Bølgen af angreb på Københavns Universitet viser, at studerende og arbejdere må stå sammen. Kun gennem fælles kamp kan vi bekæmpe det system, der ligger til grund for nedskæringerne.

De seneste år har studerende og arbejdere på Københavns Universitet (KU) været udsat for massive nedskæringer, og tendensen vil kun intensiveres.

Bestyrelsen fremstiller angrebene som “nødvendige”. Og sandt nok er de nødvendige – men kun som led i de generelle nedskæringer på velfærden. Nødvendigheden stammer ikke fra universitetets økonomi, men fra et kapitalistisk system i krise, der prioriterer oprustning højere end uddannelse.

Kampen for ordentlige studier er allerede brudt ud, men hvis den skal sejre, må vi gå længere. I sidste ende kan vi – de studerende og de ansatte – kun vinde, hvis vi går til roden af problemet: det kapitalistiske system.

Nedskæringerne indtil videre

Vores uddannelser er gennem årevis blevet udhulet af skiftende regeringers sparekrav. Angrebene trækker tråde tilbage til krisen i 2008, men lad os starte ved foråret 2025: administrationsreformen.

Mette Frederiksens midterregering pålagde landets universiteter at spare hundredvis af millioner på administrationen. På KU betød det 300 millioner kroner i besparelser og fyringen af næsten 400 administrative medarbejdere. Bestyrelsen overtalte undervisere og forskere til at acceptere nedskæringerne med løftet om, at pengene ville gå til forskning. Det var en løgn. I virkeligheden fik det videnskabelige personale blot en enorm arbejdsbyrde med ekstra administrativt arbejde, før det blev deres tur til at blive fyret.

Allerede et halvt år senere, i efteråret, blev der annonceret besparelser på 100 millioner kroner på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE). Undskyldningen lød på uforudsete udgifter til Niels Bohr-bygningen og det nye Statens Naturhistoriske Museum, men det var en åbenlys afledningsmanøvre. Ledelsen havde længe vidst, at SCIENCE kørte med underskud, men venteder til sidste øjeblik med at reagere. Det efterlod de ansatte med kun én måneds frist op til eksamensperioden til at gennemføre “frivillige” fyringer. Resultatet: 124 opsigelser.

Samlet set har fyringerne katastrofale konsekvenser. Eksamensplaner skrider, feedback udebliver, forskningsprojekter tabes på gulvet, og kurser nedlægges. Undervisere må tage flere hold for at lappe hullerne, hvilket går ud over deres forskning. Resultatet er en ond spiral med øget arbejdstempo, dårligere faglighed og forringede uddannelser.

Men som om det ikke var nok, venter flere store nedskæringer på programmet i de næste par år.

Hvad er der i vente?

Det er tydeligt, at politikerne ikke kender nogen grænser for, hvor meget de vil skære på universiteterne. For dem lader der altid til at være penge til våben og militær, men mindre til uddannelse af befolkningen.

I september 2027 begynder de første uddannelser på KU at indføre kandidatreformen. Reformen rammer 10 % af de sundhedsvidenskabelige uddannelser, 40 % af de samfundsvidenskabelige, 75 % af de naturvidenskabelige og et ukendt antal humanistiske. Kandidatstuderende skal enten gennemføre en 1-årig kandidat eller en 3-årig uddannelse, hvor ét år er fuldtid med SU, og de to resterende år er på deltid uden SU. De studerende skal derfor finde et job ved siden af studiet på mindst 25 timer om ugen, som universitetet skal godkende som relevant.

Bestyrelsen påstår, at kandidaterne skal blive mere “erhvervsrettede” og “konkurrencedygtige”. I virkeligheden er det et forsøg på at presse os studerende hurtigt gennem en allerede forkrøblet kandidat og ud på arbejdsmarkedet som billig arbejdskraft, der presser løn- og arbejdsforhold for resten af arbejderklassen.

Samtidig opsiger KU 75.000 kvadratmeter areal. Studerende på campusser i Indre By flyttes, og på Søndre Campus (KUA) bliver alle stuvet sammen for at gøre plads til 6.500 samfundsvidenskabelige studerende. Hver gang studerende og ansatte rejser bekymringer om studiemiljø eller specialiserede lokaler, får de uklare og affejende svar. Det viser igen, hvordan bestyrelsen ikke har de studerende og arbejdernes interesser i sinde. De er i stedet i gang med at forvandle KU til en fabrik, hvor studerende skubbes igennem for derefter at blive solgt til en arbejdsgiver.

Men de fleste af os læser eller arbejder her ikke for at blive attraktive for en kapitalists profitjagt, men for at gøre verden til et bedre sted at leve i. Universiteter bør være steder, hvor vi får den uddannelse og laver den forskning, der kan fremme det mål.

Kampen for at forsvare vores uddannelser er derfor uløseligt forbundet med klassekampen. Vi må tage opgøret mod de angreb, der kommer fra politikerne og bestyrelsen.

Modstand indtil videre

Vreden blandt studerende og ansatte har allerede fået udtryk: Udover vrede artikler i Uniavisen har vi set eksempler på reel, organiseret modstand. Under fyringsrunden på SCIENCE boykottede forskerne på Biologisk Institut et møde med rektor David Dreyer Lassen. De forklarede korrekt, at et møde med ham ikke tjener noget formål og at vi selv på tage kampen op.

Hændelsen optegner tydeligt klasselinjerne på KU. Rektor og bestyrelsen udfører regeringens kapitalistiske nedskæringspolitik, mens studerende og ansatte må kæmpe for at beholde det, vi allerede har. Rektor lytter ikke, hvis vi spørger pænt; vi er nødt til at tvinge ham.

Vi har også set studerende på Musikvidenskab spontant organisere sig imod fyringen af halvdelen af deres undervisere på et i forvejen udhulet studie. 

Ligeledes tog de lærerstuderende på Nyelandsvej kampen op. De kæmpede mod lukningen af deres uddannelse ved kollektivt at besætte campus. På få uger bukkede politikerne under og lod de studerende beholde deres uddannelsessted. De bukkede under, fordi bevægelsen var baseret på massiv aktiv involvering og rakte ud til andre studerende og arbejdere. Kampen truede med at sprede sig, og derfor trak regeringen sig hurtigt.

Historisk har Studenterrådet mobiliseret til kamp, men de og resten af studenterpolitikerne lader til at have trukket sig fra modstanden. De har brugt de seneste uni-valg på at diskutere kød i kantinen, om undervisningen skal optages og om Studenterhuset skal flyttes til KUA. Imens har de har behandlet flytningen som et uundgåeligt faktum og begrænset sig til kravet om at blive involveret i, hvordan flytningen skal foregå.

Dette viser nødvendigheden af en effektiv modstand. Vi har allerede set potentialet, når studerende og arbejdere står sammen mod vores kapitalistiske regeringer og deres bestyrelsers diktater.

Kampene har vist vejen frem og vist glimt af hvad der venter os. De har vist at ikke stå alene hver især, men forbinde modstanden mod administrationsreformen, fyringerne på musikvidenskab og flytningen af vores studiepladser til én samlet kamp.

Gør vi det, kan vi faktisk stoppe forsøget på at lade os betale for kapitalismens krise med vores fremtid.

Lad os tage kampen op sammen

Reformerne og nedskæringerne på KU giver et forvarsel om, hvad vi kan forvente. I takt med at krisen i dansk kapitalisme vokser, ser vi frem mod endnu større nedskæringer.

Investering i uddannelse (eller mangel deraf) er ikke et quick-fix, der giver hurtige afkast. Uddannelse af arbejdere er langsommeligt og bekosteligt – to ting, som kapitalismen i sin nuværende krise hverken har interesse i eller råd til.

Derfor forsøger regeringen at presse studerende hurtigt og effektivt gennem systemet, mens underviserne drukner i opgaver. Det er den politik, kapitalismen kræver af dem.

Kampen bliver lige nu taget op enkeltvis, men den eneste måde at stoppe udhulingen af uddannelserne på er ved at mobilisere på tværs. De nedskæringer, Musikvidenskab oplever i dag, rammer Fysik og alle andre uddannelser i morgen – både i København og resten af landet.

Nogle af historiens største revolutionære massebevægelser startede på universiteterne. Se blot på generalstrejken i Frankrig i 1968, der startede som et studenteroprør. Der er et enormt potentiale for modstand på studiestederne.

Deres våben er nedskæringer og pres. Vores våben er studiestrejker, mobilisering og organisering, og styrkeforholdet er i vores favør. Lad os ikke nøjes med at udtrykke vores vrede i artikler og til venner. Lad os organisere os og kæmpe tilbage.