Rapperen Macklemore blev smidt ud af en amerikansk turné med popstjernen Ed Sheeran, efter at han fra scenen havde talt til fordel for Palæstina. I stedet for at gå stille med dørene gik han offentligt ud og delte oplysninger om den koordinerede kampagne, der lå bag hans aflysning, hvilket fik alle de øvrige supportnavne til at forlade turnéen i solidaritet. Denne trodsige handling og dette moralske mod er tappet ind i en voksende følelse af afsky over for Israels folkemorderiske handlinger i Mellemøsten og forsøget på at lukke munden på dets kritikere.
Macklemore råbte kampråb i solidaritet med Gaza under to koncerter på MetLife Stadium i New Jersey den 4.-5. september. Ved den anden koncert holdt Macklemore en to minutter lang introduktion til ‘Hind’s Hall’, der blev skrevet som støtte til de landsdækkende pro-palæstinensiske campusbesættelser i 2024:
“En stor del af grunden til, at jeg overhovedet ønskede at tage på denne turné, var, at jeg kunne stå på stadioner som dette og sige to ord, som står mig meget nær: free Palestine. Jeg sagde: ‘Free Palestine!’ Jeg ønsker, at de ord skal lyde højt og klart, så folk helt ovre i Gaza og på den besatte Vestbred ved, at vi ikke har glemt dem.”
Efterfølgende fortsatte han koncerten ved at henvende sig direkte til “alle mine jødiske brødre og søstre” og fastslog, at “kritik af Israel, kritik af apartheid og modstand mod folkedrab på ingen måde er en kritik af jer.” Han opfordrede til frihed for Cuba, Libanon, Congo, Sudan og Iran samt “alle de mennesker i Amerika, som er nødt til at leve i frygt på grund af ICE.”
Macklemores korte tale mod uretfærdighed og imperialisme var forholdsvis afdæmpet og nævnte ikke specifikt de mange forbrydelser, Israel har begået. Men blot det at høre ordene ‘free Palestine’ var åbenbart nok til at udløse et voldsomt raseri blandt Israels sarte støtter.
Smædekampagne
Israeli American Council (IAC) lancerede en underskriftsindsamling med krav om, at rapperen skulle fjernes fra de resterende koncerter på Sheerans turné. Pro-israelske folk fra musikindustrien som Boy George og Pink sluttede sig til fordømmelserne, og sidstnævnte delte et Instagram-opslag fra den stærkt zionistiske konto ‘StopAntisemitism’, hvor Macklemore blev beskyldt for at have overrumplet fans med “anti-israelsk propaganda”.
Efterhånden som smædekampagnen voksede, begyndte billeder fra 2014 af Macklemore, angiveligt klædt ud som en ‘jødisk stereotyp’, at cirkulere som ‘bevis’ på hans antisemitisme. Macklemores undskyldning og forklaring på episoden fra 2014 blev endda accepteret af Anti-Defamation League på daværende tidspunkt. Dette 12 år gamle ‘bevis’ har intet at gøre med det nuværende hysteri; det er blevet gravet frem igen for at miskreditere Macklemore på grund af hans støtte til Palæstina.
Som forventet blev det kort tid efter annonceret, at Macklemore var blevet fjernet fra de resterende koncerter på turnéen. Men i modsætning til mange andre kendte og offentlige personer, der er havnet i samme situation, så undskyldte han hverken eller trak i land. Tværtimod løftede han sløret for, hvordan etablissementet begrænser ytringsfriheden for at beskytte sine interesser.
Zionistisk cancelkultur afsløret
I et længere opslag på Instagram forklarede Macklemore, at Ed Sheeran var blevet ringet op af Robert Kraft, milliardær og administrerende direktør for Kraft Group samt ejer af Bostons Gillette Stadium.
“Ed fortalte mig, at Kraft havde sagt, at jeg ikke ville få lov til at spille på det stadion,” skrev Macklemore. “Kraft havde samlet nogle af de andre stadionejere, og tilsammen stillede de ham et ultimatum: Hvis Macklemore bliver på turnéen, får du ikke lov til at spille på vores spillesteder.” Med andre ord afpressede en klike af stenrige ejere af koncertsteder i ‘De Fries Land’ Sheerans koncertarrangør for at censurere en kunstner, der talte imod folkedrab.
Da sagen var blevet afsløret, bekræftede Kraft, at Macklemore var blevet udelukket fra at optræde på Gillette Stadium på grund af hans “seneste handlinger, materiale, der blev delt fra scenen under Ed Sheerans koncerter i New Jersey, samt en længere historie med antisemitisk retorik og billeder, som vi mener har været dybt stødende og sårende for det jødiske samfund.”
På dette tidspunkt kunne Sheeran have brugt sin betydelige berømmelse og truslen om tabte indtægter til at modsætte sig dette åbenlyse angreb på den kunstneriske frihed. I stedet smuldrede han som mørdej, og Macklemore blev fjernet fra turnéen.
“[Ed] fortalte mig, at ordene ‘Free Palestine’ og billedet af det palæstinensiske flag var sårende for mange af de mennesker, han havde talt med,” skrev Macklemore. “Jeg sagde til ham, at hvis de ord var mere stødende end de titusindvis af palæstinensiske børn, der bliver dræbt af Israel, så var der en fundamental afstand mellem, hvor de mennesker stod, og hvor jeg stod.”
Sheeran afviste senere, at han havde noget ansvar i sagen, og sagde, at beslutningen lå hos hans koncertarrangør. Han konflikten i Palæstina, så fordømte han “den lidelse og smerte, der er forårsaget på begge sider” og fastholdt, at “bare fordi jeg vælger ikke at tale offentligt […] betyder det ikke, at jeg er ligeglad.”
Men som Fiona Lali, talsperson for Revolutionary Communist Party, sagde i et interview med LBC, er denne påståede neutralitet absurd. Når Sheeran siger ‘begge sider’, taler han om den bedst udrustede hær i Mellemøsten, bevæbnet og forsynet af verdens rigeste lande, over for en hovedsageligt ubevæbnet civilbefolkning, som er blevet decimeret af tre års folkemorderisk krig. Bag sine vage formuleringer er Sheeran medskyldig i censur og har reelt taget parti: med undertrykkeren.
Sheeran hævdede desuden, at han ikke ønskede at “svigte turnéholdet og de øvrige supportnavne og musikere, som er afhængige af mig for at få arbejde og forsørge sig selv.” Men alle de øvrige supportnavne på turnéen, herunder Finneas Eilish, Lukas Graham og Aaron Rowe, har nu trukket sig i solidaritet med Macklemore. I en erklæring på Instagram sagde Rowe:
“[Som] irere ved vi alt for godt, hvad folkedrab, fremprovokeret hungersnød og voldelig besættelse betyder. Jeg kan ikke stå ved siden af og tillade, at milliardærer bruger deres magtposition til at bringe de berettigede stemmer, der taler imod Israels folkedrab og den brutale drab på børn, til tavshed. Jeg ville miste al respekt for mig selv, hvis jeg fortsatte som normalt.”
Førsteklasseskujonen Sheeran stod endda tilbage uden sit backingband Beoga (hvis medlemmer er en del af Irish Artists for Palestine-bevægelsen), som også trak sig.
Macklemore satte efterfølgende sine censorer under yderligere pres ved at love at donere hele sin nettoindtjening på 1 million dollar fra Sheerans turné til “seks organisationer, der arbejder direkte for at støtte det palæstinensiske folk”, og han opfordrede Kraft til at matche donationen. “Uanset hvad vi er uenige om, kan vi måske blive enige om dette: Palæstinensiske liv er værd at beskytte.”
Kraft hævdede derefter, at Sheeran havde talt med ham og lovet at donere 2 millioner dollar af egne midler som “hjælp i regionen for at bekæmpe den humanitære krise”. Sangeren bad Kraft om at gøre det samme, åbenlyst i et desperat forsøg på at få denne voksende PR-katastrofe til at lægge sig.
Denne repræsentant for Epstein-klassen erklærede defensivt, at han har “viet en stor del af sit liv til at bygge broer mellem alle mennesker”, og at “alle liv er værd at beskytte”, selv om hans erklæring faktisk ikke indeholdt et løfte om at skille sig af med en eneste krone.
Som et lille tegn på stemningen blandt unge musikfans fik Macklemore på kun to dage 750.000 nye Instagram-følgere, mens Sheeran mistede 150.000. Men han kan trøste sig med at have fået mindst én ny fan, efter at den israelsk finansierede anti-immigrant-‘aktivist’ Tommy Robinson tilbød ham sin “støtte”.
‘Hold politik ude af kunsten’?
En indvending fra IAC, Pink og Sheeran selv er, at en popkoncert ‘ikke er stedet’ for politiske udtalelser. I et interview med BBC kaldte AIC’s administrerende direktør kampråbet “Free Palestine” for en “antisemitisk kommentar” og hævdede, at “ytringsfrihed” ikke gav Macklemore “ret til at kapre en koncert.”
Det er fuldstændig absurd. Musikere har altid promoveret politiske sager under deres koncerter, og Macklemore var allerede kendt for sine pro-palæstinensiske synspunkter. Desuden var der ingen, der klagede, da Eurovision, verdens største live-popkoncert, blev brugt som platform til at fremføre propaganda til fordel for krigen i Ukraine i seks kvalmende timer i 2022. Paul McCartney viste et ukrainsk flag under sin optræden på Glastonbury samme år.
Så tilsyneladende er det ikke politik som sådan, men den ‘forkerte’ politik, der bør holdes ude af popkoncerter; i dette tilfælde enhver omtale af en af vor tids værste uretfærdigheder.
Desuden har praktisk talt alle politiske partier i Vesten støttet Israels folkemorderiske krig, ligesom tilfældet er med alle de store nyhedsmedier. Når ingen giver masserne en stemme, er det blevet overladt til en lille håndfuld kunstnere som Macklemore, Bob Vylan og Kneecap at give udtryk for offentlighedens indignation over Israels handlinger. De har alle har måtte lide professionelle eller juridiske konsekvenser for at udfordre etablissementet; Bob Vylan blev vraget af sit talentbureau og den britiske regering har hevet Kneecap for retten (og tabt).
På trods af offentlig udskamning og juridisk pres kan kapitalisterne ikke vende udviklingen i folkestemningen. Tværtimod har deres forsøg på at udføre censur den modsatte effekt.
Ytringsfrihed
Macklemore er gået et skridt videre end sine kunstnerkolleger. I stedet for blot at bruge sin kunst og sin platform til at ‘skabe opmærksomhed’ om de rædsler, der begås i Palæstina, har han vist verden, hvordan etablissementet forsøger at kontrollere, hvad folk må sige, høre og tænke.
Hele denne episode har ramt et ømt punkt hos millioner af arbejdere og unge, som ikke bare er forfærdede over blodbadet i Mellemøsten, men også over Israels og dets magtfulde udenlandske støtters arrogante selvretfærdighed, hvor de konstant forsvarer folkedrab og derefter fremstiller sig selv som ofre.
Grunden til, at Israel nyder så stor straffrihed og indflydelse, er, at landet er en bærende bjælke for vestlig imperialisme i Mellemøsten, som vores herskende klasse derfor forsvarer med alle midler.
Samtidig med at Macklemore blev fjernet fra Sheerans turné, godkendte Donald Trump en våbenleverance til Israel til en værdi af 2,8 milliarder dollar, finansieret af de amerikanske skatteydere. Samtidig oplever almindelige amerikanere stærkt stigende priser ved tankstationerne og i dagligvarebutikkerne.
Det er ikke så mærkeligt, at flere amerikanere nu har et negativt syn på Israel end et positivt. Holdningen er endnu mere udtalt blandt personer under 30 år. Den samme tendens med stigende sympati for palæstinenserne kan ses i det ene imperialistiske land efter det andet, herunder Storbritannien og i hele Europa.
Tilfældige hændelser som den censur af Macklemore giver millioner af mennesker – og især unge – en vigtig lektion i grænserne for ytringsfrihed og kunstnerisk udfoldelse under det nuværende kapitalistiske system. Israels forbrydelser og etablissementets heksejagt på folk, der protesterer imod det, bidrager til radikaliseringen af en hel generation.






