De seneste dage har medierne, især de sociale medier, været proppet med videoer af heilende nazister, dannebrogssvøbte demonstranter og brutal politivold. Det er alt sammen fra i lørdags, hvor flere demonstrationer løb af stablen i København. Der er dog en del forvirring om, hvad der egentlig fandt sted på dagen, og spørgsmålet er videre, hvad vi som venstrefløj kan lære af det.
Vi var i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) med til at arrangere en af moddemonstrationerne mod højrefløjen, så lad os derfor starte med at slå fast, hvad der faktisk fandt sted.
Først og fremmest var der højrefløjsmarchen, som også blev kendt ud navnet “reimigrationsmarchen”, arrangeret af facebookgruppen Det Danske Folk. Arrangørerne havde forinden annonceret, at de håbede på op til 20.000 deltagere, og påstod efterfølgende, at de var næsten 5.000, hvilket nu er blevet skruet ned til 4.000.
Disse tal overdriver deres størrelse enormt. På grund af de mange dannebrogsflag virkede marchen større end den reelt var. Der var nærmere under 1.000 deltagere, og nok et sted omkring 700 som researchkollektivet Redox vurderede.
Flere moddemonstrationer var blevet organiseret af venstrefløjen for at vise vores modstand mod højrefløjsmarchens reaktionære paroler. Den primære moddemonstration var organiseret af en lang række af venstrefløjsorganisationer, inklusiv os i RKP. Den fandt sted et stykke fra højrefløjsmarchens rute og var større end deres march. Vores demonstration talte cirka 2.000 deltagere. Derudover var der en lille moddemonstration organiseret af antifascistiske grupper, som fredeligt forsøgte at lave en blokade af højrefløjsmarchen.
Lad os tage hver af de tre demonstrationer én af gangen.
Fascistisk march?
På dele af venstrefløjen, og i flere medier, bliver højrefløjsmarchen portrætteret, som en “fascistisk” eller “nazistisk” demonstration. Hvis det var tilfældet ville det være den største fascistiske demonstration siden den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig.
Men karakteren af denne march er mere nuanceret end som så.
Der var åbenlyst grupper af fascister til stede. I marchen var der eksempelvis en sortklædt og maskeret gruppe, hvoraf flere heilede og kastede kanonslag og andet fyrværkeri mod moddemonstranter og tilfældige cyklister. Dem behandlede politiet med fløjlshandsker, mens ordensmagten intet problem havde med at gennemtæske gruppen af antifascister.
Men selv denne “fascistiske blok” bestod også af forskellige typer. Researchkollektivet Redox vurderede, at blokken bestod af 60-80 deltagere, og at flere af dem var hooligans fra forskellige fodboldklubber. Selvom der sikkert er et overlap mellem fascister og disse hooligans, så er det ikke sikkert, at alle i denne blok var hårdnakkede nazister.
Udover disse sortklædte typer var der andre højreekstremister til stede: folk der bar rundt på store trækors, aktivister fra Generation Identitær og andre, der talte om et nyt “korstog” for at få muslimer ud af Danmark.
I et sigende interview fra DR, med et par, der begge er selvstændige, som henholdsvis bogholder og kropsterapeut, bliver der lagt vægt på, at de ikke har noget imod muslimer eller islam som religion, men kun dem “som ikke indordner sig de danske regler”. I en anden video er der en mand, som forsøger at jage Rasmus Paludan ud af deres march, fordi han synes, at Rasmus Paludan giver marchen et dårligt ry. Marchen var meget heterogen, og havde i løbet af dagen masser af egne interne konflikter.
Når man observerede marchen, og efterfølgende så videoer igennem, så er det mere de sidstnævnte typer, der udgjorde størstedelen af marchen frem for stålsatte nazister. Det vil sige en masse politisk forvirrede elementer, der er frustrerede over den vej, samfundet bevæger sig i, men som er blevet ledt til at tro, at “remigration” og udvisning af kriminelle muslimer er løsningen.
At stemple hele marchen som “fascistisk” ville være en overdrivelse. Virkeligheden er, at det var en enormt broget skare, der deltog i marchen.
Der er dog ingen tvivl om, at marchens politiske budskaber var dybt reaktionære, og det var den største demonstration, som højrefløjen har mobiliseret til i mange år. Det afspejler den politiske polarisering, som lige nu foregår i samfundet.
Men det er vanvittigt hyklerisk, når politikere på Christiansborg efterfølgende går ud og tager afstand til de heilende nazister, som deltog i marchen. For det er ikke kun Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, men også partier som Socialdemokratiet og Venstre, der med deres politik, retorik og hetz, især mod muslimer, har banet vejen for sådan en reaktionær march kan finde sted, som åbenlyse fascister finder ly i.
Det er Christiansborgs skyld, at der nu er skabt en grobund for, at der faktisk kan organiseres en march for “remigration”, hvor fascister selvsikkert kan gå igennem København og heile, mens politiet giver dem mandsopdækning og tæsker moddemonstranter.
Hvilke midler skal vi bruge?
Det var for så vidt højrefløjens march. Det fører os videre til den førnævnte blokade. Her forsøgte 20-30 antifascister fredeligt at blokere for højrefløjens march, men blev på skandaløs vis tæsket sønder og sammen af politiet.
Vi forstår udmærket den vrede, som får individer til at ville bruge sig selv som fysisk skjold for at forhindre en march som denne. I alt for lang tid har højrefløjen mødt alt for passiv modstand fra den etablerede venstrefløj, og det er derfor forståeligt, at nogle unge mennesker tager sagen i egne hænder.
Vi er ikke ét sekund i tvivl om, at vores antifascistiske kammerater har gode hensigter, som vi fuldt ud deler. Men hvis vi vil stoppe højrefløjen, er vi tvunget til at tænke grundigt over, hvilke midler der får os tættere på det mål, og hvilke der får os længere væk.
Med den form for “direkte aktion”, som den her blokade i lørdags var, mener vi ikke, at vi kommer tættere på målet om at stoppe højrefløjen. Af flere årsager.
Først og fremmest fordi det ikke virker. Det var tydeligt i lørdags, hvor politiet hurtigt og brutalt fjernede blokaden. Selv hvis politiet ikke var trådt til, ville så få mennesker ikke have kunnet stoppe marchen.
Men derudover må vi spørge: Hvilke konklusioner drager unge af den her metode med direkte aktion og en blokade? Alle de unge, som gerne vil kæmpe mod højrefløjen og dens racisme, vil konkludere to ting: 1) Man skal være villig til at blive tæsket gul og blå, hvis man vil være med, og 2) at der ikke er brug for dem, for en lille gruppe af superaktivister kan klare ærterne på alle andres vegne.
Derfor fordrer sådan en aktion til passivitet frem for organisering og mobilisering. Men der er netop brug for langt flere på gaden, hvis vi faktisk vil besejre højrefløjen på gaden. Fremfor at begrænse os til små eliteenheder af superaktivister, har vi brug for at involvere tusindvis og titusindvis af mennesker, som vil bekæmpe højrefløjen – i stedet for direkte aktion har vi brug for massekamp.
Massemobilisering
Det bringer os til den moddemonstration, som vi i RKP og mange andre fra venstrefløjen, var med til at arrangere i lørdags. I RKP synes vi, at det var et virkelig godt initiativ med en moddemonstration. Vi stillede op på dagen med mere end 100 kammerater, kampråb og masser af energi.
Selvom vores demonstration var den største på dagen med lidt over 2.000 deltagere, så blev den ignoreret af medierne. Det var forudsigeligt, men ikke hovedproblemet.
Hovedproblemet var, at vi ikke var nok.
Hvis vi faktisk vil stoppe højrefløjen på gaden, er vores vigtigste våben vores antal. Når de vil marchere gennem byen, skal vi vise dem, at vi kan mobilisere langt flere end dem. Hvis vi oversvømmer gaderne med titusindvis af arbejdere og unge, vil det have en enormt demoraliserende effekt på højrefløjen, og det vil også kunne stoppe dem på deres rute om nødvendigt.
Men siden vi ikke var flere, er højrefløjen ikke blevet demoraliseret. Tværtimod har Det Danske Folk fået blod på tanden; de har allerede indkaldt til en ny march den 17. oktober. I RKP mener vi, at vi dér må arrangere en ny moddemonstration. Men for at gøre det bedst muligt, må vi kritisk evaluere lørdagens begivenheder og drage de nødvendige lektioner.
Én af hovedlektionerne er, at vi skal være mange flere. Og det kan vi sagtens blive med en stærkt politisk mobilisering.
For viljen til at gå på gaden for forandring eksisterer. Se blot på Palæstina-bevægelsen herhjemme, som har mobiliseret til de største demonstrationer, som vi har set i mange år.
Ét af de emner, som fylder rigtig meget hos mange arbejdere, men nok især blandt mange unge, er kampen mod racisme og mod højrefløjen og Christiansborgs hykleri. Lørdagens begivenheder har kun gjort folk mere rasende. Efter vores mening eksisterer der et enormt potentiale for at mobilisere til en virkelig stor moddemonstration den 17. oktober.
Det var meget positivt, at flere studenterorganisationer og fagforeninger var anbefalere til vores demonstration. Men det er klart, at en anbefaling i sig selv får de færreste til at møde op.
Hvis vi faktisk skal mobilisere, så skal vi ud på mange uddannelser, arbejdspladser og ud i fagforeningerne og diskutere med folk om, hvorfor højrefløjen går frem, hvordan den kan bekæmpes og hvorfor det derfor er vigtigt at møde op til en moddemonstration.
Det var det, vi forsøgte i RKP op til lørdagens demonstration. Det var en af årsagerne til, at en del unge mødte op, blandt andet flere grupper vi havde mødt og diskuteret politik med på Ungdommens Folkemøde.
Vi vil lægge os i selen for at gøre endnu mere af det frem mod den 17. oktober. Men med små 400 medlemmer på landsplan er det klart, at vi ikke er store nok til at løfte den opgave alene. Det må vi gøre kollektivt i fagbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen og på venstrefløjen. Ikke mindst Enhedslisten, som med over 8.000 medlemmer, store økonomiske ressourcer og kendte profiler fra Folketinget, burde være hoveddrivkraften i, at vi får en langt større moddemonstration næste gang.
Vi kan vinde
En anden lektion er, at vi må være skarpere politisk til vores moddemonstration, både i vores udtryk, men først og fremmest i indholdet. Moralske appeller om, at “kærlighed er stærkere end had”, at racisme er en dårlig ting eller sange om fred fra scenen, får os ikke langt.
Vi skal forklare, hvorfor højrefløjen går frem og hvordan den kan bekæmpes. Hvis vi ikke kan det, så bliver det langt sværere at mobilisere, og dem, som rent faktisk dukker op til demonstrationen, går ikke hjem og føler, at de er blevet klogere.
Vi skal forklare, at racisme bliver brugt til at distrahere folk fra de reelle problemer. At politikerne på Christiansborg oppisker den her racistiske hetz mod muslimer for at aflede os fra, at 45 kommuner ikke kan få pengene til at løbe rundt, og at Lolland Kommune alene skal spare 500 mio. kr. Selv Københavns Kommune skal spare 200 mio. kr. på socialområdet. Alt dette sker, mens uligheden eksploderer, og direktørerne fra landets største virksomheder scorer fede overskud og griner hele vejen ned til banken.
Hvis vi vil vinde over højrefløjen, kræver det, som vi har beskrevet i den her artikel, et program for socialisme, som tager fat om de sociale spørgsmål, som er dem, der skaber grobunden for racisme og den såkaldte højrepopulismes fremgang.
Dette er, efter vores mening, de vigtigste erfaringer fra i lørdags. Hvad der skete på dagen har rystet Danmark, men det har uden tvivl også fået mange til at ville engagere sig i kampen mod højrefløjen. Det vigtige er nu, at vi tager erfaringerne fra i lørdags videre og bruger dem til at føre kampen til det næste niveau.
Fra os skal det lyde højt og klart: Vi kan vinde over højrefløjen; vi vil vinde over højrefløjen!
