Nyheden om massakren i Norge er nu gået verden rundt. Overalt er folk blevet chokerede over dette grusomme angreb, og den beregnende umenneskelighed det blev udført med. Vi kan ikke andet end at udtrykke vores dybeste sympati for de dræbte, de sårede og alle de berørte af denne uhyrlighed. Dette angreb, der ikke bare var rettet mod Arbeiderpartiets formand, men i endnu højere grad mod den ungdom, der skal bære fanen videre og skabe en bedre fremtid for os alle, er et angreb på hele arbejderbevægelsen, ikke alene i Norge, men også i resten af Skandinavien, Europa og verden. Sosialistisk Ungdom (SU – SFU’s søsterorganisation) skrev kort efter angrebet en artikel på deres hjemmeside med titlen ”I dag er vi alle AUF’ere”. Det samme budskab skal lyde herfra, til AUF, Arbeiderpartiet og resten af den norske arbejderbevægelse: Jeres tab er vores tab, og jeres kamp er vores kamp.
Anders Behring Breiviks angreb var ikke en tilfældighed eller en galnings værk, men et kalkuleret angreb på arbejderbevægelsen. Breivik har selv udtalt, at formålet med angrebet var at ”kvæle” rekrutteringen til Arbeiterpartiet. Angrebet kan ikke ses isoleret, men skal ses i sammenhæng med fremvæksten af højreradikale tendenser, ikke bare i Norge, men i hele Europa (og USA, med Tea Party-”bevægelsen”, som Breivik støtter). I de seneste årtier har borgerskabet i Europa i stigende grad lænet sig op ad eller aktivt støttet højreradikale og racistiske partier og tendenser, for at skabe splittelse i arbejderbevægelsen. Breiviks udtalelser før angrebet er på linje med udtalelser fra ledende medlemmer af Dansk Folkeparti og det norske Fremskrittspartiet, som Breivik var medlem af og besad ledende poster i. Højrefløjens korstog imod venstrefløjens ”islamisering” af vores samfund har været med til at legitimere den slags metoder, Breivik benyttede sig af.
Der kan derfor ikke herske nogen enighed eller samarbejde mellem arbejderbevægelsen og borgerlige politikere, der fordømmer højreekstremistisk vold, men gennemfører højreradikal, racistisk politik, når de er ved magten. Arbejderbevægelsen kan kun stole på sin egen styrke. Angrebene i Oslo og på Utøya har vist, hvad en stigning i højreradikalisme og racisme i sidste ende kan føre til.
Højreekstremismens sorte reaktion har vist sit grimme ansigt. Det er nu afgørende, at den norske arbejderbevægelse slår tilbage mod højrefløjen. Hvis Fremskrittspartiet, som ligger på omkring 20 % i meningsmålingerne, kommer til magten i en koalition med det konservative Høyre, vil det være en katastrofe for arbejderklassen. To uger før massakren udtalte SU’s formand Olav Magnus Linge, at der er sket en ”snigfordanskning” af den norske debat, som er blevet accepteret langt ind på venstrefløjen. Sammen med Gina Barstad fra moderpartiet Sosialistisk Venstreparti efterlyste han en antiracistisk venstrefløj. I kampen mod højrefløjen må arbejderbevægelsen føre en indædt kamp mod racisme for at bevare enheden i arbejderklassen, og ikke lade sig splitte op på etniske eller religiøse skel af højrefløjen.
Massakren på Utøya har også understreget vigtigheden af, at arbejderbevægelsen kan forsvare sig mod fascistiske og højreekstremistiske angreb. Der er altid en vis fare forbundet med at overlade sikkerhedsspørgsmål i statens hænder. I Norges tilfælde havde den norske efterretningstjeneste PST kendskab til Breivik flere år før angrebet og vidste også, at han havde indkøbt store mængder kunstgødning (til bombefremstilling). Han havde desuden publiceret et omfattende manifest, hvori angrebene i Oslo og på Utøya står beskrevet udførligt. På trods af disse tydelige faresignaler, gjorde PST intet for at efterforske Breivik. Man kan ikke forlade sig på den borgerlige stats beskyttelse, når det kommer til at give et effektivt forsvar mod fascister. Arbejderbevægelsen må selv oprette selvforsvarskomitéer, startende med Sosialistisk Ungdom, Arbeiterpartiets ungdom (AUF) og fagbevægelsens ungdomsorganisationer. Disse må forbindes til fagforeningerne og tillidsrepræsentanterne. De må være til stede ved enhver offentlig aktivitet, og være klar til at forsvare mod ethvert angreb.
Den norske og europæiske arbejderklasse og ungdom har allerede vist sin solidaritet med ofrene i AUF og Arbeiterpartiet ved mindehøjtideligheder og demonstrationer (ikke mindst de mere end 150.000 mennesker i Oslo – den største forsamling i byen siden anden verdenskrig). Det er nu den internationale arbejderbevægelses pligt at udbygge solidariteten med demonstrationer, møder og masseaktioner. Den norske arbejderklasse skal se, at de ikke står alene i kampen mod fascister og højreorienterede provokatører. Angrebet må besvares, ikke med frygt, men med fornyet kampkraft. Som Olav Magnus Linge skriver i ”Vi er alle AUF’ere”: ”For alle døde kammerater, ikke et minuts stilhed, men et liv i kamp.”
Derfor foreslår vi følgende:
Arbejderbevægelsen i Skandinavien, Europa og resten af verden må arrangere demonstrationer mod det norske angreb og højrevold i almindelighed. Styrk den internationale solidaritet!
Der må oprettes selvforsvarskomitéer til at forsvare vores organisationer. Arbejderklassen kan ikke stole blindt på den borgerlige stat, men kun på sin egen styrke!
Den internationale arbejderbevægelse må svare resolut tilbage mod fascisme og højreekstremisme, hvor end det måtte forekomme. Et angreb mod én er et angreb mod alle!
