2. Dansk Økonomi
“Der er ingen tvivl om, at der kommer en recession i Europa i 2012. Presset på den europæiske økonomi er steget dramatisk, og derfor peger det voldsomt nedad,” siger Torsten Sløk, international cheføkonom i Deutsche Bank i New York. (borsen.dk 2011-10-25)

At økonomien spiller en afgørende rolle for den nuværende politiske situation, er der næppe nogen, der kan være i tvivl om i dag. Kapitalisterne skubber hele den enorme byrde for krisen over på arbejderklassens - og endda også store dele af middelklassens - skuldre. Revolutionerne i de arabiske lande og masseprotesterne i Europa og USA er i høj grad betinget af netop den økonomiske situation og udvikling. Derfor er det også afgørende, at vi har et perspektiv for udviklingen af økonomien, og at vores politiske perspektiv tager udgangspunkt heri.

Samtidig er det dog vigtigt at påpege, at der ikke er en mekanisk sammenhæng mellem økonomiens udvikling og klassekampen. Der findes ikke en ”magisk grænse” for massernes leveforhold, hvorunder at de ”laver revolution”. En sådan elendighedsteori har intet med marxisme at gøre, og er ude af stand til at forklare noget som helst. Efter en sådan teori burde masserne i for eksempel Somalia være i konstant revolution.

Men det er absolut korrekt, at den nuværende krise har taget klassekampen til et kvalitativt nyt niveau i Europa, og også vil gøre det i Danmark. De brede massers levestandard presses kraftigt, og derfor tvinges de, som vi kan se i resten af Europa, med eller imod deres vilje til at kæmpe for deres forhold - for deres liv som de kender det og for en fremtid. Det er dette, der er målet for vor analyse af den økonomiske situation: At tage temperaturen på forholdene og forsøge at bestemme de primære modsætninger og udløsere, der kan bringe de voldsomme modsætninger op til overfladen i Danmark, og som kan få afgørende indflydelse på klassekampen.

Dansk økonomi over for ny nedgang
Siden krisens start har dansk økonomi ikke rigtig bevæget sig fremad. Der har kun været svag vækst, afløst af tilbagegang omkring årtusindeskiftet 2010/11. En overgang var der i 2010 tale om svag optimisme i forhold til et begyndende opsving. Men de borgerlige økonomers håb blev hurtigt slået ned. Markederne er fyldte, ikke i forhold til hvad der er brug for, men i forhold til hvad der kan afsættes og skabes profit på. Det repræsenterer et alvorligt problem for den kapitalistiske økonomi. Det betyder, at det ikke giver mening for kapitalisterne at investere i produktionen. Og så længe politikerne forsøger at holde gang i økonomien kunstigt ved hjælp af lånte penge, vil der ikke blive ryddet ud i overproduktionen og produktionsapparatet, tværtimod vil modsætningerne blot fortsætte med at ophobe sig, med den ekstra forhindring at der opbygges enorm gældssætning.

BNP er fra andet kvartal 2010 til andet kvartal 2011 vokset med omtrent 1,7 procent, et ganske beskedent tempo, og det er tal fra inden den europæiske nedgang i sommeren 2011 slog igennem. I starten af 2011 var dansk økonomi i recession eller meget tæt på nulvækst (borsen.dk 2011-09-30), og de borgerlige økonomer er ikke videre optimistiske for den nærmeste fremtid:

”De foreløbige erhvervstillidsindikatorer for tredje kvartal [2011] peger således også i retning af, at økonomien er på vej ned i fart. Vi ser dermed også en reel risiko for, at opsvinget bliver mudret i resten af 2011,” siger Tore Stramer fra Nykredit Markets (ibid).

Men de borgerlige økonomer er alt for optimistiske. Det mest sandsynlige er et nyt kraftigt fald i økonomien, på baggrund af et nyt krak i verdensøkonomien. Skulle et nyt krak imod forventning ikke indtræde, vil dansk økonomi i allerbedste fald bevæge sig med noget nær nulvækst de næste mange år. Årsagen til disse dystre udsigter skal findes i følgende faktorer, som vi behandler nærmere i det følgende:
Overproduktionskrisen fra 2008 fik ikke lov at rydde ud i overproduktion og ”overkapaciteten” og genskabe et marked. I stedet blev markedet forsøgt udvidet endnu mere ud over sine grænser ved hjælp af massiv kredit. Det gør spørgsmålet om netop kredit er afgørende for, hvornår jorden forsvinder under fødderne på økonomien igen.

Selv med nuværende exceptionelt lave rente og massive støttepakker, som bankpakker, boligpakken og lignende er økonomien og investeringerne stagneret.
Eksportmarkederne er begrænsede (eksport står for omkring halvdelen af Danmarks økonomi).

Danske bankers indlånsunderskud (at de har lånt flere penge ud end de har af indlån), er en tikkende bombe, og bankerne står meget svagt over for en finansiel sammensmeltning i hele Europa.
Det danske boligmarked er stadig kraftigt overvurderet og realkreditmarkedet, med størstedelen af lånene som flekslån, er en katastrofe, der venter på at eksplodere.

Stagnation
Danmark er en lille åben økonomi, der er helt afhængig af eksport. I 2009 udgjorde eksporten 47,8 procent af Danmarks BNP. Det betyder, at danske virksomheder er underlagt udviklingerne på deres vigtigste eksportmarkeder, som vil sige Sverige, Tyskland, Storbritannien. Eurolandene som helhed aftager cirka 38 procent af dansk eksport (Danmarks Statistik for 2010) og dansk økonomi er derfor helt underlagt udviklingerne i Euro-zonen.

Med krisens indtog i 2008 blev den økonomiske vækst endnu mere afhængig af eksport, da det indenlandske forbrug faldt kraftigt. Denne tendens er på ingen måde vendt. Research Danmark, Nordic Outlook (RDNO) skriver 6. oktober 2011 følgende: ”Vores prognose betyder, at forbruget vil være fem procent lavere i 4. kvartal i år end i samme periode af 2007. Hvis det havde udviklet sig ud fra den historiske normal, ville det i stedet være steget med seks procent.” At forbruget falder, bør ikke overraske, når vi ser på lønudviklingen og arbejdsløsheden, som vi kommer ind på senere.

Men ikke desto mindre er de borgerlige økonomer så meget desto mere foruroliget over nedturen i eksporten: "Det er en klar opbremsning i forhold til udviklingen i den første del af året, og desværre et signal om, at vi ikke længere kan sætte vores lid til, at eksporten kan virke som en trækkraft for dansk økonomi. Faktisk er opbremsningen så markant, at vi skal tilbage til maj 2009, for at finde et tilsvarende stort fald i eksporten over tre måneder.” (epn.dk 2011-10-10). Problemet for de danske og udenlandske kapitalister er, at de indenlandske markeder skrumper i en krise, og at alle lande derfor forsøger at eksportere sig ud af krisen. Men hvad én økonomi eksporterer, må nødvendigvis importeres af en anden.

De forringede afsætningsmuligheder betyder selvfølgelig et fald i investeringerne. Investeringerne ligger mere end 20 procent under niveauet før krisens start og omkring lige med niveauet i begyndelsen af 00\'erne (RDNO). Med andre ord investerer de danske kapitalister ikke i produktionen og udviklingen af det danske samfund.

Enorme modsætninger
Selv ikke marxister kan spå om fremtiden. Vi kan kun analysere nogle af de mest markante modsætninger og give en kort beskrivelse af nogle af de vigtigste udløsere, der kan blive faktorer for en ny kraftig nedtur. I den nuværende situation, hvor hele verdensøkonomien balancerer tæt på afgrunden, kan det være selv mindre begivenheder, der vælter læsset – nødvendigheden der udtrykker sig gennem tilfældigheder, som Hegel forklarede det. Men ikke desto mindre er følgende modsætninger karakteristiske for den nuværende epoke:
På grund af gældens betydning for opsvinget i 00'erne spiller den også en helt central rolle, når vi skal forstå den nuværende situation. Hvad der trak økonomien frem i går, har nu vendt sig til sin modsætning, og virker som en sten om verdensøkonomiens fødder.

Dansk økonomi er pumpet op på kredit. I mange andre europæiske lande er det især staterne, der er forgældede. Det er ikke tilfældet i Danmark, som de borgerlige ynder at fremføre. Til gengæld er de danske husholdninger nogle af den udviklede verdens mest forgældede og omkring en tredjedel af de danske banker er ifølge finanstilsynet så risikabelt drevet, at de risikerer at gå ned (Politiken 2011-10-07). Det danske bankvæsen har et såkaldt indlånsunderskud på omkring 300 milliarder kroner (Nationalbanken – Finansiel Stabilitet 2011). Altså har de udlånt 300 milliarder mere, end de har i form af indlån. Det er en yderst risikabel praksis. For det gør, at bankerne er nødt til løbende at låne penge selv for at holde forretningen kørende.

Men blot fordi den danske stat i dag har en lille statsgæld, betyder det på ingen måde, at det vil være sådan i fremtiden. Tværtimod kan det ændre sig – endog meget hurtigt. Irland havde inden sin bankkrise også en lav statsgæld. I 2006 var Irlands nettogæld på kun lidt over 12 procent af BNP. Så kom krisen, og de irske banker skulle reddes, hvilket bragte den irske stat i knæ. I 2011 forventes Irlands nettogæld at nå over 95 procent af BNP. Så de danske politikere skal ikke glæde sig for tidligt. En større dansk redningsaktion for banker og/eller realkreditmarkedet kan hurtigt vende op og ned på tingene.

Lave fleksrenter er farlig lokkemad
Boligpriserne falder fortsat jævnt. Siden prisernes toppunkt i 2006 er de faldet med omkring 20 procent og fra januar 2011 indtil nu (oktober), er de faldet omtrent fire procent ifølge Homes husprisindeks. Udbuddet af huse til salg er i dag større end nogensinde før (omkring 70.000), hvilket vil sige, at priserne vil fortsætte ned en rum tid endnu.

Hvorfor er husprisernes udvikling interessant fra et marxistisk synspunkt? Det er de heller ikke som sådan, men i den konkrete situation udgør bolig og realkreditmarkedet en tikkende bombe under nationaløkonomien og ikke mindst tusinder af danske arbejder- og middelklassefamilier. Problemet er, at tusinder af danske arbejderfamilier er blevet lokket til at sætte sig i en ejerbolig, de i realiteten ikke har råd til. De sidder spændt for til det yderste, i en periode hvor udgifterne kun kan stige herfra, og hvor indkomsterne kun ser ud til at falde. Det skyldes dels det voldsomme pres fra ”den offentlige mening”, man blev nærmest kaldt ”dum og naiv”, hvis ikke man lånte millioner til en bolig eller i sin friværdi og dels manglen på betalelige boliger.

At antallet af tvangsauktioner ikke er eksploderet endnu, trods den stigende arbejdsløshed, skyldes, at mange arbejderfamilier har kunnet gå over til eksempelvis flekslån, hvor renten for nu er lav. På den måde kunne indgå, eller måske nærmere udskyde, at blive sat på gaden, da arbejdsløsheden ramte. Men de billige lån bliver ikke ved at være billige.

Når huspriserne bliver ved med at falde, i en tid hvor lånene aldrig har været billigere, så siger det noget om, hvad der vil ske, når de månedlige omkostninger stiger. Det kan rent fysisk kun gå én vej for de månedlige udgifter: opad.
En af de største potentielle udløsere for en ny alvorlig nedgang i dansk økonomi, ligger i de såkaldte flekslån. Flekslån er lån, der skal refinansieres løbende, oftest en gang om året (”F1 lån”). Det vil sige, at hvert år ændrer prisen på lånet sig, det vil sige renten, alt efter hvor mange, der vil købe de realkreditobligationer, som lånet består af, ved de årlige auktioner. Er der mange, der vil købe obligationerne, bliver renten lav – er der få, bliver den høj; udbud og efterspørgsel.
Det er yderst risikabelt, at prisen ændrer sig fra år til år og potentielt set kan stige meget voldsomt.
Udbredelsen af disse lån er steget med over 90 procent siden krisens start i 2008, udgør i dag over to tredjedele af de samlede realkreditlån, og repræsenterer en værdi af 1.217 milliarder kroner. Det er ikke så underligt, når man tager i betragtning, at de umiddelbare omkostninger ved disse lån er uhørt lave, og for mange familier er eneste mulighed for at kunne få råd til en bolig. Ved sidste auktion i september blev den etårige rente sat så lavt som 1,24 procent. Det er næsten for godt til at være sandt. Og ja, det er det også i det længere løb.

Liberaliseringen af lånemarkedet, det vil sige indførslen af eksotiske og risikable lånetyper (blandt andet afdragsfrie lån og flekslån) var et led i udvidelsen af kreditten for at skabe det spekulative opsving efter årtusindskiftet. For at få folk til at låne mere, var de danske kapitalister simpelthen nødt til at sænke på kravene og øge risikoen. Og det er i den grad lykkedes: ”... obligationer med en restløbetid på under et år [udgjorde] 795 milliarder kroner ultimo februar 2011, med et deraf følgende behov for at refinansiere langt størstedelen af beløbet inden for et år” (Nationalbanken – Finansiel Stabilitet 2011). Med andre ord: hvert eneste år, næsten samtidigt (omkring slutningen af året) afholdes auktioner over obligationer svarende til 45 procent af Danmarks BNP, som afgør størstedelen af boligejernes privatøkonomiske skæbne. Det er en yderst risikabel situation, hvor ikke meget skal gå galt, før danske arbejderfamilier, der sidder i ejerbolig, kan få trukket tæppet væk under fødderne.

Konsekvenser af europæisk bank-kollaps
Grækenland har i skrivende stund ikke ”fået lov”, juridisk set, til at gå bankerot, om end det i realiteten har fundet sted. Men det kommende officielle græske kollaps vil have en smittende effekt på de andre gældsplagede lande, men også på resten af Europa og dermed også på det skrøbelige danske finansielle system.

Et kollaps i det europæiske banksystem vil få pengemarkederne til at fryse til, da ingen investorer vil have lyst til at risikere deres penge i det europæiske bankvæsens kviksand. Det vil skabe massive problemer for de danske banker, der konstant skal rejse kapital for at finansiere deres indlånsunderskud. Det vil tvinge dem til, dels at sælge ud af deres aktiver, som for en stor dels vedkommende er realkreditobligationer, hvilket vil betyde kraftigt stigende renter og dels vende sig mod staten og kræve, at den endnu engang betaler.

Konsekvensen vil være stigende statsgæld og stigende renter. Rentestigningerne vil ikke bare ramme folk, der vil optage et nyt lån, men endnu vigtigere vil de stige for de tusinder, der har rentetilpasningslån i dag. Disse familier vil se deres månedlige renteomkostninger eksplodere, også selv om den toneangivende rente fra nationalbanken fortsætter med at være historisk lav.

Nationalbanken skriver i sin analyse: ”Den risiko, som låntageren påtager sig ved at optage rentetilpasningslån, knytter sig ikke alene til den generelle renteudvikling, men også til realkreditinstituttets mulighed for at udstede [realkreditobligationer] på et givet tidspunkt.” og videre: ”Refinansieringsrisiko er således en risiko for den enkelte låntager, men indebærer også risici for institutterne og samfundet som helhed, da mange låntagere er eksponerede mod den samme type risiko. For realkreditinstitutterne er en yderligere risiko, at de skal refinansiere deres obligationsudstedelser på et tidspunkt, hvor det ikke er muligt. Den finansielle krise har vist, at markeder, der normalt er velfungerende, hurtigt kan ophøre med at fungere. Hvis der opstår en situation, hvor det ikke er muligt for realkreditinstitutterne at refinansiere rentetilpasningslånene, vil det have alvorlige konsekvenser for den finansielle stabilitet.”.

Konsekvensen vil være en tvangsauktionsbølge af enorme proportioner og et fuldstændig kollaps i det indenlandske forbrug, med en voldsom ny økonomisk nedgang til følge.

Altså kan problemer i den europæiske banksektor hurtigt blive til enorme problemer for den danske økonomi og arbejderklasse.

Arbejderklassens byrde
Krisens vægt bliver båret af arbejderklassen. Opsvinget i 00'erne var i høj grad på arbejderklassens bekostning, med stigende arbejdstid og -pres. Efter krisens indtog er presset på arbejderklassen steget eksponentielt. AE-rådet kunne den 8. september 2011 berette at: ”Samlet er uligheden i Danmark ifølge Eurostat steget med fem point i perioden svarende til næsten 25 procent. Til sammenligning har eksempelvis Norge og Finland haft et fald i uligheden i perioden på henholdsvis 2,5 og 1,5 point. Det svarer til et fald i uligheden for Norge på knap 10 procent og på knap fem procent i Finland.”

175.000 job i den private sektor er forsvundet, siden krisen satte ind (bm.dk 2011-10-27). Arbejdsløsheden er officielt på 6,3 procent. De mange fyringer og knapheden på arbejde har resulteret i et historisk nedadgående tryk på lønniveauet:

”Danskernes lønninger stiger lige nu med en helt enestående lav fart. Den typiske lønstigning på det private arbejdsmarked ser ud til at blive på beskedne to procent i år, [...] man [skal] nu helt tilbage til kriseåret 1936, altså for hele 75 år siden, for at finde bare ét år, hvor lønnen sidst steg mindre end nu, viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).” (business.dk 2011-10-07).

Dette er virkeligheden for den danske arbejderklasse. Kapitalisterne oplever faldende afsætning, og kræver derfor, at arbejderklassen kompenserer deres vigende profitmasse ved at forsøge at øge merværdiraten på arbejderklassens bekostning. På arbejdspladserne, på fabriksgulvene, føres en krig fra kapitalisternes side for at øge den relative merværdi, ved at få arbejderne til at løbe hurtigere, betjene flere maskiner og se stort på sikkerhedsreglerne. Men også den absolutte merværdi øges ved, at pauser inddrages, der arbejdes over og så videre samtidig med et stigende politisk pres for at bryde den hidtidige historiske tendens og sætte arbejdsugens længde op.

Stagnationen i lønnen i absolutte termer betyder reel lønnedgang i forhold til prisudviklingen. Priserne er den seneste periode nemlig begyndt at stige, og æder bid for bid arbejderklassens levestandard

”... inflationen [bliver] i år [2011] forholdsvis høj, nemlig omkring 2,8 %. Det skyldes især import af høje råvarepriser på ikke mindst energi og fødevarer, men også mere tekniske ændringer herhjemme. Blandt andet kommer fedtafgiften fra oktober til at trække inflationen op med cirka 0,2 procentpoint.”

Da gennemsnitslønnen samlet set, ifølge de officielle, tal der medregner direktørers, lederes og middelklassens lønninger, kun er steget med to procent over samme periode, er der tale om et historisk reallønsfald. For arbejderklassen er det virkelige reallønsfald langt højere, og for eksempel har der inden for byggeriet været en direkte absolut lønnedgang. Alligevel er de officielle tal bemærkelsesværdige, selv for borgerlige økonomer:

”Det er meget sjældent, at reallønnen falder så voldsomt tilbage. Vi skal således helt tilbage til starten af 80'erne for at finde lignende fald i reallønnen herhjemme,” skriver Nykredits seniorøkonom, Tore Stramer (TV2 finans 2011-10-10).

Den ”tabte” generation?
Krisen har også uddybet alle ungdommens problemer. Arbejdsløsheden blandt unge under 30 er ifølge arbejdernes erhvervsråd vokset til hele 12,7 procent. For ungdommen rammer krisen ekstra hårdt; beskæftigelsen blandt unge (15-29-årige) er siden krisens start faldet med 82.000 personer, hvilket har resulteret i en officiel arbejdsløshed for 40.000 flere unge siden 2008. En tredjedel af alle arbejdsløse i Danmark, denne kapitalens reservearmé, er unge mellem 15 og 29 år. En generation uden fremtid inden for kapitalismen.

Unge arbejdsløse presses til at starte på en uddannelse, men mange uddannes blot til arbejdsløshed i den anden ende. Ifølge Ugebrevet A4 i maj 2011 går hver tredje nyuddannet faglært ud i ledighed efter svendebrevet. Godt hver anden metalarbejder uddannes direkte til arbejdsløshed, mod godt hver ottende før finanskrisen, og omkring hver tredje tømrer eller kok står uden arbejde.
Hver anden nyuddannede lærer og cirka hver tredje DJØF’er går direkte over i arbejdsløshedskøen.

Mens det bliver sværere og sværere at få et job som ung, så bliver livet heller ikke meget nemmere under uddannelsen.
På erhvervsuddannelserne mangler der 10.000 praktikpladser ifølge DR. Dertil kommer, at forholdende under uddannelserne bliver stadigt dårligere samtidig med, at den borgerlige regering de sidste 10 år har angrebet lærlingene og de studerendes leveforhold.

Den lave SU betyder, at mange studerende ikke kan gennemføre uddannelsen uden at optage et større studielån eller arbejde massivt ved siden af studiet. Mens SU’en ikke er steget med priserne, og for nogle grupper er blevet skåret ned, er prisen på boliger, transport og lignende eksploderet. Ifølge Ungdommens Analyse Enhed mangler en gennemsnitsstuderende, som lever på et absolut minimum, 2.500 kroner om måneden. Enten kan de studerende låne en masse penge, som de kun kan håbe på at betale tilbage efter endt uddannelse, hvis de kan få et job. Eller de kan tage sig et job ved siden af uddannelserne, og risikere at forlænge eller ikke at kunne gennemføre uddannelsen.

Selve uddannelserne er også blevet kraftigt forringede. På universiteterne er antallet af undervisningstimer og længden af semestrene kraftigt beskåret, og hele fag er lukket ned på grund af besparelser. På de fleste uddannelser, hvis ikke alle, er faciliteterne elendige, og der mangler det nødvendige ustyr til undervisningen.
Undervisere fyres, og det går både ud over de ansattes arbejdsforhold, de studerende, der får mindre og dårligere undervisning og vejledning, samt forskningen. På tekniske skoler og andre steder er fænomenet ”lærerfri” undervisning almindeligt.

Besparelserne fortsætter under den nye regering. Universiteterne skal spare 600 millioner kroner, plus at det beløb de får per studerende, der består eksamen (taxameterpengene) beskæres kraftigt. På gymnasierne er der indført loft over klassekvotienten; udover at loftet er fleksibelt, så påpeger rektorerne, at der ikke er afsat nok penge til at dække udgifterne, så loftet kommer til at betyde nedskæringer på andre dele af gymnasierne.

Det temmelig begrænsede demokrati, der eksisterede på uddannelserne, blev afskaffet under den borgerlige regering, og samtidig blev erhvervslivet i stigende grad lukket ind på universiteterne, og får indflydelse på uddannelserne. Et af de seneste eksempler er Mærsk på Københavns Universitet.

Mærsk har betalt 13,5 millioner kroner og stiller med ti ansatte til et nyt center på Københavns Universitet. Her skal eksperter fra Mærsk Oil og forskere på Institut for Geografi og Geologi i fællesskab undervise studerende i olie-udvinding, olieefterforskning og Nordsøens geologi, så olieudvindingen kan blive mere effektiv.
En ny regering er tiltrådt, men det ser ikke ud til, at der vil blive ført en ny politik på uddannelsesområdet eller for at forbedre de unges forhold.

Der er brug for en massiv tilføring af midler til uddannelserne, blot for at tilbagerulle de borgerliges nedskæringer, og en tilbagerulning af forringelserne for unge arbejdsløse, job til alle unge, praktikpladser til alle, en SU der er til at leve af og billige ungdomsboliger.

'Kickstart' af økonomien?
Den nye regering er i skrivende stund knapt etableret. At komme ud af krisen er højeste prioritet blandt alle arbejdere og unge. Derfor har S-SF også været fremme med planer om at 'kickstarte' væksten. Imidlertid er omfanget af denne kickstart til at overse. Først var der snak om at fremrykke offentlige investeringer for 10 milliarder, hvilket senere blev opgraderet til 17,5 milliarder kroner. Et stort beløb i forhold til et husholdningsbudget, men peanuts i forhold til den samlede økonomi.
Hvis (og det er et stort 'hvis') denne fremrykning får den ønskede effekt, siger regeringens optimistiske beregninger, at det vil skabe omkring 20.000 arbejdsplader. Sammenholdt med de 175.000 arbejdspladser, der er forsvundet siden krisens start, er det en dråbe i havet.

”Kickstarten” vil højst sandsynligt blive mere end modsvaret af fyringer i det offentlige andetsteds. De offentlige finanser er pressede, og vil blive endnu mere pressede i takt med den økonomiske forværring. Alene i 2010 blev der skåret 11.115 stillinger i kommunerne på et enkelt år. Så 'Kickstarten' vil ikke engang udligne fyringerne i kommunerne det seneste år. I stedet fortsætter den stramme økonomiske politik i kommuner og regioner, og dermed også fyringerne: mens regeringens politik med den ene hånd forsøger at skabe arbejdspladser, skærer den anden hånd endnu flere arbejdspladser.

Skulle staten virkelig gøre noget ved arbejdsløsheden, viser udregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at der skal langt større beløb til. AE-rådet beregner i Rangliste over vækstinitiativer fra 18. August 2011, at offentlige investeringer for 10 milliarder skaber mellem 8000 og 10.000 job, og dræner statskassen for omkring fem milliarder. Det vil sige, at for at skabe 100.000 job skal der investeres 100-125 milliarder kroner, hvilket dræner statskassen for 50 milliarder. Og ikke nok med det. For at fastholde den herved opnåede beskæftigelse skal statsfinansieringen fortsætte år efter år.

Problemet er, at offentligt forbrug ikke kan løse kapitalismens grundlæggende modsætninger. Statens penge skal komme et sted fra: enten fra arbejderne gennem skatter, hvormed markedet beskæres yderligere og krisen forværres, eller fra kapitalisternes profitter, hvilket går fra deres investeringer. Lånes pengene i stedet tilføjes økonomien effektiv efterspørgsel, men de grundlæggende problemer med manglende investeringer løses ikke – der ryddes ikke ud i overproduktionen og samtidig ophober staten gæld. Før eller senere går det galt. Grækenland, Irland, Portugal, Island, har vist os problemerne med stor statsgæld. Det er en dyr fornøjelse.

I 2011 forventer Finansministeriet, at staten skal ud og låne 38 milliarder (nettofinansieringsbehov) for at finansiere sit budgetunderskud. I 2012 forventes dette tal at stige til 76 milliarder. Disse tal kan imidlertid hurtigt vise sig at være optimistiske, når den europæiske krise udvikler sig.

Men for kapitalisterne er det ikke bare et spørgsmål om at ”få regnskabet til at stemme”. De vil have nedbragt selve den offentlige sektor, primært af tre årsager: 1) for dem betyder skattelettelser en oplagt mulighed for at forsøge at trykke arbejdskræftens værdi, det vil sige lønnen (deres argument er, at sænkes skatten, kan lønnen presses ned, mens arbejderen får udbetalt samme løn, selvfølgelig uden hensyn til, at velfærden forringes) og 2) dels for at kunne nedsætte skatten på deres profitter. 3) Sidst, men ikke mindst, vil de fjerne det såkaldte ”sikkerhedsnet” under de danske arbejdere, som ”gratisydelserne” udgør. Jo færre ”velfærdsrettigheder” såsom dagpenge, kontanthjælp og så videre arbejderklassens har, jo mere desperate er de for at få et arbejde eller fastholde det, de har. Det gør det nemmere at presse lønninger og arbejdsforhold.

Borgerskabets og de etablerede økonomers råb om ”flere hænder” og balancerede budgetter kan reduceres til: ”Leve arbejdsløsheden: Ned med lønnen – op med profitterne!”. Det er den kamp, som de danske arbejdere står over for i den nærmeste fremtid.

Arbejderklassen i Danmark og resten af verden går en hård tid i møde. Angrebene på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder er først lige begyndt. Kapitalismen er i en historisk krise, og der er ingen råd til reformer, tværtimod dikterer ”markedet” nedskæringer og angreb. Alt taler for, at vi står overfor en massiv krise af et omfang, vi aldrig tidligere har set. Lige nu balancerer hele situationen på en knivsæg.

Det sætter rammen for politikken og klassekampen. Politikerne kan blot følge rammen og kan intet gøre for at komme ud af krisen, og slet ikke i Danmark alene, så længe de accepterer kapitalismen.

Det betyder samtidig, at arbejderklassen ikke har noget andet valg end at gå i kamp for at forsvare deres liv og fremtid.

læs del 1 her