Som svar på velfærdsprotesterne og massemobiliseringen, særligt blandt offentligt ansatte og unge, er Socialdemokraterne kommet frem med 29 ”velfærdsrettigheder”. Et enormt skridt til venstre, der om noget underbygger de krav som arbejdere og unge i velfærdsbevægelsen har fremført.
Hvorfor har de så ikke for længst overhalet de borgerlige, som alle ved, med 100 procent sikkerhed, skærer ned? Det har de ikke gjort, fordi ledelsen af Socialdemokratiet ikke har givet nogen seriøse bud på, hvor pengene skal komme fra. Det gør de ikke, fordi de i samme åndedrag, som de lovpriser velfærden, lægger sig på maven for både det Radikale Venstre, Ny Alliance og Konservative. Alle sammen partier, der har det som deres erklærede mål at øge rigdommen for kapitalisterne og lægge byrden på arbejderklassens skuldre.
Intime invitationer til det blå ringhjørne
Socialdemokratiet ledelse klager offentligt over, at Venstre har taget deres politik. Det viser jo meget klart, hvorfor det ikke giver mening for mange arbejdere at stemme på Socialdemokraterne. Hvis Venstre fører Socialdemokraternes politik, og oven i købet vil lette skatten på arbejde, hvad skal vi så med Thorning?
Hun siger: ”Vi vil sikre velfærden for alle, på en økonomisk ansvarlig måde”. Men den sidste Socialdemokratiske regering viste meget klart, hvad ”økonomisk ansvarlig” betyder og til hvem deres ansvarsfølelse dedikeres. Uligheden steg, privatiseringerne tog til, man greb ind i storkonflikten i 1998 og det ikke for at nævne sænkelse af marginalskatten for de højstlønnede fra 68 til 63 procent, halveringen af dagpenge unge under 25 år, afkortelsen af dagpengeperioden, forringelsen af efterlønnen osv. osv.
Dette sætter unægtelig Helle T’s tale til LOs kongres den 28. oktober i år, i et noget andet perspektiv, hvor hun siger, at ”valget er som et sandhedsserum for partierne”. For sandheden er jo lige præcis, at den ”ansvarlige økonomiske politik”, som højreledelsen af socialdemokraterne lover en fremtidig socialdemokratisk ledet regering vil føre, vil forsætte, hvor Nyrup og Fogh slap.
Desuden har især Henrik Sass-Larsen været ude med tilnærmelser til Ny Alliance og de Konservative. Konsekvensen af en sådan koalitionsregering vil være klar og absolut ikke falde i god jord på landets arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Det vil gå stik imod de oprigtige ønsker om et bedre liv for arbejderklassen, som medlemmerne af Socialdemokratiet har. Det vil være direkte i strid med det ansvar ledelsen af Socialdemokratiet har som arbejderklassens valgte repræsentanter. Hvis Socialdemokraterne synes de har problemer nu, med medlemstilbagegang og vælgerflugt, så er det intet at regne mod, hvad der vil ske under en sådan klassesamarbejdsregering par excellence.
Tilbage til medlemmerne, tilbage til klassen
Hvis det skal lykkes at få en arbejderregering, hvis velfærdsrettighederne skal blive til virkelighed, er der kun én løsning. Partiet må lægge sig i naturlig forlængelse af de utallige protester mod besparelser, som der har været gennem årene. Ikke bare kravene, men også kampviljen må tages op fra gulvet.
Det er ikke nok med fine hensigtserklæringer, hvis Socialdemokratiet vil genvinde tidligere tiders styrke og arbejderklassens og ungdommens tillid. En tillid som man har brugt årevis på at kaste i grams. Man må vise, at man mener det man siger. At man vil gøre noget ved det og lade de borgerlige sejle deres egen sø.
Hvis man går offentligt ud og siger, at man vil forsvare de folk, der hver dag arbejder under elendige forhold for at passe vores børn, hjælpe de ældre osv. må man være parat til at tage de økonomiske konsekvenser. Så må Socialdemokraterne også være klar til at skære benhårdt i de største virksomheders profitter og i sidste ende være parate til at nationalisere dem under arbejdernes kontrol, for at lade overskuddet gå til samfundet, velfærden og arbejderklassen, i stedet for kapitalisternes fordækte bankkonti.
Men for at det skal ske, kræves der et internt opgør med årtiers nedskæringspolitik. Ledelsen må presses til at føre den politik, som medlemmerne ønsker, frem for at gå i lag med de borgerlige. Hvis ikke ledelsen vil skabe et reelt arbejderalternativ, må der vælges en ny ledelse. Ellers vil idéen om ”velfærdsrettigheder” forblive en idé og lidt blæk på et stykke papir.
