Siden sensommeren 2009 er over 20 mennesker blevet ekskluderet fra SF for at ”have tilknytning” til herværende avis. Disse begivenheder har naturligvis forhindret støtter af avisen i at deltage i partiet. Derfor var vi flere, der deltog på dette års landsmøde på en lidt aparte måde, nemlig ved at stå ude foran Odense Congress Center hele weekenden. Her talte vi med de SFere, der deltog på mødet, solgte avisen og forsøgte dermed at vise, at vi gerne vil være en del af partiet.

Socialistisk Standpunkt mødte Eva Dragheim fra SF Syddjurs en dejlig, solrig forårsdag lørdag middag på SF's landsmøde.

Eva, som vores faste læsere vil vide, har i starten af året gået offentligt ud med sine bekymringer omkring partiets seneste udvikling. Hun blev medlem tilbage i 1966 og har været aktiv i mere end 40 år i partiet, så det er vel ikke misvisende at kalde hende en veteran.

Igennem de mange år har hun arbejdet for afkolonisering og for demokrati sammen med socialister over hele verden, særligt i Østeuropa. Eva er en dame, der ikke er politisk enig i alt, hvad denne avis skriver. Faktisk kender hun knap noget til den, men ikke desto mindre har hun nogle meget klare holdninger, - ikke mindst omkring behovet for åbenhed og diskussioner i partiet.

Hvad synes du om landsmødets forløb indtil nu?


”Jeg synes, at meget kan gøres bedre. Men man bliver nødt til at tro på, det bliver bedre – særligt medlemsdemokratiet. Det er klart, at det er en enorm udfordring at få så mange nye folk ind. Derfor må vi også gøre, hvad vi kan, for at inddrage dem i partiets arbejde og diskussioner: for eksempel hjemmesiden og medlemsbladet kan åbnes meget mere for politisk debat og invitationer til at deltage i HB-nedsatte udvalg.

Jeg tror ikke, det er ond vilje, men jeg mener, at det har været prioriteret for lavt at inddrage de nye. Derfor er det også afgørende, at vi bruger den diskussion om principprogrammet, der er sat til at løbe indtil 2012, som en anledning til at diskutere, hvad socialisme er i dag. Vi har god tid, men det skal planlægges nu.”

Op til mødet skrev du et indlæg i Kritisk Debat, der også er blevet bragt i andre medier. Det er et stort skridt at gå udenom partiet. Hvordan kan det være, du gjorde det?

”Nu tager jeg bare udgangspunkt i forsvarspolitikken. Det kunne også have været retspolitikken. Det var et stort skridt for mig, men det viser også noget om medlemsdemokratiet. Da det nuværende principprogram blev vedtaget for syv år siden, var der to forskellige linjer omkring NATO-spørgsmålet. En om afvikling og en om udvikling. Det var den første, der vandt. Det synes jeg lidt, er blevet glemt. Vi skal gå efter magten, men det skal ikke være for enhver pris.

Jeg synes, det er godt, at der er kommet nogle unge ind i folketinget, men de unge folk i folketingsgruppen er lidt mere til glittet papir og smarte kampagner. Jeg savner et forum, hvor uenigheder kan diskuteres. SF har altid været et parti med plads til uenigheder. Jeg er demokrat, så lad mig blive stemt ned, men diskussionerne skal tages.”

Da vores udsendte skal til at komme ind på, om der er et område, hvor Eva mener, at partiet har overskredet grænsen for, hvad der er acceptabelt eller, hvor en sådan grænse ligger, afbryder Eva:

”- det er sket! Det er sikkerhedspolitikken! Det har været mit hjertebarn.

Selvfølgelig må man indgå kompromisser når man kommer i regering, det har jeg fuld forståelse for, men SF har indgået kompromisser på forhånd - er det taktikken? SF skal ikke bevise sin ansvarlighed. Det var Gert [Petersen] der blev portrætteret i hængekøjen, som der snakkes så meget om. Men SF har aldrig været uansvarlige, og Gert var aldrig uansvarlig. Det var den borgerlige presses påstande”

Er der en diskussion eller et forslag på mødet, du synes, er særlig godt eller dårligt?


”Diskussionen af arbejdsplanen er særlig vigtig, og jeg forsøgte i gruppearbejdet at præge diskussionen i retning af at udvide medlemsdemokratiet.

Derudover synes jeg, at det var godt, at Steen Gade pointerede nødvendigheden af at få vores erhvervspolitik mere synlig omkring både grønne job og teknologi som vindmøller. Det samme gælder for behovet for at sikre bedre pris på elproduceret biogas, så der kan komme gang i det område af energiproduktionen. I dag er der jo landmænd, der kører til Tyskland med deres møg, fordi priserne er bedre.”

Interviewet nærmede sig sin afslutning og jeg kunne ikke dy mig for at spørge om, hvordan Eva stiller sig til eksklusionerne, nu hun har så klare holdninger til behovet for plads til forskellighed, og at der skal være plads til, at forskellige holdninger kan brydes i partiet.

For at slutte af vil jeg stille dig et ”farligt” spørgsmål: hvad synes du om de eksklusioner, der var efter sommerferien?

”Jeg kan ikke forstå, at der har været eksklusioner. Man bliver ekskluderet, hvis man laver partiskadelig virksomhed. Konkret kender jeg ikke noget til Socialistisk Standpunkt, men problemet med fraktioner har jeg svært ved at se. Det minder mig lidt om, da vi dannede kvindegrupper i 70erne. Vi blev skældt ud for fraktionsdannelse. Men Gert sagde: ”Hvad vil I have, jeg skal gøre, tage rundt til dem alle sammen og sige til alle de kællinger, at de ikke må mødes?” Det burde i stedet få SF til at overveje, hvorfor der var behov for kvindegrupper. Jeg synes, vi tilførte partiet en kæmpe ressource. Man skal ikke være bange for fraktioner, med mindre det er nogle, der render rundt og kaster bomber. Det er ikke SF politik. Der skal være plads til forskellighed, det tror jeg, er en styrke.”

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.