Vi bringer her en artikel fra vores britiske søsteravis Socialist Appeal. Selvom den tager udgangspunkt i Storbritannien, mener vi dens konklusioner og analyser er fuldt ud brugbare også for den danske venstrefløj, som er præget af store illusioner til FN-systemet.
På Labours konference i 2015, som fandt sted kort efter Corbyns sejr, stemte Labour-medlemmer for et forslag fra fagforeningen Unite om kun at støtte luftangreb i Syrien, hvis de har FN’s (Forenede Nationers) støtte. Siden da i Underhusets afstemning om at autorisere denne bombning i fraværet af FN-støtte manede Diane Abbot, som er en vigtig allieret af Corbyn og tilhører Labours venstrefløj, til forsigtighed med ordene: ”Hvis nogle parlamentsmedlemmer ønsker militær indsats, bør deres første skridt vel så ikke være at presse Cameron til at indhente en form for FN-resolution? ”.
Implikationen er, at det er okay at bombe Syrien eller et andet land, hvis man sikrer sig gennem FN og international lov. Det er endda normalt at høre anklagen, at Irakkrigen var ulovlig, som er et angreb på USA og Storbritannien for deres unilaterale tilgang til sagen. Mange på venstrefløjen ser FN som en kraft for det gode og som en af de mere oplyste og progressive dele af den moderne kapitalistiske verden. Fra dette synspunkt anklager man højrefløjens ledere for deres mangel på respekt for eller misbrug af dette redskab for fred, rimelighed og samarbejde.
FN’s virkelighed lever ikke op til dets noble image. Des hurtigere venstrefløjens ledere i fagforeningerne og Labour skiller sig af med denne utopiske illusion, des bedre for vores bevægelse. Påstanden om, at FN har magten, hvis man bruger den til at sikre fred – på trods af de enorme interessekonflikter vi ser over alt i verden, passer simpelthen ikke.
Diplomatiets røverkule
Udenrigspolitik er altid og allesteds en forlængelse af indenrigspolitik. De småborgerlige politikere, som skærer i velfærdsstaten, angriber fagforeningernes rettigheder og undertrykker protester derhjemme, bruger de samme metoder i udlandet i deres jagt på profit til bankerne og de store selskaber. ”Diplomati” er et middel til at opdele plyndringsgodset fra verdens udbyttede arbejdere, specielt de tidligere kolonier. FN leverer bare et forum, hvor dette verdensdiplomati kan komme til udtryk.
FN regeres af de største imperialistiske kræfter og kan kun handle, når disse kræfter er enige. FN-styrker udsendes af FN’s sikkerhedsråd, som er et organ, hvor de fem traditionelle atommagter (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA) har vetoret. Der er meget få militære konflikter, hvor alle disse fem magter er på samme side. Som følge heraf intervenerer FN meget sjældent nogle steder.
Man kan argumentere for, at det mest demokratiske organ i FN er Generalforsamlingen. I denne forsamling får alle anerkendte nationer én stemme, og derfor er en række resolutioner blevet vedtaget mod USA og de andre stormagters vilje. For eksempel er USA’s blokade af Cuba blevet fordømt af utallige af Generalforsamlingens resolutioner siden 1993; men det har ikke forhindret USA i at fortsætte, udbygge eller sprede embargoen til andre lande.
Dermed er ikke sagt, at FN-resolutioner, rapporter osv. er værdiløse. Tværtimod foregår der også alskens former for studehandel, hvor tjenester udveksles. I en nylig skandale støttede Storbritannien Saudi-Arabiens medlemskab af FN’s Menneskerettighedskomité til gengæld for Saudi-Arabiens støtte til Storbritanniens medlemskab af samme komité. På samme måde bliver stemmer i Generalforsamlingen købt med løfter om hjælp, hvoraf hovedparten ender i lommerne på ministre og tjenestemænd. Det er en grundlæggende del af spillet, aftaler foretaget bag kulisserne, og korruption som udgør borgerligt diplomati og udenrigspolitik.
FN har eksisteret i 70 år i toppen af det såkaldte ”internationale samfund”. Hvordan har FN så brugt sin position i løbet af årtierne til at bevise sine fredsakkreditiver?
FN bliver oftest diskuteret i forholdet til Sikkerhedsrådets resolutioner angående tiltag som sanktioner. Men i forskellige konflikter og katastrofer har den sine egne militære styrker (”lånt” fra diverse medlemsstater), som kan gribe ind direkte. Det er i dette område af direkte FN-indgreb, at denne organisation mest åbent viser sine egne uafhængige egenskaber. Hvis det var en styrke for fred og forsoning, er det lige præcist her, hvor det skulle stå mest entydigt frem. Men dens historie viser, at FN blot følger de største magters interesser.
I den Kolde Krigs tidligste stadier var FN langt mere aktivt involveret i globale anliggender. I Korea spillede den en aktiv rolle på den amerikanske imperialismes side som støtte til det borgerlige diktatur i Sydkorea. Det førte en kamp mod den revolutionære bevægelse, som opstod i kampen mod den japanske besættelse. Koreakrigen var et forsøg fra USA’s side på at pålægge den koreanske befolkning Syngman Rhee-regimet, efter at det praktisk taget kollapsede i sommeren 1950. Interventionen blev godkendt, fordi Sovjetunionen boykottede Sikkerhedsrådet i protest mod Kinas eksklusion derfra.
Indgreb i Congo
Et andet notorisk eksempel er revolutionen i Republikken Congo i 1960. Som mange andre ledere i den koloniale kamp blev Patrice Lumumba presset til venstre i sin kamp mod imperialismen. Efter at være blevet fri fra åbenlys belgisk dominans fandt Congo straks sig selv i kamp mod et separatistisk oprør i det mineralrige sydøst (Katanga). Oprøret fik opbakning fra den tidligere koloniale kraft Belgien i et forsøg på at destabilisere regeringen. Lumumba appellerede til FN om hjælp mod denne åbenlyse indblanding i Congos indre anliggender.
Som svar på denne anmodning valgte FN’s Sikkerhedsråd at sende militær assistance til Congo. Men afslørende nok havde det ledende FN-personale, som blev sendt, ingen meningsfuld forbindelse til landet, dets folk eller deres sag. I stedet var de vesterlændinge og selvfølgelig overklasse med langt flere forbindelser til de lande, som Lumumba kæmpede imod (Belgien og USA) end til Congo. I sin bog fra 2001 The Assassination of Lumumba har den belgiske forfatter Ludo De Witte endegyldigt bevist, at disse FN-styrker arbejder for at styrte Lumumba i stedet for at beskytte freden og legitimiteten af den første demokratisk valgte regering. FN anmodede kun passivt belgierne om at forlade Republikken Congo og fordømte aldrig og tog ingen reel handling mod den åbenlyse belgiske indblanding.
FN’s tilstedeværelse gjorde derimod omstændighederne endnu sværere for det nye regime. FN overtog radiostationen og lufthavnen. Organisationen forhindrede Lumumba i at påkalde sig hjælp fra venligtsindede afrikanske nationer, og den blokerede hjælp fra Sovjetunionen.
”Det er påstået at Hammarskjöld [FN’s daværende Generalsekretær] spillede en rolle i attentatet på [Lumumba], og at Lumumba selv bekræftede i et brev til sin kone få timer før sin død, at belgierne konspirerede med højtplacerede embedsmænd i FN om at påføre ham og hans folk smerte. De Forenede Nationer ønskede at styrte Lumumbas regering i august 1960 og i starten af 1961… Abstrakte rettigheder lå ikke til grund for de Forenede Nationers og andre internationale institutioners handlinger og principper, og det fremgik af de forskellige behandlinger af henholdsvis Lumumba i 1960, og Tshombe i 1961” (Fidelis Etah Ewane, Te United Nations in the Congo from 1960-4: Critical Assessment of a Tragic Intervention )
Kun efter Lumumba var blevet fjernet og snigmyrdet i et kup, tog FN afgørende handling mod Katanga-oprørerne. Hvis man reflekterer over FN’s kriminelle handlinger for at sabotere og ødelægge den første demokratisk valgte regering i en af de mest udnyttede og undertrykte nationer, er det straks tydeligt hvorfor den handlede, som den gjorde: landene som udførte de handlinger, som FN blev påkaldt for at stoppe – det vil sige Belgien og USA, er magtfulde, indflydelsesrige lande, heraf det ene med en plads i FN’s Sikkerhedsråd og vært for dets hovedkvarter. Det er tydeligt, hvorfor FN hjalp disse lande med at udslette en revolution, som gik imod deres interesser. Lumumbas tragiske fejl var at stole på FN’s formodede respekt for national suverænitet og fred.
”Stabiliseringen af Haiti”
Som Ted Grant påpegede: ”Siden Anden Verdenskrig har der været krige hvert år, og i hver eneste har FN været ude af i stand til at tage handling.” FN’s ”fredsbevarende” styrke ligner en mand, som prøver at tørre en flod af blod op med en lille svamp. Så ubønhørlig er kapitalismens drive mod krig og kaos. Men det er værre end det. FN’s ”fredsbevarere” er ikke bare svage. For der, hvor de bliver indsat, er det ikke i fredens interesse, men til gode for den dominerende imperialisme.
Dette blev vist meget tydeligt i Congo i 1960’erne; men det kan også ses i Haiti i dag. FN’s manglende interesse i at fremme fred og at hjælpe med at få dette fattige land på benene er lysende klart. Den eneste grund til, at de fleste ikke er klar over det, er, at vores medier ikke er interesserede i at fortælle landets historie.
FN’s besættelse af Haiti (se også Haiti 2004-2014: 10 years of the UN’s Military Dictatorship) har stået på i nu 11 år. Den bliver helt bevidst kaldt ”FN’s mission for stabilisering af Haiti” (MINUSTAH) meget på samme måde, som det nordkoreanske regime beskriver sig selv som demokratisk. Besættelsen følger et USA-faciliteret kup mod den venstreorienterede præsident Aristide, som var Haitis første valgte præsident. FN-missionens officielle rolle er som en neutral mægler for at stabilisere landet, som er voldsramt i kølvandet på kuppet. I virkeligheden har missionen handlet for at undertrykke ethvert forsøg fra haitianernes side på at organisere sig politisk mod kupregimet, for Aristide eller en anden venstreorienteret anti-amerikansk regeringsstyrke.
FN-styrkerne har endda forhindret Aristide i at vende tilbage til landet (angiveligt for at forhindre den vold, som hans tilstedeværelse ville skabe, uden at tage højde for, at kuppet og dets vold blev organiseret af det nuværende regime!). I 2005 skrev den amerikanske ambassadør James Foley i en fortrolig meddelelse, at en meningsmåling fra august 2004 ”viste at Aristide stadig var den eneste person i Haiti med en popularitet på over 50%. ”
”Ved at møde med det amerikanske udenrigsministerium opfordrede tidligere guatemalanske diplomat Edmon Mulet den daværende chef for MINUSTAH ’til at tage retslige skridt imod Aristide for at forhindre den tidligere præsident i at vinde momentum hos den haitiske befolkning og vende tilbage til Haiti’. På Mulets anmodning opfordrede FN-sekretær Kofi Annan Sydafrikas præsident Thabo Mbeki ’til at sikre at Aristide forblev i Sydafrika’… i en besked fra FN-ambassaden, fremhævede tidligere amerikanske ambassadør i Haiti Janet Sanderson at ’en for tidlig udgang af MINUSTAH ville efterlade [den haitiske] regering sårbar for… genopståelsen af folkelige anti-markedsøkonomiske kræfter – hvilket ville tilbageføre gevinster fra de sidste to år. MINUSTAH er et uundværligt værktøj til at føre den amerikanske regerings politiske kernemål i Haiti ud i virkeligheden”.
Meget passende for en politisk besættelse foretager MINUSTAH direkte undertrykkelse af det haitiske folk. Ifølge brasilianske soldater, som tog del i FN-missionen, ”er sandheden, at der ikke går en dag, hvor FN-tropper ikke dræber en haitianer i skudkamp. Jeg slog selv mindst to ihjel, men så ikke tilbage for at tjekke”. (Folha de SP, 29/01/2006). Uafhængige journalister siger, at mere end 20.000 er døde eller forsvundet i de sidste 10 år!
De Brasilianske Advokaters Forbunds (OAB-RJ) leder Anderson Bussinger Carvalho påpegede, at den internationale militære besættelse under Brasiliens ledelse [dvs. MINUSTAH] ”har en interesse i at udnytte haitisk arbejdskraft i de frie zoner”. Arbejdsdagen er ofte længere end 12 timer, og minimumslønnen udgør ynkelige $120 om måneden.
MINUSTAH-styrkerne foretager rutinemæssigt razziaer i haitiske slumområder, angiveligt mod narkohandlere, men reelt set mod de såkaldte ”genopståede folkelige anti-markedsøkonomiske politiske kræfter”. Titusinder er blevet dræbt og mange voldtaget. I november 2007 blev 114 medlemmer af det 950 mand stærke fredsbevarende kontingent fra Sri Lanka anklaget for seksuelt krænkende adfærd og misbrug. 108 medlemmer, inklusive 3 officerer, blev sendt hjem efter at være blevet impliceret i sagen. FN’s Kontor for Intern Tilsynsservice har indrømmet, at ”seksuel udnyttelse og misbrug (af børn) forekom ofte, og typisk om natten, og i så godt som alle steder hvor kontingentets personale var udsendt”. I 2015 blev MINUSTAH fredsbevarende styrker anklaget for at misbruge flere hundredvis af haitianere.
Som om det ikke var slemt nok, har FN’s ’fredsbevarende styrker’ bragt kolera til øen for første gang i 150 år, hvilket har ført til over 9000 dødsfald! I et forsøg på at sno sig ud af denne skandale forlader FN sig på sin officielle lovmæssige immunitet! Men FN er tydeligvis ansvarlige. For nepalesiske medlemmer af styrkerne blev ikke screenet for kolera på trods af, at sygdommen er udbredt i Nepal! ”FN-missionen ansatte en privat entreprenør til at sikre sanitære forhold for dens styrker i Haiti; men entreprenøren blev dårligt ledet og formåede ikke at levere tilstrækkelig infrastruktur til FN-lejren i Mirebalais. Som følge af dette blev besmittet spildevand ledt ud i Meille-floden, en biflod til Artibonite, Haitis længste og vigtigste flod. ” (The Guardian, 11.3.2014)
MINUSTAH er åbenbart intet mindre end en militær besættelse på vegne af de dominerende imperialistiske magter, som finansierer og styrer FN. De ønsker ikke at se en folkelig venstrefløjsregering og føler, at landet er ude af offentlighedens bevågenhed i så høj grad, at de kan slippe afsted med besættelsen. Den giver så deres virksomheder mulighed for at udnytte arbejdskraften uden bekymringer om indgreb fra regeringens side. Dette karakteriserer FN generelt.
Hån og inkompetence
Mange har gjort grin med den nylige satiriske udnævnelse af Saudi-Arabien til formandsposten i FN’s Menneskerettighedskomité uden at drage nogle konklusion for, hvad det betyder for FN i sig selv. The Independent fremhæver den sorte humor, og bemærker at ”Saudiernes forsøg på at opnå posten, kom kort efter den havde opslået jobannoncer for otte nye bødler, for at kunne følge med i hvad Amnesty International har kaldt en ’makaber stigning’ i brugen af dødsstraf, inklusive halshugninger i år”. Det er helt klart, at saudierne har fået posten i et forsøg fra Vesten på at forbedre forholdet efter nylige aftaler med Iran.
Udnævnelsens absurditet overgik endda Tony Blairs udnævnelse som ’Kvartettens’ fredsudsending til Mellemøsten. Kvartetten er et selvudnævnt organ, som foregiver at hjælpe med at stoppe krig i Mellemøsten. Det består af FN, EU og verdens mindst kvalificerede lande til jobbet, USA og Rusland. At FN har foretaget disse udnævnelser, miskrediterer den fuldstændig, ikke bare som en fredsorganisation, men som en kompetent, seriøs organisation.
Tony Blairs udnævnelse og fratrædelse fortæller os meget. Han fratrådte sin stilling som ’fredsudsending’ i år efter, at hans komplette mangel på interesse i bare at lade som om, at han gjorde sit job, fik mellemøstlige ledere til at brokke sig over ham. De beskyldte ham for sjældent at besøge området og for ikke at lave andet end at fedte for israelerne, som er den åbenlyse undertrykker i lige præcist den konflikt, som han skulle hjælpe med at løse. Ikke bare det, men han brugte også posten til at fore sine egne lommer med millioner af dollars i ”konsulentgebyrer”. Hvorfor hjalp FN med at udnævne denne krigsforbryder? Fordi den ikke har nogen reel uafhængighed fra de imperialistiske magter, som Blair repræsenterer. Det er en organisation, der består af disse magter.
At love alting men intet opnå
Den store fiasko for Blairs rolle, som allerede kunne forudsiges ved udnævnelsen i 2007, minder os om, at de endeløse fredsforhandlinger, som FN faciliterer, aldrig fører til noget. Det er netop på grund af grundlæggende interessekonflikter og ikke uheldige misforståelser. Israel-Palæstina konflikten er det mest åbenlyse eksempel, men der er utallige andre.
Den atomare ikke-sprednings traktat har intet gjort for at forhindre en række lande i at udvikle atomvåben. FN-sponsorerede klimaaftaler bliver rutinemæssigt ignoreret af de forurenende magter. Israel ignorerer alt, hvad FN siger om dets grænser, og slipper afsted med det. FN udsender jamrende rapporter om den humanitære katastrofe, som har ramt Yemen på grund af saudiarabiske bombninger, men gør intet, fordi USA støtter op om aktionen. Det er sandsynligt, at Assad nu har anvendt af kemiske våben, selv efter han lovede at overlevere dem alle til FN; men intet bliver gjort, fordi de centrale magter ikke kan blive enige om, hvad der skal ske. I 1960’erne var der meget pusten og prusten fra FN’s generalsekretær; men FN modsatte sig aldrig eller gjorde noget ved Vietnamkrigen (hvori 3 millioner blev dræbt af USA), fordi det var USA, som invaderede.
Det står klart, at FN ikke i sig selv har nogen magt eller interesse i at stoppe kapitalismens endeløse vold. De, der påkalder sig FN-godkendelse for at legitimere vores regerings bombning af andre lande, tror ikke. at der har været nok snak, og at vi haster til handling. Ikke nok snak! FN faciliteter endeløse dødsdømte forhandlingsrunder mellem magter, som aldrig vil blive enige, fordi de har modstridende interesser.
Der er ingen magisk kraft i FN’s diskussioner. De fungerer blot som redskab til at købe tid og diplomatisk dække over de kapitalistiske magters imperialistiske planer. At argumentere for, at regeringen har fejlet ved ikke at forhandle gennem FN, før de påbegyndte krigen, er at misse pointen fuldstændigt: En imperialistisk aktion er ikke mindre imperialistisk, fordi den er godkendt af andre imperialistiske magter. En FN-resolution eksisterer kun for at sprede illusionen om, at krigen er retfærdig.
FN-godkendelsens meningsløshed
Vi har også eksempler på FN-sanktionerede ’lovlige’ krige og bombeangreb. I sidste ende vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, som kunne tolkes som en godkendelse til bombningen af Syrien. Hvorfor? Fordi alle magterne ønskede at bombe Syrien, og det gav dem det fornødne diplomatiske dække. I Irak anmodede regeringen om bombningerne, hvilket gør dem lovlige ifølge international lovgivning. I manges øjne ville det straks retfærdiggøre det – den irakiske regering ønsker det! Men hvem er den irakiske regering? Hvorfor skulle vi automatisk stole på dens legitimitet, når mange almindelige mennesker korrekt har forstået, at vores egen regering ikke på ærlig vis repræsenterer os?
Den irakiske regering er produktet af vores egen regerings invasion af landet og er fuldstændigt afhængigt af imperialismen. Den forrige præsident (som selv både var et produkt af invasionen og en faktor i ISIS’ fremkomst takket være sin Shia sekterisme) blev kun væltet på grund af enormt pres fra USA og Storbritannien. Den nye præsident blev installeret med eksplicit godkendelse fra de vestlige imperialister. Så det kommer ikke som nogen overraskelse, at denne marionetregering nu anmoder om vestlig hjælp.
Bombningen af Libyen i 2011, som hjalp med at afslutte Gadaffis regime, var godkendt af FN. Gør det den nuværende katastrofesituation i landet (eller mere præcist: det tidligere land, for det er ved at falde fra hinanden) bedre på nogen måde?
Når FN godkender militære aktioner, betyder det ikke andet end, at det er i den fælles interesse for de imperialistiske magter. Det gør på ingen måde aktionerne humane, rationelle eller forsigtige. Det bringer ikke folk sammen i en fælles indsats for at gøre verden til et bedre sted.
Som i Haiti betyder en FN-sponsoreret aktion blot, at de konkurrerende magters interesser i udplyndringen af svagere nationer midlertidigt ligger på linje. Igen som i Haiti er sagen typisk ubetydelig fra de imperialistiske magters synspunkt. Ellers ville der ikke kunne opnås en konsensus.
Nationalstaten som barriere
Den eneste måde, at FN kunne gøre en meningsfyldt forskel, var, hvis den kunne opbygge en bred, fredelig konsensus om de største internationale problemer; men det er præcist her, hvor konsensus per definition ikke kan opnås, eftersom det er i de centrale interesser magterne kolliderer.
Umuligheden af at opnå sand internationalisme under kapitalismen bliver bedst bevist af EU’s nuværende krise på vej mod endegyldig nedgang. Fuld europæisk integration, ’stadig tættere forening’, vil aldrig opnås, og på nuværende tidspunkt skærper EU blot spændingerne mellem nationer.
Som den konservative statsminister Lord Palmerston sagde: ”Nationer har ingen permanente venner eller allierede, de har kun permanente interesser. ” Trotskij argumenterede korrekt:
”De borgerlige stater deler sig ikke op i fredens ’venner’ og ’fjender’ – specielt eftersom ’fred’ som sådan ikke eksisterer. Hver imperialistisk land er interesseret i at bevare sin fred, og jo skarpere dets interesse er, jo mere ubærlig kan denne fred være for dets fjender. Samme formel går igen hos Stalin, Baldwin, Leon Blum og andre, ’fred ville være garanteret, hvis alle stater gik sammen i et Forbundet for dets forsvar’, betyder blot at fred ville være garanteret, hvis der ikke fandtes nogle grunde til at bryde den. ”
Den mest dybtgående og vedholdende konflikt i verden i dette århundrede vil uden tvivl blive den mellem USA og Kina. Begyndelsen på denne konflikt står allerede klart i takt med at Kina forsøger at inddrage landområder og indflydelse i det Syd- og Østkinesiske Hav. I sine handlinger modarbejder landet rutinemæssigt USA og de asiatiske Stillehavslande. Hvilken fredelig indflydelse har FN på Kina, et medlem af organisationens eget Sikkerhedsråd? Hvordan vil FN formilde eller hjælpe med at overvinde denne farlige fjendtlighed mellem to medlemmer af Sikkerhedsrådet, som begge har vetoret? Virkeligheden er, at FN ikke vil eller kan gøre den mindste forskel, fordi konflikten fundamentalt er mellem de to magters stabilitet og magt.
For et socialistisk Storbritannien i en socialistisk verden
”De Forenede Nationer forbliver blot et forum for alle magterne, hvor kun sekundære konflikter løses. Den kan ikke frembringe permanent fred, hvilket kan ses på efterkrigsverdenen… De Forenede Nationer er ikke en magt i sig selv, men reflekterer blot magtforholdene i verden mellem magterne… Der er kun én magt, der er stærkere end noget masseødelæggelsesvåben, og det er arbejderklassens internationale solidaritet. Arbejdere i USA, i Rusland, i Tyskland og i Storbritannien som arbejdere alle steder har deres klasseinteresser til fælles. Det er hos dem og ikke verdens herskere, at fagbevægelsen må lede efter en løsning på fredsproblemet… Gør en ende på det system, som fører til krig. Kæmp for et socialistisk Storbritannien i en socialistisk verden. ”
FN kan ikke transformeres til en demokratisk organisation, som repræsenterer verdens ønske om fred. Kapitalismens eksistens er en fundamental barriere for fred, således de endeløse krige og tumult, som vi kan se alle steder i kapitalismens historie. Det er tåbeligt at appellere til en klub af herskere om at afslutte krige, som er ført af selvsamme herskere.
Kun arbejderklassen kan gøre en ende på krig og lidelse, fordi kun arbejderklassen har fred og solidaritet som dens væsentlige interesse. Den britiske arbejderklasse har ikke fået noget ud af Irakkrigen – en krig, som kun har gjort verden farligere for os. Cheferne i olieselskaberne har i mellemtiden tjent fedt.
Vi er nødt til at skabe vores egne socialistiske organisationer for arbejderklassens internationale solidaritet, før vi for alvor kan kæmpe for fred.
En forkortet udgave af denne artikel blev bragt i Revolution nr. 18. april 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100 kroner.
