Nu er valgkampen mere end halvvejs. De borgerlige har heldigvis ikke formået at skabe opbakning til deres massive nedskæringer og angreb på arbejderklassen. Det ser stadig ud til at vi får en ny regering. Men, men, men... den første halvanden uge rejser nogen interessante spørgsmål, ikke mindst for SF, der har oplevet et styrtdyk i meningsmålingerne siden højdepunktet på mere end 20 procent, til nu i flere målinger at ligge under resultatet fra sidste valg på ca. 13 procent. Og de borgerlige er endnu ikke væltet.

Arbejderpartierne og særligt SF's problem stammer fra, at de ikke fremsætter et klart alternativ, hvilket bl.a. forudsætter et brud med alle borgerlige partier fra Dansk Folkeparti til de Radikale.

Fusion mellem S og SF?
SF toppens strategi har vist sig at være fatal. Det er især blevet tydeligt efter valget blev udskrevet og afgrunden er kommet faretruende tæt på, og desperationen er vokset. Partitoppen med Villy Søvndal i spidsen lagde ud med en politisk fusion af SF og Socialdemokraterne. I et interview med Information d. 28. august svarede han, da han blev spurgt om han ville forklare, om der var forskel på, om man stemte på S eller SF: “Nej, det vil jeg ikke. Så kommer vi ud i noget, der efter min bedste opfattelse vil svække sandsynligheden for at få en ny regering.”
Da det blev klart, at denne strategi i mange vælgeres øjne gjorde SF overflødig, vendte SF på en tallerken. Villy Søvndal skrev pludselig på sin blog på Politiken 31 august, at der rent faktisk var forskel mellem S og SF. Sagen var bare, at det aldrig rigtig blev klart hvad forskellen var udover nogen meget uklare vendinger om ” social retfærdighed, fælles velfærd og bæredygtig jobskabelse.”

Bryd med de borgerlige – fra DF til de Radikale
Lige efter valgudskrivelsen viste De Radikale endnu engang hvilken side, de hører til på med deres alliance med de Konservative om ikke at føre blokpolitik. Som vi har påpeget igen og igen, er de Radikale et borgerligt parti, der netop er enig med de Konservative om deres borgerlige økonomiske politik med afskaffelsen af efterlønnen, dagpengeforringelserne osv.

En regering med de Radikale kan ikke føre arbejderpolitik. Den eneste vej til at sikre en regering, der fører en økonomisk politik til gavn for arbejderklassen, er ved at gå efter et rent rødt flertal. DR refererede d. 1. september en måling foretaget af Epinion om hvilke partier, der indgik i folks drømmeregering. Den største gruppe, 11 procent af de adspurgte, ønskede sig en regering bestående af S og SF, men hvis der skulle yderligere et parti med i regeringen, så ville flest vælgere have Enhedslisten med, (9,2 procent), frem for de Radikale hvilket støttes af (8,9 procent).

Et rent rødt flertal kommer ikke af sig selv. At opnå det kræver, at arbejderpartierne klart forklarer, hvad der er galt med de borgerlige partiers økonomiske politik og fremsætter et alternativ. Efter alliancen mellem de Radikale og de Konservative skete det modsatte. Ingen af arbejderpartierne gik imod de Konservative eller de Radikale, men var derimod alle positive overfor et opgør med “blokpolitikken”, som i bund og grund er klassesamarbejde hen over ”midten” i dansk politik.
Endnu værre blev det, da Villy Søvndal d. 5. september åbnede op for samarbejde med Dansk Folkeparti i en artikel i Jyllandsposten og i sin blog på Politiken.
Her retter han 7 spørgsmål til Pia Kjærsgaard om hvorvidt DF vil:
- Forlænge dagpengeperioden med et år for alle dem, der i 2010 rammes af den halverede dagpengeperiode
- fjerne varighedsbegrænsning på sygedagpenge
- afskaffe de lave kontanthjælpsydelser
- afvise brugerbetaling indenfor sundhedsområdet
- bevare efterlønnen
- give flere penge til kommunerne, når fx antallet af ældre stiger
- indføre en millionærskat og bruge pengene til at øge pensionisttillægget

Alle 7 punkter er udmærkede krav, men ved at rejse dem som spørgsmål til Pia Kjærsgaard er Villy Søvndal med til at styrke Dansk Folkepartis eget ønskeimage, som et “socialt ansvarligt” parti, der kan appelleres til og dets kræmmer endnu flere vælgere væk, der er trætte af VKOs fremmedfjendske politik. Og når toppen i S og SF selv fremlægger en indvandrerpolitik, der ikke ligger fjernt fra DFs, giver de DF yderligere vind i sejlene. Villy Søvndal og resten af ledelserne for arbejderpartierne burde i stedet bruge energien på at afsløre DF, som det bundborgerlige parti der er, både på den økonomiske politik, og den racistiske, der har som formål at splitte arbejderklassens enhed. Klare svar på arbejderklassens problemer, er den bedste vej til at bekæmpe DF og resten af den borgerlige fløjs racisme.

Politisk skibbrud?
Hvad er der sket med SF? Hvad blev der af ”Villy-effekten”?
SF gik ikke frem på grund af Villy Søvndal, eller partiets nye politiske linje, tværtimod, gik de frem på trods af højredrejningen. SF oplevede massiv opbakning, fordi de blev set som et alternativ til venstre for Socialdemokratiet, der var med i flere aftaler med den borgerlige regering, fx “velfærdsaftalen” om at hæve pensionsalderen tilbage i 2006. SF blev set som et parti, der kunne sikre bedre velfærd, mere solidaritet og en ordentlig indvandrerpolitik. Men i takt med at SF gik frem, lugtede toppen ministertaburetter og partiets politik blev fusioneret med højrefløjen i Socialdemokratiet. SF toppen opgav det ene princip efter det andet, selvom de måtte opgive at erstatte SFs principprogram med et reformprogram pga. modstand fra medlemmerne. Principprogrammet, landsmødebeslutninger og medlemsdemokratiet blev til tomme fraser, gemt væk i skrivebordsskuffen uden relation til toppens jagt på at komme ind i samfundets ”maskinrum”. I takt med at toppen drejede partiet til højre, mistede de flere og flere vælgere og desillusionerede flere og flere medlemmer. Partitoppens politik blev helt løsrevet fra partiets program, principper og historie.

Men et parti uden en fast forankring i principper, program, traditioner og historie bliver som et skib uden kompas og søkort, der driver rundt som fornemmelsen tilsiger og vinden, i dette tilfælde meningsmålingerne, blæser. Partiet jager vælgerne derhen, hvor de tror de findes, i stedet for at stå fast på sit program og kæmpe for det. SF kan stadig nå at få et godt resultat ved valget, men det kræver, at partiets program findes frem af skuffen og fremlægges klart og tydeligt.

SFs udvikling er samtidig en alvorlig advarsel til Enhedslisten. Enhedslisten er stormet frem i meningsmålingerne, i takt med at SF er faldet. Det er det bedste bevis på, at folk ønsker et klart alternativ. Men toppen i Enhedslisten er på vej i samme retning som toppen i SF, til højre.

Johanne Schmidt-Nielsen lover at holde hånden under en Socialdemokratisk regering uanset hvad og har også reduceret partiets principprogram til historiens ”støvede” hylder, frem for ”realpolitik”.
Problemet for Enhedslisten såvel som SF er, at ”reformpolitikken” er død. Kapitalismens krise har begravet den. I dag er reformer blevet til kontrareformer, i stedet for at sænke arbejdstiden bliver den hævet, pensionsalderen bliver sat op osv.

Reelle problemer og politikerlede
Valget finder sted i en verden med ekstrem turbulens på verdens aktiemarkeder, der afspejler de enorme økonomiske problemer, der findes i alle lande. I Italien var der tirsdag generalstrejke mod nedskæringer og generelt ser vi en bølge af klassekamp skylle fra det ene land til det andet.
Også herhjemme mærker arbejderklassen krisen.

Ugebrevet A4 skriver 25. august, at næsten fire ud af ti danskere frygter, at den økonomiske verdenskrise får konsekvenser for deres privatøkonomi, hvilket svarer til, at halvanden million danskere i større eller mindre grad er nervøse for om budgettet til bolig, bil, daginstitutioner, elektricitet og mad holder. Mere end hver fjerde dansker frygter, at de bliver arbejdsløse, hvis krisen forværres. Især unge er nervøse for arbejdsløshed, ifølge samme undersøgelse mener 44 procent af de unge mellem 18 og 29 år, at de enten bliver arbejdsløse eller bliver ramt af fortsat arbejdsløshed, hvis de allerede er ledige. En anden undersøgelse hos A4 d. 6. september viser, at to ud af tre ledige metalarbejdere vurderer, at de bliver nødt til at flytte fra hus og hjem, hvis de mister deres dagpenge.

Det er derfor langt fra nok, at S og SF lover, at de vil forlænge dagpengeperioden med et år for dem der rammer loftet i 2012. Som minimum burde de starte med at rulle regeringens halvering af dagpengeperioden tilbage.

Det er den samme frygt for fremtiden, der har fået unge og arbejdere til at gå på gaden i Spanien, Grækenland og Italien. Her er opstået en udbredt politikerlede, fordi alle politikere ses som en del af systemet. Også i Danmark er politikerleden ved at opstå, allerede før vi har fået en ny regering. Politikerne virker fjernet milevidt fra virkelighedens problemer og mest optaget af det politiske ”spil” i Folketinget frem for almindelige menneskers liv og problemer.

Hvis arbejderpartierne afskriver kampen for socialisme, vil de ende med at administrere en kapitalisme i dyb, dyb krise.
Det kommer til at betyde angreb på arbejderklassen, ungdommen og de fattigste. En regering med arbejderpartierne, der fører en sådan politik, vil føre til massiv desillusion og bane vejen for en ny og meget mere brutal borgerlig regering. Det er nu, arbejderpartierne må til at fremsætte en socialistisk politik – det er eneste vej til at sikre en ny regering med en ny politik.

En god ven er ikke en der rygklapper uanset hvad, men en der åbent siger, når noget er ved at gå galt. Diskussionen om SF og arbejderpartiernes valgstrategi og ikke mindst politik berører alle arbejdere og unge. På trods af ledelsernes højredrejningen er det ikke tiden til at forlade den synkende skude. Tværtimod er der brug for, at alle klassebevidste arbejdere og unge tager fat i arbejderpartierne og arbejderbevægelsen i det hele taget og får lagt kursen kraftigt til venstre. Den nuværende top er på vej mod klippefyldt farvand, som vi har advaret om gang på gang. SF må finde sine rødder i arbejderbevægelsen og en socialistisk politik