Den 12. december gik et hav af mennesker gennem København. Det var den største demonstration i årevis – som minimum var det den største demonstration siden storstrejkerne i foråret 2008.

Baggrunden er alvorlig nok. Al førende videnskab tyder på, at udledningen af CO2 og andre drivhusgasser fører til globale klimaændringer, der er en trussel imod millioner af menneskers liv og tilværelse. Nogle beregninger tyder for eksempel på, at Himalayas gletschere vil smelte bort allerede i 2030, og dermed bringe vandforsyningen til en fjerdedel af verdens befolkning alvorligt i fare.

Mange – især unge – mennesker er vrede over, at verdens politiske og økonomiske ledere ikke har tænkt sig at tage skridt, der for alvor vil reducere udledningen af drivhusgasser. Op imod 100.000 mennesker demonstrerede derfor lørdag den 12. december i København.

Repression
Politiet er ved flere lejligheder skredet ind med masseanholdelser og chikane over for protesterende. Tallene taler for sig selv. Politiet har fra fredag til sent søndag eftermiddag foretaget 1300 såkaldte ”præventive anholdelser”, men kun sigtet fire personer for noget som helst. Det svarer til omkring tre promille af dem, der blev anholdt. 99,7 procent af de anholdte har altså været fuldstændig uskyldige – dertil kommer, at politiet endnu ikke har bevist, at de fire personer er skyldige i noget som helst.

Disse anholdelser har intet at gøre med kriminalitetsbekæmpelse, men er et politisk overgreb imod opposition. Det er et uacceptabelt angreb på forsamlings- og ytringsfriheden, og det bør klart fordømmes af den samlede arbejderbevægelse.

Politiet: lad være med at demonstrere
Det er tydeligt, at politiet har ønsket at skabe en stemning af frygt, samt fremprovokere vold og ballade, der kan retfærdiggøre politiets enorme ressourcer og nye magtmidler som vandkanoner og peberspray (der i sin tid blev indført under dække af at det skulle være en erstatning for pistolen, og derfor kun bruges i yderste nødstilfælde).

Et klart eksempel på, at politiet (på foranledning af den borgerlige regering) har forsøgt at skræmme folk fra at udtrykke deres utilfredshed med, at kapitalismens fortsatte eksistens er en trussel imod planeten, er de postkort, som politiet har omdelt til folkeskoleelever i København. Postkortene indleder med at forklare, at politiet siger ”klokken er…”, når man bliver anholdt. Politiets postkort til skoleeleverne fortsætter:

”Vi håber ikke, at det sker for dig, men vores erfaringer viser, at man risikerer at blive anholdt, hvis man kommer for tæt på uroligheder – som fx demonstrationer, der udvikler sig voldeligt. Erfaringer viser også, at det ofte er helt unge mennesker, der bliver anholdt. Det kan med andre ord få nogle ganske alvorlige konsekvenser, hvis du befinder dig for tæt på et område, hvor politiet arbejder. Vi opfordrer dig til at vise hensyn, give politiet arbejdsro og til at du holder dig væk fra steder, hvor der kan opstå uroligheder.”
(citeret i Weekendavisen 11. december)

Den utvetydige besked fra politiet til de københavnske skoleelever er ikke til at misforstå: ”Lad være med at demonstrere”.

Borgerligt hykleri
Når sikkerhedsstyrker og politi i lande som Rusland eller Zimbabwe foretager masseanholdelser af demonstranter og forhindrer folk i at forsamles til møder og demonstrationer, så udtrykker de borgerlige politikere deres forargelse. Men det er rent hykleri og spil for galleriet. Fordømmelserne rammer ikke, når nationalgarden i USA skyder strejkende havnearbejdere med gummikugler, da usbekiske sikkerhedsstyrker i 2005 massakrerede tusindvis af demonstranter i landets hovedstad Andijan, eller når diktaturet i Egypten dagligt smider fagligt aktive i tortur-fangehuller. Her er nemlig tale om styrer, som den danske overklasse er allieret med eller (i tilfældet USA) underlagt.

Når det danske politi laver propaganda-kampagne blandt unge med den klare hensigt at skræmme dem fra at demonstrere, og når politiet grundløst anholder 1300 helt uskyldige demonstranter, så udtrykker de borgerlige politikere deres store tilfredshed. Drengene (og pigerne) i uniform har gjort deres pligt, hedder det.

Kampen for demokratiske rettigheder
Samtlige demokratiske rettigheder i Danmark – lige fra stemmeretten over ytringsfrihed til forsamlingsfrihed og ret til faglig organisering – er vundet gennem kamp fra neden. De borgerlige politikere har altid været imod at indføre og udvide disse rettigheder. Det var gennem arbejderbevægelsens kamp, at de demokratiske rettigheder blev indført i Danmark.

Politiets overgreb på demonstrationerne – og ikke mindst politiets overgreb imod de aktionerende skraldemænd fra HCS i oktober – viser, at arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter i de borgerlige partier, absolut ikke har nogen skrupler over at tilbagerulle samtlige demokratiske rettigheder, hvis de kan slippe af sted med det. Kampen for demokratiske rettigheder er uløseligt forbundet til den øvrige klassekamp. Netop derfor er der brug for, at SF og de andre arbejderpartier klart siger nej til, at politiet skal blande sig i demonstrationer, faglige konflikter og andre af arbejderbevægelsens aktiviteter.

SF’s udmeldinger
Til at begynde med bakkede SF’s retsordfører Karina Lorentzen Denhardt op om politiets overgreb ved lørdagens demonstration (som SF selv var med til at arrangere). Denne udmelding, der var meget uheldig, blev senere ændret, og hun gav udtryk for, at det er forkert at anholde folk, der ikke har begået noget ulovligt. Dette sidste udsagn burde egentlig være elementært. Men de skiftende udmeldinger viser, at SF’s ledende lag absolut ikke er immun over for det pres, som der bliver lagt på dem fra borgerskabets side, samt fra den socialdemokratiske højreledelse.

SF’s retsordfører Karina Lorentzen Denhardt skrev natten mellem lørdag og søndag på sin blog, at:

”det uden tvivl var nødvendigt for politiet at gribe ind overfor de personer, som kastede med kanonslag og brosten i midten af en ellers fantastisk flot og fredelig demonstration. Den opførsel er på ingen måde udtryk for demokratisk sindelag. Vi har også tidligere set en del byer blive fuldstændig hærget af voldelige demonstranter: Berlin, Seattle og mange flere. København skal ikke blive en i rækken.”

En SFU’er fra Aalborg kommenterede på bloggen:

”Jeg kan forsikre om, at den del af demonstrationen, der blev anholdt, var fuldstændig fredelig og hyggelig, helt op til efter det tidspunkt hvor politiet havde omringet os.

Jeg forstår ikke, hvorfor politiet skal have ros for den indsats. De fangede jo netop ikke de autonome voldspsykopater, men derimod flere hundrede uskyldige mennesker.

Jeg er dybt chokeret over det jeg har været igennem, men er næsten lige så chokeret over SF's ros til politiet - det er simpelthen at være for ukritisk og godtroende, synes jeg.”

Den unge SFU’er afspejler stemningen hos mange medlemmer og sympatisører med SF. Der er en stemning af forbavselse og chok over, at ledende folketingspolitikere fra vores parti forsvarer overgrebene på forsamlingsfriheden i stedet for entydigt at fordømme overgrebene og kræve, at politiet holder sig uden for sådanne arrangementer. En anden SF’er, Jens Kristensen, der er formand for SF-Næstved, rammer helt plet med sin kommentar:

”Det er beskæmmende at skulle læse i søndagens aviser, at SF faktisk anerkender politiets aktion, som for mig at se er et direkte angreb på ytrings- og forsamlingsfriheden i Danmark. En helt uforståelig holdning når SF har stemt imod lømmelparken. Det er virkelig en ommer og er man ikke ordentligt orienteret, så må man sku´ lade være med at udtale sig.”

Det må sikres, at SF går i front i forsvaret for de demokratiske rettigheder. For at modgå det pres, som partiet er underkastet – et pres på alle fronter for at partiet skal acceptere den borgerlige politik og kaste partiets egen socialistiske politik over bord – er der brug for, at partiets bund inddrages i, hvilke beslutninger, der tages på Christiansborg i langt højere grad, end det nu er tilfældet. Partiforeningerne må inddrages i alle forhandlingsforløb og udformningen af partiets daglige politiske kurs.

Hvem er vandalerne?
Et af de borgerliges argumenter for at ophæve forsamlingsfriheden for 1300 mennesker har været, at det har forhindret, at København er blevet brændt ned og lagt i ruiner. For det første er det et ufatteligt tyndt argument, da politiet efterfølgende kun har rejst sigtelse imod seks personer – og nogle af dem var tilsyneladende for besiddelse af hash, hvilket så vidt vides er effektivt til at sløve hjernen, men som ikke kan benyttes til at brænde byer ned med.

For det andet er argumentet om, at det er bedre at anholde tusindvis af mennesker end at risikere, at der bliver smadret ruder, brændt biler af og udøvet generelt hærværk imod almindelige menneskers ejendom, ikke blot et argument for disse specifikke anholdelser – det er faktisk et argument imod forsamlingsfrihed i det hele taget. Hvis argumentet skal give logisk mening, må det også indbefatte et forbud mod adgang til internettet (der jo også bliver brugt til dankortsvindel, børneporno, dødstrusler, nazistisk propaganda og andre kriminelle eller modbydelige aktiviteter), et forbud mod afholdelse af fodboldkampe (der som bekendt også tiltrækker grupper af hooligan-bøller), og sådan kunne man blive ved.

Det er i øvrigt morsomt at se de borgerlige forarges over udsigten til, at der bliver udøvet hærværk imod private biler, cykler, butikker og anden ejendom, samtidig med, at de ihærdigt forsvarer organiseret hærværk og destruktion i form af fabrikslukninger og massefyringer, der ikke blot er et angreb på enkeltpersoners ruder eller bil, men på tusindvis af arbejderfamiliers eksistensgrundlag.

De virkelige vandaler, som politiet burde sætte ind imod og masseanholde, smide i ”klimafængsel”, nægte vand og medicin, og derefter overdænge med peberspray, er de danske kapitalister – den lille håndfuld af aktionærer og virksomhedsejere, der sidder fedt på samfundets rigdomme og bliver holdt skadesløs for en krise, deres eget system har skabt, ved at lade arbejderklassen betale i form af fyringer, lønnedgang, nedskæringer på velfærden og generelt forfald i samfundet.

Hvordan beskyttes demonstrationer imod hærværk og provokationer?
SF’s retsordfører Karina Lorentzen Denhardt fremførte som nævnt det synspunkt, at det var godt, at politiet greb ind imod demonstranterne, men hun ærgrede sig over, at de anholdt så mange. Hun funderer slet ikke over, at formålet overhovedet ikke var at anholde ballademagere, men at fremprovokere uroligheder, som kan retfærdiggøre politiets enorme budget.

Politiet greb ind ved en mindre demonstration og beslaglagde en kasse med brosten, som de angiveligt fandt på demonstrationens lydvogn. Flere af de demonstrerende sagde efterfølgende, at de havde opholdt sig længe på lydvognen, men ikke set nogen kasse med brosten, og at den måtte være plantet af politiet. Det er ganske sandsynligt, at de har ret i denne anklage – det danske politi er ved tidligere lejligheder (måske mest tydeligt ved EU-demonstrationerne i 2002) blevet afsløret i at sende provokatører ind i demonstrationer med den hensigt at fremprovokere voldsomheder.

Vi kan ikke stole på politiet til at sikre, at demonstrationer foregår på en ordentlig måde. Den eneste garanti er, at arbejderbevægelsen selv organiserer demonstrationsværn, der kan skride ind over for upassende opførsel og politiets provokationer. Fagforeningerne må træne sine egne vagtkorps, der kan sikre et roligt forløb. Disse vagtkorps må bevæbnes, så de er i stand til effektivt at standse optræk til angreb på demonstrationens enhed.

Marxisme og ”direkte aktion”
Alt det ovenstående er skrevet uden hensigt om at forsvare såkaldt ”direkte aktion”, som enkeltpersoner (der nogen gange kalder sig anarkister) udøver i form af hærværk eller isolerede angreb på politiet. Marxister går stærkt imod sådanne metoder. Men vi går imod metoderne fordi de ikke nytter – fordi de opnår det stik modsatte af, hvad der er hensigten:

”De marxistiske idéer er ikke et akademisk studie-emne, men lige netop en guide til handling. Vi går alle ind for handling, men den må tænkes godt igennem, med bestemte mål og hensigter, hvis den skal lykkes. Hvis ikke, ender vi med retningsløs handling. Og uden politisk organisation, hvem bestemmer så hvilken aktion der skal foregå hvor og hvornår?

Der kan ikke være nogen bedre direkte aktion, end når det store flertal tager kontrol over vore egne liv. I den handling ligger revolutionens essens. Ikke bare formålsløs ’direkte aktion’, men masse-, demokratisk og bevidst aktion, kampen ikke bare imod kapitalisme, men for et nyt slags samfund, socialisme.”
(Marxisme og direkte aktion)

Marxister vurderer ikke metoder ud fra borgerlig moral (der altid munder ud i et forsvar for de bestående ejendomsforhold – koste hvad det vil af krige, kronisk arbejdsløshed, nedskæringer, ydmygelser og almindelig uhyrlighed), men ud fra en moral, der står på arbejderklassens side. Det vil sige følgende: de metoder, der tjener til at højne arbejderklassens selvtillid og dens politiske forståelse af verden og behovet for at kæmpe for socialisme, til at organisere arbejderklassen i denne kamp, er gode metoder. De metoder, der tjener til at splitte arbejderklassen, til at sænke det politiske niveau, er dårlige. Det er selvsagt en meget generel tommelfingerregel, men ikke desto mindre en værdifuld rettesnor.

En genvej ud over en afgrund
Et eksempel på skadelig ”direkte aktion” blev leveret af den venstreorienterede hjemmeside Modkraft.dk, da den (ukritisk grænsende til det sympatiske) viderebragte en erklæring fra nogle ”klimaaktivister”, der havde nedbrændt en tankstation i den skånske by Lund. Erklæringen siger blandt andet:

”Vi ser ikke andre udveje ud af den situation, den industrielle kapitalisme har bragt os i, end at brænde tankstationer og andre monumenter, som holder systemet oppe. Vi lever i en socio-økologisk krisetilstand, som vil vare ved, indtil vi fjerner årsagerne.”
(Modkraft.dk: Svensk tanstation brænd ned)

Sådanne aktioner er – særligt hvis de opnår større udbredelse – dybt skadelige. Hvilke konklusioner skal man drage af denne taktik med individuelle angreb på ”monumenter”? Hvis vi skulle tage taktikken for gode varer, ville der ikke være nogen grund til at organisere sig politisk eller fagligt. Alt, vi skulle gøre, var at læne os tilbage i sofaen og vente på, at nogle heltemodige ”aktivister” får fjernet alle de ”monumenter som holder systemet oppe”.

Vi kunne mageligt høre musik og drikke en kop kaffe hjemme i stuen, mens disse aktivister får fjernet systemet ved at angribe tankstationer, fast food-kæder, kulkraftværker, politibiler og andre såkaldte ”monumenter”. Alt ville dermed løse sig uden klassekamp, uden at vi ville være nødsaget for at vinde opbakning for de socialistiske ideer i arbejderbevægelsen. Det lyder som en dejlig genvej – men det er en genvej, der fører ud over en afgrund.

Det eneste, sådanne aktioner, der er udført af enkelte modige aktivister uden for arbejderbevægelsen, nogensinde opnår, er at give staten og de borgerlige politikere en undskyldning for at slå endnu hårdere ned på demonstrationer, angribe forsamlingsfriheden og indskrænke arbejderklassens rettigheder generelt.

Arbejderklassens ledende rolle
Der er ingen genvej uden om arbejderklassen og dens organisationer, hvis vi ønsker at ændre samfundet. Uden arbejderklassens tilladelse er der ingen busser, der kører, ingen maskiner, der kører i produktionen, ingenting, der bliver transporteret, ingen strøm der bliver produceret. Hele samfundet går i stå. Arbejderklassen besidder potentielt en enorm magt – faktisk den eneste magt, der kan drive samfundet fremad, kaste kapitalisterne på porten og begynde en socialistisk udvikling af samfundet, hvor produktion og forskning kan tilrettelægges efter en miljømæssig og menneskelig forsvarlig plan i stedet for at være underlagt profitinteresser.

Hvis man vil kæmpe for socialisme, må man vinde flertal i arbejderklassen. I praksis betyder det, at man må være aktiv i arbejderbevægelsen, mobilisere andre til at være aktive, basere sig på arbejdspladsernes krav og forklare, at ingen varige forbedringer er sikre, så længe samfundet er underlagt kapitalismen, og at det er nødvendigt at nationalisere de vigtigste dele af økonomien under arbejderkontrol og socialistisk planlægning.