Så blev den borgerlige regering endelig væltet efter 10 år og mange arbejdere og unge jublede naturligvis over sejren. Men det er også tydeligt, at sejren blev så snæver, som den næsten kunne blive og at en ny regering, allerede før den er dannet, har massive problemer.
Sejren er bittersød. Efter ti år med en borgerlig regering formår oppositionen kun at vinde en snæver sejr og valgresultatet stiller toppen i arbejderpartierne i en situation, hvor de danner regering, men med et borgerligt flertal i Folketinget.

Bryd med de radikale

De Radikale er, som vi gang på gang har påpeget, et borgerligt parti. Allerede nu stiller de krav om, at en ny Socialdemokratisk ledet regering skal føre en borgerlig økonomiske politik.
De kræver at den såkaldte ”tilbagetrækningsreform”, der i virkeligheden er efterlønnens slagtning og ”arbejd til du dør” politik skal gennemføres. Helle Thorning og Villy Søvndal forsøgte desperat at snakke sig udenom dette faktum i valgnattens partilederdebat, og sige det var op til forhandlinger. Men de Radikale stod fast og allerede nu ser Helle Thorning og Villy Søvndal ud til at acceptere den tilbagetrækningsreformen som en del af regeringsgrundlaget. Fredag på jp.dk slog de radikale ydermere fast, at de ikke vil acceptere S og SFs skatteudspil, bl.a. er de imod millionærskatten, de ønsker skattelettelser osv. og de vil fastholde halveringen af dagpengeperiode - alt sammen bundborgerlig politik. Deres krav om at afskaffe 24 års reglen er det sukkerovertræk, der skal skjule den bitre pilles virkelige indhold: en benhård borgerlig politik.

De Radikales massive fremgang ved valget er katastrofalt for en den danske arbejderklasse, men fremgangen kan desværre ene og alene skyldes toppen i de danske arbejderpartier, især S og SF.
De radikale har altid og senest i 1990’erne været brugt af toppen i Socialdemokratiet, som undskyldningen for ikke at føre en arbejderpolitik. Toppen i Socialdemokratiet har, i hvert fald siden Stauning i 1930’erne, set det som sin fineste opgave at forsvare kapitalismen. De radikale har fungeret som lynaflederen for et for stort pres fra det socialdemokratiske bagland og fagbevægelsen. Toppen i Socialdemokratiet har altid holdt presset fra baglandet stanget med undskyldningen: “vi ville utrolig gerne føre arbejderpolitik, men af hensyn til vores samarbejdspartner De Radikale, må vi gå på kompromis...” osv. Den socialdemokratiske top gjorde derfor, hvad de kunne for at sikre, at der ikke kom et rent rødt flertal - en temmelig risikabel strategi - der var lige ved at sætte regeringsskiftet over styr og nu stiller arbejderklassens partier i en utrolig ugunstig situation.

SF toppen har indset at de ligesom Socialdemokratiets højrefløj har brug de Radikale i en ny regering, og de har været mindst ligeså ivrige forsvarere af ”bredt samarbejde hen over midten”, dvs. klassesamarbejde. Havde S og SF klart fremstillet de Radikale, som det borgerlige parti det er, og nægtet at samarbejde med dem efter et valg, er det helt klart at de Radikale langt fra havde fået så godt et valg. Mange af dem, der stemmer på de radikale, gør det på trods af deres økonomiske politik. De ønskede en ny statsminister og var bl.a. frastødt af S og SFs udlændingepolitik. Havde toppen i S og SF fra starten sagt: vi får kun en ny regering, hvis der er flertal for arbejderpartierne, ville de Radikale været blevet decimeret, og der havde været en klar mulighed for en arbejderregering bestående af S, SF og Ø.
I stedet er der arbejderpartierne, der vil blive decimeret hvis de indgår i regering med de Radikale, som vi så Socialdemokraterne gå kraftigt tilbage efter 1990’ernes S-R-regering. SF kan stadig nå at trække sig fra deltagelse i regeringen, hvilket er den eneste vej til at redde SF fra en decimering på længere sigt. Samarbejde med de Radikale, dvs. klassesamarbejde hen over midten er endnu et skridt på den katastrofekurs, partitoppen fører partiet ad.
Toppen i S og SF ligger som de har redt med deres omfavnelse af det “brede” samarbejde over midten, men dem som kommer til at betale prisen er arbejderklassen.

Med de Radikale som en del af regeringen er det umuligt at føre arbejderpolitik. Dele af borgerskabet har haft den klare strategi at få en regering med S-SF, med et så stort radikalt islæt som muligt. De borgerliges agenter i den røde lejr, de Radikale, skal være med til at sikre, at arbejderpartierne hurtigst mulig miskrediterer sig, og dermed baner vejen for en ny, stærkere og mere højreorienteret borgerlig regering i fremtiden. De Radikale vil have en ny regering med Helle Thorning ved roret, men de vil de samarbejde med borgerlige partier om en borgerlig økonomisk politik. De ønsker den borgerlige politik videreført, men med en ny statsminister, så arbejderpartierne slavebindes.

Som man kan se med tilbagegangen til både S og SF er denne miskreditering allerede begyndt før valget, og den vil kunne øges under regeringskonstitutionen, hvis de Radikale får noget at skulle have sagt. Hvis ikke S og SF skal miskreditere sig selv endnu mere, må de klart sige fra og at de ikke vil deltage i regering med de Radikale. Istedet må de fremlægge et klart program til forbedringer af velfærden, for tilbagerulning af forringelserne på dagpenge, efterløn, pensioner og privatiseringer. Vil de Radikale pege på Helle Thorning på det grundlag skal de være velkomne. Nægter de, bliver de afsløret som det borgerlige og opportunistiske parti de er. Desværre er det ikke den linje som toppen i S og SF fører på nuværende tidspunkt.

Venstredrejning tydelig

Nok bliver Helle Thorning statsminister, men det er på baggrund af det dårligste valg til Socialdemokraterne siden 1903 med 24,9 procent af stemmerne, en tilbagegang på 0,6 procentpoint. Socialdemokraterne fik ikke i valgkampen overbevist nogen om, at de rent faktisk ville løse problemerne for de danske arbejdere. I en del af de kommuner, bl.a. på Københavns Vestegn, hvor Socialdemokraterne har borgmesterposten gik Socialdemokraterne tilbage, fordi de her har gennemført nedskæringer på skoler, børnehaver osv.
Mange husker ydermere stadig Nyrup-regeringen i 1990’erne og deres nedskæringer på velfærden og efterlønnen, omfattende privatiseringer og indgreb i storkonflikten i 1998. Det er tydeligt for enhver, at Helle Thorning, der var kandidat for socialdemokratiets højrefløj i formandsvalget, vil fortsætte Nyrups politik fra 1990’ern, og denne gang i en økonomisk krisesituation, hvor ingen gunstige konjunkturer ville hjælpe på arbejdsløshedstallene. Helle Thorning henviste da også flere gange til 1990’erne som forbillede. Når det kom til trepartsforhandlingerne hev ledende Socialdemokrater ”trepartsaftalen” fra 1987 frem som forbillede. ”Trepartsaftalen” var en historisk aftale mellem Schlüter, arbejdsgiverne og fagforeningerne om at holde lønningerne i ro, hvilket havde alvorlige konsekvenser for arbejderklassens reallønninger og dermed også arbejdernes lyst til at organisere sig i fagforeninger, der så åbenlyst opgav kampen for bedre lønninger. Toppen i S har luftet at de mener der er behov for at arbejderne udviser løntilbageholdenhed og toppen i SF følger lige bagefter med deres fokus på “konkurrenceevne”. Med andre ord mener de, at arbejderklassen skal forsætte med at betale regningen.
Socialdemokraternes medlemmer ønsker ikke, at Løkkes borgerlige politik fortsætter, de ønsker en arbejderpolitik, og så længe toppen fortsætter højredrejningen vil partiet få det ene historisk dårlige valg efter det andet. Ser man på de personlige stemmetal er det tydeligt at toppen i Socialdemokratiet har mistet opbakning. Ifølge Politiken.dk d. 17.09 har fire af de højest placerede socialdemokrater tilsammen mistet over 27.600 personlige stemmer i forhold til valget i 2007. Helle Thorning-Schmidt mistede næsten en tredjedel (16.362) personlige stemmer, Henrik Sass Larsen tabte 30 procent og Nick Hækkerup 27 procent, mens Pernille Rosenkrantz-Theil, der anses for at tilhøre partiets venstrefløj, fik absolut flest personlige stemmer på Fyn.

Valgresultatet var en helt klar afvisning af den økonomiske plan fra toppen i S og SF; Fair Løsning, og de nedskæringer og ikke mindst angreb på arbejdsuge planen indeholder.

SF fik en regulær valglussing med et resultat på 9,3 procent af stemmerne, en tilbagegang på 3,8 procentpoint i forhold til sidste valg. Det er en tilbagegang der ikke bliver mindre af, at SF i flere meningsmålinger i bl.a. 2010 lå på omkring 20 procent af stemmerne. Det er helt klart, at toppens højredrejning og politiske fusion med højrefløjen af Socialdemokratiet har slået fuldstændig fejl og må stoppes omgående. Fortsætter partitoppen denne kurs, og ikke mindst hvis de indgår i regering med de Radikale, vil ikke bare nedturen fortsætte, men endnu vigtigere, vil SF have svigtet de hundredetusinder arbejdere og unge der så til partiet som reelle forsvarere af velfærden og deres interesser.
”Vi har betalt prisen for at skabe et reelt alternativ til en regering, vi var nødt til at få skiftet ud,” sagde Ida Auken, til information dagen efter valget. Sandheden er, at SF tilsidesatte sin egen politik, for at komme i regering – det er det SF nu straffes for. Når der eksisterer to arbejderpartier med stort set den samme politik, er det altid det større der vinderpå det mindres bekostning. Arbejderne spørger, med rette, hvorfor være med i det mindste parti, hvis politikken alligevel er den samme?

I det nylige lokalvalg i Norge viste SFs søsterparti, Sosialistisk Venstreparti, det skræmmende fremtidsscenarium for SF, hvis kursen fortsætter. I lokalvalget i starten af ugen faldt SV fra 6 til 4 procent af stemmerne, efter flere års regeringsdeltagelse, og samme antal stemmer som SF får nu.
Som denne avis advarede om, skete SFs enorme fremgang på trods af toppens højredrejning, fordi de blev set som et alternativ til Socialdemokraterne. Jo mere det blev tydeligt, at de ikke udgjorde noget alternativ, jo mere faldt tilslutningen. Også Villy Søvndal har lige som Helle Thorning og S-toppen oplevet et massivt fald i de personlige stemmer. Ved dette valg fik han under halvdelen af det antal stemmer han opnåede ved sidste valg, hvor han var valgets fjerde mest populære politiker, nu er han kun akkurat med på top-20 listen.

Valgnederlaget og ikke mindst regeringsdeltagelsen vil bringe de enorme spændinger, der eksisterer i partiet op til overfladen på eksplosiv vis, og en vigtig del af denne kamp om partiets fremtidige linje kommer til at ligge i principprogram-diskussionen, der skal afsluttes næste år. Alle de mange tusinde, der meldte sig ind i SF og har stemt på partiet, har ikke gjort det for at få et parti, der fører en politik, der i bund og grund er en fortsættelse af den borgerlige regerings.

Ved valget så vi en klar venstredrejning i samfundet med det fantastiske valgresultat til Enhedslisten, der gik fra 2,2 procent ved sidste valg til 6,7 procent nu. Enhedslisten gik netop frem, fordi de i valgkampen fremstod som det eneste alternativ til venstre og det historisk flotte resultat viser den radikalisering, der er foregået under overfladen også de seneste år. Hvis ikke man tæller Fælles Kurs med til venstrefløjen, har partierne til venstre for Socialdemokraterne aldrig fået så mange stemmer som ved dette valg (ved valget i 1987 fik SF 27 mandater og Fælles Kurs 4), og venstrefløjen til venstre for SF har kun en gang før opnået flere stemmer (ved valget i 1977 hvor VS og DKP fik 13 mandater til sammen). (Kilde: Leksikon.org http://www.leksikon.org/art.php?n=3156)

I København i alle valgkredse på nær en, er Enhedslisten blevet større end SF, og på Nørrebro, Vesterbro og i indre by blev Enhedslisten det største parti med henholdsvis 27,6 procent (S: 16,2 procent og SF: 15,2 procent), 22,8 procent, (S: 17,4 procent, SF: 14 procent) og 18,3 procent, (S: 13,8 procent, SF: 11,6 procent). Også i de andre storebyer gik Enhedslisten frem og SF tilbage.

Den store fremgang og den nye regering vil rejse store spørgsmål for Enhedslisten i den kommende periode. Toppen i Enhedslisten er på vej i præcis samme retning som toppen i SF, hvilket Libyen krigen tydeligt viste. Enhedslisten vil gang på gang blive stillet overfor valget mellem at acceptere forringelser eller vælte Helle Thorning. Johanne Schmidt Nielsen har allerede gjort det klart, at Ø under ingen omstændigheder vil vælte Helle Thorning. Enhedslistens top har fuldstændig fokuseret på den parlamentariske kamp, og de baserer sig på folketingspladserne frem for at bygge baser på arbejdspladser, skoler og universiteter. Det vil blive partiets nemesis i den næste periode; begrænsningerne i denne strategi fra Enhedslistens top vil blive udstillet. Flere gange i valgkampen blev Johanne Schmidt Nielsen spurgt ind til partiets program med krav om fx nationaliseringer af de største virksomheder, spørgsmål som hun oftest afviste som skræmmekampagne fra journalisternes side. Journalisternes bagtanker var uden tvivl forsøg på skræmmekampagne, men spørgsmålene var en oplagt mulighed for at få partiets program forklaret og udbredt til en bred skare af mennesker, i stedet for en accept journalisternes dogne om at nationaliseringer er “skræmmende”.
Der vil uden tvivl komme store kampe i partiet om, hvorvidt partiet skal være et parlamentarisk fokuseret venstrereformistisk parti eller et revolutionært parti, hvor det parlamentariske arbejde blot fungerer som en hjælp til partiets deltagelse i klassekampen.

En regering med dynamit indbygget i fundamentet

Uanset om de Radikale ender med at gå med i regeringen, hvilket er mest sandsynligt, eller ej, vil vi få en regering med dynamit indbygget i fundamentet.
På den ene side har arbejderpartierne ikke flertal, men på den anden side har S og SF heller ikke flertal med de Radikale. De har end ikke flertal med de radikale og Konservative, som de Radikale ellers lagde op. Skal de have flertal uden Enhedslisten, skal de altså have både de Konservtive og/eller Liberal Alliance, Venstre eller Dansk Folkeparti med.
Presset på den kommende regering er allerede enormt fra alle sider i samfundet. Der er flertal i Folketinget mellem de borgerlige partier for massive kontrareformer på efterløn, pensioner, dagpenge osv. og de Radikale og arbejdsgiverne presser allerede på for at dette flertal skal udnyttes. De Radikale har allerede bebudet i TV at efterlønsreformen ikke er nok, men der skal flere kontrareformer til.

På den anden side står fagbevægelsen, der udtrykker bekymring over resultatet.
Dennis Kristensen, formanden for FOA, der er landets tredje største fagforbund, udtaler, at resultatet er grumset. Det er tydeligt, at tilbagetrækningsreformen bliver en realitet og det vil sætte fagtoppen under massivt pres fra medlemmerne, som kun vil blive endnu større, når den nye regering i trepartsforhandlinger vil kræve endnu mere af arbejderklassen for at “øge konkurrenceevnen”.
Den nye regering tiltræder i den værste krise i verdensøkonomien siden anden verdenskrig, en krise der langt fra er ovre og kun ser ud til at forværres i øjeblikket. Underskuddet på statsfinanserne næste år skal ifølge Børsen allerede opjusteres til 100 milliarder i forhold til den afgående borgerlige regerings finanslovsudspil. Med andre ord overtager Helle Thorning og Villy Søvndal et fallitbo og der vil være behov for massive angreb på arbejderklassen, hvis de skal holde hånden under dansk kapitalisme. Derfor vil der være så meget desto større behov for en fagbevægelse, der konsekvent kæmper for at forsvare deres medlemmers interesser. En fagbevægelse, der må starte med som minimum at kræve, at dagpengeforringelserne rulles tilbage og dagpengesatsen øges til at svare til fuld løn.

Den danske arbejderklasse og ungdom har set frem til en ny regering med tilbageholdt åndedræt. På arbejdspladserne har de accepteret fyringer, øget arbejdstempo, lønnedgang. De har accepteret, at velfærden er blev beskåret med det håb, at en ny regering vil gøre det bedre. Men krisen kræver, at den nye regering fører en endnu hårdere nedskæringspolitik. Arbejderklassen og ungdommen kan ikke holde vejret meget længere. Under overfladen simrer utilfredsheden og den vil komme til overfladen i den næste periode. Det vil sætte den nye regering under massivt krydspres og kan tvinge den til at gå af før tid. Den nye regering med samarbejde mellem arbejderpartierne og et borgerligt parti i en af kapitalismens værste kriser, har dynamit indbygget i fundamentet. Der kan ikke bygges en bro mellem klasserne. Arbejderpartierne vil blive tvunget til at vælge side, og ledelserne i alle tre arbejderpartier vil komme under massivt pres, for at føre en socialistisk arbejderpolitik eller blive skiftet ud.
Kampen i den kommende tid kommer til at stå inde i arbejderpartierne og fagforeningerne om, hvilken politik der skal stå i spidsen for dansk arbejderbevægelse. Der må bygges en opposition i arbejderpartierne, der kræver et brud med de Radikale, at partierne følger deres principprogram, dvs. fører arbejderpolitik og at der skabes en alliance mellem arbejderpartierne, for at kæmpe for en arbjederregering på et socialistisk program.

Kontakt os for at være med i kampen for en socialistisk politik i spidsen for den danske arbejderbevægelse.