Fredag den 18. marts var en historisk dag i Danmark – det var dagen, hvor et enigt Folketing stemte for at deltage i krigen i Libyen. Det var dagen, hvor ikke et eneste folketingsmedlem stod op imod de imperialistiske landes interesser. Dagen efter begyndte de første bomber at falde i Libyen.

Én ting er, at mange arbejdere og unge i Vesten mener, at noget måtte gøres ud fra en sund solidarisk, internationalistisk følelse. Noget helt andet er, at arbejderpartiernes ledere omsætter denne sunde solidaritetsfølelse til en støtte for imperialistisk krig i Libyen, der på ingen måde kan hjælpe de libyske masser med en revolutionær sejr. Det er et fuldstændigt knæfald for imperialismen. Især Enhedslistens støtte til krigen har skabt stor desillusionering og massiv kritik og debat internt.

Argumentet fra Enhedslistens folketingsmedlemmer var, at ”man kunne ikke bare se til, mens Gaddafi ville begå et folkemord”. Toppen af venstrefløjens partier har ansvaret for at forklare sagens rette sammenhæng, de har ansvaret for, at mange ikke kan se et alternativ til at bombe i Libyen. Ledelsens opgave er at afsløre imperialisternes hykleri, at være arbejderklassens erindring, at forklare, hvordan imperialistisk intervention aldrig har ført til demokrati og frihed. Man behøver bare se på Irak og Afghanistan. De har ansvaret for, at diskussionen om den arabiske revolution nu drejer sig mere om militærtaktik og bomber end om massebevægelsen og revolutionens program.

Våbenhvile og forhandling
Dele af venstrefløjen er gået imod krigen, men kræver i stedet forhandling og våbenhvile, som også Venezuelas præsident Hugo Chávez har foreslået. Men det er ikke nogen løsning. Det er en revolution, der er i gang i Libyen og resten af den arabiske verden. En revolution kan ikke stoppe på halvvejen, der findes intet kompromis mellem revolution og kontrarevolution. En våbenhvile ville betyde en afvæbning af oprørerne. Hvem tror, at Gaddafi ville vente længe med at slå hårdt ned på oprørerne derefter?

En forhandling vil forsøge at sikre status quo. Men status quo er ikke acceptabelt – det var netop den eksisterende situation, der startede revolutionen. Det var utilfredshed over manglen på mad, arbejde og frihed og ikke mindst med Gaddafis regime. Der er ingen løsning med Gaddafi ved magten, og han har indtil nu vist med al tydelighed, at han ikke går frivilligt.

Revolutionen kidnappet
Krigsinterventionen, og ikke mindst støtten fra Enhedslistens folketingsgruppe, har fuldstændig fjernet fokus fra det, der er hovedproblemet i den libyske revolution; det politiske program.

Revolutionen i Libyen begyndte at gå i stå, fordi revolutionen blev kidnappet af ledere, der ikke tilbød masserne et program, der var værd at kæmpe for. En gruppe mennesker har udnævnt sig selv til revolutionens ledere og udråbte den 6. marts det ”midlertidige råd” med base i Benghazi, Libyens næststørste by. Lederne af dette råd udgøres i høj grad af folk, der indtil for kort tid siden var tilknyttet Gaddafis indercirkel. Lederne tæller blandt andre Gaddafis tidligere justitsminister, Abdel-Jalil, der hoppede af som minister så sent som 26. februar og den tidligere indenrigsminister Fattah Younis. Det er folk, der ikke ønsker reelle forandringer, men som blot ønsker at blive Gaddafi i stedet for Gaddafi.

Rådets mål er at vælte Gaddafi militært. Det er netop problemet – en revolution kan ikke vindes militært, kun politisk. I en revolution er det afgørende ikke blot, hvad man kæmper imod, men endnu vigtigere, hvad man kæmper for.

Hvad er en revolution
En revolution er, når masserne bevæger sig ind på historiens scene. I normale tider laves politik af ”eksperter”, politikere og embedsmænd. Men på særlige tidspunkter i historien tager masserne deres skæbne i egen hånd, og bevæger sig for at ændre deres liv. De starter ikke en revolution med en klar idé om, hvor den skal ende, men med en klar ide om, at de eksisterende forhold er uudholdelige. Revolutionen går gennem mange stadier, og gennem erfaringer lærer masserne nødvendigheden af organisering og af et program. Første fase er eufori og enhed, som da vi jublede efter Mubaraks fald, men efterhånden starter en klassedifferentiering i revolutionen.

For de dele af borgerskabet, der går over på revolutionens side, og især i diktatoriske stater som mange af de arabiske lande, ser vi en del gå med i bevægelsen, handler demokrati blot om at sikre sig selv en karriere i et fremtidigt parlament. For masserne handler demokrati om retten til at kæmpe for sociale krav; retten til at strejke, arbejde, brød og frihed.

En revolution er en langstrakt proces, hvor masserne lærer, også gennem nederlagene. Ingen revolutioner har sejret på et par uger.

Spanien og Rusland
Masserne har ikke i nogen revolution i historien været bedre bevæbnet end det statsapparat, de forsøgte at vælte. Massernes fordel er, at de er det store flertal, og gennem deres styrke kan vinde dele af hæren over på revolutionens side.

Forskellen er tydelig i den russiske og den spanske revolution. Den russiske revolution varede fra februar 1917 til oktober 1917. Masserne sejrede, fordi der var en bevidst revolutionær ledelse hos bolsjevikkerne, der fremførte kravene om ”fred, brød og jord” og ”al magt til sovjetterne” og herigennem vandt flertallet. Arbejderklassen viste sig konsekvent og vandt på den måde de menige soldater over på revolutionens side. Vi så også i Egypten, hvordan hæren var ved at splitte på klasselinjer under revolutionen. Hærledelsen måtte gå over på revolutionens side, hvis ikke de ville miste al kontrol. Det var da arbejderklassen gik ind på scenen med strejker, at Mubarak blev tvunget til at gå af.

I Spanien blev monarkiet væltet og republikken udråbt i 1931 og en periode med intens klassekamp fulgte, der kulminerede i den asturiske kommune i 1934. Kommunen led nederlag og de ”to sorte år” med dyb reaktion fulgte. Folkefrontsregeringen vandt i 1936, og herefter havde arbejderklassen muligheden for at tage magten gentagne gange, indtil de tabte borgerkrigen til Franco med årtiers fascistiske diktatur til følge.

I modsætning til i Rusland fik de spanske revolutionære våben udefra, fra Sovjetunionen. Alligevel led den spanske revolution nederlag. Det gjorde den netop fordi, ledelsen for den spanske revolution ikke fremsatte et revolutionært program. Ledelsen for de spanske revolutionære sagde; først bekæmper vi Franco, derefter kan vi diskutere, hvilket samfund vi skal have. De krævede, at arbejderne gav kontrollen med fabrikkerne tilbage til arbejdsgiverne, og at bønderne gav den jord, de havde overtaget, tilbage til godsejerne. Forskellen var det politiske program og revolutionens ledelse, ikke militær kapacitet.

”Noget måtte gøres”
Frank Aaen fra Enhedslisten har gentaget, at der ikke var andet at gøre end at stemme for krigen i Libyen, som han formulerede det i Arbejderen: ”Spørgsmålet var, hvordan vi kunne stoppe Gaddafis kanoner, der allerede var kørt ind i Benghazi. Hvad skulle vi ellers have gjort?,” Enhedslistens forretningsudvalg har sammenlignet det forfærdelige folkemord i Rwanda med situationen i Libyen. Det er ikke det samme. Der er ingen tvivl om, at Gaddafi er en brutal diktator, som skal væltes. Her går Enhedslisten helt i selvsving, når de siden har trukket sig fra krigsstøtten med argumentet om, at interventionen ikke må være medvirkende til regimeskifte – hvordan vil de ellers stoppe Gaddafis myrderier?

I Libyen og i resten af de arabiske lande er der en revolutionær proces i gang – det var der ikke i Rwanda.

Toppen i Enhedslisten har, ligesom toppen i resten af den danske arbejderbevægelse, fuldstændig mistet tiltroen til, at masserne kan ændre deres eget liv både i Danmark, Libyen og resten af verden. Marx forklarede, at arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk.
Der er ingen anden vej end at have tillid til de libyske og arabiske massers evne til at forandre samfundet, at fremsætte et klart program for social forandring og opbygge de revolutionære kræfter i Danmark, Europa og resten af verden.

Nej til imperialistisk krig
Arbejderpartiernes støtte til krigen er med til at tilsløre imperialismens rolle og klassekarakteren af krigen, når opgaven var den stik modsatte: at udstille imperialisternes hykleri om demokrati. Det er imperialismen, der har holdt alle disse diktatorer oppe og solgt dem våben – de var bedste venner så længe de sikrede stabilitet.

Krigen blev nødvendig fordi imperialismen, med Frankrigs Sarkozy i spidsen, havde brug for et holdepunkt i regionen, der rystes af en revolutionær bølge. De var bange for at blive sejlet agterud og ikke blot miste adgang til olien, men også at miste kontrollen med den strategisk vigtige region. For slet ikke at nævne at nogle af de mest krigsglade havde brug for en belejlig afledning fra hjemlige problemer som Sarkozy, der er upopulær blandt 71 procent af franskmændene. Det faktum at CIA og MI6 agenter opererer blandt oprørerne, fortæller alt om imperialisternes demokratiske sindelag. Hvordan krigen vil udarte sig, er ikke til at sige. Kun en ting kan vi sige med sikkerhed: kun de arabiske masser kan sikre revolutionen sejr.