På tværs af de parlamentariske partier har der været bred enighed om at sikre Danmarks digitale suverænitet, og særligt i lyset af USA’s gentagne trusler om at overtage Grønland, er der kommet fokus på den rolle, som de amerikanske teknologi giganter har på vores digitale infrastruktur. Dette fokus har for den tidligere regering udmøntet sig i 80 millioner kroner i perioden 2026-2029 til en handlingsplan.

Løsningen, må man forstå på politikerne, er, at Danmark og Europa i højere grad skal kunne stå på egne ben uafhængigt af amerikanske tech-giganters infrastruktur og tjenester. Dette lyder rigtig godt, men det bygger på en falsk præmis om, at techmonopolerne herhjemme skulle være mere “progressive” eller “humane”, og at de på en eller anden måde ikke skulle have præcist samme parasitiske interesser som de store tech monopoler i USA og resten af verden.

Det danske overvågningssamfund

Politikerne snakker konkret om, at det skulle handle om at sikre danskernes data, men det klinger bare ekstremt hult, når det i 2013 blev afsløret af Snowden, at danske og amerikanske efterretningstjenester har samarbejdet om at lade amerikanerne spionere på dansk og europæisk netværkstrafik siden 1997.

Efter yderlige læk blussede historien op igen i 2020, hvor der blev slået hårdt ned på flere folk i toppen, som for eksempel den daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, der blev anholdt og hjemsendt. Også den daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen blev vippet af pinden i samme ombæring.

Bølgerne gik højt, og der blev gjort et stort nummer ud af at smide syndebukkene på hjul og stejle for at have stået ved roret, imens lækkene foregik. Denne skueproces udtjente sin rolle i form af at tage fokus væk fra det faktum, at der ingen indikationer er for, at kabelsamarbejdet nogensinde er blevet afbrudt!

Tværtimod har Forsvarets Efterretningstjeneste, i en artikel fra Zetland, kunne berolige journalisterne med, at de slet ikke kan genkende, at skandalesagerne har haft større indvirkning på deres samarbejde med andre landes efterretningstjenester.

Så det forekommer ekstremt hyklerisk, når politikerne bekymrer sig om danskernes datasikkerhed, samtidig med at de faciliterer amerikansk overvågning. 

Særligt når de presser på for at udvide overvågningen af vores digitale privatliv, som har været en kæphest for samtlige justitsministre, siden det teknisk set har kunnet lade sig gøre. Og presset for at udvide overvågningen er kun taget til i takt med, at værktøjerne til at analysere dataen er blevet mere avancerede. For eksempel hvis man kigger på den tidligere justitsminister, Peter Hummelgaard, som kæmper en frådende kamp for at prøve at gennemtvinge bagdøre ind i apps, så staten kan se dig over skulderen, når du er på din telefon. Tiltag der i folkemunde samles under betegnelsen “Chatkontrol”, hvilket den herskende klasse i Danmark stolt har taget på sig at presse på for i EU. 

Hvem er det, der ser dig over skulderen? 

Rigspolitiet beskriver selv, hvordan de bruger et system kaldet “POL-INTEL” til at analysere data på samtlige danskere. Som de selv skriver i et svar til folketinget omkring overvågning af danskere:

POL-INTEL er et værktøj, der benyttes af dansk politi til at overskue udvalgte dele af de store mængder data, som findes i en række af politiets eksisterende individuelle it-systemer. Det er hensigten, at der løbende skal ske en udbygning af POL-INTEL med flere af politiets eksisterende datakilder.

Der har været flere sager med politibetjente, der brugte deres adgange til at snage i for eksempel eks-kærestens privatliv. Men det stopper ikke der, for læser man videre i svaret, ser man at:

Rigspolitiet har en flerårig kontrakt med … softwarefirmaet Palantir, og medarbejdere herfra yder på konsulentbasis bistand til politiet … Konsulenterne har som led i dette arbejde adgang til de data, der opbevares og udstilles i POL-INTEL … Både konsulenterne fra Palantir og medarbejderne i dansk politi er instrueret om, at det kun er tilladt at tilgå data i politiets systemer.

Med andre ord kan vi være helt rolige om, at Palantirs medarbejdere er instrueret på linje med de danske betjente om, at de ikke må snage!

Her er det på sin plads at pointere, at Palantir er det foretrukne overvågningsfirma for den amerikanske og den israelske stat, for hvilke deres services har været i brug både af ICE til at jage immigranter, og af Israels militær til at “generere mål” for deres tæppebombning af Gaza.

At tro at et firma som Palantir, med så tætte forbindelser til den amerikanske og israelske stat, skulle give to potter pis for, hvad der står i deres instrukser fra det danske politi, er mere naivt, end hvad kan tillægges det ellers høje niveau af inkompetence hos Borgens politikere.

Overlagt inkompetence

Naiviteten bliver endnu sværere at købe som argument, når man kigger på oprustningsindsatsen, hvor der, efter USA’s trusler mod Grønland, har været rejst kritik af F-35 jagerfly, som stort set udgør hele det danske luftforsvar. Eksperter har udtalt, at amerikanerne kan trække stikket, hvis flyene bruges i en konflikt, der er imod USA’s interesser.

De ukampdygtige F-35 fly er kun toppen af isbjerget, for ser man på resten af den offentlige IT-infrastruktur, så er den fuldstændig og komplet afhængig af den amerikanske virksomhed Microsofts produkter, som i højere og højere grad er internetbaserede løsninger, og derfor er direkte afhængig af Microsofts servere. Som IT-chef for Holstebro kommune, Nikolaj Kolte, siger:

Alle de dokumenter, vi gemmer, alle de integrationer, vi har lavet, og al den udveksling af data, vi har, der har vi brugt Microsoft.

Ikke nok med at licenserne i sig selv kostede kommunerne over en halv milliard kroner i 2024, så er kommunerne kun et snævert udsnit af det jerngreb, som Microsoft har på alt offentligt it-infrastruktur, hvilket giver Microsoft, og i forlængelse den amerikanske stat, muligheden for at mørklægge lige godt hele den offentlige sektor. 

Det ville ikke være første gang, at USA brugte sin magt på den måde, for man skal ikke længere end et år tilbage for at se, hvordan Microsoft blokerede en europæisk anklager ved Den Internationale Straffedomstols e-mailkonto efter ordre fra Donald Trump, i et åbenlyst forsøg på at forsvare Israels “ret” til at begå folkemord.

Det kan virke bundløst inkompetent, at Danmark er så afhængig af amerikanske techgiganter, men set i lyset af at nærmest al fremgang i amerikansk BNP kommer fra tech, at USA er Danmarks største eksportmarked og at 43% af verdens BNP er repræsenteret i handel mellem EU og USA, så er det meget klart, hvorfor hverken Danmark eller EU kan opnå digital suverænitet. Det ville nemlig i sidste ende kræve et opgør med det atlantiske samarbejde, hvilket de europæiske ledere på samme tid kæmper for at holde i live.

Selv hvis de rent faktisk ville lægge handling bag deres ord, så er det på ingen måder progressivt, at den herskende klasse på denne side af Atlanten hjemtager overvågningen og den digitale infrastruktur for at sikre interesserne og profitten for de danske og europæiske kapitalister.

Intet privatliv under kapitalismen

For den herskende klasse er din ret til privatliv ikke meget mere værd end det papir, den er skrevet på, og den danske herskende klasse er til enhver tid klar på at lade bagdøren stå vidt åbent til dit digitale liv, så længe der er plads under amerikanske imperialismes vinger.

De uendelige magtspil, spionage og datafrådseri, som kapitalismen skaber, er komplet spild af utallige menneskers tid og ressourcer. Det overvågningssamfund, som den herskende klasse har bygget for at holde arbejderklassen nede, er i sig selv en kilde til frustration, som ophobes i arbejderklassen.

Digitale tjenester skabt under profitmotivet vil have samme formål, om de er ejet af danske, europæiske eller amerikanske kapitalister, og vi kan derfor på ingen måde have illusioner om, at det ene er at foretrække over det andet.

Det er svimlende at tænke på den digitale infrastruktur og de løsninger, som arbejdere verden over kunne skabe sammen, hvis ikke det blev holdt tilbage af kapitalismen: Hvor meget friktion der kunne fjernes fra vores digitale tjenester fra den ene dag til den anden; hvordan vores digitale interaktioner ville se ud, uden den berettigede angst om, hvem der kigger dig over skulderen; hvordan kunst ville udvikle sig, når den ikke er nødt til at bøje sig for algoritmens diktater.

Den verden er mulig. Alle betingelserne for den er her, men det kræver, at arbejderklassen organiserer sig internationalt og renser kloden for kapitalismens rædsler, fysisk såvel som digitalt.