Kun forside NR2 fuldSom sommerferien lakkede mod enden, begyndte partierne at se ud til at forberede sig til valg. Den nuværende regering har for mange været en kæmpe skuffelse med en fortsættelse af de borgerliges nedskæringspolitik. Det er netop den politik, der nu baner vejen for en tilbagevenden til en borgerlig regering og kæmpe opbakning til DF.

Lederne af arbejderbevægelsen taler ren Orwellsk new-speak og forsøger at fremsætte valget som et valg for eller imod velfærd. Sandheden er, at regeringen ikke har lavet andet end at skære i velfærden de sidste tre år. Så for arbejdere og unge i Danmark er der ikke meget valg: lige meget hvem man stemmer på, så ender man med en regering, der basalt set fører den samme politik, de ”nødvendige” nedskæringers politik med angreb på løn og arbejdsvilkår.

Begyndende skift i situationen

Skuffelsen over regeringen efter valget i 2011, chokket fra krisen og ikke mindst det faktum, at fagtoppen har holdt al modstand mod regeringen nede, har betydet et historisk lavt antal strejker og demonstrationer de sidste fem år. Det ser dog ud til, at det er ved at ændre sig. Med risiko for at overfortolke statistikkerne er der en begyndende stigning i antallet af strejker og det sidste år har budt på bevægelser blandt de studerende.

At lokale fagforeningsformænd fra bl.a. Metal og 3F meget højlydt har kritiseret Helle Thorning for hendes afvisning af en løsning af dagpengespørgsmålet, er et tegn på samme proces under overfladen: at situationen er ved at skifte. Kritikken afspejler et stigende pres fra neden, fra medlemmerne, om at grænsen for, hvad de kan og vil acceptere, er ved at være nået.

Læren af SF

SF kunne ikke holde til at sidde i regering, men endte med fuldstændig at miskreditere sig. Deres nuværende kampagne, der kritiserer regeringen for ”varm luft”, klinger hult: de var selv med til at vedtage og forsvare præcis den politik, de nu kritiserer, da de sad i regering.

Toppen i Enhedslisten ser desværre ud til ikke at have lært noget som helst af SF. De er på vej ned ad samme sti som SF tog for nogle år siden – mod højre. Enhedslisten bliver mere og mere en del af det etablerede politiske parlamentariske system. De har anstrengt sig for at blive accepteret som et respektabelt parti af de andre partier, medier osv. Det på et tidspunkt hvor danskernes tillid til det parlamentariske system og politikerne undermineres fuldstændig.

Enhedslisten har efter sommerferien rejst nogle gode og klare krav om en dagpengeløsning og en kamp mod uligheden. Men intet sted kan man finde den mindste forklaring på, hvordan det skal opnås udover appeller til Socialdemokraterne: den taktik har været prøvet, men har ikke virket. De har ingen løsninger, der går ud over det parlamentariske spil på Christiansborg.

Radikalisering

Kapitalismens krise har under overfladen radikaliseret et stort lag af især unge, der leder efter alternativer ikke bare til den siddende regering, men til hele det politiske system, til kapitalismens fallit. Denne radikalisering gav sig først udtryk i den store fremgang til SF, der i årene frem til 2010 i meningsmålingerne stod til op mod 30 procent af stemmerne blandt de unge. Fra 2010 og frem, og især efter valget i 2011, begyndte SF at gå tilbage og Enhedslisten at gå frem.

Enhedslisten har siden valget ligget rimelig konstant til mellem 15 og 20 procent af de unges stemmer. Men fra sidste sommer begyndte opbakningen at falde og de sidste måneder har partiet ligget til omkring 10 procent af de unges stemmer. Også Enhedslistens medlemstal, der eksploderede i en årrække, er stagneret de sidste par år. Entusiasmen for partiet er smeltet væk, i takt med at partiet er rykket mod højre og mere og mere er blevet en del af det parlamentariske system. Det radikaliserede lag er ikke forsvundet, men ingen af de eksisterende partier formår at forbinde sig med dem, de føler sig politisk ”hjemløse”.

Det er paradoksalt, at alle partier rykker mod højre og omfavner systemet samtidig med, at det bliver tydeligere og tydeligere, at kapitalismen som system har spillet fuldstændig fallit, og at det borgerlige demokrati og parlamentarismen derfor også fremstår mere og mere falleret. Kapitalismens krise betyder, at alle regeringer, der administrerer denne krise, uanset partifarve, gennemfører den samme nedskæringspolitik. Løsninger indenfor kapitalismens rammer er ikke mulige.

Vi ser i flere og flere lande, hvordan tilliden til de etablerede politiske partier og parlamentet, ligesom resten af det borgerlige samfunds institutioner, undermineres. Partier, der ses som værende udenfor systemet, kan vinde pludselig frem som Podemos i Spanien, der blev etableret i starten af i år og ved europaparlamentsvalget bare få måneder senere fik 8 procent af stemmerne. Podemos’ eksplosive fremvækst skyldes, at de fremstillede sig selv og blev set som noget ”helt andet” end det etablerede politiske system. Lederen Pablo Igleasias’ kommentar til det flotte valgresultat var, at han ikke var tilfreds, før de havde magten. Det står i skarp kontrast til Johanne Schmidt-Nielsens ”selfie” med Bjarne Corydon fra grundlovsdag med teksten ”I anledning af grundlovsdag kommer her en selfie som symbol på det samarbejdende folkestyre:-)”.

Enhedslistens krav om dagpengeløsninger og lavere ulighed kommer til at klinge mærkeligt hult: ingen tror rigtig på, at de har en ide om, hvordan kravene kan opfyldes eller sågar, at de har tænkt sig at holde fast i dem. Så selvom mange af de mest bevidste unge og arbejdere nok skal stemme på Enhedslisten, når valget kommer, er det uden entusiasme. Revolutionære Socialister opfordrer til at stemme på Enhedslisten, men siger samtidig klart, hvad der er tydeligt for enhver: at det ikke ændrer noget grundlæggende, hvor mange stemmer Enhedslisten får.

Der er brug for et revolutionært program

Kapitalismens krise kræver noget helt andet, end hvad det parlamentariske system og de eksisterende partier tilbyder. Den kræver et revolutionært program. Et program hvor der gøres op med kapitalismens krise gennem kontrol med de vigtigste dele af økonomien; de største virksomheder og banker. Man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer, derfor må de største virksomheder eksproprieres, så produktionen kan underlægges en demokratisk planlægning.

De seneste år har vi set, hvordan arbejderklassen presses i kamp af kapitalismen. En proces der endnu ikke er kommet til udtryk i Danmark, selvom den samme proces med ophobning af vrede og frustration foregår under overfladen. Når arbejderklassen går i kamp, besidder den en enorm kampvilje, livskraft og kreativitet. Verden over har vi set arbejdere og gennem demonstrationer og strejker begynde at tage deres skæbne i egen hånd. Det stik modsatte ser vi i toppen af arbejderbevægelsen med kompromisser, ”realitetssans” og umyndiggørelse. På verdensplan lever vi i en periode, hvor kapitalismen presser folk i kamp, en periode med revolutioner og kontrarevolutioner.

De objektive betingelser for at skabe et socialistisk samfund er til stede: Det, der mangler, er et revolutionært masseparti. Et sådan parti opstår kun på baggrund af massebevægelser, på den ene eller anden måde ud af de eksisterende arbejderpartier, så det er ikke noget, der er på dagsordenen i morgen. Men vi må forberede os på de begivenheder, der kommer. Det er nødvendigt allerede nu, før begivenhederne for alvor tager fart, at opbygge en kerne af revolutionære socialister, der er stærk nok til at kunne sikre, at de marxistiske ideer i fremtiden kommer i spidsen et fremtidigt revolutionært masseparti og sikre arbejderklassens sejr i en socialistisk revolution. Derfor: gå med i Revolutionære Socialister, og vær med til at bygge denne kerne, den Internationale Marxistiske Tendens, i Danmark og internationalt.

 

[Tegn abonnement på Revolution]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.