Det finansielle system er kapitalens infrastruktur. Når det finansielle system fryser til, går kapitalismen i koma. Bankerne er centralnerven i det danske finansielle system. Bankernes profitter har to ophav. For det første får de en del af den merværdi, som den industrielle del af kapitalistklassen presser ud af arbejdsstyrken. For det andet tager de imod indskud fra almindelige lønmodtagere til en rente, som ligger under den rente, de kan få ved at låne pengene ud igen.
Det finansielle system er en overbygning på den virkelige økonomi, men det står klart, at det ikke kan løsrive sig fra den. Da boblerne på aktie- og boligmarkedet bristede i slutningen af 2007, kom økonomiens egentlige tilstand på prøve. Det stod hurtigt klart, at spekulationen og kreditten kun havde været med til at udskyde en overproduktionskrise af dimensioner ikke set siden 1930’erne.

Bankkrak
Dominobrikkerne begyndte at falde. Bank Trelleborg var en lille forsmag i januar 2008, mens den egentlige forret kom med krakket i Roskilde Bank i juli samme år. Så gik serveringen for alvor i gang: Forstædernes Bank, Bonusbanken, EBH Bank, Løkken Sparekasse, Gudme Raaschou Bank, Fionia Bank, og Eik Bank. Og i år har vi så fået tre mere: Amagerbanken, Fjordbank Mors og Max Bank. I alt tolv danske banker er krakket.

For hvert bankkrak spredte der sig en frygt for, at hele systemet ville kollapse. De borgerlige, støttet op af ledelsen i Socialdemokratiet og siden også af ledelsen i SF, stod klar til at redde kapitalismen for enhver pris, og vedtog bankpakke på bankpakke; for tiden er vi ved nummer fire.

Bankpakker
Bankpakke I og II gik hovedsagligt ud på at give ubegrænset garanti på alle indestående i og andre simple fordringer på de danske banker, oprette selskabet Finansiel Stabilitet til at overtage nødlidende banker samt at give en række lånemuligheder til bankerne. Det komplette regnestykke er svært at gøre op, men samlet har pakkerne nok kostet skatteyderne omkring tre milliarder kroner.

Bankpakke III og IV gjorde til sammen garantien på bankindestående på 750.000 kroner permanent, øgede reguleringen minimalt, og gjorde det muligt for Finansiel Stabilitet at overtage de dårlige sider af en bank og lade de gode sider overgå til en anden bank. Endelig betød bankpakke IV, at det blev lovet at redde såkaldte ”systemisk vigtige finansielle institutioner” uanset hvad.
Socialisering af tab og risiko

Bankpakkerne betyder samlet set, at bankernes tab socialiseres, mens deres profitter forbliver private. I den store sammenhæng er en udgift på tre milliarder selvfølgelig næsten ingenting – og slet ikke hvis man sammenligner med de sydeuropæiske lande. Man skal dog holde sig to ting for øje.

For det første kan statens støtte til bankerne ikke måles med de tre milliarder kroner. Man bliver også nødt til at medtage værdien af de statsgaranterede lån og statsgarantierne generelt set. Forestil dig, hvor let det ville være at tjene penge, hvis staten ville kautionere for alle dine lån. Forestil dig, hvor lav en rente du ville kunne få på dit boliglån, hvis staten lovede, at den nok skulle betale, hvis du ikke kunne.

Det kapitalistiske argument for bankprofitter er, at banken skal kompenseres for den risiko den påtager sig. Så hvis risikoen nationaliseres, bør bankerne selv nationaliseres. Socialdemokratiet og SF burde have stillet krav om nationalisering under demokratisk kontrol, og nu de sidder med regeringsmagten, burde de tage skridt i den retning. At love de største danske banker, at de vil blive reddet, hvis og når de kommer i problemer, er vanvittigt selv fra et strengt kapitalistisk synspunkt. Det kan kun føre til overdreven spekulation.
For det andet er statens tab langt fra ovre.

Flere krak
I skrivende stund har Finansiel Stabilitet et underskud for årets første tre kvartaler på 750 millioner kroner samt udstedte statsgaranterede lån på knap 170 milliarder kroner, som ikke er tilbagebetalt endnu. Samtidig er situationen den, at bankerne har bidraget med de 25 milliarder til redningen af nødstedte banker, som aftalen lød på. ALLE udgifter ved fremtidige bankkrak påfalder derfor staten.

Og flere bankkrak er uundgåelige. Det vil betyde en katastrofe for det danske statsbudget og arbejderklassen, som er den store skatteyder. De lave renter holder indtil videre hånden under både boligmarkedet og eksempelvis det dybt forgældede danske landbrug – den samlede gæld skydes til 350 milliarder kroner – eller 50 procent af de samlede aktiver. Men det kan ikke blive ved.

Det fedt, som der har været at tære på, er forsvundet under krisen, og en ny voldsom nedtur vil slå både hurtigere og hårdere, end det vi så i 2008. Et ukontrolleret græsk kollaps, nye prisfald på boligmarkedet, en uheldig kommentar fra den italienske regering – modsætningerne er så kraftige, at selv den mindste tilfældighed kan sætte en lavine i gang.

Dominobrikkerne vil falde igen. Socialdemokratiet og SF må opsige bankpakkeaftalerne og nationalisere bankerne under demokratisk kontrol, så de tjener samfundets interesser og ikke spekulanternes profiter.