EU-kommissionen siger i en ny prognose, at den økonomiske vækst i Danmark næste år vil være på en enkelt procent. Det er officielt lavkonjunktur. De borgerlige økonomer har nu kastet al den jubeloptimisme, de holdt fast i indtil for blot få måneder siden, over bord. Alle taler de i kor om udsigt til højere arbejdsløshed, flere tvangsauktioner, fallit og ruin.
Samtidig siger deres tal, at inflationen er kraftigt på vej opad. Det betyder, at priserne stiger. EU-kommissionen forventer, at priserne i Danmark vil stige med 3,3 procent i år. Alene denne prisstigning vil æde de danske arbejderes lønstigninger op. De ”lønstigninger” på syv-otte procent over tre år, som de offentligt ansatte er blevet tilbudt, og som en del nu strejker imod, vil ikke kunne følge med disse prisstigninger.
Men virkeligheden ser endnu værre ud. Priserne på fødevarer steg sidste år med syv procent, og intet tyder på at de vil falde. Omkostningerne til transport er også kraftigt stigende. I løbet af de seneste to år er transportudgifterne steget knap 12 procent. Prisen på el er steget 13 procent i denne periode. Det samme gælder varme og gas.
Den samlede inflation bliver trukket ned af, at prisstigningerne indenfor maskineri og metal – som kapitalisterne bruger deres penge på – er yderst beskedne, eller i visse tilfælde negative. Prisstigningerne er koncentreret omkring de ting, som arbejderne bruger deres penge på. Derfor er inflationen langt højere for arbejderne end den er for kapitalisterne.
Prisstigningerne er en proxy-krig, som kapitalisterne fører imod arbejdernes levestandard. Prisstigninger på fødevarer, transport, varme og andre livsfornødenheder rammer almindelige mennesker langt hårdere end de rammer overklassen. Prishop er en naturlig konsekvens af, at vi har en uplanlagt økonomi, hvor der kun produceres efter profit i stedet efter en rationel, demokratisk plan.
Den eneste måde, arbejderne kan holdes skadesløse for prisstigningerne, er gennem genindførelse af dyrtidsreguleringen. De borgerlige hævder altid, at det er lønstigninger, som er skyld i inflation. Men det kan ikke forklare de nuværende prisstigninger. Det eneste, lønstigninger gør, er at de formindsker kapitalisternes profit. Dyrtidsregulering er altid blevet taget op som et svar på prisstigninger – det har aldrig skabt prisstigninger. Det er på høje tid, at arbejderbevægelsen tager kravet om dyrtidsregulering op igen.
