I onsdags begyndte Extinction Rebellion i Danmark en blokade af Kongens Nytorv i København, et af byens største pladser og trafikale knudepunkter. Men kæmpes klimakampen mest effektivt gennem dramatiske aktioner og civil ulydighed?
Vi befinder os midt i en miljø- og klimakatastrofe uden fortilfælde. Situationens alvor er blot blevet accelereret og forstærket af den globale pandemi og den følgende økonomiske krise. Med andre ord befinder kapitalismen sig i en blindgyde. Arbejdsløshed, krig, menneskeforårsagede naturkatastrofer bliver i stadig større grad en del af den hverdag, som arbejdere og fattige kan vente at gå i møde. Tiden er for længst inde til at sætte drastisk ind over for klimaforandringer. Derfor er handling, der kan rykke den globale klimakatastrofe op ved rode, så meget desto mere presserende. Men hvilken form for handlinger skal der til?
Onsdag den 16. september begyndte Extinction Rebellion Danmark en fem dage lang begivenhed kaldet ‘Tiden Er Inde: Oprør For Livet 2020’. Vi er af den klare overbevisning, at Extinction Rebellions kamp mod klimaforandringer udspringer af et ærligt ønske om fundamentalt at forandre samfundet og at sætte en stopper for smadringen af planeten. Begge vores organisationer er klar over at arbejdere og fattiges overlevelse verden over afhænger af, at vi øjeblikkeligt omlægger det globale produktions- og energisystem. Men vi må også sige tingene, som de er. Vi er i Revolutionære Socialister på mange måder fundamentalt uenige med Extinction Rebellions strategi, når det kommer til at bekæmpe klimakrisen. Vores uenigheder bør ikke gemmes af vejen eller plastres over. Tværtimod bør de være udgangspunkt for en sund debat omkring, hvordan vi mest effektivt bekæmper smadringen af planeten.
For at omvælte samfundet på den skala som klimakrisen kræver, må vi fjerne det altødelæggende profitmotiv, og derfor kæmpe for demokratisk ejerskab og kontrol over hele økonomien. Vi er nødt til at kæmpe for socialisme. Som Extinction Rebellion selv påpeger i deres beskrivelse til deres femdagsoprør, er problemet at “virksomheder […] sætter egen profit over planetens sundhed.” Men bevæggrundene for disse virksomheders klimablindhed er ikke fordækte. De udspringer af det kapitalistiske systems logik, der drives af konkurrence og profitjagt. Systemet dikterer de enkelte virksomheders prioriteter, ikke omvendt.
Extinction Rebellion er af den opfattelse, at ikke-voldelig civil ulydighed og direkte aktion er den mest effektive måde at igangsætte gennemgribende og øjeblikkelige forandringer i samfundet. Dette udgangspunkt er vi fundamentalt set uenige i. Ikke fordi vi har et sentimentalt forhold til det kapitalistiske systems love og autoriteter, men fordi det er en strategi, der ikke sigter mod at involvere arbejderklassen – den klasse der netop har magten til at sætte samfundet i stå og med et knips lukke ned for “business-as-usual”. Som marxister er vi enige i, at enkeltpersoner eller en relativ lille gruppes handlinger på visse tidspunkter i historien spiller en afgørende rolle i kampen for et andet system. Men disse tidspunkter kan vi ikke bestemme selv.
Tværtimod opstår de, når ophobede frustrationer, forårsaget af et system i forfald, udløser en eksplosion blandt de brede masser. Numerisk små grupper kan kun få indflydelse på historien og klassekampens forløb som spydspidsen i en massebevægelse. Det er arbejderklassen, med dens afgørende plads i produktionen og magten til at sætte hele det økonomiske maskineri i stå, der kan åbne op for en revolutionær forandring af samfundet. Vi mener derfor, at klimabevægelsen må basere sin strategi på dette faktum. Vi må vinde arbejderklassen over til ideen om, at kampen mod katastrofale klimaforandringer er en kamp for arbejderklassens egne interesser – en del af klassekampen. Forbereder vi os ikke nu, er nederlag en garanti.
Extinction Rebellions besættelse af Kongens Nytorv, er imidlertid udtryk for en strategi, hvor politiske aktioner primært vil komme til at ramme almindelige arbejderes dagligdag og ikke de, der er ansvarlige for klimakrisen. Extinction Rebellion vil skubbe arbejderklassen længere væk fra klimakampen, i stedet for at trække dem tættere på den, som vi også så det med blokaden af en McDonald’s sidste år.
Som revolutionære må vi vurdere vores politiske aktiviteter, efter hvad der højner arbejderklassens bevidsthed, dens enhed, kampvilje, dens bevidsthed om sit modsætningsforhold til den herskende klasse. Blokaden af Kongens Nytorv vil have den modsatte effekt og skubbe arbejderklassen i armene på den herskende klasse på klimaspørgsmålet. Extinction Rebellion bør spørge sig selv, hvilke konklusioner det er de forventer, at almindelige arbejdere vil drage, når de møder disse aktioner? Hvordan vil de reagere? Hvis de vil blive fjendtligt indstillet, hvad er så formålet med aktionerne? Vel næppe at vi blot selv skal føle at “vi gør noget”, og at vi – i modsætning til de almindelige arbejdere vi vil komme til at stå overfor – kan have ren samvittighed?
Arbejderklassens historiske kamp, idet den kæmper for at tage kontrol over økonomien og fravriste produktionen fra kapitalistklassens hænder, er den eneste vej frem for at kunne implementere de løsninger, som klimakrisen kræver. Klimabevægelsen må koble sig til arbejderklassen, tage klimabevægelsen ind i klassekampen og klassekampen ind i klimabevægelsen for at bekæmpe problemets rod: Det kapitalistiske system. For os er klimakamp klassekamp – ellers er det intet.
