I 2021 bestilte Folketinget en uvildig undersøgelse af den katastrofale krig i Afghanistan. Kunne man lære noget af krigen, der helt meningsløst kostede 44 danske soldater livet – for ikke at tale om de titusindvis af civile afghanere?
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har stået for undersøgelsen. Den første del lå klar i 2024, og i 2025 blev anden del færdig. Den beskæftiger sig med de politiske beslutninger omkring krigen. Men politikerne har de sidste 14 måneder trukket udgivelsen af undersøgelsens anden del i langdrag.
Nu er det kommet frem, hvorfor politikerne forhaler udgivelsen. De vil have ret til at redigere i denne “uvildige” undersøgelse. Helt konkret vil politikerne have ret til at nægte at blive citeret af forskerne fra DIIS, der står for undersøgelsen. Forskerne kan nu forvente at skulle slette udtalelser fra diverse politikere – på trods af at disse udtalelser kan have enorm indflydelse på at forstå, hvorfor Danmark i første omgang gik med i krigen, og i sidste ende hvorfor krigen endte i en kaotisk tilbagetrækning og et ydmygende nederlag.
Professor Rasmus Mariager udtaler til Politiken: “Når det er sket, så er der kun politik tilbage. Derfor handler det her udelukkende om, at politikerne vil beskytte sig selv.”
Det er tydeligt, hvad der foregår på Christiansborg. Politikerne vil fjerne deres egen individuelle rolle i krigen i Afghanistan fra undersøgelsen, så de ikke skal stå til ansvar for deres handlinger. Der er i den grad kø ved håndvasken i Folketinget.
Men nogle ting kan ikke – og SKAL ikke vaskes væk: Som minderne om de 44 døde danske soldater, der troede på politikernes løgne og gik i krig for det danske borgerskab. De gjorde det ikke, fordi de var onde – tværtimod troede de, at de kæmpede for demokrati og kvindefrigørelse.
Men sandheden må som bekendt aldrig overlades til dem, der har interesse i at skjule den. Og meningsløsheden væltede derfor også ind over mig selv og mange andre veteraner, da Taliban så nemt som ingenting genindtog Afghanistan i 2021, og hele fortællingen om den 20 år lange krigsindsats styrtede i grus. Der måtte være nogle ansvarlige, der kunne fortælle os meningen med det hele: Hvorfor skulle mine kammerater dø? Hvorfor skulle vi lemlæstes på krop og sjæl? Og hvorfor bliver ingen stillet til ansvar?
Spørgsmålene står i kø, men fra Christiansborg eller resten af samfundets top kommer der ingen tilfredsstillende svar. Som vi ser med forhalingen af DIIS’s undersøgelse, forsøger politikerne tværtimod at forhindre, at der kastes et klart lys på krigen. Som veteran sidder man derfor tilbage med en følelse af afmagt og vrede over de ting, man har oplevet.
Jeg husker dengang, jeg selv var udsendt. Vi havde været på patrulje og var kommet i baghold. Vi fik kæmpet os ud af bagholdet, men på vejen tilbage til basen kørte en mandskabsvogn på en vejsidebombe. To soldater blev dræbt på stedet og flere lemlæstet. Efter de sårede var blevet evakueret, og det man hurtigt kunne finde af de døde sendt på køl, begyndte oprydningen. De dele, der stammede fra mennesker, skulle sorteres og sendes ind til lejren, så de kunne komme med i kisterne. Efter et stykke tid mente man, at vi havde fundet det hele, og ligdelene blev derfor sendt ind til en nærliggende base.
Mens jeg går der i ørkenen og gør klar til at pakke sammen, finder jeg det, der umiskendeligt engang har været en del af et menneske. Jeg samler det op, går hen til den sanitetssoldat, der har kommandoen over oprydningen, og spørger, hvad jeg skal gøre… “Småt brændbart,” siger han. En søn, et barnebarn, en bror, en kæreste. En arbejder med håb og drømme for fremtiden, reduceret til affald. Hvorfor?
Her, mange år efter, har jeg måske alligevel svaret. For borgerskabet, for kapitalismen og for et Dannevirke i hvert et bryst. Jeg smed et menneske i småt brændbart den morgen, og jeg tænker tit på min rolle i krigen. Men modsat vores politikere, der var så opsatte på krigen, står jeg ikke i køen til håndvasken. Jeg lever og dør med det blod, jeg har på hænderne. Jeg lever med, hvad jeg har gjort, og hvad der blev gjort ved mig i borgerskabets tjeneste. Jeg lever med det som en konstant påmindelse om, hvor sygt systemet er, og til hvilke ekstremer magthaverne vil gå for at forsvare deres magt, rigdom og privilegier. Jeg føler for de millioner af arbejdere verden over, der stadig må kæmpe kapitalismens krige – stadig dø i ligegyldige imperialistiske konflikter uden anden mening end at gøre de rige rigere.
Nu lurer den nye krig så derude et sted. Der oprustes, både materielt og åndeligt. Vi bliver fortalt, at vi er omringet af fjender; at vi er i samme båd; og at det eneste, der kan redde os, er at stå sammen på tværs af klasseskel. Arbejderklassen forventes at give køb på klimaet, velfærden og basale demokratiske friheder – for russerne kommer jo. Når vi altså ikke er i direkte krig, bliver vi bedt om at forberede os på det, ved at give afkald på vores fremtid.
Vi i RKP må også forberede os – forberede os på den uundgåelige krig. Krigen mellem klasserne. Vi skal forberede os på en modstander uden samvittighed, uden medmenneskelighed – en modstander, der vil gøre alt for at bevare sin magt. Men vi må vinde denne krig – denne sidste krig, der stopper alle andre krige.
Kun ved at vinde klassekrigen, kan vi stoppe de endeløse blodsudgydelser vi ser verden over hver eneste dag. Kun ved at vinde denne krig kan vi frigøre os fra det lille mindretal, der baserer sig på volden og undertrykkelsen. Kun ved at vinde denne krig skal vi aldrig mere tvinges til at begrave vores brødre og søstre blandt affald og småt brændbart.
FRED MELLEM FOLKESLAG!
KRIG MELLEM KLASSER!
