Denne artikel skal læses i sammenhæng med den længere analyse af situationen i SF op til landsmødet: Politisk opgør i SF nærmer sig

En fløjkrig er brudt ud i SF, men fløjene er endnu yderst uklare. Den eneste klare fløj er højrefløjen, der består af den nuværende top i SF med folk som Thor Möger, Matthias Tesfaye m.fl.

Højrefløjen fremstiller sig selv som realister, der skaber resultater og venstrefløjen som nogen der vil ”ligge i hængekøjen”. I realiteten er deres politik en videreførsel af de borgerliges nedskæringspolitik.

Højrefløjen ret i en ting: at kapitalismen er i dyb krise, over hele verden og at accepterer man de rammer kapitalismen sætter er der inden vej uden om at angribe velfærden og arbejdernes tilkæmpede rettigheder. Kun ved at fremsætte et socialistisk program for en nationalisering af de vigtigste dele af økonomien kan man fremsætte et alternativ til krisen. Det er vigtigt at sige dette klart.
For nu er alternativet til højrefløjen i SF alt for uklar. Det er utydeligt hvilke fløje der ellers eksisterer.

Skal højrefløjen bekæmpes kræver det at der bygges en helt klar venstrefløj i partiet. Det kræver en sammenhængende politisk kritik af og alternativ til højrefløjen. Venstrefløjen må opstille deres eget program og organisere en kampagne omkring dette, hvor de kommer ud i partiafdelingerne og omkring sig bygger en venstrefløj. Venstrefløjen må opbygges ved tålmodigt at forklare deres politik; måske vinder den ikke flertal med det samme, de fleste skal overbevises om politiske ideers styrke gennem praktisk erfaring. Men flere og flere SF’ere er ved at indse, at den politik partiets top fører er forfejlet og at den er ved at smadre partiet. Men skal de ikke bare forsvinde fra partiet, blive inaktive eller lignende, så skal der fremstå et klart alternativ, der virker troværdigt med et klart bud på hvad SF så skal være og mene.

En venstrefløj må øjeblikkeligt begynde en kampagne mod regeringssamarbejdet med de Radikale. Det er klart, at det radikale venstre er første forhindring for en regering, der fører en socialistisk arbejderpolitik. Mange i arbejderbevægelsen kan se dette. SFs venstrefløj må begynde at opbygge en alliance blandt alle, der er imod de Radikales medvirken i regeringen. Der må ligges pres på toppen i SF og Socialdemokratiet. Det må ske ved at stille resolutioner i partiafdelinger. Ved at tage kontakt til alle kritiske socialdemokrater og få dem til at gøre det samme. Og samarbejde med dem og alle andre, der er kritiske overfor samarbejdet med de radikale, om at stille lignende resolutioner til generalforsamlinger i fagforeninger, på arbejdspladser, i elevråd, studenterråd osv.

Der må opbygges en kampagne i hele arbejderbevægelsen for et brud med erhvervslivets repræsentanter i regeringen. Gennem en sådan kampagne kan der begynde en diskussion af, hvilken politik arbejderpartierne i stedet burde føre i regeringen.