserne. Den eneste vej frem for SUF er at fastholde en venstrekurs overfor højrefløjen i ledelsen af moderpartiet og fokusere på et socialistisk program og organisering fra neden af ungdommens kampe, ligegyldigt hvem der sidder i regering.

På et vist stadie vil de bevægelser, der vil komme i den kommende periode også få et politisk udtryk i arbejderpartierne og deres ungdomsorganisationer i Danmark. I Sydeuropa har vi set, hvordan den voksende radikalisering er begyndt at få et udtryk i væksten af politiske venstreorienterede formationer som Syriza, IU og Melenchon, der fremsætter sig selv som et venstreorienteret alternativ til de socialdemokratiske partier. Enhedslistens vækst er et tegn på den samme radikalisering, uden at der dog har været massebevægelser i Danmark endnu.

Man skal ikke tage fejl af, at der allerede nu sker en radikalisering blandt et lag af unge. Vi har det sidste år set, at utilfredsheden har fået de første meget små udtryk, bl.a. med en besættelse af Ishøjs handelsgymnasium med sympatibesættelse fra det tekniske og almene gymnasium, samt en besættelse af Københavnske socialrådgiverstuderende. Ligeledes har folkeskoleelever på eget initiativ forberedt at protestere mod en kommende folkeskolereform, der vil skære i lærernes forberedelsestid og sætte timetallet helt op til 37 for de ældste klassetrin. Hvad udfaldet af protesterne bliver, er uvist i skrivende stund, men det er tegn på, at noget er ved at bevæge sig under overfladen.

De tusindvis af unge, der radikaliseres nu, tilbydes intet alternativ fra de etablerede organisationer, hverken til regeringen og slet ikke til kapitalismen og der eksisterer et stort vakuum på landets uddannelsesinstitutioner. En bevægelse vil derfor højst sandsynligt starte med at gå uden om de politiske organisationer. Men det kan meget vel først få et udtryk indeni i ungdommens ”faglige” organisationer; elev- og studenterbevægelsen. I 00’erne var det især Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), der var forrest i kampene mod nedskæringer og som mobiliserede titusindvis af unge.

I mange år har SFU siddet på ledelsen af DGS og derfor var det heller ikke mærkeligt at DGS’ kritiske indstilling forstummede, jo nærmere vi kom på at få en ny regering med deltagelse af SF. Men det betød, at SFU blev mere og mere upopulær i DGS og op til landsmødet i foråret 2012 kom det frem, at ledende SFU\'ere (fra organisationens højrefløj) havde konspireret for at sikre sig det fortsatte greb om magten i DGS. Da det blev kendt måtte SFUerne trække sig og overlade kontrollen til SUF. Det kan dog på ingen måde aflæses i DGS’ linje, hverken i ord eller handling. På DGSs hjemmeside består to ud af tre øverste nyheder af en tak til regeringen for ny lov om henholdsvis elevdemokrati og klasseloftet, et klasseloft der ikke opfylder DGS krav. DGS krævede i årevis max 24 i klasserne. Det hævedes til 28 efterhånden som elevtallet steg og nu accepterede man uden kritik et fleksibelt loft på 28, tværtimod udstillede man det løgnagtigt som at det faktisk altid havde været kravet. Men et fleksibelt loft betyder at der i gennemsnit er 28 i klasserne, mens et fast loft, som altid var kravet, betyder at der max er 28 og altså i gennemsnit er et lavere tal, f.eks. 25-26 elever i klassen. I stedet for at stå fast på sine krav har DGS kørt en udvikling med at svække ens krav til at følge regeringernes hårdere og hårdere angreb og så fremstillet det som om det altid havde været ens politik. På ingen måde forbinder de sig med gymnasieelevernes hverdag og stigende kritiske attitude til regeringen.

På landets uddannelsessteder er elever og studerende ved at vågne op til kamp igen, efter en årrække med en vis stilstand. At der eksisterer en kampvilje sås tydeligt til SU-demonstrationen i marts 2013. Demonstrationen var arrangeret af elev- og studenterbevægelsen. Men generelt har også studenterbevægelsen ligesom med DGS neddroslet deres aktiviteter de sidste par år. I et interview ved deres formandsskifte i Københavns Studenterråd mellem 2012/2013, udtrykte såvel afgående som tiltrædende formænd stor selvtilfredshed med deres arbejde. ”Der har ikke været nogen fiaskoer” udtalte afgående formand Bjarke Lindemann-Jepsen og 2012 blev beskrevet som ”et annus mirabilis, et fedt, fedt studenterår.” Men for flertallet af studerende er situationen med få timer, korte undervisningsår, lav SU, boligmangel, arbejdsløshed, mangel på demokrati og elendige faciliteter, den direkte modsatte. Mens ledelsen af studenterbevægelsen bryster sig af deres hårde arbejde og store succeser oplever de almindelige studerende ingen, eller små, forbedringer, ofte endda forværringer, og ser deres studenterorganisationer som totalt fraværende. Mange studerende kender ikke engang til eksistensen af studenterrådene og valgdeltagelsen til universitetsvalgende ligger fortsat omkring de 10-20% de fleste steder.

Op til SU-demonstrationen havde der i årevis ikke været arrangeret nogen store demonstrationer eller aktioner af studenterbevægelsen og de ledende dele af studenterbevægelsen har været fraværende i mange af de kampe der faktisk har været ført på universiteterne. F.eks. gik Købehavns Studenterråd og Danske Studerendes Fællesråd (DSF) ikke forrest, men snarere modvilligt, ind i blokaderne, demonstrationerne og den mere end en-uge lange kamp for mere undervisning på Københavns Universitet Amager (KUA) i 2011. Ved rektorvalgene i starten af 2012 på flere universiteter var der da heller ingen kampagner for genindførslen af demokrati, faktisk blev manglen ikke engang kommenteret, dette på trods af at rektorvalg kun finder sted hver 4. år og at kampen for universitetsdemokrati har været anført som den vigtigste forskel på studenterrådene og f.eks. det socialdemokratiske Frit Forum der ikke har dette krav. Da studenterbevægelsen derfor blev tvunget ud i kamp omkring SU’en i starten af 2012 var det uden nogen stærk organisation eller bredt aktivistnetværk hvilket også afsmittede på resultatet. At man indkaldte til demonstrationer var et stort skridt fremad og de 20-25.000 deltagere i København var en succes og et stort skridt fremad. Sammenlignet med størrelsen af demonstrationerne for blot 5 år siden, hvor STOP-NU i 2004 samlede 50.000 er det selvfølgelig ikke imponerende, men de kan ikke direkte sammenlignes. Da de store demonstrationer i årene efter 2004 ikke førte til nævneværdige sejre, kom der en periode med stilstand. Efter en årrække uden de store kampe skal ungdommen igen ”vågne op”, og gøre sig erfaringerne på ny. SU demonstrationen markerede et vigtigt skift i situationen blandt unge i Danmark; at de nu er ved at vågne op til kamp. Efterfølgende har studenterbevægelsen erklæret at kampen ”fortsætter” med læserbreve og lobbyvirksomhed og de kører dermed bevægelsen ned igen.

Problemet, som også var tilstede i 2004, er at toppen af DSF tror at lobbyvirksomhed kan forandre situationen og at udenomsparlamentarisk kamp er noget man skal passe på med at overdrive for de studerende og eleverne gider ikke ret meget. Men dette er forkert. I 2004 så man netop at demokratiske stormøder for alle elever og studerende kunne samle tusinder af aktivister der fik ejerskab over processen og derfor deltog desto mere i kampen og mobiliseringen. Dette var ”hemmeligheden” bag den massive mobilisering og det store deltagerantal og dette er vejen frem nu for at mobilisere ungdommen: Demokratisk deltagelse på alle planer og stormøder til at planlægge kampen løbende. Samtidig er det ikke nok med en-dags demonstrationer og strejker. Kampen må fortsættes til sejr eller nederlag og ikke afsluttes før den rigtig er gået i gang. Netop en-dags demonstrationerne demoralisere de almindelige elever og studerende der i længden bliver træt af at slås uden store resultater og synes at det virker useriøst.

Men bureaukratiet i elev- og studenterbevægelsen sidder meget mere usikkert i sadlen end i arbejderpartierne og fagbevægelsen. En bevægelse har brug for organisering og derfor vil en bevægelse udenom organisationerne ikke kunne undgå, før eller siden, at få et udtryk først i de organisationer, der er tættest på de unge, nemlig elev- og studenterbevægelsen. Herfra er vejen direkte til ungdomspartierne, som vil blive ændret fra top til bund.

En bevægelse blandt ungdommen vil have enorm effekt på arbejderklassens bevidsthed. For nu dukker det store flertal af arbejderklassen stadig nakken af frygt for arbejdsløsheden og af mangel på en vej til at udtrykke vreden igennem. Men utilfredsheden opbygges også på de danske arbejdspladser og der er ikke lagt op til andet end at presset på arbejderklassen øges. Hvad vi har set indtil nu, er blot begyndelsen!

De stort opslåede trepartsforhandlinger måtte opgives af fagtop og regering, efter massivt pres fra fagbevægelsens bagland. At fjerne fridage og dermed øge ”arbejdsudbuddet” var for meget for fagbevægelsens bagland. Over hele landet var der protestmøder, der klart og tydeligt forklarede fagbevægelsens top, at dette var et uacceptabelt angreb på alle arbejdere. Metals forbundsformand måtte, efter at være stemt ned 2 gange i sin hovedbestyrelse, fortælle, at Metal desværre ikke ville være med til at fjerne fridage. At fagbevægelsen sagde stop til yderligere forringelser var godt. Men det skete imod toppen af LO, 3F og Metals vilje. Dette viser, at toppen i fagbevægelsen alene ikke vil være en garanti mod yderligere forringelser. Til gengæld viste det også, at det kan lade sig gøre for baglandet at presse toppen. Der er et kæmpe behov for en stærk organiseret venstrefløj i fagbevægelsen. Fagligt Ansvar ville ikke bakke op om protesterne ved folketingets åbning d. 2. oktober 2012. Dette var en stor fejl. Hvis ikke fagbevægelsen aktivt vil gå imod dagpengeforringelserne og andre forringelser vil det uddybe den krise, som fagbevægelsen står i. Krisen har om noget udstillet fagbevægelsens svaghed. Den danske model bygger i bund og grund på klassesamarbejde, men hvordan kan man samarbejde med en part (kapitalisterne), som fører krig mod en. Det er dømt til fiasko. I stedet må fagbevægelsen genoprustes som en kamporganisation, der tør sætte magt bag ordene, nemlig strejke.

Til foråret skal der forhandles overenskomster for alle offentlige ansatte. Her lægges der op til reallønstilbagegang, fordi lønnen reguleres i forhold til de privates lønninger. Samtidig skæres der voldsomt ned, og regeringen og kommunerne har lanceret et frontalangreb på lærernes arbejdsforhold. De kræver arrogant, at lærerne skal undervise mere, hvilket i realiteten vil betyde, at lærerne skal arbejde endnu mere gratis over, end de allerede gør, hvis ikke kvaliteten af undervisningen skal falde dramatisk. Med andre ord: regeringen kræver, at lærerne betaler deres folkeskolereform.

Kommunernes Landsforening, der repræsenterer lærernes arbejdsgivere, har lagt benhårdt ud med at true med lockout af lærerne, hvis ikke de retter ind og regeringen har stillet sig på arbejdsgivernes side og annonceret, at de i så fald er parate til at gribe ind i en sådan konflikt, som er ”samfundsforstyrrende”.

Regeringen kalkulerer med, at de offentligt ansatte ligesom de privatansatte for nu dukker nakken og accepterer dårligere forhold af frygt for, at endnu flere vil blive fyret. Og ydermere satser de på, at den ugelange konflikt i 2008 blandt sygeplejersker, pædagoger, sosu’er o.l. har afskrækket de offentligt ansatte fra noget lignende lang tid fremover. Og højst sandsynligt har regeringen ret for nu. Men de leger med ilden. Og for hvert angreb de lancerer, jo mere øges spændingerne og jo mere arrogante de opfører sig, jo mere underminerer de tilliden til sig selv og dermed deres mulighed for at holde en bevægelse nede i fremtiden.

Byg den marxistiske tendens

I den næste periode vil vi se eksplosive bevægelser også i Danmark. Bevægelser der først vil foregå udenfor arbejderpartierne, men som på et tidspunkt vil få et politisk udtryk. Blandt arbejderklassen vil det først få et udtryk indeni fagforeningerne, hvor ledelsen vil blive presset til venstre eller blive skiftet ud. Efterhånden vil det også få et udtryk i arbejderpartierne, der vil blive transformeret fra top til bund.

Et stigende lag radikaliseres og der er allerede nu et lag af især unge, der leder efter et alternativ til kapitalismen. Et alternativ der ikke på nuværende tidspunkt er at finde noget sted i den etablerede arbejderbevægelse. Der er totalt politisk vakuum, men det vil ikke vare evigt. Kampen om den politiske ledelse for arbejderklassen vil blive en kamp for den politiske linje i arbejderbevægelsen i den kommende periode. Men der er brug for at opbygge en marxistisk tendens allerede nu. En tendens, der kan deltage i kampene om den politiske linje i arbejderbevægelsen, der uden tvivl vil komme i den kommende periode.

Da efterkrigsopsvinget blev afløst af krisen i 1970’erne, førte det til et kraftigt opsving i klassekampen på verdensplan. Men efterkrigsopsvinget havde givet reformismen, både i den socialdemokratiske og stalinistiske variant, en kæmpe autoritet: det store opsving havde tilladt indrømmelser fra kapitalisterne og en stor del af de rettigheder, vi i dag tager for givne som pension, sundhed, uddannelse, var blevet indført.

Denne autoritet blev brugt til at aflede bevægelsen og den revolutionære bølge endte i nederlag – minearbejderne i England i 1984, påskestrejkerne i Danmark i 1985. Ultra-borgerlige som Reagan, Thatcher og Schlüter kom til magten, muren faldt og en generel desillusionering satte ind blandt store dele af venstrefløjen. En hel generation opgav håbet om muligheden for at forandre verden. Murens fald og åbningen af Kina gav verdensøkonomien et skub fremad, et skub der efterfølgende blev hjulpet godt på vej af en hidtil uset liberalisering af lånemarkederne. Opsvinget i verdensøkonomien blev kunstigt forlænget med en ekstrem udvidelse af kredit. Det gav de yngre generationer, børnene til dem der deltog i de store bevægelser i 70’erne, en følelse af, at det nok skulle gå: tog man en uddannelse, opførte man sig fornuftigt, så skulle man nok kunne få et arbejde, en bolig, en familie, behandling hvis man blev syg og en tålelig alderdom osv.

Men alt har som bekendt en ende, og således også opsvinget, der endte i et brag af et kollaps af verdensøkonomien i 2008. Herefter begyndte forventningen om alt, på den ene eller anden måde, nok skulle gå at smuldre bid for bid. Forskellen fra 1970’erne til i dag er, at reformismen har mistet en stor del af den autoritet, den besad i 1970erne og har mistet ethvert råderum. Kapitalismen har ikke råd til reformer. På den måde er kapitalismens krise blevet til en krise i reformismen.

Det har betydet en udbredt lede imod de etablerede partier og karrierepolitikere og en generel afstandtagen fra ”politik”. Det kan ikke undre, når man ser på det politiske spektre – uanset regeringens farve føres den samme politik. Men politik påvirker alle, ligegyldig om man vil det eller ej. Der er ingen vej udenom at kæmpe for at vinde arbejderbevægelsen tilbage til arbejderne og en socialistisk politik.

Masserne lærer gennem erfaring, og denne periode vil være fyldt med kampe, på baggrund af begivenheder vil bevidstheden øges. Masserne kan kun stole på egen styrke til at forandre samfundet, bevæbnet med et program og en stærk organisation kan intet stoppe dem.

Ikke alle lag radikaliseres samtidig. Det er marxisternes opgave at forbinde sig med de mest fremskredne lag, og vinde dem til de revolutionære ideer. Hvad vi ser i Sydeuropa er fremtiden for alle lande, inklusiv Danmark. Klassekampen er først lige begyndt. Kapitalismen er inde i en blindgyde og kan ikke byde på andet end arbejdsløshed, angreb og nedskæringer.

Kapitalismen kan ikke tilbyde nogen fremtid for generationer. Alt hvad arbejderklassen troede sikkert, bliver undermineret. Det, der holder kapitalismen oppe, er arbejderbevægelsens top. Fremtiden vil byde på en skarp kamp om hvilken linje, der skal vinde i arbejderbevægelsen. Vi må allerede nu opbygge de kræfter, der skal sikre de revolutionære ideers sejr.

En socialistisk revolution er det eneste, der kan tilbyde en fremtid for menneskeheden.