Højrefløjen fylder rigtig meget for tiden. Christiansborg er tilbage fra sommerferien, og vi bliver allerede bombarderet med racistiske forslag fra de forskellige politikere. Dansk Folkeparti er gået meget frem det seneste år. Før ferien blev først “mælkemanden”, Rasmus Munch Søndergaard, interviewet i Deadline, derefter en obskur højrefløjsdigter, Frederik Lind Køppen, som bar en t-shirt der refererede til serbiske militser, som er associeret med krigsforbrydelser og folkemord.

Nu har en Facebook-gruppe, Det Danske Folk, indkaldt til march i København mod islamisering “for et frit, trygt og kulturelt sammenhængende Danmark” lørdag den 5. september. Det formodes, at op mod 500 vil deltage i demonstrationen, og med næsten 3000 interesserede på begivenheden ser det ud til at blive den største mobilisering på højrefløjen i Danmark i et årti.

Rigtig mange partier og organisationer på venstrefløjen, herunder os i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP), har indkaldt til en antiracistisk mod-demonstration. Dette har imidlertid været med til at rejse en række fundamentale spørgsmål: Hvad er højrefløjens march et udtryk for? Hvordan mobiliserer vi til moddemonstrationen? Og, vigtigst af alt, hvordan bekæmper vi højrefløjen? 

Det åbner en vigtig debat, som vi i RKP håber at kunne bidrage til med denne artikel.

Hvorfor går højrefløjen frem?

På nuværende tidspunkt udtrykker højrefløjen sig mest markant med Dansk Folkepartis fremgang. Siden sidste sommer er partiet gået frem i meningsmålingerne til at blive til det største parti i blå blok med omkring 12 % af vælgerne, og Morten Messerschmidt er nu den næstmest foretrukne statsministerkandidat. Vi ser det samme fænomen i mange andre lande, hvor såkaldte højrepopulistiske partier går frem: Trump i USA, Reform i Storbritannien, Le Pen i Frankrig og Alternative für Deutschland i Tyskland.

Hvad er årsagen til deres succes? Det er årtiers angreb på velfærden, arbejdsforhold, levestandarden og demokratiske rettigheder, anført af de etablerede borgerlige og socialdemokratiske partier. Hvad alle disse ovenstående højrefløjspartier har gjort er nådesløst at kritisere de gamle magtpartier, tale ind i almindelige menneskers oprigtige frustrationer og bruge den dybe mistillid til de “gamle” partier til at fremstille sig selv som et alternativ til det bestående.

Det er den samme opskrift, som har skabt fremgang for Dansk Folkeparti den seneste tid.

Dansk Folkeparti begyndte for alvor at gå frem i meningsmålingerne for et år siden, da Morten Messerschmidt skruede op for kritikken af  de høje leveomkostninger, især de stigende fødevarepriser. Det er noget han er fortsat med, efter prisen på benzin og diesel eksploderede. 

Lige nu angriber han Mette Frederiksens nye regerings bureaukratiske og dyre forslag om differentieret moms, og de nye skattestigninger, som vil ramme de fattigste mere end de rigeste i samfundet. I stedet for små, tekniske og langsomme løsninger fremlægger han store forslag: Fjern al moms, nu!

Messerschmidt kritiserer ikke bare regeringen for ikke at løse problemerne, men for at de gør dem værre, og taler ned i en vrede, frustration og afmagt, som eksisterer for mange. Messerschmidt fremstår som den eneste opposition, når han siger, at tingene ikke er så rosenrøde, som de andre politikere fremstiller dem. 

Ligesom Farage i England og Trump i USA taler han ned i den voksende foragt mod det politiske etablissement. Han er den som mest konsekvent har angrebet de primære ansigter på den politiske elite, som er ansvarlig for udviklingen af samfundet de seneste mange år: Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.Ved at portrættere sig selv som noget andet end de andre partier fremstiller Messerschmidt sig selv som et alternativ til status quo.

Det er alt det her, som er de virkelige årsager til, at Dansk Folkeparti går frem.

Er samfundet blevet mere racistisk?

Hvad er Dansk Folkepartis løsning på de store problemer, som mange mennesker oplever i samfundet? Det er at føre en endnu mere hardcore, racistisk politik.

Det er den såkaldte “stramme udlændingepolitik”, som, ikke kun politiske kommentatorer og andre “eksperter”, men også ofte venstrefløjen, altid peger på, når de skal forklare Dansk Folkepartis fremgang. Hvad de fremhæver er, at befolkningen gerne vil have en mere racistisk politik, altså, at racisme er blevet mere udbredt blandt almindelige mennesker.

Eksempelvis blev Dansk Folkeparti rabiate forslag om “remigration”, altså at sende muslimer en masse ud af Danmark, gjort til hovedårsagen til deres nylige fremgang. 

Meningsmålingerne fortæller bare en anden historie. For partiets seneste fremgang begyndte derimod inden forslaget om remigration, da de begyndte at køre hårdt på spørgsmålet om de stigende fødevarepriser.

Hvis det var den den såkaldte “stramme udlændingepolitik” som lå bag DF’s fremgang så rejser det desuden spørgsmålet om, hvorfor Socialdemokratiet er gået så markant tilbage ved de seneste valg, når de fører, hvad der bedst kan beskrives som en udlændingepolitik, der er identisk med Dansk Folkepartis.

Hvorfor går Socialdemokratiet tilbage, når de nu har kopieret DF’s udlændingepolitik? Årsagen er, at det er Socialdemokratiet, der har stået for de store angreb mod arbejderklassen, som ødelagt uddannelserne, skåret i offentlige ydelser og sendt tusinder af familier ud i fattigdom. 

Det fortsætter under den nye Mette Frederiksen-regering. Forleden kom det frem, at Lolland Kommune – en af Danmark i forvejen fattigste kommuner – skal spare en halv milliard kroner! Folkeskoler, plejehjem, svømmehaller, idrætshaller og meget andet bliver nu lukket. Det samme er billedet i resten af landet: Skoler lukker, hospitaler falder fra hinanden og fattigdommen stiger. 

Det er med andre ord sociale spørgsmål, som i virkeligheden ligger bag opbakningen til Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis opture

På trods af at flertallet af os synes, at det går værre og værre, så fortsætter Socialdemokratiet og resten af det politiske etablissement alligevel deres kampagne om, at det går strålende med henvisning til gode tal for den danske økonomi. Men det er bare ikke det, som man føler, når man går ned i supermarkedet og ikke har råd til at fylde sin indkøbskurv.

Det er den her følelse, som Morten Messerschmidt taler ind i: “Vi er enige – det går værre og værre! Årsagen til problemerne er indvandrerne og de nuværende uduelige politikere ved magten. Hvis vi kommer af med begge dele, så bliver tingene bedre igen.”

Det er det samme Dansk Folkeparti har gjort, hver gang de har haft fremgang.

Under socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen i 1990’erne var der massive angreb: halvering af dagpengeperioden, smadring af efterlønnen, masseprivatiseringer og indgrebet i arbejdernes storkonflikt i 1998. Det var her Dansk Folkeparti blev født og fik stor opbakning for første gang, fordi de var de eneste der reelt satte ord på de frustrationer, som fandtes.

Det samme gentog sig efter Helle Thornings-Schmidts socialdemokratiske regering – bedst kendt for lærerlockouten og privatiseringen af Dong – som banede vejen for, at Dansk Folkepartis opbakning eksploderede med 21,5 % af stemmerne i 2015 og det blev det næststørste parti. 

Racistisk distraktion

Det er derfor en overfladisk forklaring at reducere Dansk Folkepartis succes til deres racistiske politik. Det implicerer, at skylden for Dansk Folkeparti fremgang i virkeligheden er befolkningen, som er blevet mere og mere racistisk.

Det er en forklaring, som ikke forklarer noget. Hvorfor er befolkningen blevet racistisk nu og var det ikke før? Hvorfor brugte politikere længere tilbage i historien ikke samme racistiske politik, hvis den er så effektiv?

Den reelle forklaring er, at det er årtiers forfald og tilbagegang i samfundet, som har skabt grobunden for, at en “stram udlændingepolitik” kan vinde en form for genklang. Det er de sociale spørgsmål, som ligger bagved, som Dansk Folkeparti nærmest er det eneste parti, som giver en løsning på:

 “Manglende boliger? Smid muslimerne ud, så er der flere til jer! Er velfærden i opløsning? Smid muslimerne ud, så presset på velfærden mindskes! Falder jeres levestandard? Fjern momsen, og betal for det … ved at smide muslimerne ud!”

For os er det soleklart, at indvandrere på ingen måde er årsagen til de problemer, som mange oplever, og at Dansk Folkepartis “løsning” ikke er nogen som helst løsning. Frem for at være en løsning er deres racistiske politik en distraktion væk fra de reelle problemer, det kapitalistiske system, som er årsag til dem, og den elite, som er ansvarlige for dem. 

Dansk Folkeparti spiller på den usikkerhed, som den generelle krise i kapitalismen skaber på alle niveauer i samfundet. Racismen har en meget vigtig funktion i det her samfund. Den er en del af en klassisk “del og hersk”-politik, hvor den herskende klasse og dens politikere finder en syndebuk for at skabe splid i arbejderklassen. Jo mere splittet arbejderne står, jo svagere står de, og jo nemmere har den herskende klasse ved at angribe arbejderklassen som helhed.

Når kontanthjælpen er blevet sænket, er det med henvisning til, at der er for mange indvandrere på kontanthjælp, eller når billige almene boliger bliver revet ned, er det med undskyldningen om, at det er en indvandrerghetto. Men denne reaktionære politik rammer alle arbejdere og fattige, uagtet hudfarve eller religion.

Hvor er venstrefløjens løsninger?

En anden meget vigtig årsag til Dansk Folkepartis fremgang er de manglende svar fra venstrefløjen. 

Socialdemokratiet er traditionelt set en del af venstrefløjen, og ovenfor er det forklaret hvordan deres politik de seneste årtier  i høj grad har bidraget til fremvæksten af Dansk Folkeparti.

Løsningerne kommer heller ikke fra SF, hvor det efterhånden er svært at finde nuanceforskelle på SF og Socialdemokratiet. Det er kun blevet værre efter, at SF’erne har sat sig på de magelige ministertaburetter, hvor de nu nikker ja til alt, som kommer fra de andre regeringspartier. 

Hvad med Enhedslisten? Deres politikere på Christiansborg forsøger en gang imellem at tale ind i folks problemer, med varierende held. Men hvad de heller ikke formår, er at komme med store, klare og overbevisende løsninger.

Hvad ville folk svare, hvis man stoppede dem på gaden og spurgte dem, hvad Enhedslistens løsninger er på de samfundsproblemer vi står overfor? Sandheden er, at langt de fleste nok ikke ville have nogen klar idé om, hvad deres løsninger er. Resten ville nok gætte på, at det er noget med at sætte skatteprocenten op for de rigeste, hvilket i sig selv ikke løser de store problemer vi står med.

Når Enhedslistens løsninger er så svage og vage, giver det kun højrefløjen mere spillerum. Men der er mere i det end det.

For mens Dansk Folkeparti med held får fremstillet sig selv som et alternativ til det bestående, som der er større og større mistillid til, så fusionerer Enhedslisten mere og mere med det politiske etablissement, som flere og flere hader. I stedet for at være et stærkt venstreorienteret alternativ til midterpartierne og højrefløjen, så støtter Pelle Dragsted nu op om ting som EU, NATO og oprustningen af dansk militarisme, ligesom alle de andre.

Den hidtidige kulmination på denne kurs er, at Enhedslisten nu er endt som støtteparti for den nye firkløverregering. Med det signalerer partiet, at samfundet overordnet set er godt nok, men at der bare er behov for lidt forbedringer hist og her. Det betyder bare, at Dansk Folkeparti har hele banen for sig selv.

Vi er ikke imod Enhedslistens krav om billigere transport for unge eller gratis tandpleje, som uden tvivl ville være mærkbare forbedringer, hvis de rent faktisk bliver gennemført og implementeret. Men det er jo ikke en løsning i sig selv. For selv hvis disse krav bliver indfriet med den ene hånd, så fortsætter den anden hånd med nedskæringer, besparelser og angreb, som fastholder den generelle, utålelige situation for det store flertal af os.

På et tidspunkt hvor flere og flere ikke kan holde status quo ud mere, omfavner Enhedslisten de politikere, der er inkarnationen af status quo: Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Det betyder, at den eneste reelle opposition der er til den nye regering, er Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti.

På spørgsmålet om udlændingepolitik har Pelle Dragsted også lagt sig fladt ned. I regeringsgrundlaget blev det slået fast, at den racistiske politik fortsætter, og det bliver med Enhedslistens stiltiende accept.

Det så vi her i sommer med krisen i den spanske eksklave Ceuta. Var Pelle Dragsted ude og kritisere Mette Frederiksens parløb med den højreorienterede italienske leder, Giorgia Meloni, og deres fælles reaktionære forsvar for “Europas kristne værdier”? Forklarede han, hvorfor de her mennesker flygter, og vestlig imperialismes kriminelle rolle i at ødelægge de lande, som de her mennesker flygter fra?

Ingen af delene. I stedet var hans kritik af Mette Frederiksen en kritik af at så splid i kontinentet til fordel for “Europas fjender”. Pelle Dragsteds kritik var altså, at Mette Frederiksen ikke var god nok til at forsvare europæiske imperialistiske interesser over for Rusland og USA.

Så længe det er her er Enhedslistens kurs, kommer partiet ikke til at være med til at mindske Dansk Folkepartis fremgang. Tværtimod vil Enhedslistens støtte være et venstreorienteret dække for regeringen, som kun vil gøde jorden mere for Morten Messerschmidt.

Højrefløjsmarch og mod-demonstration

Mere overordnet set kan vi altså se, at det er krisen i kapitalismen, som forværrer de sociale problemer og dermed skaber en polarisering i samfundet. Det er Dansk Folkepartis fremgang et udtryk for, og det er højrefløjsmarchen den 5. september, arrangeret af Facebook-gruppen Det Danske Folk, ligeledes.

I RKP støtter vi fuldt op om initiativet med en mod-demonstration, som Enhedslisten i København har taget, og vi har været med til planlægningsmøderne fra starten. Her har vi også åbent luftet vores kritik af det politiske grundlag, som mod-demonstrationen bliver indkaldt på baggrund af.

Mod-demonstrationen bliver afholdt under parolen: “Nej til remigration – Lige rettigheder og muligheder for alle”. For det første nævner Facebook-gruppen Det Danske Folk nærmest intet om remigration, så det er mærkeligt at portrættere det som en “remigrationsmarch”.

For det andet er den anden halvdel af mod-demonstrationens parole – “Lige rettigheder og muligheder for alle” – meget intetsigende. Hvad skal man lægge i det? Hvad har det med emnet at gøre? Det er ekstremt utydeligt.

I stedet for at pege på de sociale problemer, som gøder jorden for højrefløjen, og placere skylden hos de magthavere, som kun forværrer disse problemer, så står der i stedet på mod-demonstrationens Facebook-begivenhed: “Der er sket et voldsomt menneskeligt og politisk skred i samfundet. Fascistiske konspirationsteorier som “den store udskiftning” og kravet om “remigration” begynder at vinde indpas i den politiske debat.” 

Hvorfor er der sket dette “skred”? Hvem har interesse i det og udnytter det? Det står hen i det uvisse, og man står tilbage med en følelse af, at en stor del af befolkningen nu blot er racister, uden at der er så meget at gøre ved det, andet end at møde op og fortælle dem, at det er en dårlig ting at være racister.

Det kommer også til at fremstå, som om højrefløjsmarchen er udgjort af fascister. Den vil uden tvivl tiltrække nogle af de mest tilbagestående elementer i samfundet, såsom enkelte smågrupper af fascister. 

Men indtil videre ser det ud til, at højrefløjen kan mobilisere flere hundrede til deres march, og det er meningsløst at stemple alle deltagerne på forhånd, som nogle der møder op, fordi at de abonnerer på “fascistiske konspirationsteorier”.

Sandsynligvis vil det i stedet være en mere broget skare. På højrefløjsmarchens Facebook-begivenhed er det en blanding af mange forskellige forvirrede ting: noget om at tage danske flag med, om at fejre “frihed” og en modstand mod islamisering, nazisme, racisme og kommunisme.

Det samme er tilfældet inde på deres Facebook-gruppe, Det Danske Folk. Hvis man kigger på de forskellige kommentarer, så vrimler det med frustrationer, ikke kun over muslimer, men over de høje fødevarepriser, boligmarkedet, velfærden og politikernes manglende handling. 

Hvordan bekæmper vi højrefløjen?

Under planlægningen har vi fremhævet, at mulighederne for at mobilisere til en stor mod-demonstration uden tvivl er til stede. Kampen mod højrefløjen og racisme er et utroligt vigtigt spørgsmål, især blandt unge. 

Men hvad vi har påpeget er, at hvis vi virkelig skal bekæmpe højrefløjen, har vi brug for et politisk program, der adresserer de sociale problemer, som får folk til at kigge mod højrefløjen.

Det kan vi ikke, hvis vi udvander vores politik, fordi vi skal “favne bredt”. F.eks. kom det op, at man skulle invitere Det Radikale Venstre og Moderaterne med til mod-demonstrationen for at få flere med.

Men det er jo disse borgerlige partier, som ødelægger forholdene for arbejdere og fattige og giver medvind til partier som Dansk Folkeparti. Hvis vi bliver set som nogen, der er enige med dem, så kommer venstrefløjen aldrig til at underminere højrefløjens opbakning. Det er ligeledes årsagen til, at Enhedslistens støtte til den nye regering kommer til at svække partiets kamp mod Dansk Folkeparti.

Vi mener, at vi i stedet burde vise, at kampen mod racisme ikke kan adskilles fra klassekampen. At racistiske idéer bliver promoveret fra toppen af samfundet, fra gangene på Christiansborg, og at disse fremmedfjendske partier bliver finansieret af de store virksomheder og lobbygrupper. At racisme udelukkende gavner den her lille elite, som kun kan beholde deres magt, hvis de fortsat kan splitte arbejderklassen på baggrund af etnicitet, religion, hudfarve, køn, seksualitet osv. Mens de promoverer “kulturkrig” for at splitte os, så står vi for klassekamp for at samle arbejdere på tværs af alle mulige ligegyldige skel.

Vi vil tage pengene fra de rige for at løse de problemer, som skaber grobunden for højrefløjens racisme. Nedskæringerne i Lolland Kommune fandt sted næsten samtidig med, at Mærsk annoncerede sit hidtidige overskud for 2026, som var på 8,5 milliarder. Det samme er billedet i resten af landet. Novo Nordisk, Bestseller og de andre store virksomheder tjener milliarder, mens 160.000 danskere springer et måltid over dagligt fordi de ikke har råd.

Den virkelige fjende sidder i Folketinget og på direktionsgangene – ikke i flygtningelejre! Enhed mellem arbejdere – den eneste minoritet, der ødelægger samfundet, er eliten!

Vi mener, at den eneste effektive måde at bekæmpe højrefløjen på, er på et klassegrundlag. Men vi må også forklare, at kampen mod racisme i sidste ende er en kamp mod et kapitalistisk system, som konstant producerer fattigdom, krig og mangel, som er det sociale grundlag for racisme.

I RKP er vi allerede i gang med at mobilisere til mod-demonstrationen. Men diskussionen om hvordan vi bekæmper højrefløjen slutter ikke den 5. september, og vi håber, at det her indspark vil være med til at styrke kampen for et samfund uden racisme.