Nu er finanslovsforhandlingerne endeligt afsluttet, og endnu engang så vi kæmpe nedskæringer. Det virker som skruen uden ende - hvert år nedskæring på nedskæring, og hvert år op til jul lover økonomer og politikere os, at vi får et økonomisk opsving i julegave. Hele finansloven er baseret på håbet om et opsving til næste år.
Og umiddelbart ser det meget sort ud. I andet og tredjde kvartal af 2003 har Danmark haft negativ vækst, og det er det, økonomerne kalder recession eller krise. Store firmaer som SAS, Danfoss, Lego, Post Danmark, Arla, Grundfos, Junckers og TDC har alle haft omfattende fyringsrunder. Arbejdsløsheden stiger, og de optimistiske prognoser må hele tiden revideres. At antallet af arbejdsløse bliver opjusteret, betyder at staten skal bruge flere penge på dagpenge. Omkring 2,7 milliarder kroner, ifølge Information. Det er der ikke taget hensyn til i finansloven, så konsekvensen bliver, at der komme endnu flere nedskæringer.
Den stigende arbejdsløshed rammer ikke kun dem, der bliver fyret – den betyder også, at flere og flere går rundt med frygten for fyring hver eneste dag. Arbejdsløsheden er et af de bedste eksempler på, hvordan den kapitalistiske økonomi har spillet fuldstændig fallit. Samtidig med at vi mangler boliger, reparation af skoler osv., går der flere og flere bygningshåndværkere rundt uden mulighed for at arbejde. Og dem, der går på arbejde, skal løb hurtigere og hurtigere og arbejde længere og længere for at beholde deres job. I en demokratisk planlagt økonomi kunne arbejdstiden sættes drastisk ned, vi kunne få lavet de ting, vi havde brug for, og for første gang ville vi få et samfund, hvor hovedaktiviteten for mennesker ikke var at arbejde, men at lave andre ting. Oveni dette foreslog regeringen så at skære i dagpengene - altså forringe forholdene for de arbejdsløse. Regeringen trak forslaget tilbage igen, med den begrundelse at de ikke ville begå løftebrud. Men tilbagetrækningen havde intet at gøre med løftebrud, i stedet viste den, hvor bange regeringen er for at lægge sig ud med arbejderklassen, og dermed hvor stærk arbejderklassen er. Fagforeningerne havde planlagt demonstrationer mod dagpengeforslaget, men droppede dem, da forslaget blev trukket tilbage. I stedet overlod fagforeningerne protesterne mod finansloven til de unge, som gang på gang de sidste år har været ude og protestere. Men sagen er den, at alle nedskæringer i velfærden er forringelser af arbejderklassens vilkår, og den eneste måde nedskæringerne kan stoppes på er ved, at arbejderklassens organisationer går forrest i kampen.
Vi har mange steder i verden de sidste år set, hvordan arbejderklassen er i stand til at sætte sin vilje igennem, når den sætter magt bag ordene. I Bolivia blev præsidenten afsat efter omfattende strejker og en revolutionær bevægelse blandt arbejderne og bønderne, i Venezuela blev et kup støttet af USA stoppet på under 48 timer, da masserne gik imod det, og i det ene land efter det andet i Europa har vi set massive generalstrejker i protest mod nedskæringer og forringelser. Men disse begivenheder viser samtidig, at for at arbejdernes krav skal opfyldes, er der brug for en ledelse, der går forrest, og som er parat til at tage de nødvendige skridt. Hvis ikke arbejderklassens organisationer vil gå forrest og ikke er parate til at omstyrte kapitalismen, vil ingen af arbejderklassens problemer blive løst rigtigt – så bliver det bare “nye hoveder - men gammel politik”.
Gå med i Socialistisk Standpunkts kamp for en kæmpende arbejderbevægelse og et socialistisk program!
