Et kendt oldgræsk ordsprog lyder “I krig er sandheden det første offer.” Det samme gælder krigen i Ukraine. Krigen har nemlig fra starten af været betonet af et tykt lag af propaganda fra begge sider. Men ingen russisk propagandakampagne kan dog sammenlignes i omfang og styrke med den, som i årevis har strømmet fra politikerne og medierne i Vesten.
Vi fik solgt krigen som en nobel kamp for “frihed” mod det diktatoriske Rusland. Mette Frederiksen gik endda så langt som at sige, at dette var en kamp for frihed i hele verden, første gang Ukraines præsident Zelenskyj var på besøg: “I [ukrainerne] kæmper – ikke kun for jeres eget land. Men for frie nationer, mænd, kvinder og børn over hele verden. Denne kamp. For frihed. Demokrati. Et sikkert Europa og en retfærdig verden.”
Med denne retfærdiggørelse har Vestens ledere hældt milliarder af kroner i Ukraines militær. Tanks, missiler, geværer, granater og alt militærgrej, som Vesten kunne få fat på, er i fire år strømmet ind i Ukraine, for at krigen kunne fortsætte, og tusinder af ukrainske mænd er blevet sendt til frontlinjen og den visse død.
Med 3-4 måneders mellemrum bliver vi fortalt, at Ukraine er på nippet til at vinde krigen. At Ukraine har fundet en ny teknologi eller taktik til at vende krigslykken og besejre den russiske hær – som lader til altid at være på randen af kollaps. I 4 år er vi blevet fortalt, at den ukrainske sejr var lige rundt om hjørnet. Men det er tydeligt, hvilken vej krigen nu går.
Selv med hele NATO’s militære og økonomiske ressourcer i ryggen har det vist sig umuligt for den ukrainske hær at besejre Ruslands militære styrker, og det er kun et spørgsmål om tid, før en russisk sejr bliver et formelt faktum.
Efter fire års blodbad er der slået gevaldige skår i Vestens fortælling om Ukraine-krigen. For skal vi virkelig tro på, at de selvsamme herskere, der på det ene tidspunkt allierer sig med Israel og endda sender våben til dem, på samme tid støtter “kampen for frihed”?
En imperialistisk stedfortræderkrig
Lytter man til etablissementet i Vesten, er historien om Ukrainekrigen helt og aldeles sort/hvid. Alle partierne, medierne og de politiske kommentatorer er enige. Den russiske invasion bliver præsenteret som en pludselig uprovokeret aggression mod det ukrainske folk for at knuse deres “suverænitet” og “demokrati”. Kort efter krigens start blev der endda snakket om, hvorvidt Putin i virkeligheden var mentalt forstyrret, og at det kunne være en del af årsagen eller måske endda hovedårsagen til, at krigen brød ud.
Men hvis vi vil forstå krigen, kan vi ikke blot reducere den til enkeltindividers personlighedstræk eller mentale tilstande. Vi må i stedet se på begivenhederne, som ledte op til krigen og de klasseinteresser, der ligger bag.
Kigger man nærmere på krigen i Ukraine, er det tydeligt, at det ikke blot er en krig mellem Rusland og Ukraine, men snarere en krig mellem russisk imperialisme og vestlig imperialisme udkæmpet på Ukraines territorium, og hvor vestlig imperialisme bruger Ukraine som stedfortræder for at forsøge at fremme sine imperialistiske interesser.
At det faktisk er tilfældet, er nu mere tydeligt end nogensinde. Der er endda dele af den herskende klasse, der selv indrømmer det. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio forklarede i 2025 i et interview i Fox News: “Helt ærligt er det [krigen i Ukraine] en stedfortræderkrig mellem atommagterne – USA, der hjælper Ukraine, og Rusland”.
I et sjældent øjebliks ærlighed har man endda hørt samme indrømmelse fra danske borgerlige eksperter, eksempelvis da Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet, i P1 Udsyn den 31. oktober 2024 åbent sagde, at krigen i Ukraine er en stedfortræderkrig, hvor USA og Vesten hjælper Ukraine for at svække Rusland.
Som den preussiske militærteoretiker Carl von Clausewitz forklarede, er krig blot politik med andre midler. Vi må derfor forstå, hvilken politik der nu videreføres med våben i hånd. Og for at gøre det er det nødvendigt at kigge på hele den historiske proces, der ledte op til krigens udbrud.
Vestens tomme løfter
Rødderne til konflikten i Ukraine kan spores tilbage til Sovjetunionens sammenbrud i starten af 1990’erne. Op til sammenbruddet var det tydeligt, at den gamle østblok og deres militær alliance, Warszawapagten, var i opløsning. Der var stor bekymring blandt de sovjetiske bureaukrater, som var bange for, at amerikansk imperialisme i form af NATO ville udnytte Sovjetunionens svaghed til at udvide sin indflydelse ind i Sovjetunionens tidligere indflydelsessfærer. Deres bekymringer var ikke uden grundlag.
Kapitalisterne i Vesten kunne lugte blod og så en mulighed for at udplyndre landene i Østeuropa, herunder i selve Rusland, som følge af genetableringen af kapitalisme, der så ud til at være under opsejling i regionen.
Ikke desto mindre lovede de vestlige imperialister de russiske magthavere at lade være med at ekspandere NATO mod Østeuropa af frygt for, at Den Røde Hær ville føle sig provokeret, og derfor ville intervenere og stoppe processen af kapitalistisk kontrarevolution, som var under opsejling.
Det er en veldokumenteret kendsgerning, at den amerikanske udenrigsminister James A. Baker den 9. februar 1990 fremsatte et tilbud til Sovjetunionens præsident Gorbatjov om, at NATO ikke ville udvide sig “en tomme mod øst”, hvis Sovjetunionen blot accepterede, at det genforenede Tyskland blev medlem af NATO. Gorbatjov godtog løftet. Løftet blev gentaget utallige gange op gennem 1990’erne for at betrygge Rusland om, at NATO ikke havde intentioner om at true Ruslands sikkerhedsinteresser ved at omringe landet med NATO-baser.
Fra vestlig imperialismes side var løftet, som vi skal se, blot en taktisk indrømmelse, som de udmærket godt vidste, de ville bryde så snart de fik muligheden. Og den mulighed fik de hurtigt.
Sovjetunionens kollaps betød kapitalistisk kontrarevolution i hele regionen. De tidligere top-bureaukrater så muligheden for at plyndre de tidligere statsejede virksomheder. I Rusland og den tidligere østblok opstod der nu en klasse af oligarker og gangstere, som solgte landet ud til den højeste byder. Processen medførte en humanitær katastrofe i hele regionen af proportioner aldrig set før uden for krigstider.
Kontrarevolutionen i Rusland og de andre tidligere stalinistiske lande skabte enorm politisk ustabilitet. Rusland var blevet svækket gevaldigt og havde ikke længere styrken til at kontrollere den gamle østblok som tidligere. Vesten var hurtig til at tage bestik af situationen. De utallige løfter til Rusland om ikke at ekspandere NATO mod øst blev prompte glemt.
En fløj af den amerikanske herskende klasse var særligt opsat på at ekspandere deres imperialistiske indflydelse mod deres historiske rival. De havde længe set med et indædt had mod Rusland og den russiske befolkning, der havde gjort det, der i deres øjne var utilgiveligt: de havde afskaffet kapitalismen.
Til denne fløj hører blandt andre Joe Biden, der i 1997 holdte en tale til NATO’s Atlantic Council om nødvendigheden af at ekspanderer NATO helt op til Ruslands grænser. Ifølge ham var det nemlig i Ruslands egen interesse, og kunne de ikke lide det (hvad de havde givet udtryk for), så kunne de jo frit gå over og alliere sig med Kina og måske endda Iran! Det sidste blev sagt som en hånlig joke og blev også mødt med grin fra salen – ikke desto mindre er det i dag, hvad faktisk udspiller sig.
På kort tid, mellem 1999 og 2004, blev de fleste stater fra det tidligere Warszawapagten optaget i NATO. Optagelsen, især af de baltiske stater, bragte NATO helt op til Ruslands grænser.
Georgien
Madeleine Albright, Bill Clintons udenrigsminister, beskrev, hvordan Rusland så NATO’s udvidelse i 1998: “[Den russiske præsident] Jeltsin og hans landsmænd var stærkt imod udvidelsen, da de betragtede den som en strategi for at udnytte deres sårbarhed og flytte Europas skillelinje mod øst, hvilket ville efterlade dem isolerede.”
Efter Sovjetunionens kollaps herskede der i USA en udbredt selvforståelse af at være planetens ubestridte supermagt. I denne nye verdensorden følte de, at de kunne agere som det lystede dem. Selvom den amerikanske herskende klasse udmærket godt var klar over, at Rusland (med rette) så NATO’s ekspansion som en sikkerhedsmæssig trussel, fortsatte de deres march mod øst. USA bombede Jugoslavien, invaderede Irak og demonstrerede dermed tydeligt over for Rusland, at de ikke skyede militære midler for at gennemtvinge deres imperialistiske mål.
I 2008 til et NATO-topmøde blev der vedtaget en erklæring, der lød: “NATO hilser Ukraines og Georgiens euro-atlantiske ambitioner om medlemskab af NATO velkommen. Vi blev i dag enige om, at disse lande skal blive medlemmer af NATO.”
Ruslands herskende klasse var på dette tidspunkt kommet igennem ustabiliteten, kapitalismens genindførelse medbragte, og havde fundet fodfæstet igen. De stod nu i en position til at skubbe tilbage mod NATO. NATO’s konstante fremryk og provokationer i blandt andet Polen, hvor et missilforsvarssystem bemandet af amerikanske soldater og rettet mod Rusland skulle etableres, blev dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Putin trak en streg i sandet. Han udnyttede den uløste interne konflikt mellem Georgien og udbryderrepublikkerne Sydossetien og Abkasien til at invadere Georgien. Krigen varede i 12 dage og endte med, at Georgien blev tvunget til at acceptere Sydossetiens og Abkasiens de facto-uafhængighed. Selvom det ikke indgik i den formelle aftale, forhindrede invasionen i praksis også Georgien i at fortsætte sin vej mod NATO-medlemskab og yderligere indlemmelse i Vestens indflydelsessfære.
Ruslands opførsel var brutal, men fra et kapitalistisk perspektiv fuldt ud rationel. Man behøver blot at forestille sig, hvordan USA ville reagere, hvis Rusland forsøgte at indgå i militæralliance med Canada eller Mexico.
Men Vestens forhåbninger om at ekspandere sin indflydelse i Østeuropa var dog ikke ovre. Begivenhederne i 2013 og 2014 i Ukraine, og Vestens indblanding i dem, skulle vise sig at være forspillet til den krig, vi nu ser hærge Ukraine.
Majdan kuppet
Siden Sovjetunionens opløsning og Ukraines uafhængighed havde landets regeringer skiftevis orienteret sig mod Rusland og Vesten. Den samme balancegang mellem Vesten og deres nabo Rusland foretog Ukraine i 2013 med præsident Janukovitj i spidsen. I 2013 forhandlede han en aftale på plads med EU for at binde parterne tættere sammen, men det truede forholdet til Rusland, da aftalen i praksis betød mindre økonomisk samarbejde med Moskva.
Putin var naturligvis imod aftalen, da det var et åbenlyst forsøg fra vestlig imperialisme på at svække russisk imperialismes indflydelse i landet. De ukrainske oligarker i det østlige Ukraine stillede sig på Putins side af frygt for at miste adgang til det russiske marked, som hele det østlige Ukraine var tæt sammenvævet med. De ukrainske oligarker i det vestlige Ukraine så derimod til Vesten og ønskede aftalen med EU vedtaget.
Janukovitj endte med at afvise EU-aftalen til fordel for Ruslands modtilbud. Putin tilbød en økonomisk hjælpepakke på 15 milliarder dollars, mens EU’s samlede tilbud kun løb op i cirka 1 milliard dollars i lån.
Blandt dele af befolkningen, særligt i det vestlige Ukraine, var der dog store forhåbninger til, at et fremtidigt EU-medlemskab ville kunne hjælpe Ukraine ud af den økonomiske elendighed, Ukraine havde befundet sig i siden Sovjetunionens kollaps og genetableringen af kapitalismen.
Et lag af befolkningen gik på gaden i protest mod Janukovitj beslutning – stærkt opfordret af de europæiske ledere. Selvom EU ikke havde nogen intentioner om at indlemme Ukraine i unionen grundet Ukraines mange økonomiske og politiske problemer, var de europæiske ledere stadigvæk mere end villige til at puste til ukrainernes forhåbninger – præcis som de stadig gør i dag.
Protesterne mod Janukovitj udviklede sig grundet den generelle frustration med det korrupte regime, oligarkerne og det elendige liv, som kapitalismen havde tilbudt dem i flere årtier.
Fra starten af var Vesten dybt involveret i protesterne, men den mere aggressive fløj af den amerikanske herskende klasse var klar til at gå endnu længere. Senator John McCain besøgte endda Maidan-demonstrationerne, hvor han holdt en tale den 15. december 2013.
Det var tydeligt, at et kup var under forberedelse.
I en lækket telefonsamtale mellem den amerikanske udenrigsminister og den amerikanske ambassadør i Ukraine kunne man tydeligt høre, hvor dybt involveret USA var i konspirationen mod Janukovitj. USA’s plan var at installere et pro-vestligt regime, som kunne skrive under på EU-aftalen og på samme tid holde Ukraine inden for deres indflydelsessfære.
For at gennemtvinge deres vilje lænede de vestlige imperialister sig aktivt op ad de mest reaktionære nationalistiske elementer i Ukraine. Ukrainsk nationalisme har sine rødder i de få ukrainske fascister, der blandt andet kæmpede sammen med nazisterne mod Den Røde Hær under Anden Verdenskrig. En langt større del af ukrainerne kæmpede imidlertid i Den Røde Hær mod nazisterne under Anden Verdenskrig.
Det var også under Anden Verdenskrig, at de ukrainske nazister populariserede sloganet “Slava Ukraini! Heroiam slava!” (Ære til Ukraine! Ære til heltene!), som nu er den ukrainske hærs officielle kampråb.
Da det var de nynazistiske nationalistiske elementer, der var allermest konsekvente antirussiske, blev de derfor brugt som chokbataljoner i Majdan-kuppet.
Kuppet fandt sted den 22. februar 2014. Hurtigt viste det nye regime sin russofobi. Dagen efter, den 23. februar, ophævede det ukrainske parlament lovgivningen om russisk som anerkendt mindretalssprog, på trods af at russisk er modersmål for omtrent en tredjedel af landets befolkning. En måned efter kuppet underskrev de EU-aftalen.
Det nye regimes reaktionære og antirussiske karakter satte inden for få måneder gang i en separatistisk bevægelse i den Østukrainske region Donbas, hvor majoriteten af befolkningen snakker russisk.
Majdan-kuppets omstyrtelse af Janukovitj-regeringen i Ukraine markerede en yderligere fremrykning af USA’s og NATO’s indflydelse. Det var endnu én provokation for meget, og Rusland reagerede ved at annektere Krim – et område der hovedsageligt er beboet af en russisktalende befolkning, hvor også den russiske flåde ligger i havn i byen Sevastopol. Rusland gav også militær assistance til separatisterne i borgerkrigen mellem det russisk-talende folk fra Donbas og det nye pro-vestlige og ultranationalistiske regime i Kiev.
Vestens kup lagde således skinnerne for den krig, vi ser i dag.
Tiden op til krigens udbrud
USA og EU blev ved med at opildne Ukraine mod Rusland. Regeringen i Kiev blev opfordret til at bryde Minsk II-aftalen – en aftale hvis formål var at afslutte borgerkrigen i det østlige Ukraine, men som den ukrainske regering aldrig levede op til.
I 2019 blev Volodymyr Zelenskyj valgt som præsident. Han var en politisk outsider og førte sin kampagne på løfter om at begrænse oligarkernes indflydelse, lempe undertrykkelsen af russisktalende ukrainere, afslutte borgerkrigen ved at implementere Minsk-aftalerne og dermed forbedre forholdet til Rusland. Men hans holdninger ændrede sig hurtigt, da han kom til magten og blev underlagt de pro-vestlige oligarker.
Som det fremgår af hans tale fra 1997, tilhører Biden den fløj af den amerikanske elite, der er dybt præget af koldkrigsmentaliteten og sejren over Sovjetunionen. Hans politik over for Rusland afspejlede på mange måder det sidste levn fra den svundne æra, hvor USA var planetens ubestridte imperialistiske magt. Biden har ikke kunnet acceptere Ruslands genfundne fodfæste; han så helst Rusland blive slået tilbage til den svækkede position, det befandt sig i umiddelbart efter murens fald, så han kunne koncentrere sig om andre problemer – navnlig Kina.
I sin hårde linje over for Rusland fandt Biden en villig partner i den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj. Det er næppe nogen tilfældighed, at Zelenskyjs markante kursændring i forholdet til Rusland blev forstærket, da Biden tiltrådte i januar 2021.
Så snart Biden havde sat fod i Det Hvide Hus, øjnede ‘demokratiets forkæmper’, Zelenskyj, muligheden for at eliminere sin prorussiske rival, Viktor Medvedtsjuk – hvis parti på det tidspunkt var mere populært end Zelenskyjs eget. Samtidig fordoblede han Ukraines kampagne for NATO-medlemskab samt snak om generobringen af Krim. Interessant nok startede han også en stor kampagne mod det russisk-tyske Nord Stream 2-gasledningsprojekt, som den ukrainske og amerikanske herskende klasse så som en trussel mod deres interesser.
I 2017 og 2020 blev Montenegro og Makedonien, der tidligere havde været en del af Ruslands indflydelsessfære, optaget i NATO. I sig selv var de ikke afgørende, men det viste, at NATO var parat til at fortsætte sin udvidelse, muligvis endda til Ukraine. Intentionerne om NATO-medlemskab blev cementeret direkte i grundloven i 2020 af Zelinskyj-regeringen.
I 2021 så vi de sidste provokationer fra USA, som overbeviste den russiske herskende klasse om, at det var nødvendigt at svare igen, selv om det ville risikere en regulær krig.
I foråret 2021 afholdt NATO en militærøvelse ved navn “Defender Europe 2021”, der omfattede manøvrer i alle de baltiske lande og Polen. Øvelsen var en direkte og åben trussel mod Rusland, som Ukraine deltog i sammen med 26 andre lande. NATO-landene startede endda en indsats for at uddanne ukrainske soldater. Signalet var tydeligt: At NATO var i gang med at omdanne Ukraine til en uofficiel NATO-base med sigtekornet rettet mod Rusland.
USA begyndte i september at levere flere våben til Ukraine, og i november indgik USA og Ukraine endelig et strategisk partnerskab. Alt dette tilsammen var et skridt for meget for den russiske herskende klasse og Putin.
I løbet af efteråret 2021 opmarcherede Putin 190.000 soldater på Ukraines grænse og fremsatte tre krav til USA for at stoppe yderligere eskalation:
- Et stop for NATO’s udvidelse mod øst.
- En fjernelse af alle NATO-styrker og våbensystemer fra de medlemslande, der var blevet optaget efter 1997.
- Et stop for udstationering af mellemdistance-missiler og militær aktivitet i Ukraine, Østeuropa og Kaukasus.
Trods kravenes relativt milde karakter nægtede USA og NATO at rykke sig en tomme. NATO afviste kravene. Joe Biden fastslog igen NATO’s “åbne dør”-politik.
At fortsætte med at vifte med et hypotetisk NATO-medlemskab til Ukraine i så sprængfarlig en situation var det geopolitiske svar på at råbe “kom an” til Moskva.
Blot få måneder forinden havde Biden-administrationen stået til måls for den katastrofale og dybt ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan, hvor USA efter 20 års krig stak halen mellem benene.
Som marxister afviser vi ikke, at enkeltindivider kan sætte deres aftryk på begivenhederne og påvirke historiens gang. Vi pointerer, at individer ikke frit kan forme historien ud fra deres ideologi og moral alene, men må i stedet handle inden for rammerne af de eksisterende materielle forhold – forhold der er nedarvet og skabt af tidligere generationer. Det er alligevel på samme tid tydeligt, at individer kan spille en afgørende rolle i specifikke knudepunkter i historien. Dette var tilfældet med Joe Biden.
Det er umuligt at sige, hvad der gik igennem Bidens hoved i månederne op til krigen, men han har muligvis vurderet, at hans politiske eftermæle ikke kunne holde til endnu en demonstration af USA’s relative forfald som verdens imperialistiske hegemon.
Biden nægtede at imødekomme Ruslands krav og efterlod dermed kun Putin med to muligheder: at sætte handling bag sine trusler og få sin politik gennemført på frontlinjen eller trække soldaterne tilbage og acceptere et ydmygende tab af prestige. Resultatet var krig.
Suverænitet
Det hævdes ofte af politikerne og medierne her i Vesten, at krigen i Ukraine handler om at forsvare landets suverænitet – altså at det fra Ukraines side er en national befrielseskrig. Det er med denne forklaring, at politikerne retfærdiggør at sende enorme mængder af våben og finansiel understøttelse til Ukraine.
Men sandheden er, at imperialisterne i USA og Vesteuropa er ligeglade med små nationers suverænitet – om det er Ukraine eller nogen anden nation. Vi behøver blot at se på de utal af suveræne nationer, som vestlig imperialisme har invaderet og bombet: Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Syrien, Iran – listen kunne blive ved i det uendelige.
At de vestlige imperialister pludselig skulle bekymre sig om små nationers suverænitet og selvbestemmelse, ville mildest talt være et historisk kursskifte. Nej, det er ikke tilfældet. De store imperialistiske magter har altid brugt små nationer som bønder på deres store imperialistiske skakbræt, og det samme er tilfældet i dag.
Lenin forklarede allerede i 1915 under Første Verdenskrig, hvordan krig mellem stormagterne også dengang blev retfærdiggjort ved at bruge små nationers suverænitet som skalkeskjul for deres egne imperialistiske interesser. Lenin skriver i Socialisme og krig:
“Borgerskabets mest udbredte bedrageri mod folket i den nuværende krig er dets brug af den ‘nationale befrielseskrig’ som skalkeskjul for dets forbryderiske mål. Englænderne lover Belgiens befrielse, tyskerne Polens osv. I virkeligheden er denne en krig af undertrykkere af de fleste verdens nationer med det formål at konsolidere og udvide den undertrykkelse.”
Vestlig imperialisme bruger på kynisk vis parolen om “suverænitet” til at retfærdiggøre deres dominans over Ukraine og for at skubbe den russiske indflydelse væk. Som USA’s og Europas opførsel under Majdan-kuppet også tydeligt illustrerer, er de mere end villige til at gå bag om ryggen på den ukrainske befolkning for at installere et regime, der tilgodeser de vestlige imperialister.
I dag minder Ukraine mere om en koloni af Vesten end en suveræn nation. Ukraines enorme statsgæld skyldes næsten udelukkende til USA og Europa, og staten finansieres også direkte af USA og Europa. Den ukrainske hær er en de facto NATO-hær. Den er trænet og finansieret af NATO-landene, næsten alle våben de bruger er NATO-våben og alt efterretning kommer fra USA og Europæiske myndigheder.
Selvom de vestlige ledere har lært nogle få ukrainske ord og ofte bliver set omringet af ukrainske flag, så støtter de udelukkende op om krigen for at pleje deres egne kyniske interesser. For dem var krigen en potentiel god handel: de kunne svække deres modstander Rusland, uden at miste en eneste soldat selv.
Hovedfjenden er herhjemme
Fra Vestens side havde man forhåbninger om, at krigen kunne bruges til at svække sin russiske rival; der var endda snak om ikke blot at stoppe ved den russisk-ukrainske grænse, men at fortsætte til Moskva og vælte Putin.
Men det er nu tydeligt, at det ikke bliver tilfældet. I stedet for at vinde en afgørende sejr over Rusland har krigen resulteret i en fire år lang udmattelseskrig, som Rusland har overhånden i. I stedet for at styrke Vesten, er det Rusland, der kommer styrket ud af denne konflikt, med det største og mest kamperfarne militær på planeten.
Alligevel er de vestlige imperialister villige til at kæmpe til den sidste blodsdråbe – den sidste dråbe ukrainsk blod vel og mærket.
Hvad har Vestens militære støtte virkelig gjort for Ukraine? Konsekvensen af våbenleverancerne har i virkeligheden været at forlænge krigen, på bekostning af utallige ukrainske liv. Det er naturligvis ikke politikere, generaler og kapitalister i USA eller Vesteuropa, der kommer til at stå ansigt til ansigt med krigens ødelæggelser. Det gør millioner af ukrainere, hvis hjem og levebrød er blevet jævnet med jorden.
Et kendt citat fra USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger lyder: “At være en fjende af USA er farligt, men at være allieret med USA er fatalt.” Det er tydeligvis sandt, når man ser på Ukraine. USA involverede sig dybt i Ukraine og skabte et regime, der konstant provokerede sin nabo i øst, alt imens Vesten hentød til, at de ville komme dem til undsætning, hvis Rusland skulle få nok af regimets provokationer.
Som den kendte amerikanske professor John Mearsheimer, som på ingen måde kan anklages for at være kommunist, advarede om helt tilbage i 2015: “Vesten fører Ukraine ud på en farlig vej, og det vil ende med, at Ukraine bliver ødelagt.” Det er den samme konklusion, som flere og flere i Ukraine drager. De kan se, at de er blevet brugt af Vestens ledere i et imperialistisk spil, som har smadret deres land og resulteret i en tredjedel færre indbyggere, end før krigen startede.
Som kommunister i Vesten er det vores opgave at skære igennem propagandaen og påpege vores egen herskende klasses kriminelle rolle i krigen. Det ville være den største forbrydelse, hvis vi gik med på NATO’s hylekor om det aggressive Rusland med den gale diktator, som for alt skal væltes. For det er ikke Vestens rolle at vælte den russiske regering. Det er den russiske arbejderklasses opgave at vælte Putin og de russiske oligarker, og det er vores opgave at tage os af vores imperialister.
Hvis vi vil se en ende på blodsudgydelserne, må vi starte med at vælte vores imperialister i Vesten – de imperialister der drikker champagne, alt imens de sender ukrainske arbejdere i skyttegraven til deres død. Vores slogan er det samme, som den tyske kommunist Karl Liebknecht fremsatte under Første Verdenskrig: Hovedfjenden er herhjemme!
Hverken NATO’s våben eller de vestlige imperialister bringer fred, og Ukraines sørgelige skæbne har gjort dette mere tydeligt end nogensinde før. Kun ved at vælte imperialismen først og fremmest der, hvor vi befinder os, vil vi kunne afskaffe det system, der i første omgang skaber krig: kapitalismen. Kun gennem en socialistisk revolution i hele verden vil vi kunne gøre det af med de imperialistiske krige, som i 100 år har hærget vores planet.
