SFs største succes de seneste år er ubetinget den fordobling af medlemstallet, som vi har været vidne til siden 2006.

Når der kommer valgkamp har SF ingen venner i overklassen, der kan betale for reklamer og kampagnematerialer. Med kendte bidragsydere på over 20.000 kr. som A.P. Møller, DI, DA, Finansrådet og Skandinavisk Tobakskompagni fik Venstra og de Konservative næsten 40 mio. kr. i støtte til valgkampen i 2007.

Men det som ingen af de borgerlige partier har er 18.000 hårdt arbejdende og engagerede arbejdere og unge, som på deres arbejdspladser og uddannelsessteder er ambassadører for SF og en socialistisk politik. Det er baggrunden for SFs sejre ved kommunual og europalamentsvalget.

En af de vigtigste elementer i en styrkelse af SF er derfor en styrkelse af det interne demokrati og en større aktivering og inddragelse af medlemmerne. Eksempelvis er det rigtigt ærgerligt, at 1.520 SFere meldte sig ud i 2009.

Topstyring skader SF
En række tiltag har dog svækket det interne demokrati i SF på det seneste. Flere og flere beslutniger tages af toppen i SF, valgte som ikke-valgte, uden at partiforeningerne inddrages. Til landsmødet i 2009 blev reformprogrammet således præsenteret uden en egentlig forudgående diskussion. I februar vidste Ritzau, at Villy Søvndal ville have Thor Möger Pedersen som ny før næstformand før partiforeningerne. Dertil kommer den manglende plads i F! til intern debat og information fremfor livsstilsartikler om skuespillere eller andre kendisser.

Og det ser ud til, at tendensen fortsætter. Den nye ledelsesstruktur med en lille landsledelse og uden et forretningsudvalg, men med en daglig ledelse, hvor spindoktorere, sekretærer og rådgivere fremfor politisk valgte kommer til at spille en afgørende rolle, vil fjerne beslutningerne endnu mere fra medlemmerne.

Det skader partiet på flere måder. For det første kommer gode politisk programmer og forslag ikke ud af det blå. De kan kun komme gennm brede diskussioner, hvor ledelsen lytter til kravene fra almindelige medlemmer – kravene fra arbejdspladserne og boligblokkene. For det andet er gode forslag intet, hvis ikke vi står samlet omkring dem.

Et nyt partiprogram
Villy Søvndal har flere gange været ude med riven efter principprogrammet og afvist at tale om at nationaliseringer endsige at afskaffe kapitalismen. Til Avise.dk sagde han 1. maj 2008 således direkte på spørgsmålet om hans langsigtede politiske visioner: ”Nej, vi vil hverken nationalisere eller noget som helst. Det har vi de dårligste erfaringer med.”.

Det selvom kapitel 2 i principprogrammet klart forklaret at: “SF vil et socialistisk samfund. Det betyder: (…) at den socialistiske markedsøkonomi er præget af forskellige former for fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor. Der vil dog også være et islæt af privateje”.

I SFs arbejdsplan for 2010-11 forslår den afgående hovedbestyrelse, at der frem mod landsmødet i 2012 skal skrives et nyt principprogram. Det er en oplagt mulighed for at tage en grundlæggende diskussion i hele SF om, hvad socialisme er og hvad perspektiverne for det er. Men der er ingen tvivl om, at Eva Dragheim fra SF Syddjurs har fat i den lange ende, når hun stiller et ændringsforslag om, at ”landsledelsen senest august 2010 udarbejder plan for bred intern debat i partiet herom.” Det er lige præcis ved at få debatten ud til medlemmer, at et nyt principprogram kan være med til at styrke SF.

Ledelsesstrukturen
Det vigtigste spørgsmål internt i SF er og bliver dog, hvordan ledelsen skal fungere. Her har en række forskellige Københavner-afdelingerne rejst nogle vigtige ændringsforslag, som helt eller delvist tilbageruller den nye topstyrrede struktur.

De forslår, at landsledelsen ikke bare skal træffe beslutninger ”inden for rammerne af landsmødets beslutninger”, men også ”på baggrund af indstillinger formuleret i kontaktrådene”. Et flertal i hovedbestyrelsen har indstillet forslage til forkastelse uden nærmere forklaring. Men hvilken rolle skal kontaktrådene have, hvis ikke de skal give indstillinger til landsledelsen? Skal de være rene snakkeklubber?

Også SF-Vanløses forslag om, at den daglige ledelse kun skal bestod af ”demokratisk valgte, så som MF’ere og medlemmer af landsledelsen” ville styrke det interne demokrati. Det samme gælder også forslagene om en større landsledelse og genoprettelsen af forretningsudvalget.

Parti eller kampagneorganisation?
Toppen af partiet forsvarer alle indsnævringerne af det inerne demokrati med, at det er nødvendigt for at have et moderne og professionelt parti. Som Eva Dam Thrane fra SF Svendborg har bemærket, er det interessant, at hovedbestyrelsem i arbejdsplanen skriver at: ”SF skal ved næste Folketingsvalg være Danmarks stærkeste politiske kampagneorganisation”. Det er en meget ensidige opfattelse af, hvad SF skal være. Selvfølgelig skal vi have aktiviteter af al slags og arbejdsplanen forslag om at gøre det lettere for medlemmerne at være aktive i kampagneaktiviteter, kan ikke andet end støttes.

Men det er et kæmpe problem, hvis SF bliver en aktivist- eller kampagneorganisation, hvor politikken besluttes af et lille mindretal og de almindelige medlemmer bare er plakatophængere, phonere eller løbesedelsuddelere, og altså ikke et politisk parti. Måske kan det på kort sigt lykkes at holde aktiviteten i gang, men uden gode dybde politiske diskussioner og et stærkt internt demokrati vil folk brænde ud og SF ikke være i stand til at skabe de langsigtede samfundsforandring, som der er brug for.