Siden Trump kom tilbage i Det Hvide Hus, har USA ihærdigt forsøgt at overtage Grønland gennem en blanding af afpresning, købstilbud, og trusler om straftold og militær intervention. Efter flere måneders hemmelige forhandlinger mellem danske, grønlandske og amerikanske myndigheder annoncerede Trump i fredags på sociale medier, at de nu er nået enighed om en ny sikkerhedsaftale. Denne aftale er siden blevet underskrevet af alle parter under pomp og pragt i New York.
Men ser man forbi det diplomatiske røgslør, viser den grimme virkelighed sig. I realiteten er denne aftale en imperialistisk studehandel, hvor et helt land, over hovedet på dets befolkning, de facto er blevet overdraget til den største imperialistiske magt på planeten. Det viser, at de danske magthavere ser Grønland på nøjagtig samme måde som den amerikanske herskende klasse gør: som en handelsvare. De danske magthavere er derfor akkurat lige så kyniske som de amerikanske imperialister.
Ifølge de danske medier er der basalt set intet nyt i den nye aftale, som præsenteres som en gentagelse af den eksisterende baseaftale fra 1951. Budskabet er, at de snedige danske politikere har formået at narre den dumme Trump og hans enfoldige forhandlere, og at aftalen derfor er en sejr for Danmark og Grønland.
For ikke at tabe ansigt over for den danske og grønlandske befolkning, der med rette hader amerikansk imperialisme, har de danske politikere gjort, hvad de kunne, for at præsentere aftalen som en sejr og fremstiller det, som om de stod op mod USA. Weekendavisen spørger endda retorisk i en artikel: “Mon ikke holdningen er, at man stod op mod supermagten og vandt?”.
Men der er en afgrundsdyb kløft mellem de faktiske forhold og det selvforherligende billede, medierne og politikerne maler.
Hvad betyder aftalen faktisk?
Med aftalen beholder Danmark på papiret det formelle ejerskab over Grønland, og de danske politikere har dermed undgået den totale ydmygelse og kongerigets opløsning. Til gengæld har Washington nu den komplette kontrol over Grønland og landets befolkning.
Aftalen svarer til en komplet kapitulation fra de danske magthavere overfor Trump; et ydmygende nederlag til dansk imperialisme og et slag mod politikernes fortælling om Danmark som en human og demokratisk kolonimagt.

Da aftalen blev annonceret, kommenterede Mette Frederiksen, at aftalen anerkender “kongerigets suverænitet og territoriale integritet og det grønlandske folks ret til selvbestemmelse”. En læsning af aftalens tekst afslører imidlertid, at det modsatte er tilfældet.
Her er, hvad aftalen faktisk indeholder:
- Ifølge aftalen kan ingen af USA’s rivaler nogensinde opføre militærbaser i Grønland eller foretage investeringer i Grønland uden USA accept, hvilket svarer til vetoret. Hvor den gamle baseaftale fra 1951 formulerede USA’s beføjelser i NATO-regi, så er USA’s beføjelser i den nye aftale fastlagt ud fra USA’s egne sikkerhedsinteresser. Det ses eksempelvis i USA’s ret til at opføre det såkaldte Golden Dome-missilforsvarssystem i Grønland, som intet har at gøre med NATO.
- USA får også mulighed for at udvide sin militære tilstedeværelse i landet samt udvidede militære beføjelser. Nye amerikanske militæranlæg kræver ifølge aftalen samtykke fra de danske og grønlandske myndigheder, men der er ingen tvivl om, hvordan aftalen opfattes i Det Hvide Hus, hvor Trump har udtalt, at aftalen giver USA “permanent kontrol over sikkerheden og alle øvrige behov i Grønland” – og USA kommer til at handle derudfra. Aftalen varer desuden til evig tid, og selv hvis Grønland løsrev sig fra Danmark, ville den nye selvstændige stat være bundet af aftalen og tvunget til at blive medlem af NATO.
Dette er, hvad politikerne og medierne forsøger at portrættere som en anerkendelse af Grønlands suverænitet!
Ifølge Den Danske Ordbog betyder ordet suverænitet “en stats retlige uafhængighed af andre stater og dens magt til at bestemme over egne anliggender.”
Men når et andet land kan bestemme, hvem der må investerer i Grønland, og samtidig nyder næsten uindskrænket militær kontrol over landets territorium, er det svært at se, hvordan Mette Frederiksen kan påstå, at aftalen anerkender Grønlands suverænitet.
Påstanden om, at aftalen anerkender det “grønlandske folks ret til selvbestemmelse” runger også ekstremt hult, eftersom Washington fremover kan bestemme, hvem Grønland må indgå økonomisk og sikkerhedspolitisk samarbejde med, selv i tilfælde af at Grønland blev et selvstændigt land.
Det grønlandske folks muligheder for at bestemme over deres egne affærer var i forvejen ekstremt begrænsede af den danske stat. I alle henseender behandler politikerne på Christiansborg stadig Grønland på nedladende og bedrevidende vis som en koloni, og de vigtigste spørgsmål vedrørende det grønlandske samfund besluttes ikke i Nuuk, men i København.
Men på grund af dansk imperialismes historiske svaghed kunne den grønlandske elite fra tid til anden fravriste små indrømmelser fra København. Det gav Grønland en lille smule albuerum til at bestemme over sine egne affærer. Dette albuerum forsvinder nu, hvor USA kommer til at sidde med ved bordenden under alle de vigtigste beslutninger.
Over hovedet på grønlænderne
Aftalen blev vedtaget, uden at det grønlandske folk på noget tidspunkt havde mulighed for at komme med indsigelser til dens indhold. Faktisk var indholdet holdt hemmeligt og blev først offentliggjort, efter aftalen var underskrevet.
Men hvis aftalen virkelig er så god, som vi får at vide i medierne, hvorfor så ikke afholde en folkeafstemning i Grønland om den? Nej, det var der aldrig tale om.
Med klassisk koloniherrementalitet er befolkningen ikke blevet konsulteret. Hele landets fremtid er i stedet blevet afgjort af Trump, Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen.
Den studehandel, der nu er indgået, vil kun få reaktionære konsekvenser for det grønlandske folk. Grønland er nu længere væk end nogensinde fra at kontrollere sin egen fremtid. Aftalen øger amerikansk imperialistisk dominans over Grønland og skubber perspektivet om frihed fra imperialistisk undertrykkelse langt ud i horisonten.

Siden januar, hvor Trump øgede presset for at overtage Grønland, har der været en udbredt frygt i Grønland for, at Trump ville gøre alvor af sine trusler om at invadere landet. Trump har udstillet amerikansk imperialismes aggressive og undertrykkende karakter over for det danske og grønlandske folk på en tydeligere måde end nogensinde før. Mange grønlændere er derfor ikke ligefrem trygge ved udsigten til, at USA bygger flere militærbaser i deres land og fremadrettet får “permanent kontrol over landets sikkerhed”.
I kraft af sin øgede militære tilstedeværelse holder amerikansk imperialisme en pistol for panden af den grønlandske befolkning. Udover de nye beføjelser, der står i aftalen, så vil USA derfor uden tvivl fremadrettet have det sidste ord i grønlandsk politik, og de grønlandske og danske magthavere har vist, at de vil gøre sig umage for at give USA alt, hvad de beder om.
Hvor er venstrefløjen?
Samtidigt med at grønlænderne bliver solgt ud af deres “humane koloniherrer”, bliver de også svigtet af den parlamentariske danske venstrefløj.
Enhedslistens Pelle Dragsted har fremført sig selv som en af de mest højlydte kritikere af Trump i dansk politik, men efter aftalen blev lanceret, sagde han ikke et pip. Var der da intet at kritisere, da Trump skrev, at Danmark ville give “USA permanent kontrol over sikkerheden og alle andre behov i Grønland”? Eller at USA ville have flere baser på Grønland? Åbenbart ikke for Pelle Dragsted.

I stedet for at kritisere aftalens indhold hylder Pelle Dragsted og Enhedslisten den og opfører sig som et loyalt støtteparti til den danske regering og den danske stat.
Men hvis Pelle Dragsted virkelig ville bekæmpe Trump og amerikansk imperialisme, så ville han nådesløst udstille, at regeringen har bøjet sig for USA’s krav. I stedet hjælper han regeringen med at sælge aftalen som en sejr, selvom den styrker amerikansk imperialismes kontrol over Grønland.
Gennem hele konflikten om Grønland har Pelle Dragsted vist sig at være blandt de mest ivrige forsvarer af Rigsfællesskabet, hvilket i realiteten ikke er andet end et forsvar af dansk dominans over Grønland. I hans udtalelse, efter aftalen var underskrevet, lød det sågar: “[…] når vi holder sammen. I Danmark. I kongeriget. I Europa. Og når vi står fast på vores principper. På Folkeretten. På en regelbaseret verdensorden. Så kan vi vinde.”
Væk er al kritik af Danmarks brutale undertrykkelse; glemt er spiralsagen, tvangsadoptionerne og de elendige forhold, grønlænderne lider under i dag. I stedet har Enhedslisten valgt at støtte helt og holdent op om Kongeriget og regeringens forhandlinger med Trump.
Altså støtter de op om de selvsamme magthavere, der lige har afgivet Grønlands suverænitet til amerikansk imperialisme. Dette er, hvad Enhedslisten kalder for at “vinde”!
Er konflikten over?
Nyheden om den nye aftale blev mødt med stor lettelse i toppen af samfundet. Den lettelse blev tydeligt udtrykt af arbejdsgiverorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri, som reagerede på nyheden med ordene: “Den kan give en sikkerhed for de investorer, som skal til Grønland for at styrke grønlandsk økonomi, for at styrke danske investeringer i Grønland også. Så det er ubetinget godt, hvis man indgår en aftale”.
Lignende toner lyder fra medierne, som håbefuldt konkluderer, at “Kongerigets største krise siden Anden Verdenskrig virker til at være drevet over.” Men det kan hurtigt vise sig, at de tager glæderne på forskud.
USA er travlt optaget med krigen mod Iran, som har udviklet sig til et ydmygende nederlag for amerikansk imperialisme. Washingtons beslutning om at indgå en aftale om Grønland er uundgåeligt påvirket af ønsket om at få afsluttet én konflikt, så amerikansk imperialismes fulde opmærksomhed kan rettes mod Mellemøsten. Samtlige ønsker Trump desperat en udenrigspolitisk sejr, som han kan fremhæve i midtvejsvalget, hvilket netop er, hvad han har fået med den nye sikkerhedsaftale.
Selvom der nu er indgået en ny aftale om Grønland, så udelukker det desuden på ingen måde, at USA i fremtiden kommer tilbage med nye krav. Det er netop, hvad der skete med handelsaftalen mellem USA og Canada, som har ledt til den igangværende handelskrig mellem de to nationer.
Amerikansk imperialismes aggression over for Grønland og Danmark er derudover ikke bare et af Trumps indfald, men udtrykker amerikansk imperialismes interesser. Amerikansk imperialisme er i relativ tilbagegang på verdensplan, og denne svaghed har fået Trump til at fokusere på at sikre USA’s komplette dominans over den vestlige halvkugle, fra Argentina i syd til Grønland i nord. Vi befinder os i en ny tidsalder med utilsløret imperialisme, hvor stormagterne opdeler hele verden i hver deres indflydelsessfærer.
Den amerikanske herskende klasse kan ikke tolerere risikoen for, at deres rivaler – Rusland og især Kina – får et fodfæste i Grønland. I stedet for at kontrollere Grønland som tidligere, med den danske stat som mellemmand, har USA derfor brug for en mere direkte kontrol over Grønland for at sikre sine sikkerhedspolitiske interesser i Arktis i den øgede konflikt mellem de imperialistiske stormagter.

Grønlandsaftalen er derfor et udtryk for skiftet i den internationale magtbalance mellem de største imperialistiske magter. I takt med at magtbalancen forrykker sig yderligere med amerikansk imperialismes fortsatte svækkelse og Kinas voksende indflydelse – herunder i Arktis – kan ønsket om få det endegyldige ejerskab over Grønland meget vel presse sig på igen.
Og hvis USA i fremtiden beslutter sig for at overtage Grønland, så vil det blive nemmere end nogensinde før. Den nye sikkerhedsaftale har øget USA’s juridiske beføjelser, og de amerikanske imperialister er godt i gang med at styrke deres konkrete aftryk på landjorden.
Ud over planerne om at anlægge to nye militærbaser åbnede USA tidligere i år et kæmpe konsulat på 3.000 kvadratmeter i centrum af Nuuk. De sidste mange måneder har det væltet rundt med amerikanske forretningsfolk i Grønland, og amerikanske rigmænd tæt på Trump administrationen forærer gaver til eliten i Nuuk for flere millioner kroner.
Den amerikanske eksportkreditfond EXIM poster lystigt hundredvis af millioner kroner i projekter i Grønland, og det amerikanske selskab Greenland Energy Company er begyndt at lede efter olie i Østgrønland uden at vente på tilladelse fra de grønlandske myndigheder.
Selvom det stadig er Danmarks navn som står på skødet, så opfører USA sig allerede som Grønlands nye ejer og er hastigt i gang med at skubbe den danske stat helt ud af landet.
Ingen tillid til politikerne!
Den nye aftale med vidtgående indrømmelser til amerikansk imperialisme er et ydmygende nederlag for etablissementet i Danmark og i resten af Europa. Det udstiller endnu en gang, at europæerne kan protestere højlydt og puste sig op, men når det kommer til stykket, så bukker de under for amerikansk imperialisme, ligesom de altid har gjort.
I Revolutionært Kommunistisk Parti har vi tidligere advaret om, at arbejdere og unge i både Danmark og Grønland ikke kan have nogen tillid til, at de danske politikere vil bekæmpe amerikansk imperialisme.
Men hvordan kan det være, at de danske magthavere stadigvæk limer sig så tæt op af amerikansk imperialisme, selvom USA kun bliver set som en allieret af omkring 7% af befolkningen i Danmark?
På verdensscenen er Danmark en lille, svag og fuldstændig ubetydelig imperialistisk magt, der kun kan pleje sine egne interesser ved som en parasit at hægte sig på amerikansk imperialisme. Forholdet til Washington har siden 2. verdenskrigs afslutning været styrende for den herskende klasses udenrigspolitik, og skiftende danske regeringer har de sidste 30 år bakket ubetinget op om alle USA’s imperialistiske projekter i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Ukraine og mange andre steder.
På alle væsentlige spørgsmål har det danske borgerskab sammenfaldende interesser med amerikansk imperialisme. Det er årsagen til, at det danske borgerskab og deres politiske repræsentanter på Christiansborg er så desperate for at holde USA i NATO og er villige til at afstå noget af deres egen indflydelse i Grønland for at tilfredsstille USA. Det danske borgerskab har gjort Danmark til USA’s undersåt, og de vil helst have, at det forbliver sådan.
Det er derfor, vi under underskrivningsceremonien for aftalen hørte Mette Frederiksen bade Trump med rosende ord.
Bekæmp imperialismen

Det danske borgerskab ønsker intet mere i verden end at vende tilbage til den gamle verdensorden, hvor de danske magthavere som loyale tjenere adlød USA’s mindste ønske og til gengæld fik nogle få krummer, der faldt ned fra amerikanernes bord. Men den tid er ovre.
De eneste, der har en reel interesse i at bekæmpe amerikansk imperialisme, er arbejderklassen: den danske, den grønlandske og den amerikanske.
For at bekæmpe Trump og amerikansk imperialisme må vi bekæmpe det kapitalistiske system, som er selve drivkraften bag imperialismen. Så længe kapitalismen består, vil den grundlæggende drivkraft i verden være jagten på profit og stormagternes konkurrence om at sikre sig kontrollen over markeder, ressourcer og indflydelsessfærer. Der kan med andre ord ikke være nogen reel frihed for små nationer som Grønland (og Danmark for den sags skyld), så længe det kapitalistiske system består.
Vil vi kæmpe mod imperialismen, må vi derfor kæmpe for, at arbejderklassen tager magten, i Danmark og i resten af verden, og smider kapitalisterne og deres politikere på porten. Det er den eneste måde at sætte en stopper for den imperialistiske undertrykkelse af Grønland og sikre et værdigt og ligeligt forhold mellem alle nationer.
Med andre ord er en socialistisk revolution den eneste vej til at befri menneskeheden fra imperialisme, kolonialisme og undertrykkelse og til at gøre en ende på nogen nationers undertrykkelse af andre.






