Vi har siden årtusindskiftet set en fremgang for racistiske partier i Europa. Disse højrepopulistiske partier har i høj grad slået sig op på en fjendtlig indstilling over for flygtninge, indvandrere og især muslimer. I Danmark er Dansk Folkeparti vokset ud af tilsyneladende ingenting i slutningen af 1990’erne, og de er blevet en vigtig støttepille for den borgerlige nedskæringsregering. Vi har set, at Dansk Folkeparti har dikteret indvandrepolitikken og er en afgørende part i alle sager for regeringen.
Racisme og højrepopulismen kommer som en kærkommen lejlighed for de borgerlige til at skyde skylden for de mange nedskæringer, på alt andet end systemet. Vi har under det seneste opsving i økonomien ikke set levestandarden hæve sig, men derimod generel stagnation i lønnen og nedskæringer på velfærden. At levestandarden er faldet under et opsving, viser systemets forfald.
DF er et arbejdsgiverparti
Dansk Folkeparti prøver at føre sig frem som ”et nyt arbejderparti”, men intet kunne være længere fra sandheden. Dansk Folkeparti er et arbejdsgiverparti. Under de offentligt ansattes strejke nægtede Dansk Folkeparti at åbne for statskassen, så de strejkendes rimelige krav kunne imødekommes. År efter år har Dansk Folkeparti stået bag aftaler om kommunernes økonomi, der har tvunget kommunerne til at skære ned på velfærden. Dansk Folkeparti har også været med i forlig, der har angrebet folkepension, efterløn og SU. De har været med til at afskaffe skolepraktikken og de har været med til at forære olien i Nordsøen til A.P. Møller.
At Dansk Folkeparti er et parti for overklassen, kan ses på, hvem de får penge fra. AP Møller har doneret store summer til partiet, som til gengæld har foræret olien i Nordsøen til Danmarks største kapitalist. Aftalen skønnes ifølge dagbladet Information at give AP Møller 346 milliarder kroner frem til 2042.
At partier som Dansk Folkeparti får stor opbakning, bliver af medierne fremstillet som, at arbejderklassen er blevet mere racistisk. Marxisterne har hele tiden sagt, at dette ikke er tilfældet. At regeringer støttet af højrepopulister stadig sidder på magten rundt i Europa, er på ingen måde bevis på, at arbejderklassen er blevet mere racistisk. Støtten til Dansk Folkeparti kommer oven på en krise i arbejderpartierne.
Højrekurs gavner racisterne
Socialdemokratiet mistede regeringsmagten i 2001 efter, at Nyrup og de andre ledere havde skåret ned på velfærden og ført valgkamp under parolen ”det går så godt som aldrig før”. Højrefløjen i Socialdemokratiet troede, at man kunne vinde ved at overtage store dele af de borgerliges politik – den såkaldte ”tredje vej”. Men i stedet fik det mange arbejdere til at føle, at alle partierne er ens og ingen af dem varetager arbejdernes interesser.
At socialdemokratiets top har forsøgt sig med en kurs mod midten, har skabt plads for partier som Dansk Folkeparti. Arbejderklassen har ikke set noget perspektiv fra deres egne partier og derfor har nogle i resignation vendt sig mod Dansk Folkeparti, fordi de i det mindste påstår, at de vil gøre noget ved arbejdernes problemer – ved at smide indvandrerne ud og forbyde muslimer at udøve deres religion.
Dansk Folkeparti har fået hjælp af medierne, der kører en veritabel hetz imod ”fremmede”. De forsøger at få det til at se ud som om, der er en særlig ”dansk kultur”, som omfatter både arbejdere og kapitalister. De forsøger at få det til at se ud som om, at ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, stemmeret og andre rettigheder er ”kulturelle”, men i virkeligheden er alle disse ting resultater af arbejdernes kamp imod kapitalisterne. De borgerlige har altid stridt imod udvidelser af disse rettigheder – og Dansk Folkeparti er ingen undtagelse.
Racisme er intet nyt for kapitalismen eller arbejderklassen, det er en sygdom som gang på gang dukker op igen. Når kapitalismen får problemer og viser, at den ingen kræft har til at udvikle samfundet, så bruger man racisme til at splitte arbejderklassen. Racismen må derfor bekæmpes med fælles kamp fra arbejderbevægelsens side imod overklassen.
