Dem
De gule fagforeninger (som er købt og betalt af arbejdsgiverne), herunder Kristelig ”Fagbevægelse”, angriber fagbevægelsens eksklusivaftaler ved diverse domstole. De påstår at kæmpe for ”foreningsfrihed”, for arbejdernes ret til selv at vælge fagforening.

Arbejdsgivernes betalte presse fortæller tårevædede historier om almindelige arbejdere, der er blevet presset ud af deres arbejde af deres kolleger. Bare fordi de stikker dem i ryggen. Bare fordi de splitter hele virksomheden ved at gå imod flertallets beslutning om at organisere sig i en rigtig fagforening, hvor der trods alt findes en rest af strejkeret, og i stedet organisere sig hos de gule skruebrækkerorganisationer.

De tre største frisørkæder; Kjær-gruppen, Stender og Hos Peter tager arbejdsgivernes heroiske kamp et skridt videre, og inviterer Kristelig ”Fagbevægelse” ind i deres saloner for at hverve medlemmer.

Os
Samtidig fortæller frisørernes arbejdsgivere (i et ledigt øjeblik, hvor de ikke er travlt optaget af deres glorværdige kamp for den enkelte arbejders ret til selv at vælge fagforening) at frisørerne skal melde sig ud af LO-forbundet Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, så de kan komme ind under en ”overenskomst” konstrueret af Kristelig ”Fagbevægelse”… ellers står de til fyring. De 400 frisører der arbejder for de tre kæder, trues med lockout af deres arbejdsgivere. Organiserede frisører ringer grædende til deres forbund, fordi de trues direkte på deres levebrød. Alt sammen for at arbejdsgiverne kan få presset arbejderne ind i en ”fagforening”, der forhindrer medlemmerne i at strejke!

Hos Kristelig Fagbevægelse må man ikke konflikte. Det mener de er ukristeligt. Men det gælder åbenbart ikke arbejdsgiverne! Det viser, med al tydelighed, hvad de gule skruebrækker-foreninger mener, når de, i kor med arbejdsgiverne, taler om ”foreningsfrihed”: de vil være fri for fagforeninger!… Fy for fanden!

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.