Enhedslisten har fremført en lang række gode krav i både velfærdsbevægelsen og valgkampen. De har bl.a. fremlagt krav om flere hænder i den offentlige sektor, at der skal afsættes 5 milliarder til at hæve deres lønninger, at klimaet må forbedres og at tropperne må trækkes ud af Afghanistan. De er samtidig de eneste, der har fastholdt en konsekvent modstand mod krigen i Irak.
Det har givet sig udslag i en relativt stor fremgang medlemsmæssigt i den seneste periode. Men trods denne politik, der jo burde vinde genklang i lyset af den øgede radikalisering i arbejderklassen og ungdommen, svinger Enhedslisten faretruende tæt på spærregrænsen og risikerer at ryge ud af Folketinget.
På overfladen fremstilles krisen som begrundet af deres opstilling af kandidaten Asmaa Abdol-Hamid. Men Enhedslistens problem er ikke Asmaa, men manglen på et klart socialistisk klasseperspektiv, der er Enhedslistens eneste eksistensberettigelse.
Religion og socialisme
I medierne fremstilles Asmaa som en rabiat fundamentalistisk muslim, fordi hun bærer tørklæde og ikke vil give hånd til mænd. Der er ingen tvivl om, at der kører en hetz mod hende og muslimer i det hele taget i de danske medier og fra alle de borgerlige partier. Og der er heller ingen tvivl om, at denne hetz viser et reelt problem i samfundet, at racismen holdes i live i bedste velgående af højrefløjen og bruges til at forsøge at splitte arbejderklassens kamp for bedre forhold. Det er nødvendigt med et helt klart klassestandpunkt i dette spørgsmål. Ethvert forsøg på at splitte arbejderklassens enhed må modgås.
Asmas’ kandidatur er dog ikke grunden til Enhedslistens problemer. En del af problemet er, at mange, der ellers har haft støttet Enhedslisten, ikke mener de har fået et klart svar på Enhedslistens politik på spørgsmålet om religion og socialisme. Da der kom blæst om Asmaa indkaldte Enhedslistens ledelse til ekstra-ordinært årsmøde i stedet for at give disse mange tvivlere et klart svar.
Asmas’ opstilling har skabt kæmpe diskussioner internt i Enhedslisten. Dem, der forsvarer Asmaas opstilling, gør det bl.a. med henvisning til, at muslimer er en særlig undertrykt gruppe, der er udsat for hetz. Den anden fløj har omvendt på opportunistisk vis fremført, at det vigtigste var, at Enhedslisten kom i Folketinget og derfor måtte Asmaa længere ned på kandidatlisten.
Men ingen af fløjene har rejst diskussionen politisk og stillet det afgørende spørgsmål nemlig, hvordan Enhedslisten som et revolutionært parti kan fremføre en revolutionær politik, og hvorvidt Asmaa og alle andre kandidater gør dette.
Et socialistisk perspektiv
Enhedslistens krise skyldes helt andre forhold. Deres formulerede mål for det parlamentariske arbejde er at ”stille kritiske spørgsmål” og ”være vælgernes vagthund”. At stille spørgsmål til ministrene er ikke et reelt alternativ eller et svar, som almindelige mennesker kan bruge til at løse deres problemer.
I Enhedslistens program er der ellers et klart socialistisk perspektiv: ”Den socialistiske revolution erstatter kapitalismen med en demokratisk planlagt og kontrolleret behovsstyret økonomi. Produktionsmidlerne vil blive overtaget af arbejderne på de forskellige virksomheder og vil blive drevet og videreudviklet på basis af et arbejdspladsdemokrati i samspil med de politiske organer, der fastlægger de økonomiske mål og rammer.”
Men da Johanne Schmidt-Nielsen, spidskandidat for Enhedslisten, på DR2 fik stillet et direkte spørgsmål om Enhedslistens revolutionære perspektiv svarede hun perspektivløst: ”Ja, vi vil gerne have grundlæggende forandringer i samfundet fx 100 % vedvarende energi og økologi. Det er en grundlæggende forandring og en revolution i landbruget…”.
Problemet er, at Enhedslistens fokus på enkeltsager reelt er reformistisk politik. De rejser krav om vedvarende energi, krav om bedre velfærd, ungdomshuse osv., men fortæller ikke, at dette kun kan gennemføres gennem en revolution.
Den eneste vej frem for Enhedslisten er, at fremsætte perspektivet om et socialistisk samfund – velfærden kan ikke udbygges og sikres indenfor det kapitalistiske samfunds rammer.
Enhedslisten har traditionelt sagt, at de vil stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse. I valgkampen er det dog kommet klart frem, at man ikke vil tage konsekvensen af dette, men derimod pege på en ny S regering uanset hvad og bare lade dem føre borgerlig politik med de borgerlige. Men så begår de præcis den samme fejl som i 90’erne, hvor Enhedslisten agerede parlamentarisk grundlag for en regering, der forringede forholdene for arbejderklassen.
Enhedslisten må fremsætte et konkret alternativ til den nuværende borgerlige regering, der kan appellere til arbejderklassen og medlemmerne af de to andre arbejderpartier, Socialdemokraterne og SF om en arbejderregering på et socialistisk program.
